Forside

Header-billedet

 

Man skal lære en hel del nyt, når man begynder på et projekt som nu denne blog.

Blandt det, jeg hurtigt fik lært (men jeg har en del at lære endnu), er, at billedet på bloggens forside er et "header-billede".

Det er ikke nogen tilfældighed, når jeg har valgt netop dette solnedgangs-billede som header for Ældre-bloggen. I mange sammenhænge ser man jo aftentimerne brugt som billede på "livets aften". Og ikke mindst i sommermånederne med de lyse nætter kan vi opleve lange og smukke solnedgangs-timer. Og netop sådan er vi jo mange, der oplever "livets aften".

Men naturligvis må vi i glæden over det ikke glemme, at der også er mange, for hvem et billede med rusk og regn eller tæt tåge havde været et mere dækkende header-billede for deres år som ældre. Også deres tilværelse vil der være plads til at skildre og drøfte her på Ældre-bloggen.

I øvrigt kan det nævnes, at billedet er taget for en del år siden fra Nordlangelands kyst over mod Fyn.

 

Ældre-bloggen

Om ældres liv og vilkår

 

 

Velkommen til Ældre-bloggen

Ældre-bloggen blev startet op i juli 2016. Formålet er at give en mulighed for, at specielt vi ældre (hvad så siden det udtryk egentlig dækker over) kan have en dag til dag-platform for udveksling af synspunkter og meninger, af ideer og erfaringer, samt af oplevelser, og hvad der i øvrigt måtte ligge os på sinde.

 

Siden opstarten har det vist sig, at der er en betydelig interesse for at kunne holde sig orienteret om de vilkår, der er gældende for os som ældre, og for at høre om, hvordan andre jævnaldrende oplever tilværelsen og prøver at få mest muligt ud af den. Antallet af besøgende på Ældre-bloggen har gennem alle månederne været jævnt stigende, og det er jeg naturligvis glad for.

 

Det er planen fortsat at bringe indlæg med relation til vores tilværelse som ældre, og det er mit håb, at de vil kunne lægge op til kommentarer og menings-udvekslinger, så Ældre-bloggen virkelig kan være det levende medie, som man kan have lyst til og udbytte af jævnligt at vende tilbage til

 

Bent Aalbæk-Nielsen

Blog-redaktør

 

 

Om blog-redaktøren

Man kan vel med god ret spørge, hvem det er, der har taget initiativ til at starte en blog, som henvender sig specielt til den ældre generation.

Mit navn er Bent Aalbæk-Nielsen, og jeg er 83 år gammel. Efter et kvart århundrede som skolelærer tog jeg min afsked fra skolen og oprettede et forlag med navnet Luft- og Rumfartsforlaget. Det næste kvarte århundrede gik så med at skrive artikler, redigere og udgive blade og bøger om flyvning og rumfart. Da jeg for en halv snes år siden sluttede med det, blev jeg “frivillig, ulønnet pensionist” hos Flyvevåbnets Historiske Samling, hvor jeg bl.a. startede samlingens hjemmeside. Den har jeg nu overgivet til yngre kræfter med mere flair for de elektroniske muligheder. Det har så givet mig tid og lyst til endnu en gang at skifte spor og prøve at skabe nærmere kontakt til og mellem den ældre generation ved hjælp af Ældre-bloggen.

Skulle nogen have lyst til/interesse for at vide mere om mig, er de velkomne til at besøge min private hjemmeside på adressen “www.aalbaek-nielsen.dk”.

 

 

Har du mod på et lille smil,

så scroll til bunds på denne side,

og se, hvordan det kan gå.

Du kan meget let tage del i debatten her på Ældre-bloggen.

Scroll ned til bunden af denne side, og brug "blanketten" dér til at sende dit indlæg eller din kommentar.

Eller du kan bare sende en mail til adressen admin@aeldrebloggen.dk

Ændret layout - Ny struktur

Så er Ældre-bloggen på nettet med et lidt anderledes udseende og med en helt ny opbygning.

Men ikke alt er ændret. Det er stadig sådan, at nye indlæg vil være at finde øverst her på forsiden. Efter nogen tid vil de så glide længere og længere ned for til sidst at forsvinde nedenud fra forsiden, men kun for at blive lagt over i de relevante mapper, som fremgår af menuen her til venstre. Klik på det emne, som du gerne vil se indlæg om, og du har straks den pågældende mappe på skærmen.

Det er mit håb, at denne ændring vil gøre det nemmere at finde frem til ældre indlæg, som man kan have interesse i. Det er også mit håb, at det vil give endnu flere mod på at tage del i debatten om de mange emner, der berører os ældre. Både nederst her på siden og i de enkelte mapper er der "blanketter", hvor man kan skrive sin besked/mening/kommentar og derefter trykke på "SEND". Så ryger den direkte ind i Ældre-bloggens mailboks.

 

Og så vil jeg gerne venligst opfordre til, at man lader kendskabet til Ældre-bloggen gå videre til venner, bekendte og familie. Jo flere der følger bloggen og giver deres meninger til kende, jo mere interessant vil den kunne blive for os alle.

 

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -- -

Hvad mon de egentlig laver?

 

For mange år siden, mens jeg endnu var skolelærer, blev der gjort en hel masse ud af erhvervsvejledning for eleverne i afgangsklasserne. Det bliver der formodentlig stadig; men det må være uligt sværere i dag, end det var i de gode gamle dage. For skolens erhvervskartotek må være kommet til at fylde en hel del mere.

Forleden dag så jeg en annonce i avisen, hvor en virksomhed søgte en "International Location Researcher og Customer Knowledge Specialist". Jeg blev lidt nysgerrig og tænkte, hvad pokker mon sådan en m/k laver. Hen - for nu at tale lidt svensk - stod i hvert fald, så vidt jeg husker, ikke i det erhvervskartotek, som jeg i sin tid kendte til. Men med adgang til Internettet har man jo i vore dage altid en god hjælper ved hånden, så jeg spurgte Google, hvad man dér kunne fortælle mig om denne flotte titel, der jo - om ikke andet - ser imponerende ud på CV'et. Nu kan Google aldrig rigtig lide at give op, når man spørger om noget, og jeg fik en række udsvævende svar, som jeg ganske enkelt ikke kunne bruge til noget. Men undervejs blev jeg ført ind på forskellige hjemmesider, som kan fortælle noget om andre bemærkelsesværdige titler. F.eks. ved jeg nu, at jeg ikke skal spørge efter hotellets receptionist, for nu er vedkommende "Front Desk Officer". Jeg skal heller ikke bede om at tale med chefens sekretær, for i dag er hun "Administrative Back-up". Jeg blev også

belært om, at der er virksomheder, som har en person til at arkivere alt,

hvad der kommer til virksomheden af ris eller ros, og det er naturligvis en

"International Response Analyst". I dag er det ikke længere særlig fint at

være piccoline. Det er i hvert fald ikke noget, man skrive på sit CV. Næh,

nu er man "Meeting and Event Consultant" eller simpelthen "Happiness

Manager".

Helt ærligt: der var nu altså noget, der var nemmere at forstå i gamle

dage. På den anden side, så er dette med, at der kan gå inflation i titler slet

ikke af ny dato. Det er f.eks. mange år siden, at malkepigerne forlangte at

blive tituleret "Kopatte-malke-suge-trykke-assistenter". Og kort tid efter

meldte ledvogterne sig med krav om blive "Overkørselsinspektører".

I dag er spørgsmålene nok: Hvad i alverden lavede en malkepige og en

ledvogter?

Og jeg ved stadig ikke, om jeg kan søge jobbet som "International Location Researcher og Customer Knowledge Specialist".

 

12-12-17

 

"De nye ældre"

 

I en kronik i Kristeligt Dagblad den 1. december nævner Steen Hildebrandt, der er professor emeritus, ph.d. og adjungeret professor, det forhold, at de fleste af os mennesker har en tilbøjelighed til gerne at ville sætte alt i kasser med tydelige etiketter på. På nogle af kasserne kan der stå "Børn", "Unge", "Midaldrende" eller "Ældre". Men det er udtryk for en urimelig forenkling, mener Steen Hildebrandt. For ligesom børn er meget forskellige, og kassen med "Børn" derfor bør deles op i mange kasser med hver deres etiket, sådan er også vi ældre meget forskellige. Og netop hvad os ældre angår, så er forskellighederne både flere og større, end det gjaldt for vores forældre og bedsteforældre. Derfor taler Steen Hildebrandt om et nyt begreb, som han kalder "nye ældre".

Det gør han "for at understrege, at der er forskel på ældre i gamle dage og ældre nu og i fremtiden". Og så føjer han til, at "Store grupper af nye ældre er raske, socialt modne, bidragende, ressourcestærke, politisk og samfundsmæssigt engagerede, veluddannede, selvbevidste, krævende, nysgerrige og ajourførte, når det for eksempel drejer sig om forebyggelse, sygdomsbehandling, motion, kost og så videre." Senere skriver han, at "Da jeg var ung, talte man om alderdom, den tredje alder, senior og lignende. Det gør man i øvrigt endnu, og jeg tror, at blandt andet disse tre begreber er gode eksempler på begreber, der er slidt så meget ned, at de skal udskiftes med andre begreber".

Jeg vil give Steen Hildebrandt ret. I mange sammenhænge er man i dag tilbøjelige til at skære alle ældre over én kam. Der er netop blevet enighed i Folketinget om en finansplan for det kommende år, og heri er der sat et pænt beløb af til Ældreområdet. Det betyder formodentlig, at der bliver lidt mere at gøre godt med på en del af landets plejehjem, og ingen er vist uenige om, at det da også i høj grad er tiltrængt. Men jeg mener, at man på lidt længere sigt skal differentiere begrebet Ældreområdet i en eller anden grad. Det vil på flere måder have en gavnlig effekt, hvis man i væsentlig højere grad, end det er tilfældet nu, vil gå ind og støtte oprettelse og drift af foreninger og organisationer, der specielt har sigte på "de nye ældres" behov for at kunne dyrke interesser og aktiviteter, akkurat som man gør det i forhold til de yngre aldersklasser. Det vil give øget livsindhold og mod på og glæde ved tilværelsen for mange, og det vil afspejle sig i en yderligere bevarelse af kræfter og helbred.

Der er gode eksempler på virksomhed af den slags, som er godt i gang rundt om i landet. Men mange af dem har brug for en håndsrækning fra stat, regioner og kommuner til bedre fysiske rammer og til øgede aktivitetsmuligheder. Og der er alt for mange "hvide pletter" på kortet, hvor de fysisk og psykisk aktive ældre stadig står uden reelle muligheder for at kunne dyrke interesser sammen med andre.

 

09-12-17

 

Ældrepleje i fremtidsperspektiv

 

Det er nødvendigt at sætte et længere perspektiv på overvejelserne om, hvordan man skal klare fremtidens krav til ældrepleje. I dag er fokus næsten udelukkende på, hvordan man skal klare de problemer, vi står overfor her og nu. Og det er vel egentlig forståeligt nok, for der er næppe nogen, der vil benægte, at de er alvorlige nok og kræver, at der bliver reageret hellere i dag end i morgen.

Men prøver man at kaste et blik ud i fremtiden ved hjælp at de fremskrivninger af udviklingen, som bliver udarbejdet både af statistikere og forskere, så vil man kunne se, at de problemer, vi slås med i dag omkring ældrepleje, kan vise sig at være i småtingsafdelingen i forhold til, hvad man risikerer at stå med om bare 10-20 år. For mens problemerne i dag i alt væsentligt skyldes krav om besparelser - krav, der gør det nødvendigt år for år at skære længere og længere ned på antallet af "varme hænder", så vil man i fremtiden komme til at stå i den situation, at selv om der eventuelt til den tid måtte være økonomi nok til rådighed, så er der ganske enkelt ikke tilstrækkeligt med "varme hænder" at tage af.

Problemet er jo dels, at der bliver flere og flere ældre, og flere og flere af dem bliver så gamle, at de virkelig får behov for hjælp og pleje, og dels, at der bliver færre og færre i den arbejdsduelige alder. Og af de færre, der vil være der af de yngre årgange, bliver der behov for en langt større procentdel end nu til at skabe den produktion, der skal give grundlag for den velfærd, som vi alle ønsker at kunne opretholde.

Desværre er der noget, der tyder på, at antallet af virkelig plejekrævende demens-ramte er voksende. Det betyder, at de forholdsvis få mennesker, der fremover vil være til rådighed i plejesektoren, må koncentrere sig i endnu højere grad end nu om pasning og pleje af de demente. Tilbage vil der kun være meget få til at tage sig af de mange andre ældre, som også i en eller anden grad har brug for hjælp. Den hjælp må altså nødvendigvis kunne gives på anden måde end ved brug af "varme hænder".

Det er derfor, at det allerede i dag er nødvendigt at sætte effektivt ind med en forskning omkring og en udvikling af de tekniske hjælpemidler, der bliver brug for. Der må gøres op med den uvilje, som hersker i mange kredse ved tanken om, at teknik, robotter og kunstig intelligens skal overtage mere og mere af den pleje og omsorg, som der er behov for i ældreplejen. Man må se i øjnene, at på et tidspunkt er det enten forskellige former for teknisk assistance,

der skal give de ældre plejekrævende en god og værdig

tilværelse, eller også vil der ganske enkelt ikke kunne være

en god og værdig tilværelse for dem. For der er ikke nogen

eller noget andet til at gøre det.

Jeg kan godt se for mig, at ved udsigten til den fremtid,

der er skitseret ovenfor, er der mange, der vil føle sig

rystede. Kolde metalgribetænger i stedet for ægte varme

hænder. Computer-genereret tale i stedet for rigtige

menneskestemmer. Men allerede i dag byder den moderne

teknologi på anderledes sympatiske muligheder, og gennem

den forskning, der er i gang, og som bør styrkes betydeligt,

vil disse muligheder blive forbedret i betydelig grad, og mange

andre vil komme til.

Nu forestiller jeg mig ikke, at jeg selv vil være med på banen om en snes år. Men til mine yngre fæller vil jeg sige, at hvis jeg var på deres alder, så ville jeg med stor fortrøstning og en ganske god portion nysgerrighed se fremtiden som ældre i møde. Jeg ville måske ikke ligefrem glæde mig til den; men jeg ville føle mig ganske tryg ved tanken om den.

 

06-12-17

 

 

Erfaring

 

har altid været et nøgleord i mange sammenhænge. Men mens det endnu i det meste af 1900-tallet gjaldt næsten generelt, at de ældres erfaringer havde betydning, var nyttige og blev værdsat, så er det nok noget anderledes i dag.

Tidligere kunne f.eks. den unge landmand i meget høj grad bygge på faderens erfaringer, når han overtog fødegården. Men i landbruget som så mange andre steder i samfundet er både den tekniske udvikling, de klimamæssige forhold og ikke mindst de økonomiske vilkår i det seneste halve århundrede ændret så fundamentalt, at driften ikke længere kan bygge på de ældre generationers erfaringer.

Derfor hverken kan eller skal ældre-generationerne spille den samme rolle i dag, som de gjorde det tidligere. Det betyder ikke, at vi er blevet kørt ud på et sidespor. Men det betyder, at vi i dag kører ud ad et andet spor, som vi selv har anlagt, og som vi stadig er i fuld gang med at udbygge. Det gælder i hvert fald for rigtig mange, fordi vi har mulighederne - ikke mindst de helbredsmæssige og de økonomiske. Men vi må aldrig glemme, at der er nogle, som ganske enkelt ikke har de muligheder, og over for dem har vi en klar forpligtelse til at gøre, hvad der kan gøres for i videst muligt omfang at have dem med på vognen ind på vor tids nye spor.

Vi ældre må erkende, at sådan er det, og det betyder for nogle, at de kan føle sig totalt kørt over af en udvikling, som kan virke helt uoverskuelig. Men sådan behøver det ikke at være. For et af de privilegier, vi har som ældre og pensionister, er jo, at vi i meget høj grad selv kan beslutte os for, hvordan vi vil forholde os til udviklingen. Vil vi sætte os hen og begræde, at verden ikke længere er, som den var engang? Eller vil vi vælge de sider af udviklingen ud, som vi selv kan og vil drage nytte af og glæde os over?

Jeg har andet sted her på Ældre-bloggen været inde på, at der er en del ældre, som helt bevidst har valgt meget af den moderne teknologi fra, og det gælder ikke mindst den del, der har med informationsteknologien at gøre. "Det interesserer mig overhovedet ikke", er begrundelsen fra flere af dem. Men da jeg for nogle år siden inden for Ældre Sagen underviste nogle hold af pensionister i brugen af edb, blev jeg klar over, at i hvert fald for nogle er årsagen slet ikke manglende interesse, men derimod, at de på en måde er bange for den ny teknologi: "Vi kan da vist komme til at gøre noget helt galt!" mente de. Jeg tror, at det efterhånden lykkedes mig at få de fleste af dem fri af den frygt, og så syntes de både, at det var rigtig sjovt med alt det, man kan bruge en pc til, og jeg ved, at tilværelsen for en del af dem blev noget lettere, fordi de nu selv kunne tage hånd om en del flere af hverdagens små og store udfordringer.

En gang imellem er der antropologer eller andre, som fortæller om familieformer, hvor de ældste indtager en helt anden position i familien, end vi kender her til lands. Det er især i Østen, hvor der mange steder er en stærk tradition for, at generationerne bor sammen, og at det er familiens ældste, der træffer de vigtige afgørelser.

Budskabet er så, at det er noget, som vi her til lands både kunne og skulle tage ved lære af. Og det kan da sikkert godt lyde lidt tillokkende for nogen, hvis vi gamle på den måde igen kunne komme lidt mere til ære og værdighed. Men det er vigtigt at huske, at man i de pågældende lande i Østen lever under helt andre betingelser og i en helt anden kultur, som ikke kan overføres hertil. Vel er der da her i landet gode eksempler på, at to generationer har valgt at bo under samme tag. Det er imidlertid mit indtryk, at dér, hvor det fungerer bedst, er dér, hvor de ældre ikke blander sig for meget i de unges liv og hverdag. Men hvad man utvivlsomt kan nyde godt af - også under det samme tag - er, når de unge af egen drift trækker på de ældres livserfaring - dette noget ubestemte, men oftest meget positivt begreb.

 

02-12-17

"Hjem til den tredje alder"

 

Der er efterhånden en hel del hjemmesider på internettet, som henvender sig direkte til os i den såkaldte tredje alder. Nogle er mere seriøse end andre. Men blandt de absolut seriøse er den fra "Bolius, Boligejernes Videncenter". Det er et foretagende, som ejes af foreningen Realdania, der har åbnet et initiativ under navnet "Rum og fællesskab for ældre", hvor målet er "at udvikle og udbrede boformer som fremmer sociale fællesskaber, og som kan øge livskvaliteten i alderdommen". Som et led i dette initiativ har de to organisationer nu sammen sat gang i et projekt med titlen "Hjem til den tredje alder".

Det er dette projekt, at Bolius nu præsenterer på sin hjemmeside, hvor det bl.a. hedder: "Behovet for at bo godt ændrer sig ikke med alderen. Men de krav, din bolig skal opfylde, ændrer sig nok. Hjem til den tredje alder er for dig, hvis børn er fløjet fra reden og hvis liv som pensionist står for døren. Få inspiration til det gode boligliv her". Og med "her" menes adressen www.bolius.dk/tredjealder

Dér omtales en række emner som boformer, boligøkonomi, fællesskaber og hus og have.

Men hjemmesiden henvender sig nu ikke kun til dem, der er på vej ind i pensionisttilværelsen. Den rummer også meget af interesse for os, der allerede i kortere eller længere tid har været pensionister. Og man kan i øvrigt melde sig som abonnent på Bolius' elektroniske nyhedsbrev. Det har jeg været i flere år, og det har jeg haft meget glæde og nytte af.

 

11-17

 

Skrottet kørekort - hvad så?

 

Efter min mening var det den helt rigtige beslutning, der blev truffet på Christiansborg i sommer, da det blev vedtaget, at vi ældre skal have fornyet vores kørekort på akkurat samme betingelser som alle andre: hvert femtende år og uden at skulle stille med lægeattest.

Nu betyder det jo ikke, at alle har lov til at køre bil, til de bliver 101 eller mere. For os alle - uanset alder - gælder det, at der kan opstå forhold, som gør det nødvendigt at opgive kørekortet. Spørgsmålet er så: Hvad så?

Jeg kan godt lide at være forberedt på, hvad der kan ske i fremtiden - og måske allerede i morgen. Derfor har jeg prøvet at kigge på spørgsmålet: Hvad så?

Jeg har ingen cykel og har ikke haft det de sidste 30-40 år. Så en "jernhest" kan altså ikke være løsningen for mig. Jeg kan da godt gå et stykke vej, men der er dage, hvor det helst ikke skal være for langt. Og der er steder og aktiviteter, som jeg gerne vil kunne nå hen til, men som ligger uden for min realistiske gå-radius. De fleste af dem vil jeg heller ikke kunne nå med offentlig transport, og taxa-kørsel ligger normalt uden for min økonomiske formåen.

Altså: der må en helt anden løsning til. Og i virkeligheden ligger

den jo helt lige for - på moderne dansk hedder det vist "lige til

højrebenet": El-scooteren. Uden kørekort er der jo ikke brug for en

bil. Den kan altså bare sælges, og så kan det formodentlig give råd

til en rimelig god el-scooter.

Men så rejser der sig nogle spørgsmål:

- Hvor må man egentlig køre på sådan en scooter?

- Hvor langt kan man køre, før batteriet skal lades op?

- Hvad er der af forskellige muligheder?

 

Nu er det jo ganske let i vore dage at finde svar på næsten ethvert

spørgsmål, så jeg spurgte på internettet, hvad færdselsloven siger

om det at køre på el-scooter:

For det første ligger det klart, at der ikke kræves nogen form for kørekort.

Dernæst oplyses det, at hvis man holder sig til at køre højst 6 km/t, må man køre på fortovet. Vil man køre hurtigere og op til de 15 km/t, som er den maksimalt tilladte hastighed, så betragtes el-scooteren i færdselsloven på samme måde som en cykel, og så skal man køre i vejkanten eller på cykelstien, hvor der er sådan en.

Der er ikke noget krav om at bære styrthjelm, men hvis man kører i lygtetændingstiden, skal man have lys på som på en cykel.

Så er der spørgsmålet om, hvor langt man kan køre på en opladning. Svaret på det fandt jeg på en af producenternes hjemmeside, nemlig hos CP Mortensen i Herning (du kan KLIKKE HER for at komme til den hjemmeside). Her fortælles det helt ærligt, at der kan ikke gives noget entydigt svar på det. For det afhænger nemlig af flere forhold, og blandt dem er:

* Typen af el-scooter

* Hvor tung er personen?

* Hvor hurtigt kører du?

* Hvordan er udetemperaturen?

* Er terrænet kuperet?

* Kører du på fast underlag?

* Blæser det?

Derfor annonceres der ret typisk med en rækkevidde pr. opladning på op til 30, 40 eller 50 km. For en mere præcis information må man spørge til de enkelte typer.

Og så er der endelig dette med de forskellige muligheder. Svaret er, at der er utroligt mange. Selv fandt jeg som nævnt oplysninger på producenten CP Mortensens hjemmeside (KLIK HER), og nu føler jeg mig rigtig godt informeret.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg vil bestemt ikke sige, at jeg glæder mig til den dag, da jeg ikke længere må sætte mig bag rattet i min bil. Men jeg har det godt med nu at vide, at der er alternativer, som vil kunne løse en ganske væsentlig del af mine behov for befordring.

 

25-11-17

 

- - -- - -- - - - - - - - - - - - - - -

 

 

 

 

 

 

CP Mortensen byder både på mulighed for en solotur og for at tage en god ven eller et familiemedlem med.

 

Som jeg har nævnt det før, så tager jeg meget gerne mod tips til hjælpemidler og alt muligt andet, som kan gøre det bedre og sjovere at høre til den ældre generation. Det kan nemmest gøres ved at bruge besked-rubikken i kontaktformularen nederst på siden. Tipsene vil så snarest blive bragt videre her på bloggen.

Vi går en bedre tid i møde!

 

Valgene til kommunalbestyrelser og regionsråd er nu overstået. Med god grund burde vi ældre herefter kunne se frem til de næste fire år med fortrøstning. For meget må blive bedre. I hvert fald hvis vi skal dømme efter de mange løfter om flere penge og flere varme hænder til ældreplejen, som kandidaterne i valgkampen nærmest stod i kø for at komme af med.

Belært af tidligere års valgkampe og tiden derefter er det desværre nok rimeligt at se med en eller anden grad af skepsis på de mange gode ord. Også efter dette valg bliver det formodentlig nødvendigt at bruge alle midler til at holde politikerne fast på deres valgløfter, og for vi ældres vedkommende er den bedste mulighed for det at bakke op om de kommunale ældreråd og give dem mest mulig vægt i deres samarbejde med politikerne. Og hvis man ikke allerede har fået afleveret sin stemmeseddel, så kan det nås endnu, for fristen for det udløber først om nogle få dage, nemlig den 28. november. Er man 60 år eller derover, har man fået tilsendt en stemmeseddel, og jeg kan kun opfordre til, at man bruger den.

 

23-11-17

 

Det går fortsat den gale vej

 

Det er lige før, at man kan gå og blive helt glad for at være så gammel, at man ikke kommer til at opleve de forhold her på jorden, som kan blive vore børnebørn og oldebørn til del.

Årets klimakonference, COP23, sluttede for få dage siden i Bonn. Såvel i oplægget til den som i slutrapporten bliver der tegnet et meget dystert billede af vor klodes situation i dag og i endnu højere grad af, hvad den er på vej imod. Konklusionen er, at der stadig på universelt plan gøres alt for lidt for at få vendt den katastrofale udvikling mod en global opvarmning, som stadig er i gang - først og fremmest, fordi man verden over bliver ved med i høj grad at anvende de fossile brændstoffer kul, olie og naturgas. Her i Danmark kom 71,2 pct. af vores energiforbrug stadig i 2016 fra fossile brændstoffer. Andre steder står det endnu værre til, og det er beregnet, at der hvert år på verdensplan allerede nu dør millioner af mennesker af sygdomme, som skyldes den forurening, der stammer fra disse brændstoffer.

Og så har ingen jo kunnet undgå - enten direkte på egen krop eller gennem medierne - at stifte bekendtskab med den side af det selvskabte problem, som vi allerede i dag er udsat for, nemlig de store klimaændringer med voldsommer orkaner og katastrofale oversvømmelser. Disse naturkatastrofer gør det nødvendigt at overføre betydeligt flere penge til ulandene, dels for at man dér i muligt omfang kan tilpasse sig klimaændringerne, og dels for at man kan hjælpe med at udbedre de skader, der allerede er sket. Gør vi ikke det her fra de industrialiserede, velhavende lande, kan vi i de kommende år vente en strøm af "klimaflygtninge", som formodentligt langt vil overgå den strøm af krigsflygtninge, som vi har oplevet de senere år. Medvirkende til den udvikling vil også være det faktum, at vi bliver stadigt flere og flere mennesker på jorden og dermed flere og flere hungersramte munde at mætte. Alene fra 1950 og til i dag er verdens befolkning steget fra 2,5 mia. til 7,6 mia. mennesker.

Jeg har tidligere her på bloggen beskæftiget mig en del med disse problemer i indlæg, der kan ses i mappen om Kernekraft. (Klik her for at komme til den). Og jo mere jeg beskæftiger mig med dem, jo mærkeligere finder jeg det, at man stadig går som katten om den varme grød omkring den løsning, der giver løfte om at kunne løse de væsentligste af de problemer, som vi slås med i dag omkring klima, sult og sygdom. Nemlig kernekraft. Det er på vej, men alt for langsomt. Med en massiv forskningsmæssig indsats, især omkring udnyttelse af stoffet thorium, ser det ud til, at man i løbet af en forholdsvis kort årrække vil kunne dække verdens behov for energi uden udledning af drivhusgasser, uden den forurening, der som nævnt allerede nu koster millioner af mennesker livet hvert år, og som vil kunne skaffe mad og rent drikkevand til alle.

Når det ikke sker, kan jeg være bange for, at det skyldes, at der er store økonomiske interesser i en fortsat brug længst muligt af de fossile brændstoffer. Og tilsyneladende er bagmændene bag disse økonomiske interesser stærke nok til styre de politikere, der skal træffe de nødvendige beslutninger om at gå over til de rene energikilder.

Der skal være en klimakonference igen til næste år. I mellemtiden må alle vi almindelige mennesker bruge alle midler til at påvirke verdens politikere og til at bakke dem op, så de med vores opbakning i ryggen kan føle sig stærke nok til omsider at trodse de bremsende økonomiske interesser og dermed få vendt udviklingen.

 

20-11-17

 

I dag er der ikke noget, jeg skal

- - - men der er rigtig meget, jeg kan!

 

Sådan er der da nogle dage ind imellem. Og nu er der langt flere af dem, end der var for år tilbage. Dage, hvor kalenderen er helt åben.

Nu oplever jeg det som et privilegium forbundet med det at være en ældre pensionist. Men der var engang, hvor jeg virkelig for alvor frygtede for at komme den situation. For hvad i alverden skulle jeg dog få sådan en dag til at gå med? Jeg ville da meget hurtigt blive træt af at trille tommelfingre. Og jeg gruede da lidt ved tanken om at skulle opleve en situation, hvor der åbenbart ikke rigtigt var brug for mig længere. For dengang kom næsten alle opgaverne udefra.

Men som årene er gået, har jeg mere og mere fået øjnene op for, at sådan en dag rummer en masse muligheder, og problemet kan såmænd snarest være, at skulle bestemme sig for, hvad for nogle af dem man så skal vælge - lige her og nu i dag.

Nu har jeg været ude at gå en tur. Det er godt nok noget, jeg prøver at få gjort hver dag. Det er nu ikke, fordi jeg føler, at det er noget, jeg skal, fordi det jo er en kendt sag, at det er vigtigt at holde sig i gang. Nej, jeg gør det, fordi jeg føler, at det er noget af det, jeg stadig kan, og så er det jo rart at gøre det. Og så føler jeg egentlig også sådan lidt god samvittighed over for mig selv, når jeg nu kan gå ind og sætte mig med avisen og finde ud af, om der er nogen af de få venner, der er tilbage, som er faldet fra. Gennem årene har jeg næsten altid været en af de yngste i de forskellige sammenhænge, og det betyder jo naturligt nok, at man på et tidspunkt bliver blandt de få, der er tilbage.

Så kan det være, at jeg får lyst til at lukke op for noget god musik. Jeg har efterhånden fået det sådan, at jeg godt kan "nøjes" med at lytte, uden at jeg behøver at foretage mig noget andet imens. Det har gjort, at jeg på en meget mere intens måde end tidligere har fået øre for musik. Og et er jo skønt med al den glæde og alle de positive følelser, som musikken har at byde på. Somme tider kan den også åbne for nogle gode minder.

Man kunne jo også udfordre de "små grå" med en kryds og tværs. Det har jeg nu altid været glad for at gøre; men jeg har tidligere skullet gøre det ligesom sådan lidt i smug med en følelse af, at det var spild af produktiv tid.

Ja, og så kunne man jo egentlig slå ryglænet på hvilestolen tilbage og snuppe sig en lille "morfar". For tænk: der er ikke noget som helst, som jeg forsømmer ved at gøre det.

Og lidt senere kunne jeg slå ryglænet op igen og række ud efter den gode bog, jeg er i gang med, Dan Browns "Oprindelse".

Ærligt talt: Er alt dette ikke udtryk for den totale frihed, som enhver må kunne ønske sig!

 

17-11-17

 

Èn uge til

 

I dag er der én uge, til alle stemmeberettigede danskere kan sætte deres kryds på to stemmesedler: én til kommunalbestyrelsen og én til regionsrådet. Men alle vi ældre - og det vil sige alle over 60 - har endnu en stemmeseddel, nemlig den til ældrerådet. Og det er vigtigt, at vi bruger den. For dels giver vi med vores kryds på den en positiv melding og en tak til de mange, der som medlemmer af ældrerådene gør et meget stort arbejde for at skabe de bedst mulige forhold specielt for de svage ældre, der har behov for hjælp og pleje, og dels betyder en stor stemmeprocent til ældrerådsvalgene, at der lægges størst muligt pres på de kommunale og regionale politikere til at lytte til og tage hensyn på de indstillinger, der kommer fra ældrerådene.

Der er virkelig brug for ældrerådene, for desværre er der stadig mange steder i landet, hvor forholdene på plejehjemmene og i hjemmeplejen og de generelle vilkår for os ældre slet ikke lever op til en rimelig standard. Og selv om ældrerådene ikke har nogen besluttende myndighed, så har de ikke alene mulighed for, men også pligt og ret til at rette henvendelse og komme med indstillinger til myndighederne, når noget ikke er, som det bør være. Og med en stor vælgerskare i ryggen har sådanne henvendelser og indstillinger fra ældrerådene stor vægt.

Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der er ved at være lidt træt af den strøm af overbud, der i disse dage kommer fra kandidaterne til kommunal- og regionsvalgene. Nogle kalder det valgflæsk. Men anderledes kan det nok ikke være. Vi må tage flæsket med. Og faktisk er det vel i virkeligheden udtryk for, hvad de enkelte kandidater rent faktisk gerne vil eller ville kunne gøre for os vælgere. Derfor er det vigtigt, at der er nogen, som nu i de kommende fire år med virkelig vægt kan holde dem fast på deres politiske intentioner. Og netop dér ligger en af ældrerådenes vigtige opgaver og en af deres vigtige muligheder. Netop de kan med vægt bag ordene minde politikerne om, hvad de sagde og lovede under valgkampen. Og der er eksempler på, at ældreråd med gode resultater har gjort det.

14-11-17

 

Robotterne kommer

- og godt for det

 

"Jeg vil ikke have sådan noget inden for min dør!"

Det er reaktionen fra mange, bare man nævner ordet "robot". Årsagen

er nok, at selve ordet har fået en negativ klang, fordi det ofte er blevet

forbundet med noget koldt, automatisk og maskinagtigt. Sådan er der da

også robotter, der er, men der bliver flere og flere, som har anderledes

tiltalende egenskaber. Man taler i dag om to robottyper: servicerobotter og

robotpartnere, og der er gode og positive muligheder i begge typer -

muligheder, som vi i stadigt stigende grad ganske enkelt bliver nødt til at

udnytte, og som vil blive til både gavn og glæde for flere og flere.

For faktum er jo, at der i de kommende år bliver flere og flere, som har

behov både for service og for partnerskab, og færre og færre til at give det.

Danmarks Statistik har beregnet, at frem til år 2045 vil antallet af personer

på 65 år og derover stige med 69 pct. Det er en stigning på mere end en

halv million fra de nuværende 813.000 til 1,37 millioner. Og samtidig vil

antallet af personer i den erhvervsaktive alder falde med 14 pct. fra 2,98 mio. i dag til 2,57 mio.

Dertil kommer, at man må se i øjnene, at antallet af de mest plejekrævende, de demente, nu synes at stige med ca. 5 pct. mere, end det hidtil har været antaget. I 2040 ventes der nu at være næsten 164.000 demensramte i Danmark. I dag lever ca. 90.000 danskere med en demenssygdom.

Der bliver altså stadigt færre til at tage sig af stadigt flere, og af dem, der er der til det, vil de mest plejekrævende behøve en voksende andel. Tilbage bliver der kun ganske få til at hjælpe de mange, som "bare" er ældre. For dem bliver de meget efterspurgte "varme hænder" en sjældenhed.

Men løsningen er ikke bare "kolde robothænder" - altså servicerobotter, der rent maskinmæssigt udfører forskellige former for rutinemæssigt arbejde som f.eks. rengøring og hjælp til spisning. Nej, forskellige former for partnerrobotter er allerede godt på vej ind i vores hverdag, og det er på måder, som vi i dag kan have vanskeligt ved at forestille os, men som i de kommende år vil byde på muligheder, der vil gøre det både sjovere, mere spændende og mere interessant at være ældre. Det vil blive endnu nemmere at komme i kontakt med andre, og den ensomhed, som mange ældre i dag lider under, vil kunne brydes.

Midlet til således at skabe en tilværelse, som man selv i fantasien kan have svært ved at forestille sig, hedder "Kunstig Intelligens". Det er slet ikke noget nyt. Nok er man stadig langt fra at udvikle en kunstig intelligens, der ligner menneskers, og som langt mener de fleste forskere, at man aldrig vil kunne og i øvrigt heller aldrig skal prøve på at nå. Men der er allerede i dag mange klart definerede opgaver, som med kunstig intelligens kan klares bedre, end mennesker kan gøre det - først og fremmest, fordi der med kunstig intelligens kan reageres hurtigere og mere præcist, end mennesker kan gøre det. Det gælder f.eks. i lægeverdenen, og inden for transportsektoren kan både biler og fly i dag bevæge sig rundt uden en direkte menneskelig styring. Dertil kommer, at man nu også har computere, som både kan forstå, hvad der blive sagt, og som selv kan tale.

Men i virkeligheden er udviklingen af den kunstige intelligens' mange muligheder stadig kun i sin vorden. Rundt over hele verden sidder mange tusinde ingeniører og forskere på universiteter, i kæmpestore IT-virksomheder som Google og IBM, hos producenter af våben, biler, fly, robotter og meget andet og konkurrerer om at blive de første med nye og måske revolutionerende opfindelser.

Derfor har vi, der er de ældre i dag, måske grund til at være lidt misundelige på morgendagens ældre.

 

11-11-17

 

"Fik du set det, du ville....?

 

Det var overskriften på en klumme for kort tid siden i Avisen Danmark. De fleste vil vide, at det er en linje fra Kim Larsens sang "Om lidt bli'r her stille".

Spørgsmålet om, hvorvidt jeg fik set det, jeg ville, dukker for mit vedkommende op fra tid til anden nu, hvor jeg har nået en alder, hvor muligheden for, at jeg måske snart har set det sidste, er reel. Men lad mig slå fast med det samme: Det kan ikke på nogen måde skabe panik hos mig. Og det er der flere grunde til.

For det første er jeg i den heldige situation, at jeg har set, oplevet og prøvet så meget indtil nu, at jeg kan betragte, hvad der måtte følge herefter, som ren bonus. For det andet føler jeg, at selv om mit helbred og mine kræfter ikke er som for 40 år siden, så er der stadig en god mulighed for, at der endnu kan løbe en hel del bonus ind på kontoen.

 

For klummeskriveren har spørgsmålet fået ham til at se nærmere på det, han kalder sin "bucket list". Det er et amerikansk ord for en liste over, som han udtrykker det: "de mål, du ønsker at opnå, de drømme, du ønsker at opfylde, og de erfaringer, du ønsker at få i livet".

"Pointen med at lave sin egen bucket list er at maksimere hvert øjeblik af ens eksistens og leve livet fuldt ud", skriver han og fortsætter: "Listen er en påmindelse om, at vi selv har ansvaret for at få meningsfulde oplevelser i vores liv og at skabe det liv, vi gerne vil have. Vi har ikke for evigt til at fuldbyrde drømme".

Langt hen ad vejen kan jeg følge klummeskriveren i hans begrundelse for at lave en bucket list. Når jeg alligevel ikke vil gøre det, er der to grunde til det. For det første er jeg nok en hel del ældre end ham. Og for det andet vil jeg hellere om føje år kunne sidde i min stol og mindes og glæde mig over alt det, jeg fik set, end jeg vil skulle sidde og ærgre mig over, at der var noget på min bucket list, som jeg ikke nåede.

Men så er der dette med "bonus-kontoen". Om den er afsluttet med to streger under en slut-saldo, eller om den stadig skal være åben for nye plusser, er først og fremmest op til mig selv. Det er et spørgsmål om at være åben (og - erkender jeg - at kunne være åben) for nye muligheder. Og mange kan, som jeg, glæde sig over, at der også er andre end dem selv, der kan og vil "indbetale" på kontoen. Men det er alene mit eget ansvar at holde den åben så længe som overhovedet muligt, så jeg fortsat kan se ikke bare det "jeg ville", men alt det "jeg kunne".

 

08-11-17

 

"De ældre accepterer nok bare

nye nedskæringer!"

 

Der er ikke meget livskvalitet i den tilværelse, som mange kommuner byder deres ældre, hvad enten det er på plejehjem eller i hjemmepleje. Ja, skal man endelig tale om kvalitet, så må det blive med betegnelsen "dårlig". Og realistisk set, så ser det ikke ud til, at det bliver bedre de næste fire år efter kommunal- og regionsvalget om kort tid.

Ganske vist er der masser af indlæg fra kandidaterne i medierne og på vælgermøder, som lover både det ene og det andet, som skal gøre tilværelsen meget bedre for kommunernes ældre. Men går man lidt i dybden i mange af disse indlæg, så ligger det helt klart, at de reelle muligheder for at opfylde de mange smukke løfter er stort set lig nul. Der skal jo nemlig et flertal til i den enkelte kommunalbestyrelse og i det enkelte regionsråd, for at noget kan gennemføres, og i realiteten er det langtfra alle steder, at der kan stables sådan et flertal på benene.

Sådan er det, og vi må nok erkende, at anderledes kan det ikke blive - i hvert fald kun en del steder, og det er i de fleste tilfælde i kommuner, hvor forholdene i forvejen er langt bedre end de gennemsnitlige. Jeg har nævnt det før, men jeg vil gerne gentage, at jeg kan godt blive en smule forarget over at læse og høre om de vilkår, som især en del af kommunerne i og omkring hovedstaden byder deres ældre, når man sammenligner med, hvad der mulighed for i et flertal af de øvrige kommuner rundt i landet. Det er en urimelig ulighed, der skyldes de skæve udligningsordninger, der er gældende i dag. Min forargelse går absolut ikke på, at der er kommuner, hvor de ældre har rigtig gode vilkår. Den går alene på, at der er andre kommuner, hvor man ikke kan byde de ældre borgere tilnærmelsesvis lige så gode forhold - - selv om man helt afgjort gerne ville kunne gøre det.

Der er lige lagt budgetter rundt i kommunerne for de kommende år. I min egen kommune skal der spares 100 millioner over de kommende fire år, og de partier, der i dag udgør et flertal, vil bestemt ikke udelukke, at det også kan komme til at berøre ældreplejen. Stort set samme udmeldinger har jeg set fra flere andre kommuner. Der skal spares, og det er medlemmerne af kommunalbestyrelserne, der skal træffe afgørelse om, hvor, hvordan og hvor meget der skal spares. Det er bestemt ikke nogen misundelsesværdig opgave, for lige meget hvordan det bliver gjort, så skaber det utilfredshed hos dele af kommunens borgere. Hvad man som ældre kan frygte, er, at der blandt kommunalbestyrelsernes medlemmer vil være nogle, der falder for fristelsen til at tænke som så: De ældre er jo så vante til gennem hele deres liv, at de har skullet spare, så det er nok dem, der har lettest ved at acceptere nye nedskæringer, uden at vi får en hel masse ballade.

Og måske har de vel ret.

Men for nogle af landets ældre er der stadig tale om vilkår, der er så ringe, at én "velfærdsmilliard" ikke er nok.

 

06-11-17

 

Vi, de heldige

 

 

Vi har al mulig grund til at glæde os over, at vi er så heldige at leve her i Danmark netop nu i dette århundrede.

Der er da også andre lande, hvor de materielt har det lige så godt som her til lands. Man der er så sandelig også lande, hvor det er alt andet end misundelsesværdigt at leve. Og der var da også en hel del danskere, der materielt havde det lige så godt i forrige århundrede, som de fleste af os har det i dag. Men for det store flertal var dagligdagen i forrige århundredes Danmark en kamp mod fattigdom og sygdom i en grad, som vi har svært ved at forestille os i dag.

Men mange af klodens ypperste forskere advarer nu om, at heller ikke vi danskere - eller mere præcist vore efterkommere i næste århundrede - kan regne med at have det så godt, som vi har det i dag. Ja, der er endda dem, der sætter spørgsmålstegn ved, hvor længe vi i det hele taget stadig vil have efterkommere her på kloden.

En af dem, der advarer, og som der lyttes meget til, er den

verdensberømte 75-årige videnskabsmand, fysikprofessoren

ved Cambridge University Stephen Hawking. Ifølge Cambridge

News fortæller han i et interview, at han frygter for den men-

neskelige arts fremtid og overlevelse. Han er simpelthen bange

for, at vi bliver kvalt i vores egen succes og ender med at uddø.

Han mener, at menneskearten er på vej mod dommedag,

fordi vi ikke evner at passe på vores planet, og at vi allerede

er kommet så langt, at vi ikke længere kan bremse udviklingen.

For, som han siger: "Jorden bliver for lille til os. Den globale

befolkning vokser med alarmerende hast, og vi er i fare for at

udslette os selv."

Det er ikke første gang, Stephen Hawking kommer med sine

utvetydige advarsler til Jordens befolkning. I et interview for

seks år siden advarede han mod forurening og overbefolkning.

Nu er det blevet værre, siger han. "Befolkningen er vokset med

en halv milliard siden da, og der er ingen udsigt til at udviklingen stopper. Med denne rate vil der være 11 milliarder i 2100. Luftforurening er vokset med otte procent de sidste fem år. Mere end 80 procent af indbyggerne i urbane områder er udsat for farlige mængder af luftforurening".

På den baggrund er Stephen Hawking stærkt kritisk over den amerikanske præsident Donald Trumps beslutning om at trække USA - som en af verdens mest forurenende nationer - ud af Parisaftalen, der ikke mindst har til formål at reducere udledning af CO2 for at forhindre globale temperaturstigninger frem mod 2020.

"Vi er tæt på et vendepunkt, hvor den globale opvarmning ikke kan vendes. Trumps handling kunne skubbe Jorden ud over randen, så det bliver et sted som Venus med temperaturer på 250 grader og svovlsyreregn", siger professor Stephen Hawking til BBC.

Hvad skal vi danskere gøre ved det nu i 2017?

Skal vi glæde os over, at vi er så heldige at leve netop her og nu og så bare feste videre, som om fremtiden ikke kommer os ved?

Eller skal vi slå bremserne i og gøre, hvad vi kan, for at Planet Jorden også fremover kan give grundlag for et liv for mennesker?

Den problematik har jeg også tidligere beskæftiget mig med her på Ældre-bloggen, og indlæggene i den forbindelse kan ses i mappen om kernekraft. (KLIK HER).

 

03-11-17

 

Professor Stephen Hawking

Stress

4

 

Dette indlæg er en opfølgning til de tre indlæg længere nede fra den 23., den 25. og den 28. oktober.

Noget må og kan gøres!

 

I det første af mine indlæg i denne serie om stress nævnede jeg, at inspirationen kom fra en kronik af Sanne Berg i Kristeligt Dagblad. Jeg vil gerne citere noget fra denne kronik:

"Hvad hvis vi tillod os at indse, at vores hjertebanken, vores diffuse smerter, vores angstanfald og vores snigende depressioner er sjælens måde at sige AV FOR HELVEDE, DET HER ER IKKE GODT, LAD MIG KOMME VÆK! Symptomerne skyldes ikke mangel på robusthed. De er tværtimod et sundhedstegn; et bevis på, at vi stadig er i stand til at mærke forskel på rigtigt og forkert".

Jeg tror meget på, at Sanne Berg har ret: Stress er ikke en sygdom. Stress er et symptom. Og når så mange mennesker får disse symptomer, så er det et klart signal til os alle om, at nu skal der geares ned. Og vi må forlange, at vores politikere opfanger dette signal og handler efter det. Vi må forlange, at de tager fat på stort set hele den gældende lovgivning og vurderer, hvor der kan ændres med henblik på at sænke det generelle stressniveau. Og det må være et krav i forbindelse med al ny lovgivning, at den snarere skal sænke end højne dette stressniveau. I dage er det, som om fokus i forbindelse meget lovgivningsarbejde, er rettet imod, at resultatet skal være "grønt". Det er i den farve, at politikerne øjner stemmer. Jeg tror, at der i dag ville være langt flere stemmer at hente, hvis der blev sigtet mod en anden farve - en anderledes blød og blid farve, der signalerer "slap nu af, for det er slet ikke så vigtigt at få lavet den million" - hverken for den enkelte eller for samfundet. Hvad det drejer sig om, er ikke millionen, men hvordan vi prioriterer det, vi allerede har.

Det må være muligt at komme væk fra, at så meget i vores dagligdag styres af et krav ikke bare om effektivitet, men om større effektivitet. Kravet må stoppe ved en vurdering af, om tingene fungerer, som de skal. Gør de det, er det jo godt - ja, jeg vil føje til, at så er det godt nok. Ethvert ønske om en eventuel videre udvikling derfra må afvejes over for et ufravigeligt hensyn til, om vi som mennesker egentlig behøver det. Det betyder jo ikke, at al udvikling sættes i stå, men det kræver, at vi som mennesker stadig kan følge med, uden at vi til stadighed skal føle et voksende præstationskrav for at kunne følge med.

Er det utopisk at forestille sig, at man kan nå dertil? At man kan få skabt en helt ny kultur? Ansvaret er ikke kun politikernes. Det hænger også i høj grad sammen med de forhold,, som mennesker bliver budt på arbejdsmarkedet.

I et forsøg på et give et svar på det spørgsmål vil jeg citere endnu en sekvens fra Sanne Bergs kronik:

 

"Tænk hvis de 500.000 mennesker, der ”går ned med stress”, i stedet for at gå til lægen og få en sygemelding gik op til deres chef og slog i bordet – ”Jeg kan ikke længere forsvare at udføre mit arbejde på den måde, som systemet her tvinger mig til. Jeg mener, at de rammer, der er lagt for udførelsen af mine opgaver, gør det umuligt at udføre mit arbejde på en etisk forsvarlig måde. Hvis ikke rammerne snarest bliver ændret, så jeg kan udøve den omsorg, det nærvær, den sociale ydelse, der er essensen af mit job som sygeplejerske/pædagog/socialrådgiver, ser jeg mig nødsaget til at nedlægge arbejdet og bede min faglige organisation overtage forhandlingerne med arbejdsgiveren, så tingene kan blive bragt i orden.”

Hvad hvis vi holdt pause fra angsten, og tillod os at mærke den vrede, den dækker over".

 

31-10-17

 

 

Stress 3

Også vores børn og unge lider af stress

 

Noget af det, som jeg finder mest bekymrende, når det drejer sig om stress, er, at det ikke kun er et stigende antal voksne, der føler sig stressede i deres dagligdag. Nu er det også børnene og de helt unge.

I en undersøgelse i 2009 blev 7. klasses elever spurgt, om de følte sig stressede. Hver fjerde af disse elever svarede dengang, at de oplevede en følelse af stress mindst én gang ugentligt. I en anden undersøgelse målte man stress blandt unge i 8.-9. klasse. Den viste, at mellem 4-8 % oplevede at have ”højt niveau af stress”, og mere end 40 % af de unge i 8. og 9. klasse oplevede ”medium” stress.

Sådan var det altså dengang for en halv snes år siden. Men at dømme efter den senere tids mange indslag i medierne om stressramte børn og unge, er det blevet værre siden da - ja, man må vist endda sige meget værre.

Der bliver nævnt en række årsager til, at det er gået sådan. Og når det drejer sig om eleverne i grundskolen - d.v.s. 1-9. klasse - så får den omfattende skolereform i 2014 en væsentlig del af skylden med dens længere skoledage og større vægt på læring. Det gælder her for alt i verden om at gøre sig kvalificeret til at komme i gymnasiet og videre til de højere læreanstalter, som giver adgang til de virkeligt attraktive placeringer i samfundet.

Og for det flertal, der skaffer sig adgang til gymnasierne, er kravet både til dem selv og udefra, at opnå alle de 12-taller, der skal til for at komme ind på drømmestudiet. Og når så endelig huen er erhvervet, så gælder det for mange om at udnytte den såkaldte "kvikbonus", der blev indført i 2009, og som ganger den nyudklækkede student karaktergennemsnit med 1,08, hvis vedkommende påbegynder en videregående uddannelse inden for to år. Det kan måske netop give det løft, der er nødvendigt for at nå op på adgangskravet til drømmestudiet.

Efter det burde det ikke kunne undre nogen, når det af en rapport fra Statens Institut for Folkesundhed (”Ungdomsprofilen 2014”) fremgår, at andelen af gymnasieelever, for hvem karakterer spiller en meget stor rolle blev næsten fordoblet i årene fra 1996 til 2014 med en stigning fra 17 til 31 procent. Samtidig slog den fast, at kun en femtedel af eleverne aldrig føler sig stressede – og at mere end hver anden mærker stress ugentligt eller oftere.

Dette underbygges af en rapport fra Aarhus Universitet om ”Stress i gymnasiet”, hvor den mentale trivsel hos hele årgangen af elever på to gymnasier i Aalborg blev kortlagt. Hver anden elev scorede lige så højt på stress-skalaen som den mest stressramte femtedel af befolkningen.

Nu er der for mig ingen tvivl om, at begrebet stress dækker over mange og ret forskelligartede følelser - både fysiske og psykiske - og en del dårligdom begrundes med, "åh, jeg har da vist fået stress!" Nogen føler måske endda, at de da vist bør have stress, for ellers så må det jo da være, fordi de ikke presser sig selv hårdt nok eller lige så meget som de andre. Men selv hvis man prøver at filtrere disse ikke-ægte tilfælde af stress fra, så kan ingen vist være uenige i, at når det også rammer så mange børn og unge, så har vi fået skabt en usund kultur, som vi må gøre alt for at få ændret.

Dermed er vi fremme ved det helt afgørende spørgsmål: Hvad kan der så gøres?

Jeg ville ønske, at jeg havde en endegyldigt svar. Men en del af svaret må være, at vore politikere og myndigheder skal skrue ned for præstationskravene. De må erkende, at hele, sunde og glade borgere er et langt vigtigere kriterium for deres succes som politikere, end at landets samlede produktivitet stiger med to procent om året. Og for langt de fleste af os borgere må svaret ligge i at være tilfredse med, at vi jo har det godt og ikke nødvendigvis behøver at have det bedre - sådan rent materielt set. Det er ikke "den million" der gør os lykkelige. Langt vigtigere er fællesskabet med andre: familien, vennerne, kollegerne, omgangskredsen, medborgerne.

Faktisk har vi specielt her i Danmark mulighed for at opleve og lære betydningen af fællesskabet. Det har vi i landets gamle, grundfæstede højskoletradition. For hvor man i næsten alle grene af det offentlige uddannelsessystem prøver at fremme konkurrencen mellem mennesker (man må vise de bedste præstationer og resultater som grundlag for "det gode liv") så peger højskolen på helt andre værdier, nemlig at skabe plads for det enkelte menneske gennem fællesskabet og ikke på bekostning af fællesskabet.

Desværre er det nok ikke muligt at give alle unge et højskoleophold undervejs i deres uddannelsesforløb. Men det må være muligt at hente nogle af højskolens principper ind i de offentlige uddannelsessystemer. Man må kunne komme væk fra, at man i disse systemer tvinger eleverne til at sammenligne deres egne præstationer med de andres - med konkurrenternes - og i stedet sætte fokus på den enkelte elevs udvikling. Målet for den enkelte må være at blive dygtigere, end man selv var tidligere - snarere end at skulle være bedre end sidekammeraten.

 

I et indlæg på internettet stødte jeg på nedenstående opfordring. Den vil jeg gerne også gøre til min:

 

"Er der nogen, der vil bestride, at et højskoleophold gør et ungt menneske markant bedre til at træffe det rette valg af uddannelse? Næppe. Så hvorfor ikke starte med at implementere højskolernes tankesæt rundtomkring på de danske gymnasier".

 

28-10-17

 

 

Stress 2

 

Villa, Volvo og Vovse

 

Iflg. Gyldendals Den Store Danske udtrykker overskriften herover "et statussymbol, der markerer velstand og social status. Udtrykket bruges første gang i Danmark i 1954 og hører i udpræget grad velfærdssamfundet og dets gigantiske økonomiske udvikling til. Materialisme, misundelse og konkurrencementalitet, det at ville vise sit værd gennem anskaffelse af dyre eller trendy ting: parcelhus, bil, fjernsyn, hårde hvidevarer, rejser, mobiltelefoner, modetøj osv. Alle vil have “Villa, Volvo og Vovse”. Selv det at få børn tingsliggøres og gøres til et statussymbol."

Og det var vel netop, hvad der skete op gennem 50'erne og 60'erne, og indtil energikrisen brød ud i 1973 og for en tid satte udviklingen på standby. Vi skulle (næsten) alle have mere og mere - og i hvert fald helst mere end naboen. Det stillede store krav, og for at kunne opfylde dem skulle der præsteres. Præstationskravet var sat i gang!

Dette krav er bare vokset og vokset. Og det vil det helt sikkert blive ved med at gøre, med mindre vi får ændret den kultur, der som symbol har de tre V'er, og som vi er slaver af i dag, og som er det, der giver næring til de stadigt større præstationskrav.

Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at ændre den kultur, eller om den er som lavinen, der breder sig og ruller hurtigere og hurtigere, indtil den ender med at skabe katastrofe. Én ting er i hvert fald sikkert: Hvis vi ikke gør noget for at ændre den kultur og stoppe lavinen, så tordner den videre. Den stopper ikke af sig selv - før det er for sent!

En første stopklods kan måske skabes af os ældre, hvis vi begynder hos os selv med at stille spørgsmålet til os selv: Var det dét her, vil ville? Var målet virkelig et samfund, hvor man dårligt kan tale om begrebet "lykke", uden at der uvægerligt skal føjes ordet "piller" til? Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at svaret er et rungende NEJ! Det var bestemt ikke det, vi ville. Jamen hvad har vi da så gjort galt, når vi må konstatere, at for op mod en halv million danskere er piller blevet en forudsætning for en kunstigt skabt følelse af noget, der skal ligne lykke. Hvor "ægte" lykke var noget, vi kunne læse om i fortidens romanblade.

Jeg tror, at vi undlod på det rigtige tidspunkt at sige, at nu er nok nok. Vi fik ikke stoppet karrusellen, da den var så godt i gang. Og det må vore børn og børnebørn lide under i dag.

Derfor skylder vi dem nok en undskyldning. Vi skylder at fortælle dem, at vi fejlede, da vi fortsatte racet, og da vi gav troen på præstationernes nødvendighed videre til dem: bedre karakterer, bedre uddannelse, hurtigt ud på arbejdsmarkedet for at slås om de bedste og mest indbringende stillinger og dermed større villa og sommerhus i Sydfrankrig, større og dyrere biler - men ikke længere nogen vovse, for den vil tage alt for meget af deres dyrebare tid. Med mindre da, at man vil anskaffe sig en aupair, som kan tage sig af den samtidig med, at hun passer børnene, som der heller ikke længere rigtig er tid til.

Nu erkender jeg blankt, at jeg tog fejl, når jeg tidligere så med noget nær foragt på begrebet "fjumreår". Jeg tog ikke fejl, når jeg kunne se, at året af nogle bare blev brugt til netop at fjumre. Men jeg har efterhånden set mange eksempler på unge mennesker, som brugte et eller flere år på at lære den verden at kende, som ligger uden for uddannelsessystemerne, og jeg har set, hvordan de blev mere "hele" mennesker med bedre forståelse for, hvad livet byder os af mangfoldige muligheder. Og de er blevet bedre til at udnytte disse muligheder til at få et rigere liv. Ikke rigere på gods og guld, men rigere på lykke (uden piller) og glæder. Og efter "erfaringsårene", som jeg hellere vil kalde dem, har de med langt større sikkerhed kunnet vælge deres uddannelse og deres fremtidige livsforløb. Og det er meget få af dem, der er droppet ud af påbegyndte uddannelser.

Derfor siger jeg i dag til ungdommen: Tag jer tid, men brug den til noget fornuftigt, og find ud af, hvilke muligheder verden har at byde på for netop dig. Og tag så fat på at udnytte de muligheder, som du selv vælger. Men husk på, at det betyder ikke noget som helst, hvor stort et hus du til sin tid kan komme til at bo i. Det, der betyder noget, er det liv, du kan få i det.

 

Jeg ved, at det slet ikke er nogen uproblematisk opfordring at komme med. I kommende indlæg vil jeg prøve at komme ind på nogle af de problemer, som den indebærer.

25-10-17

 

 

Stress 1

 

Den 19. oktober bragte Kristeligt Dagblad en særdeles vægtig kronik skrevet af Sanne Berg. Den drejer sig om stress og om det faktum iflg. kronikken, at "500.000 danskere siges at være stressramte, 350.000 mennesker lider af angst, og 460.000 køber antidepressiv medicin".

Og så stiller den det spørgsmål, som burde overskygge alle andre spørgsmål i dagens Danmark: "Hvad skal der til, for at vi indser, at det er vores kultur, der er syg – ikke de enkelte mennesker, der bukker under?"

Dermed sætter Sanne Berg den situation i fokus, som er skabt af de seneste årtiers udvikling her i landet - den udvikling, som vi ældre ikke kan sige os fri for at bære en del af ansvaret for.

Derfor må det være en selvfølgelig pligt netop for os ældre at stille os selv det spørgsmål, om vi kan gøre noget for - i det mindste at medvirke til - at ændre den udvikling. For ingen kan vist være uenig i den opfattelse, at der skal ske en ændring, og vi skal - som Sanne Berg påviser det - helt ned og ændre i vores kultur. For det er den, der er syg.

Det vil være det nemmeste bare at sætte os godt tilbage i lænestolen, trille tommelfingrene omkring hinanden og tænke: Det står ikke til at ændre. Den kultur, som livet af i dage leves på, er så grundlæggende, at den ikke kan ændres. Og skal man endelig tro på, at det kan gøres, så må der nye og friske kræfter til. Det går ud over vores formåen.

Og det er nok rigtigt, at det er begrænset, hvad vi ældre reelt kan gøre. Men én ting kan vi i hvert fald gøre, og det er at erkende, at vi bærer vores del af ansvaret for, at situationen i dag er blevet så alvorlig, som den vitterligt er.

Jeg ved godt, at jeg i tidligere indlæg her i Ældre-bloggen har givet udtryk for synspunkter, der kan synes at være det stik modsatte. Og det kunne måske være fristende at blade tilbage og slette disse indlæg og håbe på, at alle andre har glemt dem. Men det vil jeg ikke. For da jeg skrev dem, mente jeg rent faktisk, hvad jeg skrev. Og de gik nok også på noget lidt andet. Men jeg mener stadig, at jeg - set med den tids øjne - havde ret. Hvad jeg nok dengang ikke var opmærksom på, var, hvad den udvikling, der dengang var sat i gang, kunne føre til, hvis den fik lov til at fortsætte i samme spor.

KLIK HER for at se, hvad jeg skrev for et års tid siden.

Nu kan jeg og alle andre så kigge i bakspejlet. Og jeg tror, at et sådant kig kan være med til at give forståelse for, hvorfor vi i dag står med en halv million stressramte danskere. Og kan vi få den forståelse, kan det måske være med til at få vendt udviklingen.

 

"Hvorfor går vi rundt og tror, at det er så vigtigt at lave den million?", hedder det i Rasmus Seebachs sang "Million".

Det spørgsmål rummer nok en væsentlig del af årsagen til den udbredte stress.

Jeg tror, at vi i dag er blevet alt for tilbøjelige til at vurdere din og min succes i mængden og størrelsen af materielle goder. Og jeg vil naturligvis gerne have bare lidt mere - eller i det mindste lige så meget succes som mine forældre, mine venner, mine kolleger og alle de andre. Og jeg tror i øvrigt også, at det bliver forventet af mig, at jeg får det. Og derfor skal jeg præstere.

Netop PRÆSTATION er for mig at se nøgleordet.

Og ikke mindst her er det måske, at vi ældre kan gøre noget. De fleste af os har oplevet tider, da de materielle goder var færre og mindre, men hvor begrebet stress var ukendt. Der var vel nok nogen, om hvem man i dag ville sige, at de havde stress. Men en udbredelse som i dag var der slet ikke tale om. Og i hvert fald havde jo da hverken du eller jeg stress! Nej vel? Derfor kunne vi jo da prøve at spørge os selv, om det nu også er så vigtigt at lave den million, og hvis det ærlige svar er, at "nej, det er det vel egentlig ikke", så ku' vi da i et mindste prøve at udbrede den opfattelse til vores børn og børnebørn og til vores omgivelser i det hele taget. Det skal jo begynde et sted. Og som nævnt ovenfor: Det er vore dages kultur, der skal ændres!

 

Det er et emne, som jeg gerne vil vende tilbage til i kommende indlæg. For det er min overbevisning, at det er vigtigt - også for os ældre.

 

23-10-17

 

24-10-17

 

Birthe Christoffersen har sendt denne kommentar:

 

Stressen har en del at gøre med de konstante omstillinger og krav. De som har et arbejde frygter at miste det. Sandsynligvis i en erkendelse af, at det er stressende ikke at kunne finde arbejde og opnå tilstrækkeligt at leve af. (Det omtales ofte som alt andet end stress, når talen er om mennesker udenfor arbejdsmarkedet, uanset årsager.)

Hvis menneskeværd udelukkende gøres op i stillingsbetegnelse, kroner og ører, hvad sker der så, når AI (Artificial Intelligence - kunstig intelligens - Red.) overtager mere og mere af arbejdet?

Èn måned til valget

 

Vi ældre går en lys og god fremtid i møde! Det er en sand fornøjelse i denne tid at se de mange indlæg fra kandidaterne til kommunal- og regionsvalget. Indtil nu har jeg ikke set et eneste, hvor der er givet udtryk for, at de seneste fire års nedskæringer på ældreområdet skal fortsætte ind i den nye valgperiode. Tvært imod, så er løfterne gyldne: Mere og bedre hjemmehjælp, hjemmelavet mad på plejehjemmene, klippekorts-ordninger og frem for alt: flere varme hænder. Jo, det bliver godt!

Men der er noget, der skurrer i ørene. Jeg synes, jeg har hørt det hele før. Sådan cirka for fire år siden. Og hvad er det blevet til? Jo, retfærdigvis skal det nævnes, at der er kommuner - især i hovedstadsområdet - hvor det er blevet godt. Så godt, at det næsten ikke kan blive bedre. Men det står i skærende kontrast til, at der er andre kommuner, hvor det var galt allerede for fire år siden, og hvor det er blevet endnu værre. Den forskel på vilkårene for de ældre fra kommune til kommune er helt uacceptabel. Men klagen over det skal jo nok adresseres til Christiansborg. Der er imidlertid meget, som man i kommunerne selv kan rette op på. For der er steder, hvor pengene først fra "ældremilliarden" og siden fra "vædighedsmilliarden" er gået til meget andet end det, de var beregnet til, nemlig til bedre forhold for kommunernes ældre.

Blandt andet det er det tiden nu i den sidste måned op til valget at stille politikerne til regnskab for. Undskyldninger har der været nok af. Først og fremmest har vi fået at vide, at der jo er blevet så mange flere ældre, og så må der jo nødvendigvis blive mindre til hver enkelt. Men den undskyldning holder ikke vand. For nok er vi blevet flere ældre, men mange af os har det langt bedre, end de ældre havde det tidligere, og derfor er antallet af hjemmehjælpsmodtagere rent faktisk faldet med ca. 30.000 over de senere år.

Så lad os bruge den måned, der er tilbage inden valget, til at forlange af kandidaterne, at de er ærlige og fortæller, hvor de vil hente de penge fra, som de siger og skriver, at de vil bruge på en bedre ældrepleje. Det er vores eneste mulighed for at vurdere, om de nu også virkelig mener det. For de kan jo ikke bruge flere penge på både det ene og det andet.

Og så skal vi ikke være tilbageholdne i vores krav til kandidaterne om ærlighed. For vi er jo nemlig blevet mange flere ældre. Det vil sige mange flere vælgere. Og det er et faktum, der betyder rigtig meget her i den sidste måned inden valgdagen. Vi kan godt huske fire år tilbage, og om fire år kan - i hvert fald de fleste af os - stadig godt huske, hvad vi bliver lovet i år.

 

21-10-17

 

Aktiv dødshjælp / assisteret selvmord

- - - igen, igen

 

Jeg forstår det simpelthen ikke. Der er noget, som for mig slet ikke hænger sammen: Hvis man undlader at lade et sygt eller såret dyr aflive, så kan man straffes for det. Men hvis man hjælper et dødssygt menneske til at dø, så kan man også straffes for det.

Debatten om aktiv dødshjælp og assisteret selvmord er blusset op igen efter TV 2's udsendelse om Jørgen, der ønskede at dø. Og det er den med god grund. For endnu en gang må det store flertal af danskere, som ønsker disse muligheder lovliggjort, forlange at blive hørt, så den danske lovgivning bliver ændret.

Det er alene vore politikere, der kan ændre lovgivningen. Men det er mit klare indtryk, at en del af dem undlader at tage stilling og dækker sig ind bag holdningen i Etisk Råd, hvor et flertal er imod enhver form for dødshjælp. Men det kan ikke være rigtigt, at dette råd skal have så stor indflydelse, at det får politikerne til at se bort fra det faktum, at 86 procent af den danske befolkning ved en undersøgelse i 2006 gav deres tilslutning til en mulighed for aktiv dødshjælp.

Jeg har stor agtelse for Etisk Råd. Det er utvivlsomt kompetente mennesker. Men når det drejer sig om dødshjælp er de på helt gal vej. Af en redegørelse fra rådet fremgår det, at man har valgt helt at se bort fra den generelle holdning i den danske befolkning. De baserer altså deres indstilling til politikerne alene på deres egne holdninger (men det skal bemærkes, at der er et flertal i rådet for denne holdning - ikke enighed). En gennemgang af rådets medlemmer giver indtryk af, at de alle er sunde og raske mennesker i deres bedste alder og i stillinger, hvor de absolut ikke behøver at lide nød af nogen art. Jeg vil ikke udelukke, at nogle af dem personligt kan have haft problematikken om dødshjælp nært inde på livet. Men det gælder helt sikkert ikke for rådet som helhed, og det svækker efter min mening i meget høj grad værdien af deres indstilling. Deres holdning er baseret på andet end et hensyn til mennesker, som føler, at de har brug for at dø. Og det må være det afgørende.

Den tidligere formand for Etisk Råd, Ole Hartling, har udtalt, at en ændring af lovgivningen omkring dødshjælp "vil ændre vores kultur og vores menneskesyn". Han vil altså ikke acceptere en lovændring af hensyn til en kultur og et menneskesyn, som ellers op gennem historien har ændret sig ganske betydeligt fra tider, hvor værdien af det enkelte almindelige menneskes liv var yderst ringe, og til vore dage, hvor netop det enkelte menneskes liv sættes meget højt og dermed også det enkelte menneskes værdighed og ret til at bestemme over eget liv. Men af hensyn til "vores kultur og menneskesyn" vil man altså i Etisk Råd ikke give det enkelte menneske ret til også at bestemme over sin egen død.

Helt ærligt, hvis det er rigtigt, at det er sådan nogle akademiske filosofier, der skal bestemme over vores liv og vores død, så trænger vi virkelig til en ændring af vores kultur og menneskesyn.

Derfor denne opfordring til vores politikere: Gør jer nu fri af de akademiske overvejelser i Etisk Råd, og gør, hvad I er blevet valgt til, nemlig som lovgiverne at gennemføre det, som det store flertal af jeres vælgere ønsker. Lad mig gentage: i 2006 var det 86 procent af dem. Jeg er overbevist om, at det i dag er endnu flere.

 

NB

Etisk Råd har en virkelig god hjemmeside, hvor der gøres rede for meninger både for og imod dødshjælp.

KLIK HER for at komme til denne side.

 

Ældre-bloggen har tidligere i en række indlæg beskæftiget sig med spørgsmålet om dødshjælp.

KLIK HER for at komme til disse indlæg.

 

18-10-17

 

Let i seng - - og op igen

 

Der er mange, der ligesom mig er glade for vores seng. Og det betyder meget, at vi ligger godt i den, for faktisk så er det jo en ret så betydelig del af vores tid, at vi tilbringer i den. Men selv om vi måske ikke tænker så meget over det, så er det vigtigt for os alle sammen, at vi selv kan bestemme, hvornår vi vil i seng, og hvornår vi vil op igen. Og det er ikke alle, der kan det. For nogle er det nødvendigt at have hjælp til det, og det betyder jo, at de ikke helt selv kan bestemme, hvornår det er sengetid, og hvornår de har sovet længe nok. Og det er slet ikke nogen rar situation.

 

Men jeg er blevet gjort opmærksom på, at

der er en virkelig god hjælp til dem. Det er

i form af en seng, der hedder "Liberty Pleje-

seng". Den og dens funktion ses på billedet.

Kan man sætte sig ned og rejse sig op, så

kan man også komme både i seng og op af

den igen. Og som nævnt: Man kan selv

bestemme, hvornår det skal være.

Er man interesseret, kan man få flere

oplysninger om sengen på hjemmesiden

www.libertycarecompany.dk

Og trods det engelske navn, er både sengen

og firmaet, der laver den, pæredanske,

nemlig fra Gislev på Fyn.

 

Som jeg har nævnt det før, så tager jeg meget gerne mod tips til hjælpemidler og alt muligt andet, som kan gøre det bedre og sjovere at høre til den ældre generation. Det kan nemmest gøres ved at bruge besked-rubikken i kontaktformularen nederst på siden. Tipsene vil så snarest blive bragt videre her på bloggen.

 

15-10-17

 

Det, man vil sælge til os

 

Nu til annoncerne i "Seniorfri". (Læs om dette annoncetillæg til min avis i indlæggene herunder). Der er mange. De er store, og de er helt sikkert dyre. Derfor kan vi roligt regne med, at de er indrykket efter undersøgelser og meget grundige overvejelser af, hvad det er, vi ældre har brug for og derfor gerne vil købe. Vi kan så hver især gøre os vores tanker om, hvorvidt de har ret.

Men jeg er da fuldstændig klar over, at der er ikke meget videnskabelig undersøgelse i at kigge et enkelt annoncetillæg igennem, og selvfølgelig har det da også betydning, hvor og hvordan tillæggets annoncesælgere har sat ind. Men selv om der er områder, som jeg mangler, og som jeg synes, at det ville have været helt relevant at bringe annoncer for, så tror jeg alligevel på, at sådan et annoncetillæg kan give et rigtig godt fingerpeg om, hvordan det almindelige danske erhvervsliv betragter os ældre som forbrugere.

Og lad os så se på ,hvad det er, der annonceres for:

Den absolutte højdespringer er REJSER. Og det er vel at mærke rejser helt ud i den store verden og ikke bare et smut over Øresund eller grænsen ved Kruså. Det er da nok heller ikke helt forkert, at mange ældre tænker som så, at nu har de omsider tiden til at komme ud og se sig om, og så er der jo den væsentlige fordel , at de nu kan gøre det på tidspunkter uden for højsæsonerne, hvor det er billigere, og hvor der er bedre plads på de populære turistdestinationer.

Men dette med de kortere SVIPTURE til gode oplevelser, populær underholdning og forskellige andre events ligger også meget højt på listen over, hvad vi ældre forventes gerne at vil gøre. For mange forekommer det jo nok mere overskueligt og mindre anstrengende end at tage på trekking i Nepals bjerge. Og så er vi mange, der sover bedst i vores egen seng og bl.a. derfor foretrækker de kortere éndagsture. Men der er da også en enkelt annonce for ferieophold i den skønne danske natur og med adgang til spa, sauna og andre former for wellness-tilbud. Jeg har i øvrigt selv erfaret, at man på sådan et ophold - måske allerbedst uden for højsæsonerne - kan få nye, spændende og gode bekendtskaber med jævnaldrende.

Nu er det jo ikke alle behov, der ligger uden for hjemmets mure. Og det er næppe tilfældigt, at en anden højdespringer blandt annoncerne drejer sig om NY BOLIG og om BOLIGINDRETNING. Det hænger vel sammen med det faktum, at mange ældre gerne vil flytte til en mindre bolig, som er nemmere at vedligeholde, og det er jok blevet mere aktuelt nu på det senere, hvor det er blevet noget nemmere at finde købere til de større boliger og dermed også nemmere at få penge fri til noget mindre og måske mere moderne. Og i den forbindelse er der da også tilbud om et helt nyt KØKKEN eller nogle meget bedre PUDER OG MADRASSER.

Så er der det her med kontakten til omverdenen, hvor ikke mindst hørelsen spiller en stor rolle. Derfor er det vel ikke så sært, at annoncerne for HØREAPPARATER er i flertal, og så nærmer vi os jo et andet område, der har med sundhed og funktion at gøre, nemlig MEDICIN OG KOSTTILSKUD. Selv om man, hvad det angår, godt kan have brug for lidt skepsis og dømmekraft, så er der for mig ingen tvivl om, at mange kan få hjælp til at fungere og have det bedre. Og her i "Seniorfri" kan man da også hente hjælp både til hjernen og til synet og - for os mænd - til prostata. En af annoncørerne kan fortælle, at de har mere end en kvart million kunder, og jeg tror faktisk, at en meget stor del af dem skal findes blandt os ældre. Jeg er selv en af dem.

Med alderen kommer den dag, da vi erkender, at det nok ikke er en god idé at køre bil længere. Og hvad så? Jo, der er da også en annonce for de mange forskelligartede SCOOTERE, som vi kan skifte bilen ud med, og som så kan bringe os omkring til købmand og mange og meget andet. De er blevet populære blandt os ældre; men det er ELCYKLERNE også, og det har forhandlerne for længst noteret sig og er nu også med i "Seniorfri". Og når vi nu er ved mekanik og elektronik, så er det værd at bemærke, at forhandlerne nu også ser et indbringende marked blandt os ældre for COMPUTERE, SMARTPHONES, RADIOER OG GRAMMOFONER. Fortroligheden er blevet større og usikkerheden mindre i forbindelse med den moderne elektronik. Men der læses stadigvæk meget, og derfor har BØGERNE også deres plads i annoncerne.

Endelig afspejler annoncerne også, at vi af og til som ældre har brug for ADVOKATER og for OMSORG.

 

Jo, der er flere muligheder for at få et kig ind i den verden, vi som ældre er nået frem til. Og en af dem er altså at se på, hvad erhvervslivet vil sælge til os.

 

12-10-17

 

"Seenager"

 

Som nævnt i indlægget herunder fra den 8. oktober, så lancerer tillægget "Seniorfri" til min daglige avis et begreb, som i hvert fald for mig er helt nyt. Begrebet hedder "Seenager", og det er en sammentrækning af ordene seniorer og teenagere. Betegnelsen dækker over dem, der omtales som "de unge ældre", og den er iflg. artiklen i "Seniorfri" blevet aktuelt, fordi årene som seniorfri er blevet flere og flere, og derfor er det ikke længere rimeligt, at betragte alle årene, fra man er ca. tres, til man er meget ældre og måske lever, til man er tæt på de hundrede år, som én enkelt periode af livet. For de fleste er der en betydelig forskel på vilkår og muligheder, når man er 65, sammenlignet med, hvad man kan og gerne vil, når man fylder 95.

Artiklen i "Seniorfri" fortæller, at PFA Pension i januar i år nedsatte en tænketank med titlen "Den ny 3. Alder". Dens opgave er i den kommende tid at gennemtænke fremtidens seniorliv og at komme med konkrete anbefalinger til, hvordan man forbedrer rammerne for den tredje alder i 2040 - altså så langt ude i fremtiden, at vi er mange, der nok ikke rigtigt får glæde af det. Men tænketanken er allerede godt i gang, og det er bebudet, at den i denne måned - altså oktober 2017 - vil fremlægge de erfaringer, som man indtil nu har fået, på en stor konference. Den glæder jeg mig til at høre meget mere om.

Blandt initiativtagerne til det arbejde, der nu er sat i gang omkring det nye begreb "Seenager", er Mette Sillesen, som bl.a. er fremtidsforsker. Hun fortæller, at hun i sin forskning har kigget meget på alder og den ny måde at blive gammel på. Men også, hvad det gør ved os, at vi lever så meget længere, og på hvordan vi ændrer på arbejdsmarkedet og på begrebet gammel, som i virkeligheden har en meget negativ klang. Bruger vi begrebet gammel, siger hun, så er det, fordi vi har et meget langt livsforløb, fra man er ca. 60 år, til man er meget ældre og måske lever, til man er tæt på de 100 år. Det er en meget lang periode, og ordet skal derfor beskrive en gruppe mennesker, der ikke nødvendigvis har ret meget til fælles.

"Vi skal i stedet se på, hvad der gælder for ældre mennesker, som i dag både lever længere og holder sig fysisk og mentalt stærke længere. Det betyder, at man har det rigtig godt, når man er i 60'erne og 70'erne", siger Mette Sillesen. "Det er ganske enkelt en helt anden måde at være gammel på. Men på kort tid har meget ændret sig, og lever vi til vi er 90 eller mere, så optræder eventuelle skavanker måske først, når vi er i 80'erne. I dag ved vi allerede, at de børn, der kommer til verden nu, kan regne med at blive 100 år."

"Det, der kendetegner seenagerne, er blandt andet, at de får nogle af de fordele tilbage, som man har som teenager: De slipper for forpligtelser, de har mere tid, mere frihed og mulighed for i det hele taget at agere på indskydelser. For mange i den generation er der blevet skudt 10-15 ekstra år ind - måske med en løsere tilknytning til arbejdsmarkedet, men hvor de endnu ikke er blevet gamle i klassisk forstand. De føler sig ikke gamle, og det hænger også sammen med, at de holder sig sunde i længere tid", mener Mette Sillesen. "Derfor har mange af dem ikke planer om eller behov for at gå på pension, bare fordi dåbsattesten angiver et bestemt årstal. Der er selvfølgelig stadig nogen, der har behov for pension efter et måske anstrengende arbejdsliv, hvor de nu føler sig fysisk nedslidte og derfor går på pension, når de kan. Man kan forestille sig, at vi om ikke alt for lang tid ser seniorer - seenagere, der tager en pause fra pensionen og går på arbejdsmarkedet igen. Ja, flere vælger også tiden efter pensionering til at starte som iværksættere".

"Vi går i stigende grad vore egne veje og sætter selv dagsordenen for vores måde at leve på," siger Mette Sillesen. Og man kan i øvrigt læse meget mere om hende og om hendes tanker og ideer på hjemmesiden www.mettesillesen.com

 

Kommet så langt i tillægget om "Seniorfri" synes jeg allerede, at jeg har stiftet bekendtskab med en del gode og interessante tanker og meninger om dette at være ældre, gammel eller seenager. Men så må jeg konstatere, at de resterende artikler for stort set alles vedkommende lige så godt kunne have været bragt i medier for de yngre aldersklasser. De drejer sig om spændende boliger og om indretning af dem, om møbler og om mad og vin.

Men så er der jo det, der fylder allermest i tillægget, nemlig det bærende element: alle annoncerne. De er absolut ikke uden interesse, og dem vender jeg tilbage til i kommende indlæg.

 

10-10-17

 

"Seniorfri"

er titlen på det tillæg, der for få dage siden fulgte med min daglige avis, og som jeg har omtalt i indlægget herunder fra den 4. oktober.

Som jeg skriver dér, fik den titel mig til at ryge et godt stykke op i det røde felt, indtil jeg begyndte at forstå, hvad meningen med den egentlig er, nemlig at fortælle om og annoncere for, hvad vi seniorer egentlig beskæftiger os med og sikkert gerne vil give penge for nu, da vi er fri af arbejdsmarkedet og derfor i langt højere grad end tidligere kan gøre, lige hvad vi vil - vel at mærke, hvis vi har råd, helbred og kræfter til det.

Lad mig gemme annoncerne og begynde med at se på artiklerne, for her må det formodentlig være muligt at få noget at vide om, hvordan andre ser på det at være frie seniorer.

Første artikel handler om Monica Krog-Meyer, som vi kender fra hendes mange forskellige udsendelsesserier i Danmarks Radio gennem en lang årrække - som hun selv udtrykker det: lige siden ruder konge var knægt. Sidste år sagde hun så farvel til sine lyttere i DR; men allerede i 2009 havde hun udgivet bogen "Plus+ Alderen - vi bliver jo bare ved". Om den siger hun i artiklen i Seniorfri: "Det var og er en hyldest til det, jeg kalder Plus-alderen, som er et ekstra livsafsnit, vi har fået. Jeg var en del af den første generation teenagere, og i dag er jeg en del af en generation, der har rundet de 50 år, men som bestemt ikke har lyst til at blive "dømt ude", og som bare bliver ved.

- - - Dengang jeg skrev bogen, var der ingen, der talte om seniorer og plusalder. Det var så mærkeligt. I dag taler alle om den her ekstra alder, vi har fået, og som vores forældre ikke havde. Dengang gik man meget hurtigt fra at være voksen og til at være gammel. Og man blev hurtigt gammel".

Men også nu - efter stoppet i DR - er Monica Krog-Meyer en særdeles aktiv skribent, bl.a. som blogger på net-mediet POV (point of view) International. Om det siger hun: " - - og det er så sjovt. Jeg synes - efter at have været hende, der var i radioen i 42 år - at det er så fedt at få lov til at være hende, som skriver. Det gør mig meget glad".

Men Monica Krog-Meyer har også sin egen hjemmesiden på adressen www.plusalderen.dk hvor temaet er: "Er der ikke sket noget med os over 50? Vi arbejder længere, spiser sundere og lever generelt mere aktivt, end vores forældre gjorde. Nok er vi temmelig voksne, men vi føler os bestemt ikke gamle.”

 

I næste artikel bliver vi præsenteret for Anders Bircow, som vel er bedst kendt som den ene tredjedel af underholdningsgruppen "Linie 3". Vi får at vide, at han "- - - har holdninger til det at blive ældre og stadig at vægte de gode sider i livet. Men på pension, det skal han ikke - foreløbig." For, som han siger: "Folk tror, jeg er så ung, men jeg er faktisk blevet 66 år. Det at blive ældre er sådan lidt mærkeligt. Det er lidt ligesom at gætte tal. Jeg prøver altid at sige sådan lidt kækt, at 60'erne er de nye 40.

- - -

Jeg prøver primært aldrig at presse mit legeme til at cykle til Paris eller løbe maraton og lave en ironman. Jeg bryder mig ikke om motion. Jeg ser jo den ene efter den anden få skavanker og skader, samtidig med at de sidder og praler af, at de har løbet en halv maraton. Og jeg tror, at mange af dem, der er i fyrrene, og som absolut skal løbe maraton og lave en ironman, skal have nye hofter, når de nærmer sig de 60. For man ser jo mange sportsfolk fuldstændig maltrakterede, længe før de bliver tres. Vores legemer er ikke beregnet til det. Man skal i stedet gå nogle lange ture, hvilket jeg gør. Eller spille golf, hvilket jeg også gør."

"Min hemmelighed om min egen gode form er højt humør, de rigtige vitaminer og mineraler, og så kan meget være genetisk bestemt," siger Anders Bircow.

Det skal for øvrige nævnes, at efter flere års pause er "Linie 3" ved at være klar igen, og denne gang er det med en julekoncert, som har premiere i musikhuset Odeon i Odense den 9. november.

Det er vi da nok en hel del, der glæder os til.

 

Nu er "Seniorfri" jo altså et annoncetillæg, og derfor er det så ubetinget annoncerne, der fylder mest. Og dem vender jeg tilbage til i et kommende indlæg.

Men et godt stykke længere omme i tillægget kommer den næste artikel, der er om "Rejser med varme, afslapning og lærdom". Men selv om det er almindeligt kendt, at vi seniorer rejser mere og mere, så har man bare fundet noget ganske generelt frem om de mest besøgte feriemål for alle aldersklasser. Og f.eks. en hel side om "Find inspiration i rejsebøger" om bl.a. "De bedste vandreruter i 3 lande på fjeldet, i skoven og marken" er vist heller ikke lige noget, der henvender sig til vores aldersklasse. Men det hænger måske sammen med, at der jævnligt kommer et tillæg til avisen, som helt specielt beskæftiger sig med "Rejser", og dér har jeg nogle gange set artikler, som helt specielt har henvendt sig til os seniorer.

 

Og så lancerer "Seniorfri" et helt nyt begreb. Jeg har i hvert fald aldrig set det før. Begrebet hedder

"Seenager", og det skal dække "den unge ældre".

I forbindelse med det bliver der lagt nogle rigtig interessante synspunkter frem, som jeg vil komme tilbage til i et kommende indlæg her på bloggen.

 

08-10-17

 

Senior-interesser

 

Det virker tit som en hel stak, når jeg henter min daglige avis i postkassen. Men det er nu ikke altid selve avisen, der fylder mest. Det er derimod tillæggene. Jeg har i tidens løb fået leveret en masse forskellige tillæg: Bolig, Rejser, Eksklusiv, Gear, Det bæredygtige Syddanmark, Business Fyn, Kvindeliv samt Gul og Gratis for nu at nævne nogle af dem. Formålet med tillæggene er klart nok: De skal skæppe i annoncekassen for den betrængte avisudgiver. Og det er fair nok, for jeg ved da godt, at uden annonceindtægterne ville jeg ikke kunne få min avis, og den er jeg faktisk rigtig glad for. Og så giver tillæggene mulighed for, at producenter, handlende, organisationer og mange flere kan fortælle os aviskøbere om alle de gode produkter, som de gerne vil sælge til os. Det er der jo heller ikke noget forkert eller ondt i. For det nytter nu engang ikke noget, at de har verdens bedste produkter, hvis vi ikke får det at vide. Og så er det jo da helt op til hver enkelt af os, om vi vil købe nogen af dem.

Mange af de tillæg, som jeg får leveret sammen med min avis, går direkte til papirindsamlingen. Andre får en mere eller mindre overfladisk gennemgang, for det sker da bestemt, at der er noget, som også fanger min interesse.

Men i går fik et helt nyt tillæg mig til at spærre øjnene op. "SENIORFRI" stod der med store bogstaver på forsiden. Hvad pokker er meningen?! Er der nu nogen, der vil være fri for os seniorer?! Jeg indrømmer blankt, at jeg var godt på vej op i det røde felt. Men så begyndte eftertænksomheden da heldigvis at melde sig. Det kan spilleme da ikke passe! Enten må det være en trykfejl, eller også må jeg have misforstået noget. Og det varede da heller ikke så længe, før jeg blev klar over, at det var det sidste, der var tilfælde. Tillægget drejer sig ikke om at blive fri for os seniorer; men det fortæller en hel del om alle de muligheder, som vi seniorer har, fordi vi jo har fri - fri fra arbejdsmarkedet. Med andre ord: det giver navn til et nyt begreb, som jeg i hvert fald ikke har set før, nemlig det at være "seniorfri".

Så var min opmærksomhed fanget, og jeg begyndte at blade i det. Ikke uventet, så er der annoncer på langt de fleste af siderne, og da jeg så nærmere efter, kunne jeg da også konstatere, at der klart og tydeligt står "ANNONCETILLÆG" på forsiden. Men det er faktisk helt interessant, for her må der jo så være en mulighed for at se, hvad den endnu ikke "seniorfri" verden omkring os mener, at der må være af interesse for os, der er "fri". For der er ingen tvivl om, at de ved noget om det. De har helt sikkert sat sig grundigt ind i det. De spilder nemlig ikke deres annoncekroner på at reklamere for noget, som de ikke med ganske stor sikkerhed ved, at de kan fange vores opmærksomhed med.

Det er jeg begyndt at dykke ned i, og jeg synes egentlig, at det ser helt sjovt ud. Så det vil jeg vende tilbage til i kommende indlæg her på bloggen.

 

04.10.17

 

Så fik jeg også den oplevelse med

- - - men trods alt havde jeg nu helst været den foruden!

 

Det er længe siden, at jeg har fået så mange venlige smil

på en enkelt dag, som jeg oplevede det i forgårs. Havde

det ikke lige været, fordi der jo skal være et eller andet i

vejen med en - sådan rent helbredsmæssigt - før man får

lov til at låne en seng på sygehuset, så kunne jeg næsten

ønske mig at prøve det lidt tiere, for hold da lige op, hvor

der bliver taget hånd om en.

Nu kan det da godt være, at man sætter ekstra stor

pris på al den venlige omsorg, man oplever, når man

ligger i en hospitalsseng, når man ellers i det daglige

nusser mutters alene omkring. Og så er det nok heller

ikke uden betydning, når man som for mit vedkommende ret hurtigt kan konstatere derude, at det ildebefindende, der sendte mig derud, ikke var mere alvorligt, end at jeg kunne være hjemme igen samme dag.

Det var såmænd da eller grimt nok. Men allerede fra det øjeblik, da ambulancefolkene - hidkaldt via 112 - tog over, følte jeg, at jeg var kommet i så gode hænder, at jeg bare kunne slappe af. Og inde på sygehusets modtageafdeling stod man klar til at tage imod med smil og venlige bemærkninger, og der gik ikke mange øjeblikke, før de var i fuld gang med at finde ud af, hvad der var kommet til mig: Sygeplejersker med blodtryksmåler og elektroder til overvågning. Laboratorieassistent til blodprøver og med udstyr til EKG-registrering af hjertefunktionen. Læger til grundige undersøgelser af hele mig fra isse til fod. Portører til at rulle mig frem og tilbage til og fra CT-scanning. Og endelig en fysioterapeut til at kontrollere, at arme, ben og hele balancesystemet nu igen fungerede, som det skulle, inden de sagde, at nu turde de med god samvittighed sende mig hjem igen med en rigtig god støttestok til låns. Og altså - det hele i en smilende atmosfære med venlige og humoristiske bemærkninger.

Formodentlig skyldtes hele miséren en "øresten", som for en tid skabte totalt kaos i mit balancesystem.

Jeg har det egentlig rigtig godt med at have oplevet et system, der fra alarmcentral til transport hjem igen bare fungerede perfekt. For nu ser jeg med endnu større tryghed de næste mange år i møde.

 

01-10-17

 

 

Ældre-bloggens første år

 

Den 12. juli 2017, var det ét år siden, at Ældre-bloggen gjorde sin entré med bloggens første indlæg på Internettet. Siden da er det blevet til mere end 200 indlæg, som dækker et meget bredt spektrum af emner med relation til det at være ældre i dag.

Fra en spæd begyndelse er antallet af besøg på bloggen steget jævnt og roligt, og den 12. juli havde der i alt været 4.902. Det er mange, og selv om der nok er en del gengangere imellem, så vil jeg gerne sige tak for hvert eneste af de mange besøg. Det er dem, der virkelig giver mig lyst til at fortsætte arbejdet med bloggen.

Og der er jo virkelig noget at arbejde med, for som der også bliver givet udtryk for i flere af indlæggende, så er tilværelsen som ældre for langt de fleste af os en rig og spændende tilværelse med helt nye og givende muligheder.

Jeg vil aldrig glemme, at der er mennesker - ikke blot ældre, men også yngre - for hvem tilværelsen er en daglig kamp mod helbredsmæssige, økonomiske og andre problemer, og som har krav på og ret til al den støtte, som samfundet kan give dem. Men der er jo ikke ét af disse mennesker, der får det bedre af, at vi andre undlader at glæde os over, at livet har været og er godt mod os. Og det er derfor, at jeg med Ældre-bloggen først og fremmest fortsat vil rette fokus mod alle de mange positive sider ved det at være ældre.

 

Og netop fordi den såkaldte tredje alder rummer så mange muligheder, så skal det naturligvis fejres og markeres, at Ældre-bloggen har været på Nettet i ét år. Og hvad er bedre at fejre sådan en begivenhed med, end musik. Derfor giver bloggen nu alle dens besøgende mulighed for et genhør med mere end 12.000 af de populære melodier, som vi dansede eller måske blot lyttede til i vores yngre dage. Det får man blot ved at klikke på dukeboxen herunder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

For god ordens skyld skal det oplyses, at det er både helt lovligt og fuldstændig gratis at streame alle disse musiktilbud. Det er et af Internettets gode tilbud til os alle.

 

Der er vist noget med, at når man har fødselsdag, så har man lov til at komme med en ønskeseddel.

På Ældre-bloggens ønskeseddel står der to ønsker:

Det ene er, at endnu flere vil tage aktiv del i udviklingen af bloggen ved at give deres besyv til kende omkring deres egne oplevelser og erfaringer - de gode, de mindre gode og de dårlige - omkring dette at være blandt de ældre. Det vil gøre, at bloggen bliver både mere spændende, interessant og værdifuld. Og det er let at gøre det ved at bruge kommentar-blanketten nederst på siden her eller på en af emnesiderne.

 

Det andet ønske er, at hvis man finder Ældre-bloggen værd at besøge, at man så vil hjælpe med at udbrede kendskabet til den. Det kan gøres ved at sende linket

 

www.aeldrebloggen.dk

 

videre til venner og bekendte. Eller man kan gå til bloggens profil på Facebook ved at klikke HER og så give den et "like" og evt. dele den med andre.

 

14-07-17

 

 

 

 

 

 

Det ka' da også være sjovt

at vær gammel!

 

Livets hjul

 

 

Med dette i tankerne købte jeg en ny scooter.

 

Jeg ville have en, som var billig i drift og kunne køre mig til butikkerne og rundt i byen.

 

Den her syntes jeg skulle passe til ALLE mine behov.

 

Jeg elsker den!

Livet er måske ikke altid den fest, vi kunne drømme om.. Men når vi nu er her, så kan vi lige så godt danse.

 

Lev

 

længe nok

 

til at blive

 

lidt af et problem

 

for

 

dine børn

Du kan føje Ældre-bloggen til på listen over dine favorit-hjemmesider. Klik blot på stjernen øverst til højre på skærmen.

Så bliver det nemt og hurtigt lige at komme ind og se, hvad der er af nyheder på Ældre-bloggen.

Har du en kommentar til noget af ovenstående, er du

velkommen til at skrive den i beskedboksen her til højre.

Den vil så snarest blive lagt ud på bloggen - men

uden opgivelse af mail-adresse.

 

Du må også meget gerne komme med egne indlæg om, hvordan

du oplever det at være ældre, eller måske med gode ideer til,

hvordan det kan blive endnu bedre at være det.

 

Ældre-bloggen har i øvrigt sin egen profil på Facebook. Også på

den er der mulighed for at kommentere og for at komme med egne indlæg. Ved at gøre det kan vi måske i fællesskab hjælpe hinanden med at få mest muligt ud af vores år som ældre.

 

Klik HER for at komme til Ældre-bloggen på Facebook.