Forside

 

Ældre-bloggen

Om ældres liv og vilkår

 

 

Header-billedet

 

Man skal lære en hel del nyt, når man begynder på et projekt som nu denne blog.

Blandt det, jeg hurtigt fik lært (men jeg har en del at lære endnu), er, at billedet på bloggens forside er et "header-billede".

Det er ikke nogen tilfældighed, når jeg har valgt netop dette solnedgangs-billede som header for Ældre-bloggen. I mange sammenhænge ser man jo aftentimerne brugt som billede på "livets aften". Og ikke mindst i sommermånederne med de lyse nætter kan vi opleve lange og smukke solnedgangs-timer. Og netop sådan er vi jo mange, der oplever "livets aften".

Men naturligvis må vi i glæden over det ikke glemme, at der også er mange, for hvem et billede med rusk og regn eller tæt tåge havde været et mere dækkende header-billede for deres år som ældre. Også deres tilværelse vil der være plads til at skildre og drøfte her på Ældre-bloggen.

I øvrigt kan det nævnes, at billedet er taget for en del år siden fra Nordlangelands kyst over mod Fyn.

Velkommen til Ældre-bloggen

Ældre-bloggen blev startet op i juli 2016. Formålet er at give en mulighed for, at specielt vi ældre (hvad så siden det udtryk egentlig dækker over) kan have en dag til dag-platform for udveksling af synspunkter og meninger, af ideer og erfaringer, samt af oplevelser, og hvad der i øvrigt måtte ligge os på sinde.

 

Siden opstarten har det vist sig, at der er en betydelig interesse for at kunne holde sig orienteret om de vilkår, der er gældende for os som ældre, og for at høre om, hvordan andre jævnaldrende oplever tilværelsen og prøver at få mest muligt ud af den. Antallet af besøgende på Ældre-bloggen har gennem alle månederne været jævnt stigende, og det er jeg naturligvis glad for.

 

Det er planen fortsat at bringe indlæg med relation til vores tilværelse som ældre, og det er mit håb, at de vil kunne lægge op til kommentarer og menings-udvekslinger, så Ældre-bloggen virkelig kan være det levende medie, som man kan have lyst til og udbytte af jævnligt at vende tilbage til

 

Bent Aalbæk-Nielsen

Blog-redaktør

 

 

Om blog-redaktøren

Man kan vel med god ret spørge, hvem det er, der har taget initiativ til at starte en blog, som henvender sig specielt til den ældre generation.

Mit navn er Bent Aalbæk-Nielsen, og jeg er 83 år gammel. Efter et kvart århundrede som skolelærer tog jeg min afsked fra skolen og oprettede et forlag med navnet Luft- og Rumfartsforlaget. Det næste kvarte århundrede gik så med at skrive artikler, redigere og udgive blade og bøger om flyvning og rumfart. Da jeg for en halv snes år siden sluttede med det, blev jeg “frivillig, ulønnet pensionist” hos Flyvevåbnets Historiske Samling, hvor jeg bl.a. startede samlingens hjemmeside. Den har jeg nu overgivet til yngre kræfter med mere flair for de elektroniske muligheder. Det har så givet mig tid og lyst til endnu en gang at skifte spor og prøve at skabe nærmere kontakt til og mellem den ældre generation ved hjælp af Ældre-bloggen.

Skulle nogen have lyst til/interesse for at vide mere om mig, er de velkomne til at besøge min private hjemmeside på adressen “www.aalbaek-nielsen.dk”.

 

 

Har du mod på et lille smil,

så scroll til bunds på denne side,

og se, hvordan det kan gå.

Du kan meget let tage del i debatten her på Ældre-bloggen.

Scroll ned til bunden af denne side, og brug "blanketten" dér til at sende dit indlæg eller din kommentar.

Ændret layout - Ny struktur

Så er Ældre-bloggen på nettet med et lidt anderledes udseende og med en helt ny opbygning.

Men ikke alt er ændret. Det er stadig sådan, at nye indlæg vil være at finde øverst her på forsiden. Efter nogen tid vil de så glide længere og længere ned for til sidst at forsvinde nedenud fra forsiden, men kun for at blive lagt over i de relevante mapper, som fremgår af menuen her til venstre. Klik på det emne, som du gerne vil se indlæg om, og du har straks den pågældende mappe på skærmen.

Det er mit håb, at denne ændring vil gøre det nemmere at finde frem til ældre indlæg, som man kan have interesse i. Det er også mit håb, at det vil give endnu flere mod på at tage del i debatten om de mange emner, der berører os ældre. Både nederst her på siden og i de enkelte mapper er der "blanketter", hvor man kan skrive sin besked/mening/kommentar og derefter trykke på "SEND". Så ryger den direkte ind i Ældre-bloggens mailboks.

 

Og så vil jeg gerne venligst opfordre til, at man lader kendskabet til Ældre-bloggen gå videre til venner, bekendte og familie. Jo flere der følger bloggen og giver deres meninger til kende, jo mere interessant vil den kunne blive for os alle.

 

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -- -

 

Ældre-bloggens første år

 

For kort tid siden, den 12. juli, var det ét år siden, at Ældre-bloggen gjorde sin entré med bloggens første indlæg på Internettet. Siden da er det blevet til 169 indlæg, som dækker et meget bredt spektrum af emner med relation til det at være ældre i dag.

Fra en spæd begyndelse er antallet af besøg på bloggen steget jævnt og roligt, og den 12. juli havde der i alt været 4.902. Det er mange, og selv om der nok er en del gengangere imellem, så vil jeg gerne sige tak for hvert eneste af de mange besøg. Det er dem, der virkelig giver mig lyst til at fortsætte arbejdet med bloggen.

Og der er jo virkelig noget at arbejde med, for som der også bliver givet udtryk for i flere af indlæggende, så er tilværelsen som ældre for langt de fleste af os en rig og spændende tilværelse med helt nye og givende muligheder.

Jeg vil aldrig glemme, at der er mennesker - ikke blot ældre, men også yngre - for hvem tilværelsen er en daglig kamp mod helbredsmæssige, økonomiske og andre problemer, og som har krav på og ret til al den støtte, som samfundet kan give dem. Men der er jo ikke ét af disse mennesker, der får det bedre af, at vi andre undlader at glæde os over, at livet har været og er godt mod os. Og det er derfor, at jeg med Ældre-bloggen først og fremmest fortsat vil rette fokus mod alle de mange positive sider ved det at være ældre.

 

Og netop fordi den såkaldte tredje alder rummer så mange muligheder, så skal det naturligvis fejres og markeres, at Ældre-bloggen nu har været på Nettet i ét år. Og hvad er bedre at fejre sådan en begivenhed med, end musik. Derfor giver bloggen nu alle dens besøgende mulighed for et genhør med mere end 12.000 af de populære melodier, som vi dansede eller måske blot lyttede til i vores yngre dage. Det får man blot ved at klikke på dukeboxen herunder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

For god ordens skyld skal det oplyses, at det er både helt lovligt og fuldstændig gratis at streame alle disse musiktilbud. Det er et af Internettets gode tilbud til os alle.

 

Der er vist noget med, at når man har fødselsdag, så har man lov til at komme med en ønskeseddel.

På Ældre-bloggens ønskeseddel står der to ønsker:

Det ene er, at endnu flere vil tage aktiv del i udviklingen af bloggen ved at give deres besyv til kende omkring deres egne oplevelser og erfaringer - de gode, de mindre gode og de dårlige - omkring dette at være blandt de ældre. Det vil gøre, at bloggen bliver både mere spændende, interessant og værdifuld. Og det er let at gøre det ved at bruge kommentar-blanketten nederst på siden her eller på en af emnesiderne.

 

Det andet ønske er, at hvis man finder Ældre-bloggen værd at besøge, at man så vil hjælpe med at udbrede kendskabet til den. Det kan gøres ved at sende linket

 

www.aeldrebloggen.dk

 

videre til venner og bekendte. Eller man kan gå til bloggens profil på Facebook ved at klikke HER og så give den et "like" og evt. dele den med andre.

 

14-07-17

 

 

 

 

Led ved det hele!

 

I en artikel i Avisen Danmark i går, søndag, spørger chefredaktør Troels Mylenberg: "Hvad skal vi med al den lede?

Vi er tilsyneladende blevet et folk, der definerer os selv mere i kraft af det, vi er lede ved, end i kraft af det, vi omfavner og er glade for," skriver han. "Eller i hvert fald er de højst talende stemmer i det offentlige rum i vid udstrækning blevet bærere af lede. Og det smitter."

Jeg tror desværre, at Mylenberg har ret. For selv om der da er en del i vores lille land, som vi med god grund kan være utilfredse og lede ved (vi kan jo bare tænke på SKATs skalten og valten med dine og mine penge - og ja, så selvfølgelig "sommervejret"), så synes jeg ærlig talt, at der er meget mere, som vi med mindst lige så god grund kan være glade og tilfredse ved.

Jeg nævnte SKAT. Det er jo egentlig lidt imponerende, at vi bor i et land, der er så rigt, at selv om vores skattevæsen sender 100 milliarder kroner ud til nogle internationale svindlere, så kan vi blive ved med at have det så godt, som langt de fleste af os jo vitterligt har det . Og jeg synes egentlig, at det er positivt, at der, trods alt, det sidste års tid har været råd til at købe flere biler end nogen sinde før.

Og så dette med sommervejret. Jamen, det er da mildest talt elendigt. Men hvad så? Så rejser næsten halvdelen af landets befolkning da bare en tur til de varme lande og tager 8-14 dage med all included. Aldrig har rejseselskaberne og lufthavnene haft så travlt som i år. Ærlig talt: Hvem har grund til at være lede ved, at vi har det så godt, at det kan lade sig gøre?

Mylenberg beskæftiger sig i sin artikel meget med begrebet politikerlede - at politikere i manges øjne "ikke der den jord værd, som de betræder. Sådan kunne man i hvert fald nemt opfatte den offentlige debat om dem. - - Kun de færreste (af debattørerne) evner - eller har lyst til - blot at forsøge at se på eventuelle positive sider af forslag og forandringer fra politikernes side."

Jeg nægter at ro på, at der er politikere, der har til hensigt at skade mig. Men for de fleste af dem gælder det, at har et ønske om at gavne andre grupper i samfundet end måske lige den, jeg hører til. Og det er det, de føler, at de er blevet valgt til. Og det er vel netop det, at man har lov til at have sine egne meninger og synspunkter, og at man har lov til at arbejde for dem, der er demokratiets vigtigste grundpille. I et demokrati som det danske tæller mine meninger lige så meget som andres. Og andres lige så meget som mine!

Derfor er det jo helt afgørende, at der stadig er mennesker, der vil påtage sig den opgave at være politikere på et eller andet niveau - nogle for ét parti og andre for et andet. Man kunne jo prøve at forestille sig den situation, hvor slet ingen længere ville påtage sig den opgave, hvor de bl.a. må affinde sig med at kunne blive svinet til på den ene eller den anden måde - i vore dage ikke mindst på de sociale medier. Nej, vi kan ikke undvære vore politikere. Vi kan være uenige med dem; men vi har vores demokratiske ret (og pligt) til at stemme på nogle andre ved næste valg, og den ret skal vi være rigtig glade for - det er ikke alle steder, at man har den.

Der kunne nævnes mange andre områder, hvor man også selv kan vælge at fokusere på det positive og lade andre om at formørke deres tilværelse ved at lade den overskygge af lede ved det ene eller det andet eller alt muligt.

Er det blåøjet og naivt at se sådan på det?

OK, så lad mig bare være både blåøjet og naiv. Men jeg har det nu bedst ved at fokusere på alt det positive, som mit liv byder mig på. Så det vil jeg gerne blive ved med.

 

24-07-17

 

At kunne stole på lægen!

 

Der er katastrofal mangel både på sygehuslæger og på praktiserende læger her i landet, og det har der snart været længe. Faktisk er der egne, hvor der slet ingen læger er, så syge mennesker må transporteres langt for at kunne blive undersøgt og behandlet. At det står så alvorligt til, er resultatet af en manglende eller dårlig langtidsplanlægning gennem de senere årtier. Og det er ikke en mangel, der kan rettes op på fra det ene år til det andet. Det tager lang tid, og antallet af nyuddannede læger er stadig for lille.

Det kan være fint nok at forsøge at hjælpe lidt på den situation ved at hente udenlandske læger her til landet. Men det må ikke gøres for enhver pris, og vi har set eksempler på, at der er blevet ansat udenlandske læger på danske sygehuse, som ikke har hverken den uddannelse eller den kunnen, som er helt nødvendig for at kunne varetage opgaverne på fuldt betryggende vis.

De udenlandske læger søger hertil, fordi det er attraktivt for dem med løn og arbejdsvilkår, der er bedre end dem, de kunne opnå, hvor de kommer fra. Men så må det også være helt legalt at stille strenge krav til dem om, at deres kvalifikationer er i orden, og de må naturligvis igennem en prøvetid, hvor de skal kunne bevise, at de kan alt, hvad de skal kunne.

Og så må de lære dansk til noget nær perfektion. Der kan næppe tænkes nogen situation, hvor det er vigtigere for et menneske, at der ikke kan opstå den mindste misforståelse, end når man er til undersøgelse eller behandling hos en læge. Derfor må det være et absolut krav til enhver læge, at vedkommende både taler og forstår dansk til fuldkommenhed, så man altid kan stole på, at der altid er fuld forståelse mellem læge og patient. Og det gælder da ikke mindst, når det drejer sig om gamle mennesker, som måske ikke længere hører så godt eller fatter så hurtigt.

Når disse betingelser er opfyldt, er det naturligvis helt i sin orden, at udenlandske læger kan arbejde her i landet. Man kan så lige så stille spørge, om de ikke mangler i deres egne lande, så forholdene for patienter dér måske er endnu dårligere end her i landet. Men det er ikke rimeligt at klandre nogen for, at de søger hen, hvor de kan få bedre forhold. Det er jo også derfor, at rigtig mange danske læger i dag arbejder i Norge.

 

21-07-17

 

 

Kørekort i 15 år

 

Jeg har lige fået mit nye kørekort, men på grundlag af de gamle regler med lægeattest og det hele. Det gamle udløb nemlig den 23. juni. Men da det ny er udstedt efter den 1. juli, så gælder det nu til 2032. Men det er ikke uden betingelser, og det har modstanderne af de nye regler det med at glemme. Eller også ser de bevidst bort fra det, og så skriver de med det helt sorte kridt om alle de ulykker, der i de kommende år vil ramle ned over os, fordi vejene vil blive fyldt med gamle, demente bilister. Ja, der er endda nogen, der har fundet statistikker frem, som skulle vise, at vi ældre allerede er skyld i forholdsvis langt flere ulykker end de yngre årgange. Jeg har forgæves søgt med Google og andre søgemaskiner efter de statistikker. Hver og en af dem, jeg har fundet frem til, siger det modsatte. Skulle nogen alligevel kunne påvise, at der i de seneste år er sket flere trafikuheld, hvor ældre har været indblandet (og altså ikke forholdsvis flere), så skal de nok lige huske på, at der for hvert år, der går, bliver flere og flere ældre bilister på vejene, ganske enkelt fordi vi generelt blive flere ældre, og fordi flere af os langt op i alderen bevarer et helbred, som på ingen måder forhindrer os i at køre bil med samme - og måske endda større sikkerhed end de yngre og de helt unge.

Som nævnt er det ikke uden betingelser, når de nyudstedte kørekort har en gyldighedsperiode på 15 år. Først og fremmest har hver enkelt af os - og det gælder også de yngre årgange - en pligt til at vurdere vores egne evner som bilister. Jeg erkender, at det nok er svært. Men dertil kommer, at alle læger har fået indskærpet deres pligt til at gribe ind, hvis de bliver opmærksomme på en patient, som på grund af helbred, syn, førlighed eller medicinering ikke længere må køre bil. Og så er der familiemedlemmer og venner, som vil kunne gøre os en tjeneste ved at fortælle os, at nu er det tiden at sælge bilen. Endelig har også politiet fået indskærpet pligten til at holde et vågent øje med, hvordan vi ældre opfører os som bilister - akkurat som de skal holde øje med de yngre. Alt i alt vil det utvivlsomt betyde, at antallet af vejledende køreprøver vil stige, og det vil det for alle aldersklasser.

Men vil man virkelig gøre noget for at øge trafiksikkerheden, så skulle man indføre den ordning, som jeg tidligere har gjort mig til talsmand for. Den ordning svarer til den, man kender i luftfarten, hvor alle piloter med visse mellemrum skal til et Periodisk Flyve-Tjek (PFT), som det hed i gamle dage. Nu hedder det vistnok noget andet, men princippet er det sammen, nemlig at man som pilot skal bevise overfor en instruktør, at man kan, hvad man skal kunne, for at flyve med størst mulig sikkerhed. Det betyder også, at eventuelle dårlige vaner kan blive pillet af en. Og det er der vistnok en hel del bilister, der kunne trænge til.

Men alt i alt glæder jeg mig over, at den aldersdiskrimination, som jeg har været udsat for i snart mange år, nu er bragt til ophør.

 

19-07-17

 

Sommertid er ferietid

 

Det er sagt - naturligvis med et lille smil om munden - at en af de få negative sider ved dette at være pensionist er, at man aldrig mere har ferie. Og der kan da godt være lidt om snakken.

Mens man endnu knoklede i en eller anden gren af arbejdsmarkedet, kunne man da gå og glæde sig til ferie- og fridagene, hvor man var sin egen herre og selv bestemte over døgnets timer. Som pensionist gælder dette med at bestemme selv for de fleste og i alt væsentligt i 24 timer i hver af årets 365 døgn. Og så er det, at man måske godt kan komme til at savne den afveksling fra hverdagen, som man tidligere kunne opleve i ferierne.

Men nu er det jo altså som nævnt sådan, at vi som pensionister - i hvert fald det meste af tiden - selv kan bestemme, hvad dagene skal gå med. Derfor er der jo ikke noget til hinder for, at vi i en langtidsplanlægning kan udnævne uge X og/eller uge Z til ferieuger og bestemme, hvad vi vil bruge dem til. Og netop i den planlægning viser en af de store fordele sig, som man har som pensionist: Man behøver ikke at lægge sine ferieuger samtidig med, at hele det stadigt arbejde folk fylder op på motorveje og feriedestinationer i ind- og udland og dermed også i netop de perioder, hvor det er allerdyrest at være der.

Sidste år glemte jeg helt at tænke mig om, og derfor besluttede jeg at tage til Skagen i uge 29. Den bommert gør jeg aldrig mere. Vel var der da formodentlig smukt helt ud på Grenen også i uge 29; men denne danske nordspids var det netop i de dage vanskeligt at få noget rigtigt indtryk af, fordi næsten hver kvadratmeter af den var dækket af mennesker. Og selve Skagen by fik jeg ikke set meget af, fordi det ganske enkelt var umuligt at finde en parkeringsplads. Og man ser ikke meget af en by, når det eneste, man ser efter, er en parkeringsplads. Nu havde jeg heldigvis på forhånd sikret mig logi 20-30 km syd for Skagen.

Men selv om det var i væsentligt mindre målestok, så var jeg lige ved at lave den samme bommert i sidste uge. Jeg havde set i avis og fjernsyn, at den nye Tirpitz-udstilling ved Blåvand netop var åbnet, og set med mine øjne virkede den utroligt spændende. Så den måtte jeg se, og det skulle da helst være nu. Og med et par hundrede kilometer over til den ligger den jo ikke længere væk, end at det kunne klares som en éndagstur. Men jeg havde ikke tænkt på, at dels var ferietiden jo

begyndt for mange, og dels var netop nyhedens interesse stor. Så da jeg nåede derover

sidst på formiddagen og omsider havde fundet en parkeringsplads, så kunne jeg tage plads

sidst i en meget lang kø, inden jeg efter en times tid nåede frem til den enlige billetsælger

i indgangen (noget kunne tyde på, at tilstrømningen også var kommet bag på museets

ledelse; men for at råde bod på det blev der serveret gratis kaffe til de ventende i køen).

Det var ikke lige sådan en ventetid, jeg havde regnet med at skulle bruge en del af min tid

på på sådan en éndagsudflugt. Men den var det værd. På mange måder er det et impone-

rende museum, der er bygget op og indrettet derovre. Det er gjort uhyre professionelt, ikke

mindst når det drejer sig om formidlingen med individuelle telefoner til hver enkelt besø-

gende. Og så er det gjort med en bemærkelsesværdig hensyntagen til den omgivende natur.

Nu vil jeg lige lade alle andre holde ferie i den nærmeste fremtid, inden jeg selv igen

vover mig ud i det ferieramte land. Og det kan jeg jo bare gøre, fordi jeg en pensionist.

 

 

Langsomt nærmer køen sig til indgangen.

16-07-17

 

Forargeligt!

 

Der er nogle få ting her i tilværelsen, som virkelig

kan forarge mig og bringe mig helt op i det røde felt.

En af dem er, når man hører om og ser billeder fra

den forladte teltplads efter Roskilde Festival. Det er

simpelt hen for groft.

For på samme tid som man kan se disse billeder

(jeg har lånt et af dem fra Facebook), kan man fort-

sat høre og læse om, hvad gamle mennesker rundt

i landet må leve med af manglende pleje, fordi der

skal spares.

Der er noget, der slet ikke hænger sammen.

Når de mener, at de kan tillade sig at betragte

deres efterladenskaber på teltpladsen, som noget, der bare er affald, som man kan betale sig fra at lade andre rydde af vejen, så er der nogle unge mennesker, der får alt for mange penge til rådighed. Jeg tror ikke, at det er dem, der til daglig slider i det rundt på arbejdspladserne, for de har nok fundet ud af, hvad penge er værd. Jeg tror, at det først og fremmest er nogle af dem, der hver måned ganske automatisk får et betydeligt beløb overført til deres nemkonto som Statens Uddannelsesstøtte. Jeg mener absolut ikke, at det er alle de unge, der får SU, som ikke burde have det. For mange af dem er støtten en forudsætning for, at de kan tage den uddannelse, som de virkelig slider for, og dem under jeg fuldt og helt deres SU. Men når man kaster et blik på billederne fra den forladte teltplads i Roskilde, så tror jeg, at stort set alle vil give mig ret i, at der er nogen, som aldrig burde have haft en krone i SU. Ulykken er bare, at man kan ikke skille dem, der virkelig fortjener deres SU, fra dem, der absolut ikke gør det. Men noget bør/skal der gøres, for i det velfærdssamfund, som vores land gerne skulle være, kan vi ganske enkelt ikke leve med at se en overflod gå helt meningsløst til spilde på samme tid, som der er gamle mennesker, der mangler den helt elementære pleje.

Man har kunnet læse om de millioner af kroner, som bliver hentet på pant på dåser og flasker derovre på pladsen i Roskilde. Hvad med at opkræve en ganske klækkelig pant på hver eneste teltplads og så betale pantet tilbage, når der afleveres en ryddet og renset plads. Pantet skal nok være stort, for at det virkelig batter. Men så er der dog gjort noget. Og én ting er sikkert: man bør ikke igen til næste år kunne se en affaldshob som den, festivalgængerne efterlod sig i år og tidligere år.

 

10-07-17

 

11-07-17

 

Birthe Christoffersen har sendt denne kommentar:

 

Roskilde festivalen efterlod ganske rigtigt et ubeskriveligt svineri, som det vil tage lang tid at rydde op.

Jeg troede dog at Roskilde Festival var en non profit organisation, som selv skal betale for oprydningen og naturligvis derved have mindre overskud at fordele til velgørende formål.

TV2

Smukt sagt!

Men hvornår kommer der realiteter bag ordene?

 

For kort tid siden kunne man i landets aviser se et indlæg fra ældreminister

Thyra Frank. Hun skrev:

 

Frit valg er kernen i en værdig ældrepleje. Derfor har jeg sat gang i et

arbejde, der skal se på, hvordan vi på en nem og overskuelig måde kan få

skabt overblik over de plejetilbud, man som ældre kan benytte si af. Det

skal i mine øjne være mindst lige så nemt at finde det rigtige plejehjem til

sig selv eller sin gamle far, som hvis man vil en tur til Paris.

For som ældre skal man i videst muligt omfang have samme grad af

valgfrihed, som da de kunne klare sig selv. Alle ældre skal have indflydelse på eget liv, og de skal opleve, at deres ønsker og valg bliver taget alvorligt og efterkommes. Både hvis de får hjælpen hjemme eller på et plejehjem. Men hvad er det frie valg værd, hvis ældre og deres pårørende ikke er klar over mulighederne for at vælge frit?

Det skal være lettere at finde og sammenligne informationer om for eksempel hvilke værdier og holdninger, der arbejde efter, og hvilken mad der serveres. Eller om de aktivitetstilbud der måtte være, udenomsarealer og selvfølgelig også om man må tage sit kæledyr med. Og det skal jo gælde alle typer plejehjem.

Det skal altså registreres og publiceres, hvor gode eller dårlige de vilkår er, der bydes ældre rundt omkring i landet med hensyn til pleje, og så skal der kunne vælges frit, og det skal være lige så nemt at gøre det som at tage en tur til Paris. Jeg tror nok, at jeg vil vælge det plejehjem med de bedste forhold, og det er jeg vist ikke ene om, når der nu sådan skal være helt frit valg. Derfor er der da vist nogle steder, hvor de for alvor skal i gang med at udvide.

Ærlig talt: Når man læser sådan en gang intetsigende politikersnak om, at der er "sat gang i et arbejde, der skal se på," så spørger man sig selv: Skal der da være valg i næste uge, siden der uden hensyn til realiteter skal findes på noget at skrive om?

 

09-07-17

 

Dødshjælp er stadig ulovlig

 

71% af den danske befolkning mener, at dødshjælp skal være en mulighed i Danmark. Men et flertal af Folketingets medlemmer er imod - og det er jo dem, der bestemmer.

Noget kunne imidlertid tyde på, at disse medlemmer af Folketinget nu føler et pres fra befolkningen, og det har ført til et forslag fra regeringen, som dog i virkeligheden ikke ændrer noget som helst, men blot forsøger at gøre de nugældende regler en smule mere klare. Iflg. Ritzau vil regeringen sikre, at alvorligt syge patienter får øget medbestemmelse i den sidste tid. Derfor skal livsforlængende behandling kunne stoppes eller undlades. Og det er i virkeligheden ikke spor anderledes, end det har været hele tiden. Men formanden for Etisk Råd, overlæge Gorm Greisen, hilser regeringens forslag velkommen og siger: "Det skal være helt klart, at hvis man er et voksent menneske ved sine fulde fem, så kan man selv bestemme, om man vil behandles eller ikke behandles for en sygdom ". Men i Sundhedsloven har det allerede længe været slået fast, at ingen behandling må foretages mod patientens vilje.

Der er altså i realiteten ikke noget nyt i forslaget. Såvel aktiv dødshjælp som hjælp til selvmord er fortsat ulovlig. Det eneste, loven gør mulig, er, at man som patient selv kan sige fra overfor livsforlængende behandling med risiko for, at ens sidste dage bliver smertefulde og uværdige.

Der er altså ingen ændring i forhold til det, som jeg tidligere har været inde på her på Ældre-bloggen, (klik HER) at der kan være en tilskyndelse til, at nogle vælger selv at tage deres liv på en mere eller mindre voldsom måde, mens de endnu selv kan gøre det, hvis alternativet netop er nogle smertefyldte og uværdige dage, uger eller måneder.

Det mindste, der burde gøres, er at give mulighed for at hjælpe mennesker i den situation til en rolig og værdig død for egen hånd. Men jeg mener stadig, at der også bør gives mulighed for, at mennesker i et behandlingstestamente eller på anden måde kan give udtryk for, at de i en given situation ønsker at få aktiv dødshjælp - ligesom det altså er et ønske fra 71% af den danske befolkning. Og det er altså voksne mennesker, der ikke behøver barnepige eller værge til at tale for sig.

 

06-07-17

Nu er det gået for vidt

"Sundhedsportalen"

Normalt er jeg varm tilhænger af ny teknologi, herunder informationsteknologi (IT). Men nu er vi nået til en grænse. Nok er nok - mere end nok!

Som omtalt i mit indlæg den 14. maj har det indtil nu været nødvendigt at skrotte IT-systemer for milliarder af kroner. Og nu er der så kommet yderligere et system til, som har vist sig slet ikke at kunne klare det, der var hensigten med det. Det er den såkaldte "Sundhedsportal", som er indført i Region Hovedstaden, og som senere skal bredes ud til hele Sjælland. Det er en samlet investering på 2,8 mia. kroner!

 

Når man nu i årevis har vidst, hvor galt det er gået med en stribe andre IT-projekter (se indlægget fra 14. maj), så virker det næsten som noget i retning af Komiske Ali, når man på internettet og andre steder kan læse om alle de utrolige fremskridt og velsignelser, som Sundhedsportalen vil betyde for hele sundhedssektoren, og man så sammenholder det med, hvad der i den senere tid er kommet frem om, hvor elendigt i hvert fald dele af den fungerer. Dér, hvor den nu er taget i brug, har den skabt noget nær kaos i planlægningen af patientbehandlingerne, og det går ikke mindst ud over et stort antal ældre patienter.

På TV2 Lorrys hjemmeside kan man bl.a. læse følgende:

-Der er næppe mange, som ikke har overvejet at finde et andet arbejde den sidste halvanden uge, hedder det i en mail fra en af de ansatte. Andre har givet udtryk for, at indførelsen af systemet er det værste, de har været udsat for i deres karriere, og at der er tale om et ufærdigt skib fyldt med huller, hvor al energien bruges på at øse vand ud og lappe på hullerne.

Men ledelsen på Herlev Hospital afviser kritikken.

-Det kunne ikke have været anderledes. Det er simpelthen den plan, der er lagt. Det er ikke gået værre til, end vi havde forventet, lyder det fra Anne Gram, der er vicedirektør på Herlev Hospital.

Peter Sommer Ulriksen er overlægerådsformand på sygehuset. Han har en anden holdning til systemet.

-Lægerne kommer ind med manglende overblik hos patienten og er usikre på, om de har gjort det godt nok. Vi oplever, at det er meget værre end vores værste bekymringer. Der er kommet en rosenrød udmelding fra direktionen om, hvordan det her system virker, og at det bare er lægerne, der skal tilpasse sig. Men det er ikke den oplevelse, vi har haft, siger han.

Konklusionen må være, at der NU skal siges definitivt STOP for alle offentlige IT-projekter, både de igangværende og de planlagte. Det skal ske i erkendelse af, at man simpelt hen endnu ikke er dygtige nok hverken hos producenter eller hos brugere. Det vil helt sikkert gøre det nødvendigt at ansætte en masse mennesker til at foretage en manuel behandling af alle de data, som IT-systemerne har vist sig ikke at kunne klare. Det er jo også, hvad man allerede kan se, at der er sket i Region Hovedstaden.

Det er vores politikere på alle niveauer, der skal vise, at de har hår nok på brystet til at træffe de nødvendige beslutninger i den forbindelse. Det er nemlig dem, der har det egentlige ansvar for de alvorlige og kostbare fejldispositioner. Og det kan de ikke frasige sig, selv om de nok så meget vil prøve at dække sig ind under, at de stolede på, at fagfolkene kunne levere det, de lovede.

Jeg er ikke i tvivl om, at den teknologiske forskning og udvikling på sigt vil resultere i, at der kan leveres programmer og systemer, som fejlfrit vil kunne håndtere de stadigt voksende behov, der er for databehandling. Vi må bare erkende, at dér er vi ikke nået til endnu. Og indtil det er tilfældet, må vi bruge de menneskelige hjerner til at løse problemerne og klare opgaverne. Det vil bevare og skabe arbejdspladser, og det vil spare os skatteydere for en styrtende masse penge.

Og så vil det genskabe en betydelig del af tilliden til vores sundhedsvæsen!

 

04.07.17

 

 

Når jeg bliver gammel ....

--- så er der en masse at tage fat på, fortæller journalist Lene Sarup i Fynske Mediers boligtillæg "Base". Og hun har givet lov til, at alle hendes gode ideer må bringes videre her på Ældre-bloggen

 

Man kan tage på kurser i forberedelse af den tredje alder - og det skal efter sigende være lige så vigtigt at tilrettelægge denne som at have en karriereplan for den erhvervsaktive alder, som i mit tilfælde ikke er så lang, som den har været.

Jeg har ikke været på kursus, men jeg tror, at det går alligevel med min egen form for forberedelse.

Jeg har nemlig tænkt en del over, hvad jeg skal lave i denne tredje alder, hvor tid skulle være det, jeg vil få mest af. Og jeg er overhovedet ikke bekymret over at skulle finde indhold til denne, men mest over, om den nu bliver lang nok til alt det, jeg glæder mig til at have tid til.

Jeg er faktisk allerede begyndt at investere i den. Da jeg først begyndte at

spare op til min pension, da jeg var sidst i 30'erne, har jeg en anelse om, at jeg ikke bliver verdens mest velhavende pensionist, så derfor skal nogle af de dyrere ting indkøbes, mens jeg stadig har fornøjelsen af en månedlig lønudbetaling. Det betyder, at min knap 30 år gamle symaskine er gået i arv til datteren, og jeg har købt en ny - og en overlocker, så jeg selv kan sy mit tøj eller andet til hjemmet og familien.

Mit lager af stoffer og garn vil kunne holde til mere end nogle års forbrug. Og hvis jeg går tør, har jeg både moskus-, kanin- og lammeuld, karter og rok til at spinde mere garn og en væv, hvis jeg vil have mere materiale til at sy af. Gamle håndvævede dynebolstre har jeg liggende til tasker og andet rustikt - og mormors og mors restlagre af broderigarn og broderistoffer, hvis jeg virkelig vil arbejde langsomt.

Senest har jeg hjulpet en anden samler af med to meget tunge ruller pallebånd, som kan bruges til at flette kurve, pilekoggere og dukkesenge til børnebørnene, og der er nok til at holde kurser for andre, hvis det skulle være. Sammen med mine billedskærerjern og snitteknive venter en drejebænk, som jeg ikke har haft tid til at øve mig meget på, men som jeg selvfølgelig sagde ja til at have stående, indtil min datter selv ville få plads til den.

I det hele taget er der mange teknikker, jeg glæder mig til at kaste mig over af den slags, hvor man bliver nødt til at øve sig et stykke tid, før man kan være bekendt at fremvise resultaterne for nogen. Der skal filtes skåle og beklædning, der skal udsmykkes med inspiration i de mange håndarbejdsbøger, jeg har samlet.

 

De gamle minkhatte, som jeg har købt i genbrugsbutikker, skal genopstå i ny skikkelse syet sammen med opsprættede skindjakker, gemt til det samme.

Og nogle dåser farvepigmenter skal sammen med andre male-remedier sætte kulør på cigarkasser og andre genbrugsemner, som jeg også har på lager. For ikke at tale om stoftryk og batik, som

jeg har farver til, og som har skiftet navn fra viklebatik til shibori siden min ungdoms batikfarvede undertrøjer. Nu er det japansk og mere foldet end viklet, men det skal jo prøves, for måske kan det bruges til at gøre grimme stoffer brugbare til noget pænt.

Min investering i min alderdom falder mere og mere på plads og kræver også mere og mere plads, som jeg heldigvis har masser af lige nu.

Jeg har også planlagt, hvordan jeg vil gøre, når jeg får mindre plads som mere gammel i pensionistboligen.

Jeg vil ikke have en stue, der står og venter på, at der kommer gæster. Jeg vil i stedet gøre min stue til mit hobbyrum med plads til alt det, jeg morer mig med at lave. Så må gæsterne drikke kaffe oven i rodet og skrabe en stol fri til at sidde i. Og kan jeg stadig bevæge mig ved egen hjælp på plejehjemmet, vil jeg også dér være hende, der drysser pa gulvet og roder hele rummet til med alle sine mærkelige småprojekter eller sidder på en rede af garnnøgler og strikker på noget, som forhåbentlig falder i andres smag.

Bare jeg nu bliver gammel nok til at nå det hele.

 

01-07-17

 

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

 

Vores kørekort

 

I morgen - den 1. juli - træder den ny lov i kraft.

 

I en klumme i Fyns Amts Avis forleden udtrykte læge Iza Alfredsen stor bekymring over den lov, der træder i kraft den 1. juli i år, og som betyder, at almindelige kørekort, der udstedes eller fornys efter den dato, får en gyldighedstid på 15 år - altså også for folk over 75 år. Og hun konkluderer således: "Jeg tror, beslutningen om at fjerne motorattesten til ældre kommer til at koste menneskeliv i trafikken. Men det er jo en opvejning, for langt de fleste ældre kører rigtig godt".

Det er da også netop den kendsgerning, at langt de fleste ældre kører rigtig godt, der ligger til grund for, at det nu ikke længere vil være alle os ældre, der skal igennem det årlige bøvl med at få kørekortet fornyet, samtidig med at vi skal erlægge et betydeligt beløb hos lægen og betale en afgift til staten for en lægeattest (der skulle jo betales moms til staten af lægens honorar for at udstede attesten).

Som det blev sagt i Folketinget ved forelæggelsen af lovforslaget: " Baggrunden for lovforslaget er, at der ikke er fundet evidens for, at de gældende regler om den øvre aldersgrænse på 75 år har en gavnlig effekt for trafiksikkerheden".

Der er en hel del selvmodsigelse i Iza Alfredsens argumentation mod den ny lov. Hun fortæller, at hun i sin fritid ser en hel del, der fortsat kører rundt i deres biler, selv om de af helbredsmæssige årsager ikke har kunnet få fornyet deres kørekort. Og så føjer hun til, at "Det bliver nok kun værre fra nu af".

Hvorfor skulle det blive værre fra nu af? For der ændres jo ikke noget ved den pligt som lægerne allerede i dag har til at skride ind, når de bliver opmærksomme på, at en person af en eller anden grund ikke længere er i stand til at køre bil på betryggende måde. Derfor er det jo ikke rigtigt, når Iza Alfredsens skriver, at "kørekortet, mange får som 18-årige nu er et fripas til kørsel resten af livet".

Da aldersgrænsen for kørekort til ældre i 2015 blev hævet fra 70 til 75 år, blev det besluttet, at man ønskede at skærpe lægernes opmærksomhed på det såkaldte lægelige kørselsforbud, så dette blev anvendt mere.

Rent faktisk viser en opgørelse, at det kun er 1,4 procent af de ældre, der har været gennem lægeundersøgelsen for fornyelse af kørekort, som på den baggrund er blevet nægtet en fornyelse.

Iza Alfredsen fortæller da også, at hun har aldrig sendt en attest til kommunen, som medførte inddragelse af kørekortet. Men, fortæller hun, "til gengæld har jeg sagt ligeud til en del, at med det, de fejler, bliver attesten aldrig godkendt, slet ikke uden køreprøve". Og det er vel så underforstået, at de pågældende på den baggrund har opgivet at få fornyet kørekortet. Men det er jo ikke blot lægerne, der har en pligt til at reagere på uforsvarlig kørsel. Det gælder os alle, og det er pålagt politiet at skærpe opmærksomheden omkring dette. Og det gælder ikke blot, når det er ældre, der sidder bag rattet. Det er jo vigtigt at huske, at der også er 50-årige, som af den ene eller den anden grund ikke burde køre bil længere. I øvrigt er bilister i alderen 18-28 år skyld i forholdsvis flere ulykker end ældre over 75.

Dette med "fripas til kørsel resten af livet" er jo heller ikke rigtigt af den grund, at alle nu skal have deres kørekort fornyet hvert 15. år. Der er godt nok "kun" tale om det, der hedder en "administrativ fornyelse", hvor det gamle kørekort skal afleveres sammen med et ny foto og en særlig blanket. I den forbindelse sendte jeg for nogle måneder siden her fra Ældre-bloggen et forslag til partiernes trafikordførere om indførelse af et periodisk tjek af alle bilister på samme måde som alle privat-piloter skal gennem periodiske tjek. Denne henvendelse og nærmere om, hvad et sådant tjek går ud på, kan ses ved at klikke HER. Hvis en sådan ordning blev gennemført, ville det nok også glæde Iza Alfredsen, for hun slutter sin klumme af med at skrive: "Jeg synes, man skulle blande læger helt udenom og lave en køreprøve for alle, hver gang kortet skal fornys".

 

30-06-17

 

Meningen med livet er at have det sjovt!

 

Er du ikke lige til en omgang "lommefilosofi", så vil jeg nok foreslå, at du springer dette indlæg over.

 

Og inden nogen nu stryger helt op i en spids over denne påstand med at have det sjovt, så vil jeg lige slå fast, at ordet "sjovt" skal opfattes i den bredest mulige betydning. Og jeg er helt på det rene med, at noget af det, der er sjovt for mig, ikke behøver at være det for alle andre, og at der er nogen, der synes, at de har det sjovt med noget, som generelt må betragtes som helt uacceptabelt - f.eks. alt det, der kan komme ind under begrebet kriminalitet. Men når det er sagt, så vil jeg holde fast i den opfattelse, at meningen med livet er at have det sjovt.

Det modsatte af "sjovt" kan vel være "trist", og jeg kan slet ikke forestille mig, at vi skulle være sat her i verden for at have det trist. Hvilken mening skulle der dog være i det?

Nu er der jo forskellige meninger om, hvad eller hvem der har sat os i verden. Mange vil sige, at det er Gud, og jeg vil bestemt ikke benægte, at de kan have ret. Men jeg kan slet ikke forestille mig, at en Gud skulle have andet formål med at sætte os i verden end det ene, at vi mennesker skal være glade - og vi mennesker er glade, når vi har det sjovt (altså i den brede betydning). Jeg ved godt, at der er mennesker, som ikke rigtigt har grund til at være glade, og det er en af grundene til, at jeg har så svært ved at forestille mig, at det er en gud, der har skabt menneskene - oven i købet i sit eget billede. Derimod kan jeg godt forestille mig, at der ligger noget guddommeligt bag dette, at vi mennesker i dag er, som vi er. Men jeg er ikke i stand til at definere eller forklare dette guddommelige nærmere. Hvis jeg kunne det, var det måske ikke guddommeligt mere. Men nogen eller noget må vel have sat det hele i gang engang. Og hvis vi mennesker er resultatet af en udvikling over millioner og atter millioner af år, så kan der måske nok netop i det ligge en årsag til, at vi er rigtig mange, der synes, at vi har det sjovt - og at vi har lov til at have det sjovt og altså til at være glade.

Der er vist noget om, at glade mennesker har mere livsmod end dem, der går rundt og er triste. Og livsmod giver styrke og gåpå-mod. Så er der vel ikke så langt til Darwins udviklingsteori om, at de stærke er vinderne her i tilværelsen og dem, der bringer udviklingen videre. Hvis man kan gå ind for den tankegang, så har man vel egentlig i den en god grund til, at vi skal have det sjovt.

Men det er klart, at det at have det sjovt er ikke bare sådan noget, der kommer af sig selv ovenfra. Vi må selv gøre en indsats for det. Man kan måske også sige, at vi skal selv gøre os fortjente til det. Det gælder den måde, hvorpå vi forbereder os til tilværelsen gennem uddannelse og indsamling af erfaring. Det gælder i høj grad den måde, hvorpå vi forholder os til andre mennesker. Og det gælder da ikke mindst den måde, hvorpå vi giver livet videre gennem vores børn.

 

Men hvad er det så, der kan få os til som mennesker at føle, at vi har det sjovt? Jo, det er der da heldigvis rigtig meget, der kan. Men vi kommer ikke udenom, at der forskel - stor forskel - på, hvad vi mennesker finder sjovt, og som derfor gør os glade. Det vil være håbløs gerning at prøve at remse bare noget af det op, for der er så meget. Men prøv blot at tænke på, hvad du selv finder sjovt. Og så er der jo altså som nævnt forskel, og det kan være utrolig svært - ja vel næsten umuligt at forstå, at nogen kan finde glæde eller tilfredsstillelse i at gøre andre ondt. Jo, nøgleordene i den forbindelse er vel magt og rigdom. Derfor oplever vi krig og anden ondskab, som gør verden til et helvede for så mange mennesker. Og det kan aldrig være meningen med livet.

Sygdom gør det også ulideligt svært for mange mennesker, og man kan undre sig over, om der kan være nogen mening med, at de skal have det sådan. Jeg har oplevet udsagn - mundtlige og skriftlige - som går på noget om "en prøvelse fra Gud". Jeg har set det fulgt op med "løfter" om en belønning i form af et bedre liv efter døden. Men sådan noget kan jeg slet ikke finde nogen mening bag. Hvad skulle være en guds mening med på den måde at straffe uskyldige mennesker?

Det er nok de færreste - hvis der overhovedet er nogen - der oplever hver eneste dag, uge, måned som sjov.

For os alle er der triste perioder ind imellem. Og det er nok i virkeligheden godt, at det er sådan, for det skaber på en måde perspektiv i tilværelsen, og vi lærer at skønne på det, når vi - forhåbentlig det meste af tiden - har det sjovt. Og når vi, der er kommet op i årene, ser tilbage på vores liv, er det vel netop dette, at der har været både sjove og triste perioder, der indtil nu har givet det værdi. Og som giver os grundlag for at disponere, så vi fortsat kan have det sjovt og dermed fortsat kan have en meningsfuldt liv.

 

Er det for fladt og overfladisk at udnævne dette at have det sjovt som meningen med livet?

Jamen, hvad i alverden skulle meningen med livet ellers være?

Jeg lader mig gerne belære!

 

B.Aa-N

 

28-06-17

 

 

Tanker i ventetiden

 

Af Benny Brinch, Svendborg

Cand.mag. i historie og matematik

 

Min mor er i fuld gang. Ja, det vil sige, hun går ikke så godt mere. Hun har fået en rollator. Den er kun til låns, forklarede hun. Jeg skal levere den tilbage, når jeg ikke har brug for den mere. Den er hun meget glad for. Hun har fået tilbudt hjemmehjælp, men vifter mig forarget af, når jeg foreslår det. Hun vil selv gøre rent. Så bliver det gjort ordentligt. Hun har ikke noget imod, at kæresten, en ikke helt ung mand på 86 år, modtager hjælp. Hun gider ikke hjælpe ham med rengøring. Det må han selv klare. Derimod har hun en ung mand på 70 til at hjælpe med det grove i haven. Hun slår selv græsset og får en ung pige på 56 til at hjælpe med at starte maskinen.

 

Hun benytter sig lige som os andre af det offentlige system. Hun går uden briller efter en vellykket operation for grå stær. Hun hører meget dårligt og bruger derfor høreapparat. Hun har hele livet været en god lytter. Nu er hun blevet veltalende. Det skyldes den dårlige hørelse. Hun vil ikke indrømme, at hun hører dårligt. Så hun skjuler det ved selv at tale meget. Min mors talestrøm slap op sidste søndag. Hun måtte til sin egen forbavselse meddele mig, at hun ikke fejlede noget som helst. De første 90 år er åbenbart de værste.

 

Sidste år var hun turist i Holland for at se på blomster. Dertil kom en tur til Malta sammen med familien, en tur til Polen og et højskoleophold. I år er det kun blevet til en tur til Polen, fordi kæresten har været lidt skrøbelig. Hun har ingen formue. Ældrebyrde? Ja måske. Hun får meget betalt af det offentlige: folkepension, boligsikring, varmetilskud og ældrecheck. Men hun har også bidraget med et helt livs arbejde og skattebetalinger. Jeg klager ikke over den skat, jeg betaler til hende og andre i samme situation. Jeg har altid betalt min skat med glæde. Den går til et godt formål.

 

Folk, der ikke længere er helt unge, har altid et fast punkt på dagsordenen, når de mødes. De udveksler sygdomme og skavanker, der er kommet til siden sidst. Jeg har netop været hos lægen for det årlige rutinetjek. Jeg gik derfra med en ny smuk samling af helbredsproblemer, som min mor vil elske at kommentere med gode råd, som hun har læst i Familie-Journalen.

 

I venteværelset ligger en hel årgang af Søndag, et dameblad, der udgives om mandagen. Langt inde i bunken ligger der nogle gamle eksemplarer af Motor. Jeg gider ikke læse om motorer og biler. Jeg interesserer mig kun for, om bilen kan køre. Alt andet overlader jeg til mekanikeren. I gamle dage kunne et lægebesøg vare mange timer. Klinikken satte os alle til at møde klokken 10. Det skulle nødig ske, at lægen kom til at vente på en patient bare nogle få sekunder. Hen på eftermiddagen var besøget så overstået.

 

Efter mit lægebesøg blev jeg sendt videre til røntgenafdelingen på sygehuset. Ventetiden sneg sig op på 1,5 timer. Jeg spurgte høfligt om årsagen til den lange ventetid. Jeg blev mødt med flove undskyldninger. Røntgenafdelingen har en regel om, at der højst må være 20 minutters ventetid. Der var sket en fejl. Jeg var faldet ud af systemet. Derefter varede behandlingen mindre end 2 minutter. Tænk, at patienter er blevet mennesker og ikke brikker, der kan flyttes rundt med.

 

Hos min tandlæge ligger altid den sidste udgave af Jyllands-Posten. Han er meget interesseret i aktiemarkedet, så han er bevæbnet til tænderne, når han skal diskutere aktier med mig. Hans argumenter er lidt tandløse, men ellers er han en fornuftig mand, der ikke lader patienterne vente. Og han kan ikke gøre for, at vi selv skal betale hovedparten af tandlægeregningen. Hvad med at glæde os over alt det, vi ikke skal betale selv?

 

Min mor er meget bange for al den elektroniske djævelskab, der præger vores liv. Nu har hun omsider fået en mobiltelefon. Så kan hun nå mig overalt og advare mig mod livets farer. Pas på over gaden, lille Benny. Min mors liv handler ikke om fortiden, men om alle de planer, hun har for fremtiden. Måske skulle hun skrive en bog, der skal hedde: 90 år og hvad så? Tiden skal absolut ikke bruges på at vente. Hun lever en dag ad gangen.

 

26-06-17

 

- - - - - - - - - - - - - - - - -

 

 

Dette indlæg skal ses som en opfølgning til indlægget længere nede fra den 19. juni

 

Husk at leve, mens du gør det !

 

Denne påmindelse fra Piet Hein er nok kendt af de fleste. I virkeligheden er det jo den sidste linje i et lille digt, der lyder således:

Husk at glemme bagateller.

Husk at nemme, hvad det gælder.

Husk at elske, mens du tør det.

Husk at leve, mens du gør det.

 

Netop dette med at leve, mens man gør det, er en appel, som mange har taget til sig. En af dem hedder Susie Kierkegaard, og hun har bidraget med adskillige indlæg på en weblog, der kan findes på adressen

www.det-enkle-liv.dk

Hun underskriver sig SusieQ, og med Piet Heins digt som grundlag har hun skrevet et indlæg, som jeg - med tilladelse fra SusieQ - gerne vil citere:

 

Husk at elske, mens du tør det.

Husk at leve, mens du gør det

Nej det er ikke Nick og Jays sang, selvom jeg godt nok kan høre melodien inde i hovedet, men derimod Piet Heins berømte digt, der falder mig ind nu.

Min genbo på 48 år døde i dag af et hjertestop

Jeg bliver 48 til august

Døden sætter livet i perspektiv

Alt det, man ikke når

Alt det, man gør, fordi man skal

Alt det, man undlader, fordi der ikke er tid

Eller råd

Eller pligter, der står i vejen

Alt det liv, man gerne vil leve, men ikke tør

Fordi man tror, andre så vil tænke noget dårligt om en

Eller man selv er angst for konsekvensen af at tage springet

Har du duftet den uægte jasmin?

Den blomstrer lige nu og har den mest øresønderrivende duft

Kraftig og sødmefyldt og fyldt med genkendelsens minder

Minder, det er det, man bliver til, når man er død

Minder i hjertet på dem, der elskede en, og i tankerne på dem, der bare vidste, hvem man var

Om 100 år er alting glemt, sagde de gamle

Det passer ikke helt, fordi der dog er nogle mennesker, der bliver mere end 100 år og stadig kan huske helt tilbage, til de var 3 år. Men jo, der vil ikke være mange, der husker en, 100 år efter at man er død

Husker du selv at leve?

Gør du det, du er bedst til?

Giver du til verden, eller bakser du også med selvmedlidenhed og har ondt af dig selv, så du glemmer at se det smukke under, det er, at verden stadig er fyldt med blomstrende træer og buske?

På trods

På trods af, at livet nu er slut for endnu et menneske

Så blomstrer verden bare videre

Træer og buske er ligeglade

De ER bare

 

SusieQ Kierkegaard / www.det-enkle-liv.dk

 

23-06-17

 

 

Livet før døden!

Liv efter døden?

Lise Nørgaard er lige fyldt hundrede år. Det er der også en del andre, der er. Men selv om vi mennesker i gennemsnit bliver ældre og ældre, så er det alligevel stadig de færreste, der når at blive så gamle. Og med mine 83 år på bagen må jeg selvfølgelig erkende, at det er ret begrænset, hvor mange år der endnu er, til jeg skal skifte fra en plads på jorden til en plads i jorden. Sagt på den måde kan det måske lyde lidt barskt. Men når jeg skal være helt ærlig, så bekymrer det mig faktisk ikke i særlig grad. For når der før mig er milliarder af mennesker, der har kunnet dø, så kan jeg naturligvis også.

Det får mig til at tænke på en historie, jeg har hørt om en lille pige, der var med til sin morfars begravelse. På et tidspunkt sagde hun til mormoderen: "Ved du hvad, mormor; jeg tror de døde har det rigtig godt dér, hvor de kommer hen; for vi har jo aldrig hørt om nogen, der er kommet tilbage".

Jo, vi har jo hørt om én, der kom tilbage, nemlig Jesus Kristus. Jeg har den største agtelse og respekt for de mange, der lever i troen på, at ligesom Jesus kom tilbage efter døden og senere gik ind til et evigt liv, sådan er der også et evigt liv for alle os andre. Det er bare ikke noget, jeg kan tro på; men jeg mener, at ønsket om, at enhver må blive salig i sin tro, er et af de bedste ønsker, vi kan have for vores medmennesker. Vi kan være uenige. Du har din tro, og jeg har min. Men den ene kan være lige så god som den anden, for ingen af os ved jo i virkeligheden, om en af dem er den rigtige. Men vi kan tro på dem, og det er godt.

Der er holdninger, som jeg kan have lidt svært ved at tage alvorligt. Det gælder f.eks. Asatroen. Den virker mig lidt forældet. Den har nok været helt fin for vikingerne, når man fortalte dem, at hvis de døde i kamp, ville de få et helt fantastisk nyt og evigt liv i Valhal med alle de glæder og fornøjelser, som betød noget for de gamle, gæve kæmper. Med det i udsigt var der jo ingen grund til at være bange for at gå i kamp - tværtimod - og det er måske en del af forklaringen på, at de virkelig var nogle frygtindgydende krigere. Det kan minde mig lidt om Islams løfte til sine martyrer om et paradis med attraktive belønninger.

Jeg har tidligere her på Ældre-bloggen givet udtryk for, at jeg knytter døden og den definitive slutning sammen (klik her på "3. søndag i Advent").

Men måske er det ikke helt rigtigt at gøre det.

På en vis måde er der vel for de fleste af os en form for liv efter døden. Det er i den erindring om hver enkelt af os - god eller dårlig - som gemmes hos vores efterkommere - familie, venner, bekendte og andre, som af en eller anden grund husker os.

I ældre tid var troen på Satan, Helvede og Skærsilden en væsentlig del af den kristne tro. Og den blev flittigt brugt til at skræmme de troende til at leve et glædesløst liv fuldt af afsavn og til at true dem til at give af deres rigdom eller fattigdom til kirken med mottoer som "Når pengene i kisten klinger, så straks sjælen ud af Skærsilden springer". Det skabte rigdom for middelalderens kirke. Senere kom næstekærligheden ind i billedet, men dog ikke anderledes end at man stadig brændte "hekse" på bålet. Men i dag har næstekærligheden fundet plads i den øverste del af listen over kristne dyder: "Du skal elske din næste som dig selv".

Det er et vanskeligt krav at leve op til. Men ikke desto mindre tror jeg, at det er en del af nøglen til et liv efter døden - altså et liv i andres erindring og tro. For nogle kan det være langt og vel nærme sig det evige. Det gælder ikke mindst for Jesus. Ingen er vel som han så levende for milliarder af mennesker nu to tusinde år efter hans død. Og ingen har vel betydet mere.

Men hvad med mig? Og med dig?

Hvad med vores liv før døden og med vores liv efter døden.

Det er helt naturligt, at når man har nået min alder, så er det da noget, der fra tid til anden optager ens tanker. Derfor må det vel være naturligt også at tage emnet op her på Ældre-bloggen. Og selvom det som nævnt ikke er noget, der egentlig bekymrer mig, så er det er noget, som jeg gerne vil prøve at vende tilbage til i kommende indlæg.

Det vil jeg gøre med udgangspunkt i et citat fra Prins Henrik: "Jeg er ikke bange for at dø. Jeg har kendt mange personer, der har tænkt så meget på døden, at de har glemt at leve".

 

B.Aa-N.

 

19-06-17

 

 

 

 

Det ka' da også være sjovt

at være gammel!

 

Livets hjul

 

Med dette i tankerne købte jeg en ny scooter.

 

Jeg ville have en, som var billig i drift og kunne køre mig til butikkerne og rundt i byen.

 

Den her syntes jeg skulle passe til ALLE mine behov.

 

Jeg elsker den!

 

 

Lev

 

længe nok

 

til at blive

 

lidt af et problem

 

for

 

dine børn

 

Ældre mennesker er værdifulde.

Ja, vi er faktisk mere værdifulde end

den yngre generation:

 

Vi har sølv i vores hår.

 

Vi har guld i vores tænder.

 

Vi har sten i vores nyrer.

 

Vi har bly i vores fødder.

 

og

 

Vi er ladet med naturgas!

 

- - - - - - - - - -

Du kan føje Ældre-bloggen til på listen over dine favorit-hjemmesider. Klik blot på stjernen øverst til højre på skærmen.

Så bliver det nemt og hurtigt lige at komme ind og se, hvad der er af nyheder på Ældre-bloggen.

Har du en kommentar til noget af ovenstående, er du

velkommen til at skrive den i beskedboksen her til højre.

Den vil så snarest blive lagt ud på bloggen - men

uden opgivelse af mail-adresse.

 

Du må også meget gerne komme med egne indlæg om, hvordan

du oplever det at være ældre, eller måske med gode ideer til,

hvordan det kan blive endnu bedre at være det.

 

Ældre-bloggen har i øvrigt sin egen profil på Facebook. Også på

den er der mulighed for at kommentere og for at komme med egne indlæg. Ved at gøre det kan vi måske i fællesskab hjælpe hinanden med at få mest muligt ud af vores år som ældre.

 

Klik HER for at komme til Ældre-bloggen på Facebook.