Ældre-bloggen blev startet op i juli 2016. Formålet er at give en mulighed for, at specielt vi ældre (hvad så siden det udtryk egentlig dækker over) kan have en dag til dag-platform for udveksling af synspunkter og meninger, af ideer og erfaringer, samt af oplevelser, og hvad der i øvrigt måtte ligge os på sinde.

Siden opstarten har det vist sig, at der er en betydelig interesse for at kunne holde sig orienteret om de vilkår, der er gældende for os som ældre, og for at høre om, hvordan andre jævnaldrende oplever tilværelsen og prøver at få mest muligt ud af den. Antallet af besøgende på Ældre-bloggen har gennem alle månederne været jævnt stigende, og det er jeg naturligvis glad for.

Det er planen fortsat at bringe indlæg med relation til vores tilværelse som ældre, og det er mit håb, at de vil kunne lægge op til kommentarer og menings-udvekslinger, så Ældre-bloggen virkelig kan være det levende medie, som man kan have lyst til og udbytte af jævnligt at vende tilbage til

Avancerede elektroniske hjælpemidler

For god ordens skyld skal det nævnes, at dette indlæg ikke på nogen måde er sponseret (Det er der i øvrigt intet på Ældre-bloggen, der er). Indlægget er alene et udslag af min interesse for alt, hvad der kan medvirke til at gøre vores tilværelse som ældre så god som muligt.

Jeg har en søster, der er nogle år ældre end mig. Hun bor alene i en beskyttet bolig. For kort tid siden faldt hun endnu en gang, men p.gr.a. fejlopererede hofter er hun ikke i stand til selv at komme på benene igen. Heldigvis er hun blevet udstyret med en alarmknap i en rem om håndleddet, så hun kan tilkalde hjælp. Det gav mig indskydelsen til at se lidt nærmere på de muligheder, som vore dages elektronik byder på for at skabe en mere tryg tilværelse, når vi som ældre får behov for hjælp.

En af de muligheder fandt jeg på en hjemmeside for virksomheden Sarita, som har specialiseret sig i udvikling af elektroniske, tryghedsskabende hjælpemidler til ældre.

Et af disse hjælpemidler er netop et alarmsystem, som træder i kraft i tilfælde af fald, men som også har en række andre funktioner. Man har valgt at kalde systemet "Pearl".

Den Pearl-enhed, der aktiverer systemet, når der er brug for hjælp, er bygget ind i en broche-lignende knap, som kan fastgøres på den ældres påklædning med en kraftig magnet. Den er konstrueret, så den selv registrerer og alarmerer, hvis bæreren falder. Et problem med en del andre systemer er, at bæreren måske ikke selv er i stand til at aktivere alarmen.

I Pearl-systemet bruges et SIM-kort, som det kendes fra mobiltelefoner. Det gør det muligt, at man kan kommunikere direkte med den eller dem, der skal hjælpe en. Men derudover kan der indbygget en GPS, som kan fortælle præcist, hvor man befinder sig. Det kræver den pågældende persons samtykke, men er jo ikke mindst et virkelig godt hjælpemiddel, når det drejer sig om demente, og hvor man jævnligt hører om, at nogen er blevet borte.

Medvirkende til, at f.eks. demente vil acceptere at skulle bære en Pearl-knap,

er, at den kan designes, som man selv måtte ønske det. Ja, det er oven i købet

muligt, hvis man har børnebørn, så at få et af dem til at tegne noget, som så vil

kunne printes over på knappen, så den bliver til noget helt personligt.

Specielt til brug på plejehjem er udviklet en hjemmeside, der hedder "Lighthouse".

Den fungerer som hele systemets hovedterminal, der giver personalet et helt

opdateret overblik over beboerne, og som f.eks. fortæller, hvis en beboer har

bevæget sig uden for et i forvejen fastlagt område.

Der arbejdes stadig med potentielle muligheder i Pearl-systemet, og man vil

kunne se mere om hele systemet på hjemmeside-adressen www.sarita.dk

Hvis nogen af de besøgende her på www.aeldrebloggen.dk har et kendskab til andre gode hjælpemidler for os ældre, som de mener bør udbredes til andre, så er de meget velkomne til at fortælle om det. Det gøres nemmest ved at bruge besked-rubikken i kontaktformularen nederst på siden

15-09-17

Har du fået "lønforhøjelse"?

- - - for det her jeg i hvert fald ikke.

Det er blevet dyrere at være dansker. Danmarks Statistik har netop meddelt, at inflationen i august for anden måned i træk er steget mere end sædvanligt, nemlig med 1,5% i forhold til samme måned sidste år. Det er den højeste stigning siden december 2012.

Det er ikke mindst fødevarerne, der er blevet dyrere. Men det tæller i høj grad også, at priserne på tjenester - og det vil blandt andet sige husleje, tandlæge, transport, forsikringer og bankgebyrer - samlet set er steget med 2,8% i forhold til samme måned sidste år, og det er den højeste årsstigning siden marts 2011, da stigningen også var på 2,8%.

Selv om inflationen altså nu er højere, end vi har set det i de senere år, så betyder det ikke, at en almindelig familie er blevet fattigere i år, skriver Signe Roed Frederiksen, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank. Godt nok betyder prisstigningerne over det seneste år, at der skal lægges lidt flere penge for de samme varer og tjenester, skriver hun. Men til gengæld kan man glæde sig over, at lønnen er steget endnu mere end priserne. I andet kvartal 2017 var den således 2,4% højere end i andet kvartal sidste år.

Jeg har kigget forgæves i mine regnskaber efter noget, der bare i en eller anden grad kunne ligne en lønforhøjelse. Men det skyldes jo så nok, at jeg - ligesom de fleste andre pensionister her i landet - ikke tilhører en "almindelig familie". Så godt nok en den "almindelige familie" måske ikke blevet fattigere. Men det er vi pensionister altså.

Det skal så også ses i forbindelse med de politiske skænderier, der fortsat er i gang om mulige skattelettelser. De har indtil nu kun drejet sig om, hvem ud af den arbejdende befolkning, der skal have de største lettelser. Jeg har ikke kunnet få øje på eller hørt om en eneste, der sådan virkelig for alvor har givet udtryk for, at vi pensionister måske også kunne fortjene at blive lettet for lidt af skattebyrden.

13-09-17

En værdig død

Nye bestemmelser er et skridt mod målet

For en gangs skyld ser det ud til, at "folkets røst" er blevet hørt. Folketinget har nu fastsat nye regler for, hvad man som alvorligt syg selv kan bestemme vedrørende dette at få lov til at dø.

”Vi har lavet en aftale, som tager udgangspunkt i patienternes ret til at bestemme over deres eget liv, også når det nærmer sig sin afslutning. Vi hjælper de mennesker, som er afklarede med, at de ikke ønsker at være i livet længere,” siger Ellen Trane Nørby i en pressemeddelelse fra Sundheds- og Ældreministeriet.

Den nye aftale handler hovedsageligt om, at patienter får flere rettigheder til at fravælge behandling, der kan forhindre døden – også selvom patienten ikke er dødeligt syg.

Generelt vil patienter og især ældre dermed have bedre muligheder for på forhånd at fravælge behandlinger, selvom de vil dø af det. Men det betyder også, at flere uhelbredeligt, døende patienter bliver tilbudt muligheden for at blive smertedækket massivt - også selv om det fremskynder døden. I praksis betyder det ofte, at patienterne sover ind i døden.

Den mulighed har der for så vidt også været tidligere. Men vejledningen til de sundhedsansatte sagde, at patienterne først kunne få denne passive dødshjælp, når patienten alligevel vurderedes kun at have timer eller få dage at leve i. Fremover skal patienter, der vurderes til kun have få uger eller dage tilbage at leve i, kunne vælge den udgang.

Hvad der endnu mangler, er regler, som i visse situationer giver mulighed for en egentlig aktiv dødshjælp.

Fremtidsfuldmagt

Samtidig med de nye bestemmelser med mulighederne for en mere værdig død er der også trådt nye bestemmelser i kraft, som giver bedre mulighed for selv at bestemme over ens fremtidige personlige og økonomiske forhold. Det sker med en ny ordning om såkaldte fremtidsfuldmagter. Den giver nu mulighed for, at man selv kan udpege en person til engang i fremtiden at tage over, hvis man på et tidspunkt mister evnen til selv at tage sig af sine personlige og økonomiske forhold. På baggrund af fuldmagten får repræsentanten mulighed for at træffe beslutninger om for eksempel bankforretninger eller personlige beslutninger vedrørende pleje og omsorg.

Det kan blive relevant, hvis man for eksempel på grund af sygdom, svækket mental funktion eller lignende ikke længere selv er i stand til at varetage disse forhold.

En fremtidsfuldmagt skal oprettes i et nyt register gennem en digital selvbetjeningsløsning

på Tinglysningsrettens internetportal. For at sikre at man som fuldmagtsgiver er i stand til at oprette fuldmagten og ikke er under pres eller tvang fra andre, skal man bagefter vedkende sig fuldmagten over for en notar. Derefter er fremtidsfuldmagten gyldig, men inaktiv, indtil der kan blive behov for at sætte den i kraft.

Man kan læs mere i vejledningen til borgerne om fremtidsfuldmagter, på Borger.dk eller på Statsforvaltningens hjemmeside.

Fremtidsfuldmagterne kan oprettes i Fremtidsfuldmagtsregistret. Man kan finde den digitale selvbetjeningsløsning på www.tinglysning.dk

Direktør for Alzheimerforeningen, Nis Peter Nissen, er glad for den nye lov. Han mener, at det er en rigtig stor fordel, at man, inden en eventuel demenssygdom tager over, kan vælge en person, man har tillid til.

"Vi kender i dag alt for mange eksempler på, at det har skabt problemer, hvis man ikke i tide har forberedt sig på de her forhold", siger han til Ritzau.

"Det er også vigtigt for de pårørende. Hvis man eksempelvis bor i et hus, som er fælleseje, kan det være meget vanskeligt at træffe økonomiske beslutninger om, hvorvidt man skal sælge huset, når den anden person bliver meget syg".

08-09-17

"Det skal kunne betale sig at arbejde"

Dette er det ofte gentagne slogan for den skatteplan, som regeringen har fremlagt i dag. Man kunne måske ændre det en smule til "Det skal kunne betale sig at kunne arbejde". For selv om der er tale om ganske betydelige skattelettelser - samlet set 23 milliarder - så er der tilsyneladende ikke så meget som en rød 50-øre til os, der ikke kan arbejde længere, enten fordi vi er blevet for gamle til det eller af andre grunde.

Det foreslås at fjerne det hidtidige loft over beskæftigelsesfradraget, så det bedre kan betale sig at tjene noget ekstra - hvis man altså har et arbejde, hvor man kan tjene noget.

Dertil kommer et forslag om et nyt jobfradrag, som kan give en skattelettelse på op til 4.500 kr. - hvis man altså har et job.

Og så tænkes der indført "et socialt frikort", der skal hjælpe socialt udsatte borgere med at komme ind på arbejdsmarkedet - hvis de altså kan komme det.

Endelig skal afgiften på biler sænkes ganske betydeligt - men mon ikke det er de færreste af os ældre, der har planer om at investere i ny bil. Jeg regner i hvert fald med, at min skal holde min tid ud. Men afgiftsænkningen har fået erhvervsminister Brian Mikkelsen til at sige, at " hvis man for eksempel gerne vil købe en lækker Lamborghini for pengene, så må man godt gøre det, fordi det er ens egne penge". Den udtalelse har så givet hele det ny skatteoplæg navnet LAMBORGHINI-REFORMEN.

Med en samlet skattelettelse på 23 milliarder kan man med god grund frygte for, at der heller ikke i de næste mange år bliver penge til at bedre forholdene for de gamle mennesker rundt omkring i riget, som lever under kummerlige forhold.

Nu skal der så forhandles med oppositionen om forslaget. Men mon ikke Dansk Folkeparti går med til det meste, hvis de til gengæld kan få lov til at forhøje ældrechecken med en rund tyver.

29-08-17

Pris pr.person i delt dobbeltværelse!

Under den overskrift har jeg nogle gange beskæftiget mig her på Ældre-bloggen med det problem, vi enlige har, når vi gerne vil ud at rejse. Det er svært at finde ud af, hvad det vil koste os, for i langt de fleste tilfælde oplyser udbyderne af rejser og ophold kun, hvad prisen er pr. person i delt dobbeltværelse.

Det fik mig til at sende den forespørgsel, som kan ses længere nede her på siden under den 8. august, til marketingafdelingen i organisationen Small Danish Hotels. I dag er der så kommet følgende svar fra marketingchef Helle Skou Nørby:

Kære Bent

Tusind tak for din henvendelse og det gode indspark. Jeg beklager det alt for sene svar, men vi er desværre stadig ramt af ferieafholdelse og sommertravlhed.

Vi får jævnligt henvendelser omkring enlige og enkeltværelser. Og vi gør alt, hvad vi kan for at sætte dette i fokus hos vores mange kroer og hoteller. Vi er, som du nok ved, en frivillig kæde af hoteller, der har det til salg, som vores hoteller ønsker. Vi opfordrer jævnligt hotellerne til at indtænke muligheden for enkeltværelse i ethvert tilbud – og også om at vurdere, hvorvidt det egentlig skal væres dyrere at bo alene i et hotelværelse. På vores næstkommende møde med alle hotellerne primo september har vi faktisk punktet på dagsordenen netop for at understrege vigtigheden og potentialet.

I den markedsføring, som vi styrer herfra kontoret påfører vi altid enkeltværelsespris eller synliggør muligheden for enkeltværelse, såfremt det er muligt på det omtalte ophold. Og så vil jeg nævne, at man på vores hjemmeside som udgangspunkt ikke ser nogen priser, før man har oplyst antal personer. Og de steder, hvor man med det samme ser en pris, da er prisen synlig for både 1 person og 2 personer.

Men dermed ikke sagt, at der ikke er noget at arbejde med. Vi kan altid blive bedre. Og jeg vil da granske i vores brug af formuleringer omkring dobbeltværelser. Vi sidder jo med disse ting hver eneste dag og følger branchens termer – men det kan jo ikke nytte, hvis vores potentielle gæster ikke forstår budskabet.

Endnu engang tak for dit indspark, der er taget til efterretning og medbringes på vores kommende møde.

Med venlig hilsen

Helle Skou Nørby

Marketingchef/Direktionsassistent

Forhåbentlig kan dette være medvirkende til, at det fremover bliver lidt nemmere for enlige, der gerne vil ud at se sig om, at beslutte sig for, hvor de vil hen, og hvor de vil bo.

22-08-17

Valg til ældreråd

Om ca. tre måneder skal vi alle - unge som ældre - deltage i to valg, nemlig til kommunalbestyrelserne og til regionsrådene.

Men vi ældre - og d.v.s. alle over tres - skal deltage i endnu et valg med stor betydning, nemlig til ældrerådene.

I alle kommuner skal der være ét eller flere ældreråd, og de vælges for fire år ad gangen. Men der er ret stor forskel på, hvor stor indflydelse de har. Det er i høj grad et spørgsmål om, hvor aktive de er. Og der er steder, hvor man næsten ikke hører noget til dem - måske fordi de ikke føler den nødvendige opbakning fra deres bagland.

Loven om ældreråd giver ikke nogen beslutningskompetencer, og rådene kan ikke gå ind og behandle sager om enkeltpersoner. Men de har krav på at blive hørt om enhver sag, der er til behandling i kommunen - politisk eller administrativt - inden der træffes endelig afgørelse i sagen. Og det kan rent faktisk betyde en stor indflydelse. Men hvor stor indflydelse, et ældreråd kan have, har i meget høj grad noget at gøre med, hvor stor opbakning rådet har fra kommunens ældre. Hvis man i kommunalbestyrelsen eller i administrationen kan konstatere en solid opbakning fra ældrerådets bagland, så er man naturligt nok mere tilbøjelige til at lytte til rådenes synspunkter og til at følge deres indstillinger.

Derfor er ikke mindst tiden fra nu og frem til valget af meget stor betydning. Det er nu, at vi som almindelige vælgere kan og skal vise vores interesse og opbakning, hvis rådene i de kommende fire år skal få maksimal indflydelse og virkelig skal kunne gøre en forskel for kommunens ældre - altså for os. I den kommende tid afholdes der rundt omkring orienterings- og opstillingsmøder. Jo større tilslutningen bliver til disse møder, jo større vægt vil der ligge bag de kommende ældreråds indstillinger.

Det er vel naturligt og forståeligt nok, at hvis der ikke kan registreres en virkelig interesse for sagen på de forestående orienterings- og opstillingsmøder og ved valget i november, så vil tilbøjeligheden hos politikere og embedsmænd til at tage hensyn til indstillingerne fra ældrerådene ikke være særlig stor. Omvendt vil en massiv opbakning helt sikker gøre indtryk specielt hos politikerne. De ved jo godt, at vi ældre også skal stemme ved de to andre valg.

Derfor denne opfordring: Tag del i møderne og i selve valget vedrørende ældrerådene. Det er jo os selv, det drejer sig om - vores vilkår, vores tilværelse og vores dagligdag.

16-08-17

Alderdommen er ikke lige god for alle

I et læserbrev i Avisen Danmark, der er en del af de jysk-fynske mediers dagblade, skriver Bjarne Hilmarsson, at "Alderdommen er for mange et helvede" - - "Den perfekte alderdom er en illusion. Som ældre vågner man op hver dag og opdager nye ting, man ikke længere kan klare. Man kan ikke høre eller se, man kan ikke smage, man kan snart ingenting. Udover at dø."- - Hvorfor er der ingen, der forstår, at min verden snævrer sig ind. Jeg ved godt, jeg skal dø, og at livet ikke varer evigt. Hvorfor kan ingen forstå, at et af dagens højdepunkter er min mad? Ikke engang drømmen om frisklavet mad, mine gamle livretter, må jeg have. De fodrer mig af med opvarmet mad, gør de, hver dag. Snart bliver den vel serveret som en ekstra pille sammen med den øvrige sløvende medicin".

Desværre gælder den situation, som Bjarne Hilmarsson beskriver i sit læserbrev, endnu her i 2017 for mange ældre. Og som omtalt i indlægget herunder fra den 10. august, så er der ingen udsigt til bedring i mange af landets kommuner, hvor der i forbindelse med budgetlægningen for det kommende år bebudes nye besparelser, som også vil komme til at gå ud over kerneopgaverne og blandt dem omsorgen for de svageste ældre. Og lad mig så gentage politikernes yndlingsudtryk fra indlægget herunder: "Det er uacceptabelt". Det vil vi høre dem bruge igen og igen i kommende måneder frem til kommune- og regionsvalget i november. Og vi vil få at se, at derefter sker der så ikke mere.

Normalt prøver jeg at fokusere på tilværelsens positive og lyse sider, for dem er der heldigvis rigtig mange af for langt de fleste af os ældre. Men i vores helt naturlige glæde over at kunne gå og have det godt, må vi ikke glemme, at der er nogle, som ikke har det godt. Hver og en af dem fortjener al den støtte og opmuntring, som man kan give dem. Og det harmonerer ikke med bebudelser om yderligere beskæringer.

Derfor vil jeg opfordre til aktiv deltagelse i optakten til de forestående valg, og at man forlanger af hver af politikerne, at de klart melder ud, hvordan de forholder sig til de nødvendige bevillinger til den kommunale og den regionale omsorg for de svage ældre. Og vi må så lade de udmeldinger have vægt, når vi skal beslutte, hvor vi vil sætte vores kryds på valgdagen. Den opbakning skylder vi ældre, der har det godt, at give til dem, der har det dårligt.

13-08-17

Budgettid og nye sparerunder

Så er det igen blevet tiden, hvor der skal lægges budgetter i kommunerne, og inden længe skal Folketinget vedtage en ny finanslov for det kommende år. Og det er slet ikke uventet, når vi allerede nu kan høre og læse om, at der skal spares. I min egen kommune lyder sparetruslen på 100 millioner kroner over de næste tre år, og det er meldt klart ud, at det kan ikke gøres, uden at det kommer til at gå ud over nogle af kommunens kerneopgaver - herunder os ældre.

Det er flere år siden, at bunden blev nået, når det drejer sig om omsorgen for landets ældre og specielt for de svageste af dem. Siden har det hvert år lydt, at nu skulle det gøres bedre, og vi har hørt om ældrecheck og værdighedsmilliarder og masser af penge til at genoprette køkkener og lokal madlavning på plejehjemmene og til flere såkaldte varme hænder.

Det er også blevet bedre enkelte steder, og vi har sågar på det seneste hørt om steder, hvor det er virkelig godt - især i hovedstadskommunerne. Men det er bestemt ikke det generelle billede for landet som helhed. Der er stadig steder, hvor det står helt galt til. Og nu tales der så igen om, at der skal spares.

Politikerne har fået et nyt slagord, når der er noget, der slet ikke er, som det skal være. "Det er helt uacceptabelt", siger de igen og igen. Det gælder også forholdene på ældreområdet. Og kun sjældent bliver det til andet end netop ord. Reel handling eller indgriben er der næsten aldrig tale om. Om det kan alle vi andre kun sige, at "det er uacceptabelt", og det eneste, vi kan gøre ved det, er at vælge nogle andre politikere, når der næste gang bliver mulighed for det. Valgløfter kan ikke længere bruges til noget som helst, for der er ingen, der stoler på dem.

Løsningen er en ændret prioritering. Og her kommer bl.a. de mange milliarder ind i billedet, som vi hvert år poster ud til migranter og asylansøgere. Vi hører og læser om alt for mange tilfælde, hvor der er tale om en helt urimelig ødselhed. Naturligvis skal de hjælpes til at opretholde livet, så længe de nødvendigvis skal opholde sig her i landet. Men andet og mere hverken kan eller skal vi love dem. Og så må de alle lære at opføre sig ordentligt, mens de er her. Det gør de fleste af dem da også. Men mange af dem dræner landet for adskillige millioner ved at begå mere eller mindre alvorlig kriminalitet. Med dem er der kun ét at gøre: Ud af landet øjeblikkelig, og hvis det ikke kan lade sig gøre p.gr.a. internationale konventioner, så må de sættes bag mure og pigtråd til noget, der ligner vand og brød.

Nogle vil nok også pege på andre områder i vores samfund, hvor der kan og bør spares. Men så længe, der fortsat ikke bliver gjort noget reelt for den nødvendige omprioritering af samfundet ressourcer - - - ja, så er det helt uacceptabelt, at der stadig er gamle mennesker, som hele deres liv igennem har betalt til det danske samfund, men som nu skal leve under kummerlige forhold.

10-08-17

Pris pr. person i delt dobbeltværelse

For nogen tid siden skrev jeg et indlæg her på bloggen under denne overskrift. (KLIK HER)

Et indlæg med næsten samme ordlyd sendte jeg som læserbrev til Avisen Danmark.

Det har resulteret i nogle kommentarer, og derfor har jeg i dag sendt en mail med nedenstående ordlyd til organisationen Small Danish Hotels. Det er mit håb, at det vil resultere i den ønskede redegørelse og på sigt i en entydig annoncering af, hvad det koster for en enkelt-person at indlogere sig på et af de små hoteller eller på en af de mange gode og hyggelige kroer.

Til Small Danish Hotels

Marketingafdelingen

Vi er mange, især ældre enlige, som gerne vil på et kortere eller længere ophold på et af landets hyggelige hoteller eller kroer. Vi støder imidlertid oftest på det problem, at vi ikke umiddelbart kan se, hvad det vil koste os, og derfor giver vi op på forhånd og nøjes med en éndagstur i nabolaget.

Jeg har skrevet om dette problem på Ældre-bloggen (aeldrebloggen.dk) og i et indlæg i Avisen Danmark. Det har resulteret i en del kommentarer, der næsten alle munder ud i den samme konklusion, som er udtrykt af Ingelise Vistisen fra Holstebro, der bl.a. skriver:

Jeg har haft lyst til rigtig mange rejser og ture, men er atter gået fra det igen p.g.a. det med delt værelse eller megen ekstra betaling for et enkelt værelse.

Problemet er de formuleringer, som bruges i annoncerne fra Small Danish Hotels og en del andre udbydere af rejser og ophold, når der opgives priser: A: "Pris pr. person i dbl. værelse" eller B: "Pris pr. person i delt dobbeltværelse".

Det er klart, at I selv ved, hvad I mener med disse formuleringer. Men det ved vi andre rent faktisk ikke. Betyder A, at det ikke er muligt at bo det pågældende sted som enkelt-person? Eller betyder det, at hvis man kommer som enkelt-person, bliver man indlogeret i et dobbeltværelse til den anførte pris. Eller betyder det noget helt tredje, som ikke fremgår på nogen måde af annoncen / hjemmesiden? Og betyder B, at hvis man kommer som enkelt-person, så må man affinde sig med at skulle dele værelse / seng med den næste ankommende enkelt-person?

Hvorfor opgiver man ikke også prisen på et enkeltværelse de steder, hvor man kan stille sådan et til rådighed? Det vil være en helt selvfølgelig oplysning for alle os enlige, og det vil næppe fordyre annoncerne i nævneværdig grad. Og som det fremgår af citatet fra Ingelise Vistisens brev, vil det utvivlsomt føre til flere besøg .

Det er muligt, at man fra arrangørernes side betragter dette som et temmelig ligegyldigt problem. Men det er det altså ikke for rigtig mange af os enlige. Derfor vil jeg gerne opfordre til, at man fra Small Danish Hotels for det første kommer med en klar redegørelse for, hvordan jeres formuleringer skal forstås, og at man for det andet fremover supplerer annoncer og hjemmeside med klare og entydige informationer om priser for enkelt-personer.

En redegørelse som den ønskede vil med glæde blive bragt på Ældre-bloggen.

Med venlig hilsen

Bent Aalbæk-Nielsen

redaktør af aeldrebloggen.dk

08-08-17

Vi må gøre noget!

- hvis vi ønsker, at Danmark skal vedblive at være dansk.

Dette indlæg er i alt væsentligt en gentagelse at mit indlæg her på bloggen fra den 10. april i år.

Det skyldes ikke, at jeg mangler noget at skrive om. Der er faktisk rigtig meget. Men det skyldes, at hen over sommeren er de alvorlige fremtidsudsigter for Danmark, som er emnet for indlægget fra april, blevet stadigt mere alvorlige. Enhver har kunnet følge, hvordan de store problemer med migranter, der ikke kan eller ikke vil integreres i det danske samfund, bliver stadig større og mere påtrængende. Men når jeg nogle gange i sommerens løb har drøftet dette med andre ældre, så er jeg næsten hver gang stødt på den opfattelse, at "jo, det er da alvorligt - rigtig alvorligt - men vi kan jo ikke gøre noget ved det". Og det er klart, at hvis alle - eller bare de fleste - er af den opfattelse, at "vi kan jo ikke gøre noget ved det", så bliver der ikke gjort noget.

Indlægget fra den 10. april var en opfølgning af et tidligere indlæg (KLIK HER), hvor en sandsynlig kommende muhamedansk magtovertagelse med sharia-lovgivning her i landet er omtalt. Og fordi der måske nok vil gå et halvt århundrede endnu, før det kan være en realitet, så kan vi ældre mene, at det er jo da ikke noget, som vi behøver at bekymre os om, for til den tid vil vi jo for længst være blandt de afdøde.

Men det er forkert. For det er NU - i disse år - at grundlaget bliver lagt for den fremtid, som fuldstændigt vil kunne ændre dansk kultur og det traditionelle danske livsmønster og den velfærd, som vi (næsten) alle sætter så højt. Derfor er det vores ansvar - dit og mit, uanset hvor unge eller gamle vi er - at udviklingen mod denne fremtid bliver stoppet.

Derfor finder jeg det i allerhøjeste grad relevant at tage dagens udvikling på dette område op her på Ældre-bloggen. Også vi må - her og nu - tage del i bestræbelserne på at få denne farlige udvikling stoppet. Ikke så meget for vores egen skyld, men vi må gøre det, hvis vi er os et ansvar bevidste over for vore børnebørn og deres børn.

Det er ikke de muhamedanske indvandrere i almindelighed, der er årsagen til min og mange andres frygt for fremtiden. Mange af dem er ganske udmærkede mennesker, som helt klart vil kunne berige det danske samfund - så længe de vil beholde deres religion for sig selv og kun udøve den inden for deres egne fire vægge. I alle andre sammenhænge må de indadtil og udadtil gøre sig klart, at de er kommet til Danmark, og derfor må de blive danske borgere med ALT, hvad det indebærer. Og sådan er der da også et stort antal muhamedanere, der for længst har indrettet sig, og som gør en prisværdig indsat for Danmark.

Men det virker unægteligt, som om det er helt andre præmisser, der ligger til grund for mange andre af dem, der gennem de seneste 10-20 år er søgt til Danmark, eller som stadig i stort tal søger ind over vore grænser som migranter eller asylansøgere. De ønsker ikke på nogen måde at blive danske, og de giver klart udtryk for, at de forventer af os, at vi indretter os på deres præmisser. Bl.a. når det gælder Islam og islamisk lovgivning. Det er dem, der skaber en begrundet frygt for fremtiden.

Men kan det overhovedet undgås? Er der en løsning?

Først og fremmest er det nødvendigt, at vi VIL undgå den fremtid. Det vil sige, at vi skal være villige til at gøre det nødvendige for at fremtvinge de politiske beslutninger, der skal til for at stoppe denne udvikling. Og vi må kræve, at de trufne beslutninger konsekvent føres ud i livet. Det er bl.a. det, vi som borgere i et demokratisk samfund kan og skal bruge vores stemmeret til. Vi må kræve af hver eneste af vore politikere, at de klart melder ud, om de vil virke for en dansk eller en muhamedansk fremtid for vores samfund, og - hvis de er for det danske - at de så vil lægge vilje og handling bag. Når det er sket, kan vi træffe vores valg: Hvem skal være min næste politiker på tinge!

Men er der da en løsning - en mulighed for gennem de kommende årtier fortsat at bevare en dansk kultur og en dansk levevis?

Den kunne ligge i udarbejdelsen af en række skriftligt formulerede betingelser for fortsat / kommende ophold på dansk grund. Enhver allerede herboende med anden etnisk baggrund end dansk, som blot på mindste måde kommer i konflikt med dansk lovgivning, må med sin underskrift erklære sig villig til fremover at overholde disse betingelser. Nægter man at skrive under, eller overtræder man senere disse betingelser, så er konsekvensen en omgående udvisning. Det samme skal gælde for nyankommende, hvad enten de kommer fra f.eks. Syrien eller Canada: De skal skrive under på, at de er bekendt med betingelserne for at opholde sig her i landet. Og overtrædes betingelserne, er det ud!

Jeg ved ikke, hvor mange hundrede (eller flere), der allerede har fået en udvisningsdom, men som stadig opholder sig mere eller mindre illegalt her i landet, fordi internationale konventioner eller andet gør det umuligt at sende dem ud. Det er jo ikke mindst mange af dem, der giver store problemer, og samlet set betyder de udviste meget store udgifter for landet. Men det eneste, vi skylder dem, det er, at de kan opretholde livet, og det vil jeg så foreslå, at de får mulighed for i lukkede interneringslejre, hvor de må blive, indtil de eventuelt en dag selv finder ud af, at de hellere vil tilbage til deres hjemland.

Jeg ved godt, at det ikke vil være nogen enkel sag at få udarbejdet sådanne betingelser som de omtalte for migranters ophold her landet. Men de er nødvendige, og som nævnt må også vi ældre bruge vores demokratiske ret og pligt til med vores stemmer at tvinge politikerne til at gøre det nødvendige - og til at gøre det på en måde og så snart, at jeg og ingen andre danskere længere behøver at frygte fremtiden.

02-08-17

Indlægget herover er sendt til de politiske partiers integrationsordførere. Der er jo stadig ferie i Folketinget; men jeg håber, at der på lidt længere sigt kommer kommentarer fra ordførerne.

03.08.17

Det er nu næsten tre uger siden, at jeg sendte indlægget til integrationsordførerne. Den eneste reaktion, som jeg har modtaget til dato, er denne mail:

Kære Bent Aalbæk-Nielsen,

Johanne Schmidt-Nielsen har bedt mig takke for din e-mail.

Hun har desværre ikke mulighed for at kommentere blog-indlægget.

Med venlig hilsen

Niels Rohleder

Hvad kan man så lægge i det?

Er det, fordi Ældre-bloggen er for lille et medie, til at man vil bruge tid på det? (I tidligere sammenhænge har ordførere ellers godt villet kommentere indlæg fra Ældre-bloggen).

Eller er det, fordi politikerne stadig lister omkring hele integrationsproblematikken som katten omkring den varme grød, fordi de er bange for at tage stilling og gøre noget effektivt ved sagen. Der er i indlægget peget på en mulighed, som synes oplagt for at slippe af med de kriminelle indvandrere, og man må da spørge, hvorfor politikerne ikke tør tage stilling til den.

Der er nok ikke andet at gøre, end at vi må blive ved med at presse på for at få politikerne til klart at melde ud om, hvor vi har dem.

21-08-17

Med eller uden uddannelse

Den 28. juli var en afgørende dato for omkring 85.000 unge danskere. På den dag (eller vel snarere nat) fik de svar på, om de kunne komme i gang med den ønskede uddannelse. For 65.165 var svaret et ja, og det er der al mulig grund til at ønske dem til lykke med. Men for 21.395 var der afslag, og naturligt nok var skuffelsen stor for dem. Men de fortjener absolut anerkendelse, fordi de gjorde forsøget og dermed viste initiativ til at komme videre, og for langt de fleste af dem skal det nok lykkes på den ene eller den anden måde.

Langt værre er den kendsgerning, at en fjerdedel af de 25-årige mænd og en femtedel af de 25-årige kvinder i dag står uden nogen anden uddannelse end folkeskolen. Og andelen af uuddannede unge har været stigende gennem de sidste ti år. Det er først og fremmest alvorligt for dem selv; men det er det i høj grad også for hele det danske samfund - altså for dig og mig. En beregning fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) viser nemlig, at hver person, der ikke får en uddannelse, kan koste op til 10 millioner kroner i tabt velstand.

Men det er altså ikke bare samfundet, der taber på, at så mange ikke får nogen uddannelse. Også de personlige omkostninger ved at stå tilbage som ufaglært kan være store.

”Der er ret stor sandsynlighed for, at de personer får et liv på kanten af arbejdsmarkedet. Mange havner på kontanthjælp eller førtidspension, og de, der får job, får ret lav løn og en løs tilknytning til arbejdsmarkedet,” siger Mie Dalskov, der er chefanalytiker i AE og har hovedansvar inden for uddannelsesanalyser.

Den samme oplevelse har Louise Hare, der er beskæftigelseskonsulent hos Jobcenter for unge i København: ”Noget af det, jeg selv har bidt meget mærke i, er dårligere helbred og trivsel hos mennesker, som ikke har en uddannelse i forhold til dem, der har en uddannelse.”

Med god grund kan man spørge, hvorfor situationen på uddannelsesområdet er så alvorlig her i 2017. Der er ikke enighed om svaret på det spørgsmål, og der er utvivlsomt flere årsager. Men for mig er der ingen tvivl om, at en af de væsentligste af årsagerne ligger i folkeskolen, og at den er skabt af politikere, der ikke har mod nok til at gribe om nældens rod. Og den rod ligger helt nede ved de grundliggende betingelser for en god og effektiv undervisning.

I et indlæg i Avisen Danmark skriver professor ved Københavns Universitet Peter Nedergaard bl.a.:

"En del kunne tyde på, at løsningen ligger i en større eller mindre tilbagevenden til dengang, før den danske folkeskole blev ramt af den såkaldte reformpædagogiske bacille i bred forstand. Lad os for forenklingens skyld tale om en tilbagevenden til en tid i folkeskolen med kæft, respekt og retning.

KÆFT dækker over, at der igen skal være ro i folkeskolens undervisningslokaler. Er der evindelig uro, når der undervises, er det ganske enkelt svært at lære noget som helst.

RESPEKT indebærer, at underviseren i folkeskolen igen skal respekteres som autoritet. At kalde læreren ved ukvemsord endsige lægge den mindste hånd på dem må stoppe.

RETNING betyder i den folkeskole, som vi må indføre, at indlæringen af konkrete færdigheder i ikke mindst dansk, matematik og naturfag må have første prioritet."

Peter Nedergaard uddyber i sit indlæg betydningen af disse tre forudsætninger for det, som jeg ovenfor har betegnet som en god og effektiv undervisning. Men jeg tror, at man vil kunne komme endnu længere ved at genindføre en tidssvarende form for tidligere tiders mellemskole, hvor eleverne efter sjette klasse kunne vælge mellem fire år i en boglig eller en praktisk linje. Den boglige gav adgang til gymnasiet og dermed senere til videregående uddannelser. Den praktiske skabte et godt grundlag for de erhvervsfaglige uddannelser.

Baggrunden for tidligere tiders mellemskole lå i erkendelsen af, at der nu engang er forskel på os mennesker - på vores evner og på vores interesser. Men i 1950'erne bredte der sig en ideologi om, at vi alle skulle være ens, og at vi alle skulle have de samme muligheder. Lidt groft sagt betød det, at hvad ikke alle kunne lære, skulle ingen lære. Den ideologi er - set med mine øjne - en af de væsentligste årsager til folkeskolens kuldsejling. I dag sidder der elever i en af den almindelige skoleklasses grupper, som ganske enkelt ikke kan følge med i meget af det, der foregår. Derfor giver de op, larmer eller tyr til deres smartphone. I en anden gruppe sidder der elever, som keder sig gudsjammerligt, fordi de ikke får udfordringer, som kan være spændende og interessante for dem. Derfor giver de op, larmer eller tyr til deres smartphone. Og underviseren har ikke en levende chance for virkelig at være noget for begge grupper.

Lad hver af disse grupper få deres eget skoleforløb i de ældste klasser, så ingen fristes til at give op, og så alle udfordres i forhold til deres evner og interesser. Så føler jeg mig overbevist om, at vi igen kan få den gode folkeskole, som der er så stort behov for - ikke blot for elevernes skyld, men også for samfundet og dermed for dig og mig.

30-07-17

Led ved det hele!

I en artikel i Avisen Danmark i går, søndag, spørger chefredaktør Troels Mylenberg: "Hvad skal vi med al den lede?

Vi er tilsyneladende blevet et folk, der definerer os selv mere i kraft af det, vi er lede ved, end i kraft af det, vi omfavner og er glade for," skriver han. "Eller i hvert fald er de højst talende stemmer i det offentlige rum i vid udstrækning blevet bærere af lede. Og det smitter."

Jeg tror desværre, at Mylenberg har ret. For selv om der da er en del i vores lille land, som vi med god grund kan være utilfredse og lede ved (vi kan jo bare tænke på SKATs skalten og valten med dine og mine penge - og ja, så selvfølgelig "sommervejret"), så synes jeg ærlig talt, at der er meget mere, som vi med mindst lige så god grund kan være glade og tilfredse ved.

Jeg nævnte SKAT. Det er jo egentlig lidt imponerende, at vi bor i et land, der er så rigt, at selv om vores skattevæsen sender 100 milliarder kroner ud til nogle internationale svindlere, så kan vi blive ved med at have det så godt, som langt de fleste af os jo vitterligt har det . Og jeg synes egentlig, at det er positivt, at der, trods alt, det sidste års tid har været råd til at købe flere biler end nogen sinde før.

Og så dette med sommervejret. Jamen, det er da mildest talt elendigt. Men hvad så? Så rejser næsten halvdelen af landets befolkning da bare en tur til de varme lande og tager 8-14 dage med all included. Aldrig har rejseselskaberne og lufthavnene haft så travlt som i år. Ærlig talt: Hvem har grund til at være lede ved, at vi har det så godt, at det kan lade sig gøre?

Mylenberg beskæftiger sig i sin artikel meget med begrebet politikerlede - at politikere i manges øjne "ikke der den jord værd, som de betræder. Sådan kunne man i hvert fald nemt opfatte den offentlige debat om dem. - - Kun de færreste (af debattørerne) evner - eller har lyst til - blot at forsøge at se på eventuelle positive sider af forslag og forandringer fra politikernes side."

Jeg nægter at ro på, at der er politikere, der har til hensigt at skade mig. Men for de fleste af dem gælder det, at har et ønske om at gavne andre grupper i samfundet end måske lige den, jeg hører til. Og det er det, de føler, at de er blevet valgt til. Og det er vel netop det, at man har lov til at have sine egne meninger og synspunkter, og at man har lov til at arbejde for dem, der er demokratiets vigtigste grundpille. I et demokrati som det danske tæller mine meninger lige så meget som andres. Og andres lige så meget som mine!

Derfor er det jo helt afgørende, at der stadig er mennesker, der vil påtage sig den opgave at være politikere på et eller andet niveau - nogle for ét parti og andre for et andet. Man kunne jo prøve at forestille sig den situation, hvor slet ingen længere ville påtage sig den opgave, hvor de bl.a. må affinde sig med at kunne blive svinet til på den ene eller den anden måde - i vore dage ikke mindst på de sociale medier. Nej, vi kan ikke undvære vore politikere. Vi kan være uenige med dem; men vi har vores demokratiske ret (og pligt) til at stemme på nogle andre ved næste valg, og den ret skal vi være rigtig glade for - det er ikke alle steder, at man har den.

Der kunne nævnes mange andre områder, hvor man også selv kan vælge at fokusere på det positive og lade andre om at formørke deres tilværelse ved at lade den overskygge af lede ved det ene eller det andet eller alt muligt.

Er det blåøjet og naivt at se sådan på det?

OK, så lad mig bare være både blåøjet og naiv. Men jeg har det nu bedst ved at fokusere på alt det positive, som mit liv byder mig på. Så det vil jeg gerne blive ved med.

24-07-17

At kunne stole på lægen!

Der er katastrofal mangel både på sygehuslæger og på praktiserende læger her i landet, og det har der snart været længe. Faktisk er der egne, hvor der slet ingen læger er, så syge mennesker må transporteres langt for at kunne blive undersøgt og behandlet. At det står så alvorligt til, er resultatet af en manglende eller dårlig langtidsplanlægning gennem de senere årtier. Og det er ikke en mangel, der kan rettes op på fra det ene år til det andet. Det tager lang tid, og antallet af nyuddannede læger er stadig for lille.

Det kan være fint nok at forsøge at hjælpe lidt på den situation ved at hente udenlandske læger her til landet. Men det må ikke gøres for enhver pris, og vi har set eksempler på, at der er blevet ansat udenlandske læger på danske sygehuse, som ikke har hverken den uddannelse eller den kunnen, som er helt nødvendig for at kunne varetage opgaverne på fuldt betryggende vis.

De udenlandske læger søger hertil, fordi det er attraktivt for dem med løn og arbejdsvilkår, der er bedre end dem, de kunne opnå, hvor de kommer fra. Men så må det også være helt legalt at stille strenge krav til dem om, at deres kvalifikationer er i orden, og de må naturligvis igennem en prøvetid, hvor de skal kunne bevise, at de kan alt, hvad de skal kunne.

Og så må de lære dansk til noget nær perfektion. Der kan næppe tænkes nogen situation, hvor det er vigtigere for et menneske, at der ikke kan opstå den mindste misforståelse, end når man er til undersøgelse eller behandling hos en læge. Derfor må det være et absolut krav til enhver læge, at vedkommende både taler og forstår dansk til fuldkommenhed, så man altid kan stole på, at der altid er fuld forståelse mellem læge og patient. Og det gælder da ikke mindst, når det drejer sig om gamle mennesker, som måske ikke længere hører så godt eller fatter så hurtigt.

Når disse betingelser er opfyldt, er det naturligvis helt i sin orden, at udenlandske læger kan arbejde her i landet. Man kan så lige så stille spørge, om de ikke mangler i deres egne lande, så forholdene for patienter dér måske er endnu dårligere end her i landet. Men det er ikke rimeligt at klandre nogen for, at de søger hen, hvor de kan få bedre forhold. Det er jo også derfor, at rigtig mange danske læger i dag arbejder i Norge.

21-07-17

Kørekort i 15 år

Jeg har lige fået mit nye kørekort, men på grundlag af de gamle regler med lægeattest og det hele. Det gamle udløb nemlig den 23. juni. Men da det ny er udstedt efter den 1. juli, så gælder det nu til 2032. Men det er ikke uden betingelser, og det har modstanderne af de nye regler det med at glemme. Eller også ser de bevidst bort fra det, og så skriver de med det helt sorte kridt om alle de ulykker, der i de kommende år vil ramle ned over os, fordi vejene vil blive fyldt med gamle, demente bilister. Ja, der er endda nogen, der har fundet statistikker frem, som skulle vise, at vi ældre allerede er skyld i forholdsvis langt flere ulykker end de yngre årgange. Jeg har forgæves søgt med Google og andre søgemaskiner efter de statistikker. Hver og en af dem, jeg har fundet frem til, siger det modsatte. Skulle nogen alligevel kunne påvise, at der i de seneste år er sket flere trafikuheld, hvor ældre har været indblandet (og altså ikke forholdsvis flere), så skal de nok lige huske på, at der for hvert år, der går, bliver flere og flere ældre bilister på vejene, ganske enkelt fordi vi generelt blive flere ældre, og fordi flere af os langt op i alderen bevarer et helbred, som på ingen måder forhindrer os i at køre bil med samme - og måske endda større sikkerhed end de yngre og de helt unge.

Som nævnt er det ikke uden betingelser, når de nyudstedte kørekort har en gyldighedsperiode på 15 år. Først og fremmest har hver enkelt af os - og det gælder også de yngre årgange - en pligt til at vurdere vores egne evner som bilister. Jeg erkender, at det nok er svært. Men dertil kommer, at alle læger har fået indskærpet deres pligt til at gribe ind, hvis de bliver opmærksomme på en patient, som på grund af helbred, syn, førlighed eller medicinering ikke længere må køre bil. Og så er der familiemedlemmer og venner, som vil kunne gøre os en tjeneste ved at fortælle os, at nu er det tiden at sælge bilen. Endelig har også politiet fået indskærpet pligten til at holde et vågent øje med, hvordan vi ældre opfører os som bilister - akkurat som de skal holde øje med de yngre. Alt i alt vil det utvivlsomt betyde, at antallet af vejledende køreprøver vil stige, og det vil det for alle aldersklasser.

Men vil man virkelig gøre noget for at øge trafiksikkerheden, så skulle man indføre den ordning, som jeg tidligere har gjort mig til talsmand for. Den ordning svarer til den, man kender i luftfarten, hvor alle piloter med visse mellemrum skal til et Periodisk Flyve-Tjek (PFT), som det hed i gamle dage. Nu hedder det vistnok noget andet, men princippet er det sammen, nemlig at man som pilot skal bevise overfor en instruktør, at man kan, hvad man skal kunne, for at flyve med størst mulig sikkerhed. Det betyder også, at eventuelle dårlige vaner kan blive pillet af en. Og det er der vistnok en hel del bilister, der kunne trænge til.

Men alt i alt glæder jeg mig over, at den aldersdiskrimination, som jeg har været udsat for i snart mange år, nu er bragt til ophør.

19-07-17