Ældre-bloggen blev startet op i juli 2016. Formålet er at give en mulighed for, at specielt vi ældre (hvad så siden det udtryk egentlig dækker over) kan have en dag til dag-platform for udveksling af synspunkter og meninger, af ideer og erfaringer, samt af oplevelser, og hvad der i øvrigt måtte ligge os på sinde.

Siden opstarten har det vist sig, at der er en betydelig interesse for at kunne holde sig orienteret om de vilkår, der er gældende for os som ældre, og for at høre om, hvordan andre jævnaldrende oplever tilværelsen og prøver at få mest muligt ud af den. Antallet af besøgende på Ældre-bloggen har gennem alle månederne været jævnt stigende, og det er jeg naturligvis glad for.

Det er planen fortsat at bringe indlæg med relation til vores tilværelse som ældre, og det er mit håb, at de vil kunne lægge op til kommentarer og menings-udvekslinger, så Ældre-bloggen virkelig kan være det levende medie, som man kan have lyst til og udbytte af jævnligt at vende tilbage til

Valg til ældreråd

Om ca. tre måneder skal vi alle deltage i to valg, nemlig til kommunalbestyrelserne og til regionsrådene.

Men vi ældre - og d.v.s. alle over tres - skal deltage i endnu et valg med stor betydning, nemlig til ældrerådene.

I alle kommuner skal der være ét eller flere ældreråd, og de vælges for fire år ad gangen. Men der er ret stor forskel på, hvor stor indflydelse de har. Det er i høj grad et spørgsmål om, hvor aktive de er. Og der er steder, hvor man næsten ikke hører noget til dem - måske fordi de ikke føler den nødvendige opbakning fra deres bagland.

Loven om ældreråd giver ikke nogen beslutningskompetencer, og rådene kan ikke gå ind og behandle sager om enkeltpersoner. Men de har krav på at blive hørt om enhver sag, der er til behandling i kommunen - politisk eller administrativt - inden der træffes endelig afgørelse i sagen. Og det kan rent faktisk betyde en stor indflydelse. Men hvor stor indflydelse, et ældreråd kan have, har i meget høj grad noget at gøre med, hvor stor opbakning rådet har fra kommunens ældre. Hvis man i kommunalbestyrelsen eller i administrationen kan konstatere en solid opbakning fra ældrerådets bagland, så er man naturligt nok mere tilbøjelige til at lytte til rådenes synspunkter og til at følge deres indstillinger.

Derfor er ikke mindst tiden fra nu og frem til valget af meget stor betydning. Det er nu, at vi som almindelige vælgere kan og skal vise vores interesse og opbakning, hvis rådene i de kommende fire år skal få maksimal indflydelse og virkelig skal kunne gøre en forskel for kommunens ældre - altså for os. I den kommende tid afholdes der rundt omkring orienterings- og opstillingsmøder. Jo større tilslutningen bliver til disse møder, jo større vægt vil der ligge bag de kommende ældreråds indstillinger.

Det er vel naturligt og forståeligt nok, at hvis der ikke kan registreres en virkelig interesse for sagen på de forestående orienterings- og opstillingsmøder og ved valget i november, så vil tilbøjeligheden hos politikere og embedsmænd til at tage hensyn til indstillingerne fra ældrerådene ikke være særlig stor. Omvendt vil en massiv opbakning helt sikker gøre indtryk specielt hos politikerne. De ved jo godt, at vi ældre også skal stemme ved de to andre valg.

Derfor denne opfordring: Tag del i møderne og i selve valget vedrørende ældrerådene. Det er jo os selv, det drejer sig om - vores vilkår, vores tilværelse og vores dagligdag.

16-08-17

Alderdommen er ikke lige god for alle

I et læserbrev i Avisen Danmark, der er en del af de jysk-fynske mediers dagblade, skriver Bjarne Hilmarsson, at "Alderdommen er for mange et helvede" - - "Den perfekte alderdom er en illusion. Som ældre vågner man op hver dag og opdager nye ting, man ikke længere kan klare. Man kan ikke høre eller se, man kan ikke smage, man kan snart ingenting. Udover at dø."- - Hvorfor er der ingen, der forstår, at min verden snævrer sig ind. Jeg ved godt, jeg skal dø, og at livet ikke varer evigt. Hvorfor kan ingen forstå, at et af dagens højdepunkter er min mad? Ikke engang drømmen om frisklavet mad, mine gamle livretter, må jeg have. De fodrer mig af med opvarmet mad, gør de, hver dag. Snart bliver den vel serveret som en ekstra pille sammen med den øvrige sløvende medicin".

Desværre gælder den situation, som Bjarne Hilmarsson beskriver i sit læserbrev, endnu her i 2017 for mange ældre. Og som omtalt i indlægget herunder fra den 10. august, så er der ingen udsigt til bedring i mange af landets kommuner, hvor der i forbindelse med budgetlægningen for det kommende år bebudes nye besparelser, som også vil komme til at gå ud over kerneopgaverne og blandt dem omsorgen for de svageste ældre. Og lad mig så gentage politikernes yndlingsudtryk fra indlægget herunder: "Det er uacceptabelt". Det vil vi høre dem bruge igen og igen i kommende måneder frem til kommune- og regionsvalget i november. Og vi vil få at se, at derefter sker der så ikke mere.

Normalt prøver jeg at fokusere på tilværelsens positive og lyse sider, for dem er der heldigvis rigtig mange af for langt de fleste af os ældre. Men i vores helt naturlige glæde over at kunne gå og have det godt, må vi ikke glemme, at der er nogle, som ikke har det godt. Hver og en af dem fortjener al den støtte og opmuntring, som man kan give dem. Og det harmonerer ikke med bebudelser om yderligere beskæringer.

Derfor vil jeg opfordre til aktiv deltagelse i optakten til de forestående valg, og at man forlanger af hver af politikerne, at de klart melder ud, hvordan de forholder sig til de nødvendige bevillinger til den kommunale og den regionale omsorg for de svage ældre. Og vi må så lade de udmeldinger have vægt, når vi skal beslutte, hvor vi vil sætte vores kryds på valgdagen. Den opbakning skylder vi ældre, der har det godt, at give til dem, der har det dårligt.

13-08-17

Budgettid og nye sparerunder

Så er det igen blevet tiden, hvor der skal lægges budgetter i kommunerne, og inden længe skal Folketinget vedtage en ny finanslov for det kommende år. Og det er slet ikke uventet, når vi allerede nu kan høre og læse om, at der skal spares. I min egen kommune lyder sparetruslen på 100 millioner kroner over de næste tre år, og det er meldt klart ud, at det kan ikke gøres, uden at det kommer til at gå ud over nogle af kommunens kerneopgaver - herunder os ældre.

Det er flere år siden, at bunden blev nået, når det drejer sig om omsorgen for landets ældre og specielt for de svageste af dem. Siden har det hvert år lydt, at nu skulle det gøres bedre, og vi har hørt om ældrecheck og værdighedsmilliarder og masser af penge til at genoprette køkkener og lokal madlavning på plejehjemmene og til flere såkaldte varme hænder.

Det er også blevet bedre enkelte steder, og vi har sågar på det seneste hørt om steder, hvor det er virkelig godt - især i hovedstadskommunerne. Men det er bestemt ikke det generelle billede for landet som helhed. Der er stadig steder, hvor det står helt galt til. Og nu tales der så igen om, at der skal spares.

Politikerne har fået et nyt slagord, når der er noget, der slet ikke er, som det skal være. "Det er helt uacceptabelt", siger de igen og igen. Det gælder også forholdene på ældreområdet. Og kun sjældent bliver det til andet end netop ord. Reel handling eller indgriben er der næsten aldrig tale om. Om det kan alle vi andre kun sige, at "det er uacceptabelt", og det eneste, vi kan gøre ved det, er at vælge nogle andre politikere, når der næste gang bliver mulighed for det. Valgløfter kan ikke længere bruges til noget som helst, for der er ingen, der stoler på dem.

Løsningen er en ændret prioritering. Og her kommer bl.a. de mange milliarder ind i billedet, som vi hvert år poster ud til migranter og asylansøgere. Vi hører og læser om alt for mange tilfælde, hvor der er tale om en helt urimelig ødselhed. Naturligvis skal de hjælpes til at opretholde livet, så længe de nødvendigvis skal opholde sig her i landet. Men andet og mere hverken kan eller skal vi love dem. Og så må de alle lære at opføre sig ordentligt, mens de er her. Det gør de fleste af dem da også. Men mange af dem dræner landet for adskillige millioner ved at begå mere eller mindre alvorlig kriminalitet. Med dem er der kun ét at gøre: Ud af landet øjeblikkelig, og hvis det ikke kan lade sig gøre p.gr.a. internationale konventioner, så må de sættes bag mure og pigtråd til noget, der ligner vand og brød.

Nogle vil nok også pege på andre områder i vores samfund, hvor der kan og bør spares. Men så længe, der fortsat ikke bliver gjort noget reelt for den nødvendige omprioritering af samfundet ressourcer - - - ja, så er det helt uacceptabelt, at der stadig er gamle mennesker, som hele deres liv igennem har betalt til det danske samfund, men som nu skal leve under kummerlige forhold.

10-08-17

Pris pr. person i delt dobbeltværelse

For nogen tid siden skrev jeg et indlæg her på bloggen under denne overskrift. (KLIK HER)

Et indlæg med næsten samme ordlyd sendte jeg som læserbrev til Avisen Danmark.

Det har resulteret i nogle kommentarer, og derfor har jeg i dag sendt en mail med nedenstående ordlyd til organisationen Small Danish Hotels. Det er mit håb, at det vil resultere i den ønskede redegørelse og på sigt i en entydig annoncering af, hvad det koster for en enkelt-person at indlogere sig på et af de små hoteller eller på en af de mange gode og hyggelige kroer.

Til Small Danish Hotels

Marketingafdelingen

Vi er mange, især ældre enlige, som gerne vil på et kortere eller længere ophold på et af landets hyggelige hoteller eller kroer. Vi støder imidlertid oftest på det problem, at vi ikke umiddelbart kan se, hvad det vil koste os, og derfor giver vi op på forhånd og nøjes med en éndagstur i nabolaget.

Jeg har skrevet om dette problem på Ældre-bloggen (aeldrebloggen.dk) og i et indlæg i Avisen Danmark. Det har resulteret i en del kommentarer, der næsten alle munder ud i den samme konklusion, som er udtrykt af Ingelise Vistisen fra Holstebro, der bl.a. skriver:

Jeg har haft lyst til rigtig mange rejser og ture, men er atter gået fra det igen p.g.a. det med delt værelse eller megen ekstra betaling for et enkelt værelse.

Problemet er de formuleringer, som bruges i annoncerne fra Small Danish Hotels og en del andre udbydere af rejser og ophold, når der opgives priser: A: "Pris pr. person i dbl. værelse" eller B: "Pris pr. person i delt dobbeltværelse".

Det er klart, at I selv ved, hvad I mener med disse formuleringer. Men det ved vi andre rent faktisk ikke. Betyder A, at det ikke er muligt at bo det pågældende sted som enkelt-person? Eller betyder det, at hvis man kommer som enkelt-person, bliver man indlogeret i et dobbeltværelse til den anførte pris. Eller betyder det noget helt tredje, som ikke fremgår på nogen måde af annoncen / hjemmesiden? Og betyder B, at hvis man kommer som enkelt-person, så må man affinde sig med at skulle dele værelse / seng med den næste ankommende enkelt-person?

Hvorfor opgiver man ikke også prisen på et enkeltværelse de steder, hvor man kan stille sådan et til rådighed? Det vil være en helt selvfølgelig oplysning for alle os enlige, og det vil næppe fordyre annoncerne i nævneværdig grad. Og som det fremgår af citatet fra Ingelise Vistisens brev, vil det utvivlsomt føre til flere besøg .

Det er muligt, at man fra arrangørernes side betragter dette som et temmelig ligegyldigt problem. Men det er det altså ikke for rigtig mange af os enlige. Derfor vil jeg gerne opfordre til, at man fra Small Danish Hotels for det første kommer med en klar redegørelse for, hvordan jeres formuleringer skal forstås, og at man for det andet fremover supplerer annoncer og hjemmeside med klare og entydige informationer om priser for enkelt-personer.

En redegørelse som den ønskede vil med glæde blive bragt på Ældre-bloggen.

Med venlig hilsen

Bent Aalbæk-Nielsen

redaktør af aeldrebloggen.dk

08-08-17

Vi må gøre noget!

- hvis vi ønsker, at Danmark skal vedblive at være dansk.

Dette indlæg er i alt væsentligt en gentagelse at mit indlæg her på bloggen fra den 10. april i år.

Det skyldes ikke, at jeg mangler noget at skrive om. Der er faktisk rigtig meget. Men det skyldes, at hen over sommeren er de alvorlige fremtidsudsigter for Danmark, som er emnet for indlægget fra april, blevet stadigt mere alvorlige. Enhver har kunnet følge, hvordan de store problemer med migranter, der ikke kan eller ikke vil integreres i det danske samfund, bliver stadig større og mere påtrængende. Men når jeg nogle gange i sommerens løb har drøftet dette med andre ældre, så er jeg næsten hver gang stødt på den opfattelse, at "jo, det er da alvorligt - rigtig alvorligt - men vi kan jo ikke gøre noget ved det". Og det er klart, at hvis alle - eller bare de fleste - er af den opfattelse, at "vi kan jo ikke gøre noget ved det", så bliver der ikke gjort noget.

Indlægget fra den 10. april var en opfølgning af et tidligere indlæg (KLIK HER), hvor en sandsynlig kommende muhamedansk magtovertagelse med sharia-lovgivning her i landet er omtalt. Og fordi der måske nok vil gå et halvt århundrede endnu, før det kan være en realitet, så kan vi ældre mene, at det er jo da ikke noget, som vi behøver at bekymre os om, for til den tid vil vi jo for længst være blandt de afdøde.

Men det er forkert. For det er NU - i disse år - at grundlaget bliver lagt for den fremtid, som fuldstændigt vil kunne ændre dansk kultur og det traditionelle danske livsmønster og den velfærd, som vi (næsten) alle sætter så højt. Derfor er det vores ansvar - dit og mit, uanset hvor unge eller gamle vi er - at udviklingen mod denne fremtid bliver stoppet.

Derfor finder jeg det i allerhøjeste grad relevant at tage dagens udvikling på dette område op her på Ældre-bloggen. Også vi må - her og nu - tage del i bestræbelserne på at få denne farlige udvikling stoppet. Ikke så meget for vores egen skyld, men vi må gøre det, hvis vi er os et ansvar bevidste over for vore børnebørn og deres børn.

Det er ikke de muhamedanske indvandrere i almindelighed, der er årsagen til min og mange andres frygt for fremtiden. Mange af dem er ganske udmærkede mennesker, som helt klart vil kunne berige det danske samfund - så længe de vil beholde deres religion for sig selv og kun udøve den inden for deres egne fire vægge. I alle andre sammenhænge må de indadtil og udadtil gøre sig klart, at de er kommet til Danmark, og derfor må de blive danske borgere med ALT, hvad det indebærer. Og sådan er der da også et stort antal muhamedanere, der for længst har indrettet sig, og som gør en prisværdig indsat for Danmark.

Men det virker unægteligt, som om det er helt andre præmisser, der ligger til grund for mange andre af dem, der gennem de seneste 10-20 år er søgt til Danmark, eller som stadig i stort tal søger ind over vore grænser som migranter eller asylansøgere. De ønsker ikke på nogen måde at blive danske, og de giver klart udtryk for, at de forventer af os, at vi indretter os på deres præmisser. Bl.a. når det gælder Islam og islamisk lovgivning. Det er dem, der skaber en begrundet frygt for fremtiden.

Men kan det overhovedet undgås? Er der en løsning?

Først og fremmest er det nødvendigt, at vi VIL undgå den fremtid. Det vil sige, at vi skal være villige til at gøre det nødvendige for at fremtvinge de politiske beslutninger, der skal til for at stoppe denne udvikling. Og vi må kræve, at de trufne beslutninger konsekvent føres ud i livet. Det er bl.a. det, vi som borgere i et demokratisk samfund kan og skal bruge vores stemmeret til. Vi må kræve af hver eneste af vore politikere, at de klart melder ud, om de vil virke for en dansk eller en muhamedansk fremtid for vores samfund, og - hvis de er for det danske - at de så vil lægge vilje og handling bag. Når det er sket, kan vi træffe vores valg: Hvem skal være min næste politiker på tinge!

Men er der da en løsning - en mulighed for gennem de kommende årtier fortsat at bevare en dansk kultur og en dansk levevis?

Den kunne ligge i udarbejdelsen af en række skriftligt formulerede betingelser for fortsat / kommende ophold på dansk grund. Enhver allerede herboende med anden etnisk baggrund end dansk, som blot på mindste måde kommer i konflikt med dansk lovgivning, må med sin underskrift erklære sig villig til fremover at overholde disse betingelser. Nægter man at skrive under, eller overtræder man senere disse betingelser, så er konsekvensen en omgående udvisning. Det samme skal gælde for nyankommende, hvad enten de kommer fra f.eks. Syrien eller Canada: De skal skrive under på, at de er bekendt med betingelserne for at opholde sig her i landet. Og overtrædes betingelserne, er det ud!

Jeg ved ikke, hvor mange hundrede (eller flere), der allerede har fået en udvisningsdom, men som stadig opholder sig mere eller mindre illegalt her i landet, fordi internationale konventioner eller andet gør det umuligt at sende dem ud. Det er jo ikke mindst mange af dem, der giver store problemer, og samlet set betyder de udviste meget store udgifter for landet. Men det eneste, vi skylder dem, det er, at de kan opretholde livet, og det vil jeg så foreslå, at de får mulighed for i lukkede interneringslejre, hvor de må blive, indtil de eventuelt en dag selv finder ud af, at de hellere vil tilbage til deres hjemland.

Jeg ved godt, at det ikke vil være nogen enkel sag at få udarbejdet sådanne betingelser som de omtalte for migranters ophold her landet. Men de er nødvendige, og som nævnt må også vi ældre bruge vores demokratiske ret og pligt til med vores stemmer at tvinge politikerne til at gøre det nødvendige - og til at gøre det på en måde og så snart, at jeg og ingen andre danskere længere behøver at frygte fremtiden.

02-08-17

Indlægget herover er sendt til de politiske partiers integrationsordførere. Der er jo stadig ferie i Folketinget; men jeg håber, at der på lidt længere sigt kommer kommentarer fra ordførerne.

03.08.17

Med eller uden uddannelse

Den 28. juli var en afgørende dato for omkring 85.000 unge danskere. På den dag (eller vel snarere nat) fik de svar på, om de kunne komme i gang med den ønskede uddannelse. For 65.165 var svaret et ja, og det er der al mulig grund til at ønske dem til lykke med. Men for 21.395 var der afslag, og naturligt nok var skuffelsen stor for dem. Men de fortjener absolut anerkendelse, fordi de gjorde forsøget og dermed viste initiativ til at komme videre, og for langt de fleste af dem skal det nok lykkes på den ene eller den anden måde.

Langt værre er den kendsgerning, at en fjerdedel af de 25-årige mænd og en femtedel af de 25-årige kvinder i dag står uden nogen anden uddannelse end folkeskolen. Og andelen af uuddannede unge har været stigende gennem de sidste ti år. Det er først og fremmest alvorligt for dem selv; men det er det i høj grad også for hele det danske samfund - altså for dig og mig. En beregning fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) viser nemlig, at hver person, der ikke får en uddannelse, kan koste op til 10 millioner kroner i tabt velstand.

Men det er altså ikke bare samfundet, der taber på, at så mange ikke får nogen uddannelse. Også de personlige omkostninger ved at stå tilbage som ufaglært kan være store.

”Der er ret stor sandsynlighed for, at de personer får et liv på kanten af arbejdsmarkedet. Mange havner på kontanthjælp eller førtidspension, og de, der får job, får ret lav løn og en løs tilknytning til arbejdsmarkedet,” siger Mie Dalskov, der er chefanalytiker i AE og har hovedansvar inden for uddannelsesanalyser.

Den samme oplevelse har Louise Hare, der er beskæftigelseskonsulent hos Jobcenter for unge i København: ”Noget af det, jeg selv har bidt meget mærke i, er dårligere helbred og trivsel hos mennesker, som ikke har en uddannelse i forhold til dem, der har en uddannelse.”

Med god grund kan man spørge, hvorfor situationen på uddannelsesområdet er så alvorlig her i 2017. Der er ikke enighed om svaret på det spørgsmål, og der er utvivlsomt flere årsager. Men for mig er der ingen tvivl om, at en af de væsentligste af årsagerne ligger i folkeskolen, og at den er skabt af politikere, der ikke har mod nok til at gribe om nældens rod. Og den rod ligger helt nede ved de grundliggende betingelser for en god og effektiv undervisning.

I et indlæg i Avisen Danmark skriver professor ved Københavns Universitet Peter Nedergaard bl.a.:

"En del kunne tyde på, at løsningen ligger i en større eller mindre tilbagevenden til dengang, før den danske folkeskole blev ramt af den såkaldte reformpædagogiske bacille i bred forstand. Lad os for forenklingens skyld tale om en tilbagevenden til en tid i folkeskolen med kæft, respekt og retning.

KÆFT dækker over, at der igen skal være ro i folkeskolens undervisningslokaler. Er der evindelig uro, når der undervises, er det ganske enkelt svært at lære noget som helst.

RESPEKT indebærer, at underviseren i folkeskolen igen skal respekteres som autoritet. At kalde læreren ved ukvemsord endsige lægge den mindste hånd på dem må stoppe.

RETNING betyder i den folkeskole, som vi må indføre, at indlæringen af konkrete færdigheder i ikke mindst dansk, matematik og naturfag må have første prioritet."

Peter Nedergaard uddyber i sit indlæg betydningen af disse tre forudsætninger for det, som jeg ovenfor har betegnet som en god og effektiv undervisning. Men jeg tror, at man vil kunne komme endnu længere ved at genindføre en tidssvarende form for tidligere tiders mellemskole, hvor eleverne efter sjette klasse kunne vælge mellem fire år i en boglig eller en praktisk linje. Den boglige gav adgang til gymnasiet og dermed senere til videregående uddannelser. Den praktiske skabte et godt grundlag for de erhvervsfaglige uddannelser.

Baggrunden for tidligere tiders mellemskole lå i erkendelsen af, at der nu engang er forskel på os mennesker - på vores evner og på vores interesser. Men i 1950'erne bredte der sig en ideologi om, at vi alle skulle være ens, og at vi alle skulle have de samme muligheder. Lidt groft sagt betød det, at hvad ikke alle kunne lære, skulle ingen lære. Den ideologi er - set med mine øjne - en af de væsentligste årsager til folkeskolens kuldsejling. I dag sidder der elever i en af den almindelige skoleklasses grupper, som ganske enkelt ikke kan følge med i meget af det, der foregår. Derfor giver de op, larmer eller tyr til deres smartphone. I en anden gruppe sidder der elever, som keder sig gudsjammerligt, fordi de ikke får udfordringer, som kan være spændende og interessante for dem. Derfor giver de op, larmer eller tyr til deres smartphone. Og underviseren har ikke en levende chance for virkelig at være noget for begge grupper.

Lad hver af disse grupper få deres eget skoleforløb i de ældste klasser, så ingen fristes til at give op, og så alle udfordres i forhold til deres evner og interesser. Så føler jeg mig overbevist om, at vi igen kan få den gode folkeskole, som der er så stort behov for - ikke blot for elevernes skyld, men også for samfundet og dermed for dig og mig.

30-07-17

Led ved det hele!

I en artikel i Avisen Danmark i går, søndag, spørger chefredaktør Troels Mylenberg: "Hvad skal vi med al den lede?

Vi er tilsyneladende blevet et folk, der definerer os selv mere i kraft af det, vi er lede ved, end i kraft af det, vi omfavner og er glade for," skriver han. "Eller i hvert fald er de højst talende stemmer i det offentlige rum i vid udstrækning blevet bærere af lede. Og det smitter."

Jeg tror desværre, at Mylenberg har ret. For selv om der da er en del i vores lille land, som vi med god grund kan være utilfredse og lede ved (vi kan jo bare tænke på SKATs skalten og valten med dine og mine penge - og ja, så selvfølgelig "sommervejret"), så synes jeg ærlig talt, at der er meget mere, som vi med mindst lige så god grund kan være glade og tilfredse ved.

Jeg nævnte SKAT. Det er jo egentlig lidt imponerende, at vi bor i et land, der er så rigt, at selv om vores skattevæsen sender 100 milliarder kroner ud til nogle internationale svindlere, så kan vi blive ved med at have det så godt, som langt de fleste af os jo vitterligt har det . Og jeg synes egentlig, at det er positivt, at der, trods alt, det sidste års tid har været råd til at købe flere biler end nogen sinde før.

Og så dette med sommervejret. Jamen, det er da mildest talt elendigt. Men hvad så? Så rejser næsten halvdelen af landets befolkning da bare en tur til de varme lande og tager 8-14 dage med all included. Aldrig har rejseselskaberne og lufthavnene haft så travlt som i år. Ærlig talt: Hvem har grund til at være lede ved, at vi har det så godt, at det kan lade sig gøre?

Mylenberg beskæftiger sig i sin artikel meget med begrebet politikerlede - at politikere i manges øjne "ikke der den jord værd, som de betræder. Sådan kunne man i hvert fald nemt opfatte den offentlige debat om dem. - - Kun de færreste (af debattørerne) evner - eller har lyst til - blot at forsøge at se på eventuelle positive sider af forslag og forandringer fra politikernes side."

Jeg nægter at ro på, at der er politikere, der har til hensigt at skade mig. Men for de fleste af dem gælder det, at har et ønske om at gavne andre grupper i samfundet end måske lige den, jeg hører til. Og det er det, de føler, at de er blevet valgt til. Og det er vel netop det, at man har lov til at have sine egne meninger og synspunkter, og at man har lov til at arbejde for dem, der er demokratiets vigtigste grundpille. I et demokrati som det danske tæller mine meninger lige så meget som andres. Og andres lige så meget som mine!

Derfor er det jo helt afgørende, at der stadig er mennesker, der vil påtage sig den opgave at være politikere på et eller andet niveau - nogle for ét parti og andre for et andet. Man kunne jo prøve at forestille sig den situation, hvor slet ingen længere ville påtage sig den opgave, hvor de bl.a. må affinde sig med at kunne blive svinet til på den ene eller den anden måde - i vore dage ikke mindst på de sociale medier. Nej, vi kan ikke undvære vore politikere. Vi kan være uenige med dem; men vi har vores demokratiske ret (og pligt) til at stemme på nogle andre ved næste valg, og den ret skal vi være rigtig glade for - det er ikke alle steder, at man har den.

Der kunne nævnes mange andre områder, hvor man også selv kan vælge at fokusere på det positive og lade andre om at formørke deres tilværelse ved at lade den overskygge af lede ved det ene eller det andet eller alt muligt.

Er det blåøjet og naivt at se sådan på det?

OK, så lad mig bare være både blåøjet og naiv. Men jeg har det nu bedst ved at fokusere på alt det positive, som mit liv byder mig på. Så det vil jeg gerne blive ved med.

24-07-17

At kunne stole på lægen!

Der er katastrofal mangel både på sygehuslæger og på praktiserende læger her i landet, og det har der snart været længe. Faktisk er der egne, hvor der slet ingen læger er, så syge mennesker må transporteres langt for at kunne blive undersøgt og behandlet. At det står så alvorligt til, er resultatet af en manglende eller dårlig langtidsplanlægning gennem de senere årtier. Og det er ikke en mangel, der kan rettes op på fra det ene år til det andet. Det tager lang tid, og antallet af nyuddannede læger er stadig for lille.

Det kan være fint nok at forsøge at hjælpe lidt på den situation ved at hente udenlandske læger her til landet. Men det må ikke gøres for enhver pris, og vi har set eksempler på, at der er blevet ansat udenlandske læger på danske sygehuse, som ikke har hverken den uddannelse eller den kunnen, som er helt nødvendig for at kunne varetage opgaverne på fuldt betryggende vis.

De udenlandske læger søger hertil, fordi det er attraktivt for dem med løn og arbejdsvilkår, der er bedre end dem, de kunne opnå, hvor de kommer fra. Men så må det også være helt legalt at stille strenge krav til dem om, at deres kvalifikationer er i orden, og de må naturligvis igennem en prøvetid, hvor de skal kunne bevise, at de kan alt, hvad de skal kunne.

Og så må de lære dansk til noget nær perfektion. Der kan næppe tænkes nogen situation, hvor det er vigtigere for et menneske, at der ikke kan opstå den mindste misforståelse, end når man er til undersøgelse eller behandling hos en læge. Derfor må det være et absolut krav til enhver læge, at vedkommende både taler og forstår dansk til fuldkommenhed, så man altid kan stole på, at der altid er fuld forståelse mellem læge og patient. Og det gælder da ikke mindst, når det drejer sig om gamle mennesker, som måske ikke længere hører så godt eller fatter så hurtigt.

Når disse betingelser er opfyldt, er det naturligvis helt i sin orden, at udenlandske læger kan arbejde her i landet. Man kan så lige så stille spørge, om de ikke mangler i deres egne lande, så forholdene for patienter dér måske er endnu dårligere end her i landet. Men det er ikke rimeligt at klandre nogen for, at de søger hen, hvor de kan få bedre forhold. Det er jo også derfor, at rigtig mange danske læger i dag arbejder i Norge.

21-07-17

Kørekort i 15 år

Jeg har lige fået mit nye kørekort, men på grundlag af de gamle regler med lægeattest og det hele. Det gamle udløb nemlig den 23. juni. Men da det ny er udstedt efter den 1. juli, så gælder det nu til 2032. Men det er ikke uden betingelser, og det har modstanderne af de nye regler det med at glemme. Eller også ser de bevidst bort fra det, og så skriver de med det helt sorte kridt om alle de ulykker, der i de kommende år vil ramle ned over os, fordi vejene vil blive fyldt med gamle, demente bilister. Ja, der er endda nogen, der har fundet statistikker frem, som skulle vise, at vi ældre allerede er skyld i forholdsvis langt flere ulykker end de yngre årgange. Jeg har forgæves søgt med Google og andre søgemaskiner efter de statistikker. Hver og en af dem, jeg har fundet frem til, siger det modsatte. Skulle nogen alligevel kunne påvise, at der i de seneste år er sket flere trafikuheld, hvor ældre har været indblandet (og altså ikke forholdsvis flere), så skal de nok lige huske på, at der for hvert år, der går, bliver flere og flere ældre bilister på vejene, ganske enkelt fordi vi generelt blive flere ældre, og fordi flere af os langt op i alderen bevarer et helbred, som på ingen måder forhindrer os i at køre bil med samme - og måske endda større sikkerhed end de yngre og de helt unge.

Som nævnt er det ikke uden betingelser, når de nyudstedte kørekort har en gyldighedsperiode på 15 år. Først og fremmest har hver enkelt af os - og det gælder også de yngre årgange - en pligt til at vurdere vores egne evner som bilister. Jeg erkender, at det nok er svært. Men dertil kommer, at alle læger har fået indskærpet deres pligt til at gribe ind, hvis de bliver opmærksomme på en patient, som på grund af helbred, syn, førlighed eller medicinering ikke længere må køre bil. Og så er der familiemedlemmer og venner, som vil kunne gøre os en tjeneste ved at fortælle os, at nu er det tiden at sælge bilen. Endelig har også politiet fået indskærpet pligten til at holde et vågent øje med, hvordan vi ældre opfører os som bilister - akkurat som de skal holde øje med de yngre. Alt i alt vil det utvivlsomt betyde, at antallet af vejledende køreprøver vil stige, og det vil det for alle aldersklasser.

Men vil man virkelig gøre noget for at øge trafiksikkerheden, så skulle man indføre den ordning, som jeg tidligere har gjort mig til talsmand for. Den ordning svarer til den, man kender i luftfarten, hvor alle piloter med visse mellemrum skal til et Periodisk Flyve-Tjek (PFT), som det hed i gamle dage. Nu hedder det vistnok noget andet, men princippet er det sammen, nemlig at man som pilot skal bevise overfor en instruktør, at man kan, hvad man skal kunne, for at flyve med størst mulig sikkerhed. Det betyder også, at eventuelle dårlige vaner kan blive pillet af en. Og det er der vistnok en hel del bilister, der kunne trænge til.

Men alt i alt glæder jeg mig over, at den aldersdiskrimination, som jeg har været udsat for i snart mange år, nu er bragt til ophør.

19-07-17

Sommertid er ferietid

Det er sagt - naturligvis med et lille smil om munden - at en af de få negative sider ved dette at være pensionist er, at man aldrig mere har ferie. Og der kan da godt være lidt om snakken.

Mens man endnu knoklede i en eller anden gren af arbejdsmarkedet, kunne man da gå og glæde sig til ferie- og fridagene, hvor man var sin egen herre og selv bestemte over døgnets timer. Som pensionist gælder dette med at bestemme selv for de fleste og i alt væsentligt i 24 timer i hver af årets 365 døgn. Og så er det, at man måske godt kan komme til at savne den afveksling fra hverdagen, som man tidligere kunne opleve i ferierne.

Men nu er det jo altså som nævnt sådan, at vi som pensionister - i hvert fald det meste af tiden - selv kan bestemme, hvad dagene skal gå med. Derfor er der jo ikke noget til hinder for, at vi i en langtidsplanlægning kan udnævne uge X og/eller uge Z til ferieuger og bestemme, hvad vi vil bruge dem til. Og netop i den planlægning viser en af de store fordele sig, som man har som pensionist: Man behøver ikke at lægge sine ferieuger samtidig med, at hele det stadigt arbejde folk fylder op på motorveje og feriedestinationer i ind- og udland og dermed også i netop de perioder, hvor det er allerdyrest at være der.

Sidste år glemte jeg helt at tænke mig om, og derfor besluttede jeg at tage til Skagen i uge 29. Den bommert gør jeg aldrig mere. Vel var der da formodentlig smukt helt ud på Grenen også i uge 29; men denne danske nordspids var det netop i de dage vanskeligt at få noget rigtigt indtryk af, fordi næsten hver kvadratmeter af den var dækket af mennesker. Og selve Skagen by fik jeg ikke set meget af, fordi det ganske enkelt var umuligt at finde en parkeringsplads. Og man ser ikke meget af en by, når det eneste, man ser efter, er en parkeringsplads. Nu havde jeg heldigvis på forhånd sikret mig logi 20-30 km syd for Skagen.

Men selv om det var i væsentligt mindre målestok, så var jeg lige ved at lave den samme bommert i sidste uge. Jeg havde set i avis og fjernsyn, at den nye Tirpitz-udstilling ved Blåvand netop var åbnet, og set med mine øjne virkede den utroligt spændende. Så den måtte jeg se, og det skulle da helst være nu. Og med et par hundrede kilometer over til den ligger den jo ikke længere væk, end at det kunne klares som en éndagstur. Men jeg havde ikke tænkt på, at dels var ferietiden jo

begyndt for mange, og dels var netop nyhedens interesse stor. Så da jeg nåede derover

sidst på formiddagen og omsider havde fundet en parkeringsplads, så kunne jeg tage plads

sidst i en meget lang kø, inden jeg efter en times tid nåede frem til den enlige billetsælger

i indgangen (noget kunne tyde på, at tilstrømningen også var kommet bag på museets

ledelse; men for at råde bod på det blev der serveret gratis kaffe til de ventende i køen).

Det var ikke lige sådan en ventetid, jeg havde regnet med at skulle bruge en del af min tid

på på sådan en éndagsudflugt. Men den var det værd. På mange måder er det et impone-

rende museum, der er bygget op og indrettet derovre. Det er gjort uhyre professionelt, ikke

mindst når det drejer sig om formidlingen med individuelle telefoner til hver enkelt besø-

gende. Og så er det gjort med en bemærkelsesværdig hensyntagen til den omgivende natur.

Nu vil jeg lige lade alle andre holde ferie i den nærmeste fremtid, inden jeg selv igen

vover mig ud i det ferieramte land. Og det kan jeg jo bare gøre, fordi jeg en pensionist.

16-07-17

TV2

Smukt sagt!

Men hvornår kommer der realiteter bag ordene?

For kort tid siden kunne man i landets aviser se et indlæg fra ældreminister

Thyra Frank. Hun skrev:

Frit valg er kernen i en værdig ældrepleje. Derfor har jeg sat gang i et

arbejde, der skal se på, hvordan vi på en nem og overskuelig måde kan få

skabt overblik over de plejetilbud, man som ældre kan benytte si af. Det

skal i mine øjne være mindst lige så nemt at finde det rigtige plejehjem til

sig selv eller sin gamle far, som hvis man vil en tur til Paris.

For som ældre skal man i videst muligt omfang have samme grad af

valgfrihed, som da de kunne klare sig selv. Alle ældre skal have indflydelse på eget liv, og de skal opleve, at deres ønsker og valg bliver taget alvorligt og efterkommes. Både hvis de får hjælpen hjemme eller på et plejehjem. Men hvad er det frie valg værd, hvis ældre og deres pårørende ikke er klar over mulighederne for at vælge frit?

Det skal være lettere at finde og sammenligne informationer om for eksempel hvilke værdier og holdninger, der arbejde efter, og hvilken mad der serveres. Eller om de aktivitetstilbud der måtte være, udenomsarealer og selvfølgelig også om man må tage sit kæledyr med. Og det skal jo gælde alle typer plejehjem.

Det skal altså registreres og publiceres, hvor gode eller dårlige de vilkår er, der bydes ældre rundt omkring i landet med hensyn til pleje, og så skal der kunne vælges frit, og det skal være lige så nemt at gøre det som at tage en tur til Paris. Jeg tror nok, at jeg vil vælge det plejehjem med de bedste forhold, og det er jeg vist ikke ene om, når der nu sådan skal være helt frit valg. Derfor er der da vist nogle steder, hvor de for alvor skal i gang med at udvide.

Ærlig talt: Når man læser sådan en gang intetsigende politikersnak om, at der er "sat gang i et arbejde, der skal se på," så spørger man sig selv: Skal der da være valg i næste uge, siden der uden hensyn til realiteter skal findes på noget at skrive om?

09-07-17

Dødshjælp er stadig ulovlig

71% af den danske befolkning mener, at dødshjælp skal være en mulighed i Danmark. Men et flertal af Folketingets medlemmer er imod - og det er jo dem, der bestemmer.

Noget kunne imidlertid tyde på, at disse medlemmer af Folketinget nu føler et pres fra befolkningen, og det har ført til et forslag fra regeringen, som dog i virkeligheden ikke ændrer noget som helst, men blot forsøger at gøre de nugældende regler en smule mere klare. Iflg. Ritzau vil regeringen sikre, at alvorligt syge patienter får øget medbestemmelse i den sidste tid. Derfor skal livsforlængende behandling kunne stoppes eller undlades. Og det er i virkeligheden ikke spor anderledes, end det har været hele tiden. Men formanden for Etisk Råd, overlæge Gorm Greisen, hilser regeringens forslag velkommen og siger: "Det skal være helt klart, at hvis man er et voksent menneske ved sine fulde fem, så kan man selv bestemme, om man vil behandles eller ikke behandles for en sygdom ". Men i Sundhedsloven har det allerede længe været slået fast, at ingen behandling må foretages mod patientens vilje.

Der er altså i realiteten ikke noget nyt i forslaget. Såvel aktiv dødshjælp som hjælp til selvmord er fortsat ulovlig. Det eneste, loven gør mulig, er, at man som patient selv kan sige fra overfor livsforlængende behandling med risiko for, at ens sidste dage bliver smertefulde og uværdige.

Der er altså ingen ændring i forhold til det, som jeg tidligere har været inde på her på Ældre-bloggen, (klik HER) at der kan være en tilskyndelse til, at nogle vælger selv at tage deres liv på en mere eller mindre voldsom måde, mens de endnu selv kan gøre det, hvis alternativet netop er nogle smertefyldte og uværdige dage, uger eller måneder.

Det mindste, der burde gøres, er at give mulighed for at hjælpe mennesker i den situation til en rolig og værdig død for egen hånd. Men jeg mener stadig, at der også bør gives mulighed for, at mennesker i et behandlingstestamente eller på anden måde kan give udtryk for, at de i en given situation ønsker at få aktiv dødshjælp - ligesom det altså er et ønske fra 71% af den danske befolkning. Og det er altså voksne mennesker, der ikke behøver barnepige eller værge til at tale for sig.

06-07-17

Når man nu i årevis har vidst, hvor galt det er gået med en stribe andre IT-projekter (se indlægget fra 14. maj), så virker det næsten som noget i retning af Komiske Ali, når man på internettet og andre steder kan læse om alle de utrolige fremskridt og velsignelser, som Sundhedsportalen vil betyde for hele sundhedssektoren, og man så sammenholder det med, hvad der i den senere tid er kommet frem om, hvor elendigt i hvert fald dele af den fungerer. Dér, hvor den nu er taget i brug, har den skabt noget nær kaos i planlægningen af patientbehandlingerne, og det går ikke mindst ud over et stort antal ældre patienter.

På TV2 Lorrys hjemmeside kan man bl.a. læse følgende:

-Der er næppe mange, som ikke har overvejet at finde et andet arbejde den sidste halvanden uge, hedder det i en mail fra en af de ansatte. Andre har givet udtryk for, at indførelsen af systemet er det værste, de har været udsat for i deres karriere, og at der er tale om et ufærdigt skib fyldt med huller, hvor al energien bruges på at øse vand ud og lappe på hullerne.

Men ledelsen på Herlev Hospital afviser kritikken.

-Det kunne ikke have været anderledes. Det er simpelthen den plan, der er lagt. Det er ikke gået værre til, end vi havde forventet, lyder det fra Anne Gram, der er vicedirektør på Herlev Hospital.

Peter Sommer Ulriksen er overlægerådsformand på sygehuset. Han har en anden holdning til systemet.

-Lægerne kommer ind med manglende overblik hos patienten og er usikre på, om de har gjort det godt nok. Vi oplever, at det er meget værre end vores værste bekymringer. Der er kommet en rosenrød udmelding fra direktionen om, hvordan det her system virker, og at det bare er lægerne, der skal tilpasse sig. Men det er ikke den oplevelse, vi har haft, siger han.

Konklusionen må være, at der NU skal siges definitivt STOP for alle offentlige IT-projekter, både de igangværende og de planlagte. Det skal ske i erkendelse af, at man simpelt hen endnu ikke er dygtige nok hverken hos producenter eller hos brugere. Det vil helt sikkert gøre det nødvendigt at ansætte en masse mennesker til at foretage en manuel behandling af alle de data, som IT-systemerne har vist sig ikke at kunne klare. Det er jo også, hvad man allerede kan se, at der er sket i Region Hovedstaden.

Det er vores politikere på alle niveauer, der skal vise, at de har hår nok på brystet til at træffe de nødvendige beslutninger i den forbindelse. Det er nemlig dem, der har det egentlige ansvar for de alvorlige og kostbare fejldispositioner. Og det kan de ikke frasige sig, selv om de nok så meget vil prøve at dække sig ind under, at de stolede på, at fagfolkene kunne levere det, de lovede.

Jeg er ikke i tvivl om, at den teknologiske forskning og udvikling på sigt vil resultere i, at der kan leveres programmer og systemer, som fejlfrit vil kunne håndtere de stadigt voksende behov, der er for databehandling. Vi må bare erkende, at dér er vi ikke nået til endnu. Og indtil det er tilfældet, må vi bruge de menneskelige hjerner til at løse problemerne og klare opgaverne. Det vil bevare og skabe arbejdspladser, og det vil spare os skatteydere for en styrtende masse penge.

Og så vil det genskabe en betydelig del af tilliden til vores sundhedsvæsen!

04.07.17

Når jeg bliver gammel ....

--- så er der en masse at tage fat på, fortæller journalist Lene Sarup i Fynske Mediers boligtillæg "Base". Og hun har givet lov til, at alle hendes gode ideer må bringes videre her på Ældre-bloggen

Man kan tage på kurser i forberedelse af den tredje alder - og det skal efter sigende være lige så vigtigt at tilrettelægge denne som at have en karriereplan for den erhvervsaktive alder, som i mit tilfælde ikke er så lang, som den har været.

Jeg har ikke været på kursus, men jeg tror, at det går alligevel med min egen form for forberedelse.

Jeg har nemlig tænkt en del over, hvad jeg skal lave i denne tredje alder, hvor tid skulle være det, jeg vil få mest af. Og jeg er overhovedet ikke bekymret over at skulle finde indhold til denne, men mest over, om den nu bliver lang nok til alt det, jeg glæder mig til at have tid til.

Jeg er faktisk allerede begyndt at investere i den. Da jeg først begyndte at

spare op til min pension, da jeg var sidst i 30'erne, har jeg en anelse om, at jeg ikke bliver verdens mest velhavende pensionist, så derfor skal nogle af de dyrere ting indkøbes, mens jeg stadig har fornøjelsen af en månedlig lønudbetaling. Det betyder, at min knap 30 år gamle symaskine er gået i arv til datteren, og jeg har købt en ny - og en overlocker, så jeg selv kan sy mit tøj eller andet til hjemmet og familien.

Mit lager af stoffer og garn vil kunne holde til mere end nogle års forbrug. Og hvis jeg går tør, har jeg både moskus-, kanin- og lammeuld, karter og rok til at spinde mere garn og en væv, hvis jeg vil have mere materiale til at sy af. Gamle håndvævede dynebolstre har jeg liggende til tasker og andet rustikt - og mormors og mors restlagre af broderigarn og broderistoffer, hvis jeg virkelig vil arbejde langsomt.

Senest har jeg hjulpet en anden samler af med to meget tunge ruller pallebånd, som kan bruges til at flette kurve, pilekoggere og dukkesenge til børnebørnene, og der er nok til at holde kurser for andre, hvis det skulle være. Sammen med mine billedskærerjern og snitteknive venter en drejebænk, som jeg ikke har haft tid til at øve mig meget på, men som jeg selvfølgelig sagde ja til at have stående, indtil min datter selv ville få plads til den.

I det hele taget er der mange teknikker, jeg glæder mig til at kaste mig over af den slags, hvor man bliver nødt til at øve sig et stykke tid, før man kan være bekendt at fremvise resultaterne for nogen. Der skal filtes skåle og beklædning, der skal udsmykkes med inspiration i de mange håndarbejdsbøger, jeg har samlet.

De gamle minkhatte, som jeg har købt i genbrugsbutikker, skal genopstå i ny skikkelse syet sammen med opsprættede skindjakker, gemt til det samme.

Og nogle dåser farvepigmenter skal sammen med andre male-remedier sætte kulør på cigarkasser og andre genbrugsemner, som jeg også har på lager. For ikke at tale om stoftryk og batik, som

jeg har farver til, og som har skiftet navn fra viklebatik til shibori siden min ungdoms batikfarvede undertrøjer. Nu er det japansk og mere foldet end viklet, men det skal jo prøves, for måske kan det bruges til at gøre grimme stoffer brugbare til noget pænt.

Min investering i min alderdom falder mere og mere på plads og kræver også mere og mere plads, som jeg heldigvis har masser af lige nu.

Jeg har også planlagt, hvordan jeg vil gøre, når jeg får mindre plads som mere gammel i pensionistboligen.

Jeg vil ikke have en stue, der står og venter på, at der kommer gæster. Jeg vil i stedet gøre min stue til mit hobbyrum med plads til alt det, jeg morer mig med at lave. Så må gæsterne drikke kaffe oven i rodet og skrabe en stol fri til at sidde i. Og kan jeg stadig bevæge mig ved egen hjælp på plejehjemmet, vil jeg også dér være hende, der drysser pa gulvet og roder hele rummet til med alle sine mærkelige småprojekter eller sidder på en rede af garnnøgler og strikker på noget, som forhåbentlig falder i andres smag.

Bare jeg nu bliver gammel nok til at nå det hele.

01-07-17

Vores kørekort

I morgen - den 1. juli - træder den ny lov i kraft.

I en klumme i Fyns Amts Avis forleden udtrykte læge Iza Alfredsen stor bekymring over den lov, der træder i kraft den 1. juli i år, og som betyder, at almindelige kørekort, der udstedes eller fornys efter den dato, får en gyldighedstid på 15 år - altså også for folk over 75 år. Og hun konkluderer således: "Jeg tror, beslutningen om at fjerne motorattesten til ældre kommer til at koste menneskeliv i trafikken. Men det er jo en opvejning, for langt de fleste ældre kører rigtig godt".

Det er da også netop den kendsgerning, at langt de fleste ældre kører rigtig godt, der ligger til grund for, at det nu ikke længere vil være alle os ældre, der skal igennem det årlige bøvl med at få kørekortet fornyet, samtidig med at vi skal erlægge et betydeligt beløb hos lægen og betale en afgift til staten for en lægeattest (der skulle jo betales moms til staten af lægens honorar for at udstede attesten).

Som det blev sagt i Folketinget ved forelæggelsen af lovforslaget: " Baggrunden for lovforslaget er, at der ikke er fundet evidens for, at de gældende regler om den øvre aldersgrænse på 75 år har en gavnlig effekt for trafiksikkerheden".

Der er en hel del selvmodsigelse i Iza Alfredsens argumentation mod den ny lov. Hun fortæller, at hun i sin fritid ser en hel del, der fortsat kører rundt i deres biler, selv om de af helbredsmæssige årsager ikke har kunnet få fornyet deres kørekort. Og så føjer hun til, at "Det bliver nok kun værre fra nu af".

Hvorfor skulle det blive værre fra nu af? For der ændres jo ikke noget ved den pligt som lægerne allerede i dag har til at skride ind, når de bliver opmærksomme på, at en person af en eller anden grund ikke længere er i stand til at køre bil på betryggende måde. Derfor er det jo ikke rigtigt, når Iza Alfredsens skriver, at "kørekortet, mange får som 18-årige nu er et fripas til kørsel resten af livet".

Da aldersgrænsen for kørekort til ældre i 2015 blev hævet fra 70 til 75 år, blev det besluttet, at man ønskede at skærpe lægernes opmærksomhed på det såkaldte lægelige kørselsforbud, så dette blev anvendt mere.

Rent faktisk viser en opgørelse, at det kun er 1,4 procent af de ældre, der har været gennem lægeundersøgelsen for fornyelse af kørekort, som på den baggrund er blevet nægtet en fornyelse.

Iza Alfredsen fortæller da også, at hun har aldrig sendt en attest til kommunen, som medførte inddragelse af kørekortet. Men, fortæller hun, "til gengæld har jeg sagt ligeud til en del, at med det, de fejler, bliver attesten aldrig godkendt, slet ikke uden køreprøve". Og det er vel så underforstået, at de pågældende på den baggrund har opgivet at få fornyet kørekortet. Men det er jo ikke blot lægerne, der har en pligt til at reagere på uforsvarlig kørsel. Det gælder os alle, og det er pålagt politiet at skærpe opmærksomheden omkring dette. Og det gælder ikke blot, når det er ældre, der sidder bag rattet. Det er jo vigtigt at huske, at der også er 50-årige, som af den ene eller den anden grund ikke burde køre bil længere. I øvrigt er bilister i alderen 18-28 år skyld i forholdsvis flere ulykker end ældre over 75.

Dette med "fripas til kørsel resten af livet" er jo heller ikke rigtigt af den grund, at alle nu skal have deres kørekort fornyet hvert 15. år. Der er godt nok "kun" tale om det, der hedder en "administrativ fornyelse", hvor det gamle kørekort skal afleveres sammen med et ny foto og en særlig blanket. I den forbindelse sendte jeg for nogle måneder siden her fra Ældre-bloggen et forslag til partiernes trafikordførere om indførelse af et periodisk tjek af alle bilister på samme måde som alle privat-piloter skal gennem periodiske tjek. Denne henvendelse og nærmere om, hvad et sådant tjek går ud på, kan ses ved at klikke HER. Hvis en sådan ordning blev gennemført, ville det nok også glæde Iza Alfredsen, for hun slutter sin klumme af med at skrive: "Jeg synes, man skulle blande læger helt udenom og lave en køreprøve for alle, hver gang kortet skal fornys".

30-06-17