"Ældrebyrden"

Ældre-bloggen

 

"Ældrebomben"

- - -i sandhed en fuser

eller

en politisk opfindelse

 

 

 

03-09-16

 

Ikke tale om,

at jeg vil snige mig rundt om hushjørnerne som en anden ugleset samfundsnasser. Jeg vil kunne gå frit og frejdigt hvor som helst uden at skulle føle, at jeg burde have en dårlig samvittighed over at hæve min folkepension - halvdelen af mindstebeløbet - hver måned.

Men når jeg læser aviser, hører radio og ser fjernsyn, så bliver jeg gang på gang konfronteret med udtryk som ældrebyrde, ældrebombe, belastning for den yngre generation og trussel mod den økonomiske stabilitet i dronningeriget Danmark. Og det skulle altså bl.a. være mig, det drejer sig om.

Det er nu en del år siden, at jeg som nybagt folkepensionist skulle være blevet en del af den belastning for de unge, som iflg. aviser og andre kilder vil få dem til at indstille eller i bedste fald neddrosle slæbet som erhvervsaktive.

 

Ærlig talt: Hvad er det dog for noget vås! Så sløje og slappe er nutidens ungdom da vel for pokker ikke.

Da min generation efter syv eller flere år i folkeskolen gik i gang med den uddannelse, der skulle give os en plads i erhvervslivet, var der ikke noget, der hed Statens Uddannelsesstøtte. Den er kommet til senere, og hvem er det, der har betalt den nu gennem årtier? Det er bl.a. mig.

Da vi var klar til at gå i gang, var det til en begyndelsesløn, som ville få mange unge i dag til at knække sammen af grin - også selv om man tager den tids skatteniveau og købekraft i betragtning. Der gik ganske mange år, før de første alderstillæg viste sig på lønsedlen. I dag har man dog forlængst fundet ud af, at det er, mens man er ung og skal stifte hjem og opfostre børn, at man har brug for en god løn. Derfor er begyndelseslønnen rimeligt nok steget ganske betydeligt, mens slutlønnen for vores - de ældres - vedkommende er steget forholdvis meget mindre.

Fra den første dag med en fast ansættelse som tjenestemænd begyndte vi at betale fire procent af vores løn til pension. Ganske vist forsvandt dette pensionsbidrag senere - der var for meget bøvl med at administrere det, blev der sagt som begrundelse. Men samtidig blev lønnen reduceret med de fire procent, så slutlinjen på lønsedlen var uforandret, og i realiteten var der altså stadig et uændret fradrag til pensionering. Hvis nogen inde på Christiansborg eller andre steder i årene siden da har glemt at sætte de penge til side til vores pension, så er det i hvert fald ikke vores skyld. Vi har faktisk år efter år betalt til den, og i dag burde der et eller andet sted stå det utal af milliarder, som vi skal nyde godt af i vores alderdom.

På et tidspunkt fik nogen en god idé, der hedder ATP. Milliarder og atter milliarder er gennem årene rullet ind på den konto, og den vokser stadig. Nu får jeg så også udbetalt ATP; men selv om pengene var fradragsberettiget på selvangivelsen, da de blev indbetalt, så kan det altså ikke komme til at belaste vore dages unge skatteydere, at jeg nu skal have mine indbetalte penge tilbage - efter behørigt fradrag af skat.

Præcis det samme gælder for de mange andre obligatoriske eller frivillige pensionsordninger, som vi gennem årene har betalt til for at kunne få en tryg og rimelig behagelig alderdom. Vi får udbetalt vores egne penge, som vi engang selv har indbetalt.

Nu ved jeg godt, at de penge - og det drejer sig altså om hundreder af milliarder, som vi gennem årene har sparet op - at de står mere eller mindre bundne i aktier og obligationer. Det betyder altså, at masser af danske virksomheder nyder godt af, at vi har skabt disse kæmpemæssige kapitaler, som har kunnet investeres i erhvervslivet. Jeg ved også godt, at det vil give ganske store problemer, hvis man skal til at realisere større mængder af aktierne, for at jeg og mine jævnaldrende kan få vores penge igen. De penge, vi skal have udbetalt, skal altså gerne komme andre steder fra; men strengt taget, så er det vel egentlig ikke vores problem.

En del af pensionsindbetalingerne var altså skattefri, da vi afleverede dem. Men nu, da vi får dem udbetalt, skal de naturligvis beskattes. Jeg skal f.eks. aflevere 40% af hver eneste pensionskrone, som jeg nu får tilbagebetalt. Måske kan nogle mene, at disse skattekroner manglede i statshusholdningen, da vi tjente dem. Men det kan da i hvert fald ikke komme vore dages yngre skattebetalere til skade, at vi afleverer dem nu.

Men så er der jo altså dette her med folkepensionen - halvdelen af mindstebeløbet for mit vedkommende. Det er vel rigtigt nok, at det er et antal kroner og øre, som vore dages skatteydere må give afkald på og via statskassen overføre til vores konti. Jo vel så - men blandt vore dages skatteydere er altså også mig og mine medpensionister. Hvad jeg betaler i skat af de andre mere eller mindre frivillige pensionsordninger, overstiger så godt og vel - ja, i virkeligheden ganske betydeligt - den folkepension, jeg får udbetalt – og vel at mærke, når også skatten af den er trukket fra. Tilbage er derfor, at jeg og mange, mange andre pensionister, når alt er lagt sammen og trukket fra, fortsat yder et ganske pænt nettobeløb til den fælles danske husholdning. Læg det bare sammen, og gem det nogle år endnu, og så vil det vise sig, at det nok også fuldt ud dækker de ekstra udgifter, der kan komme, når/hvis jeg skal have en plejehjemsplads, eller min alderdomssvækkelse lægger lidt ekstra beslag på vores sygehusvæsen.

Er der stadig nogen, der taler om ældrebombe og samfundsbelastning? Glem alt om det, og få også de positive elementer af statistikkerne med i beregningerne.

 

Vi ældre behøver ikke at slå øjnene ned og have dårlig samvittighed over for de yngre generationer. For hvad med f.eks. “uddannelsesbomben” og dens belastning? Hvem klarede den i stiv arm? År efter år og uden at kny har vi betalt for, at de unge har kunnet få uddannelsesstøtte. Dertil kommer, at det nu engang hverken er nutidens eller de kommende års erhvervsaktive, der skal bygge det uddannelsessystem op, som er skabt gennem det seneste halve århundrede. Men det er ikke mindst det system, man kan takke for, at vi i dag har en generation af veluddannede mennesker, som er i stand til år efter år at øge landets nationalprodukt og deres egen velstand, så begge dele allerede nu er på et niveau, som ingen drømte om, da vi andre knoklede for at få den uddannelse, som der var mulighed for dengang.

Jeg er ikke misundelig. For det er yderst få af dem, der i dag bærer samfundet - produktionsmæssigt og økonomisk - der er kommet sovende til den position, de har nået. Det er afgjort også de færreste af dem, der i deres dagligdag yder mindre, end vi gamle har gjort, mens vi var yngre. Jeg under dem fuldt ud deres gode boliger og behagelige biler, deres hverdag, som byder på store oplevelsesmæssige muligheder af såvel kulturelle som mere materialistiske arter, og ikke mindre de helt utrolige muligheder, de i dag har for at tage på ferie ved Vestkysten eller i New Zealand. Nej, jeg misunder dem det ikke - jeg glæder mig over, at jeg og mine jævnaldrende gennem mange års indsats har skabt disse muligheder. Men jeg bliver både vred og forarget - og egentlig også lidt ked af det - når jeg fra tid til anden skal høre på og læse om, at nogle af dem (når det kommer til stykket, er det dog nok slet ikke så mange) beklager sig over, at de ikke kan komme til at udnytte alle de mange muligheder fuldt ud, fordi de bliver pålagt at afgive en lille del af deres indkomst og derigennem være med til at betale for, at vi gamle kan få en rimelig tilværelse i vores alderdom.

Hvis disse yngre, når alt kommer til alt, i det hele taget skal afgive noget til det formål, så er det formodentlig ikke ret meget. Der skal nok være nogle samfundsøkonomer, der mere præcist kan regne ud, hvor meget eller hvor lidt det i virkeligheden er. Men i de beregninger skal de huske at kompensere for, at det ikke er os gamle, der hverken direkte eller indirekte får det fulde afkast af de svimlende beløb, som vi gennem årene har sparet op, og som i dag er investeret i erhvervslivet.

 

Måske er dette med "ældrebomben" i virkeligheden en politisk opfindelse. Det vil jeg komme lidt nærmere ind på i mit næste indlæg.

06-09-16

 

- en politisk opfindelse

 

Faktisk har jeg svært ved at frigøre mig fra den tanke, at det i virkeligheden slet ikke er de yngre erhvervsaktive, der har opfundet “truslen” om ældrebomben. Jeg har en nagende fornemmelse af, at ideen om os gamle som en byrde for samfundet er fostret i nogle politikerhjerner, og jeg kan forestille mig to forhold som grundlag for, at det kan være tilfældet.

Det ene er, at det måske i nogle af de ministerielle kontorer er blevet erkendt, at man vil få et problem, hvis man skal til at realisere pensionsopsparingerne - altså sælge aktier og obligationer - for at klare udbetalingerne og udgifterne til en anstændig ældreomsorg. For de midler, der skulle have været brugt til det, er brugt til noget andet; men det får man nok aldrig hverken politikere eller deres embedsmænd til en indrømme. I stedet ser man hellere denne gruppe af gamle lagt lidt for had. De er jo nu engang ikke de mest politisk aktive, så risikoen er ikke så stor ved at fremstille dem som en nassergruppe, der kan blive farlig for fremtidens velstand. Men ved at gøre det kan man forberede nedskæringer eller i bedste fald, at vi ældre skal acceptere en fremtidig mindre fremgang i velfærd end samfundets erhvervsaktive.

Det andet forhold kan være en politikervurdering, der går ud på, at der er flere stemmer i at give til de erhvervsaktive og i stedet tage lidt fra dem, der allerede er pensionerede.

Hvad det sidste angår, er det imidlertid nok et spørgsmål, om det ikke er udtryk for en alvorlig fejlvurdering. Dels kan vi jo med stor glæde og tilfredshed konstatere, at ganske mange opinionsundersøgelser omkring dette forhold har vist, at der i alle de yngre aldersklasser er et ganske solidt flertal for den opfattelse, at vi - samfundets ældre - skal have en ordentlig behandling. At gå imod den opfattelse vil næppe være politisk klogt, eller - sagt på en anden måde - det kunne måske komme til at koste i stedet for at give stemmer. Og dels skal man vel lige være opmærksom på, at når hele problematikken omkring os ældre i det hele taget er kommet i fokus, så er det netop, fordi vi i de kommende år bliver flere og flere. Og selv om vi bliver ældre, så er det dog stadig de færreste af os, der er så aflægs, at vi ikke hver især kan kaste vores stemme i vægtskålen, næste gang der skal være valg. Og for politikere er jo hver eneste stemme guld værd og kan blive afgørende for, hvem der fremover skal regere landet. Dette er ikke ment som en trussel. Det er en ganske enkel og regulær konstatering.

Helt ærligt: Uanset om “ældrebomben” er af politisk eller helt anden konstruktion, så har jeg det ganske udmærket med, at der hver måned går et lille beløb ind på min bankkonto med påtegningen “Folkepension”. Og jeg føler mig ikke på nogen måde som en nasser på den yngre generation, når jeg i en eller anden sammenhæng skal trække på det offentlige sundhedsvæsen. Og når det i den sidste ende måske kommer dertil, at jeg får behov for en plads på et plejehjem, vil jeg indtage den med glæde over, at jeg selv har været med til at gøre det muligt, at den er der til mig - - for det er den vel?

29-12-16

 

Så er den der igen, den dér med

ÆLDREBYRDEN,

der truer med at tvinge landet i knæ.

 

Men vi skal ikke finde os i at blive fremstillet som dem, der er ved at ødelægge det for alle de yngre. For det er lige tværtimod.

Det var det store skræmmebillede tilbage i 00'erne: Stigende udgifter til pensioner, hospitaler og ældrepleje blev i 2009 fremstillet fra Den internationale Valutafond som en større trussel mod økonomien end finanskrisen. Det øgede antal ældre borgere ville slå landet økonomisk ud af kurs, sagde man.

"Man talte ned til de ældre og fortalte dem, at de var en byrde", siger formanden for Kommunernes Landsforening Martin Damm (V). "Det var en helt forkert retorik, og derfor faldt man i den modsatte grøft og holdt helt op med at tale om demografi i den offentlige debat. Vi glemte nærmest, at der er demografiske udfordringer, og at de rammer skævt. Men vi bliver nødt til at tale om det, som det er: Når befolkningssammensætningen ændrer sig, har det nogle realøkonomiske konsekvenser".

Det er rigtigt, at vi bliver flere og flere ældre. Danmarks Statistik kan fortælle, at fra 2010 til 2016 er antallet af kommuner, hvor flere end hver fjerde borger er over 65 år, steget fra to til ni. Og det er i landets yderkommuner, at denne udvikling er mest markant. Men man har vidst længe, at det ville gå sådan. Det har Danmarks Statistik nemlig også kunne fortælle gennem de fremskrivninger, som man løbende foretager. Derfor er det ganske enkelt et politisk spørgsmål om at handle på denne viden og sørge for en udligning af følgerne af den skæve udvikling. Som det er nu, må indbyggerne i Ishøj kommune hver betale 6.102 kr. til ældreomsorg, mens borgerne på Læsø hver må af med 18.634 kr. Det er selvfølgelig en helt urimelig og uholdbar situation, som alene politikerne på Christiansborg kan gøre noget ved. Og det bør de komme i gang med som noget af det første i det nye år.

For der er penge nok at rokere rundt med. Umiddelbart virker de oplyste tal for ældreomsorgen nemlig alt andet end alarmerende. Lad os blot tage det højeste beløb - de 18.634 kr. på Læsø - og sammenholde det med, at langt de fleste af os ældre hver især betaler langt mere i skat af vores pensioner og af de ekstra indtægter, som mange har. Nu ved jeg godt, at kommunernes udgifter til ældreomsorg ikke er samfundets eneste udgifter til den samlede ældreomsorg. Folkepensionen og udgifter til sundhedssystemet er de største. Men nogen må kunne regne sammen på, hvad den samledes skattebetaling fra danskere over 65 år indbringer. Jeg har ikke kunnet finde noget tal for det. Men jeg er overbevist om, at den dækker en meget stor del af de samlede udgifter. Og hvis vi så tager værdien - og dermed udkastet - af de enorme formuer med, som vi har indbetalt til de forskellige pensionsordninger gennem vores arbejdsår, så vil jeg tro, at der rent faktisk stadig er et pænt overskud.

Derfor vil jeg ikke finde mig i nu igen at være blandt dem, der som landets ældre bliver hængt ud for at være i gang med at køre landet i sænk.

Og så har jeg endda ikke engang nævnt det faktum, at vi på utroligt mange andre områder end det økonomiske bidrager til, at vores samfund fungerer så godt, som det vitterligt gør.

 

 

30-12-16

Politikernes skatte-svigt.

 

Jeg har i et tidligere indlæg her i Ældre-bloggen (06-09-2016) været inde på, at dette med "Ældrebyrden" er en politisk opfindelse. Det er så bekvemt for politikerne at give os, de ældre, skylden for, at det er nødvendigt at spare og skære ned både det ene og det andet sted.

Men det er ikke vores skyld! Og vi har i vores alderdom fortsat retten til at nyde godt af, at vi lever i et land, hvor der til fulde er råd til, at vi alle - og jeg mener ALLE - kan have et godt og værdigt liv. Ingen skal være nødt til at tilbringe deres sidste dage, måneder eller år under så uværdige forhold, som vi midt i december blev præsenteret for i en række udsendelser i TV2 fra danske plejehjem.

For der er nemlig råd til, at også vi ældre kan have det godt. En væsentlig del af skylden for, at det ganske rigtigt er nødvendigt at holde igen på samfundets forbrug, ligger hos de politikere, der gennem en årrække har skåret ned på vores skattevæsen, så der i dag ikke længere er tilstrækkeligt med velkvalificeret personale til at sørge for, at alle i vores samfund betaler det, de skal i skat og afgifter. Gang på gang hører vi om, at nu må SKAT også opgive at få opkrævet f.eks. moms fra dele af erhvervslivet. Og det er milliardbeløb, det drejer sig om, som skal lægges oven i de 12-13 milliarder, som det er lykkedes svindlere at franarre et skattevæsen, som bare ikke er tilstrækkeligt bemandet eller dygtigt nok til at undgå sådan nogle ellers tilsyneladende ret så simple svindelnumre. Som nævnt er det blevet noget, vi jævnligt hører om - så jævnligt, at vi efterhånden bare taget til efterretning, at der nu igen er smuttet et større eller mindre milliardbeløb fra SKAT.

Som forklaring på de mange, store og katastrofale svigt hos SKAT får vi så at vide, at de skyldes, at de edb-systemer, som man har indkøbt og betalt trecifrede millionbeløb for, ikke har været gode nok, så man har måttet skrotte dem. Ærlig talt: Er det ikke på tide, at man erkender, at vi bare ikke (endnu) er dygtige nok her til lands til at udvikle brugbare edb-systemer og så hurtigst muligt får genansat tilstrækkeligt med kvalificeret personale til, at der på god, gammeldags manuel manér kan kradses alle de skatter og afgifter ind, som borgere og erhvervsliv nu engang er forpligtet til at aflevere til driften af samfundet. Og dermed også til at betale for, at den ældre del af dette samfund kan have en værdig tilværelse.

Jeg behøver ikke store og dyre edb-systemer, men kan klare mig med min lille, gamle lommeregner for at regne ud, at selv ved at genansætte de bedste og dermed de dyreste økonomer til den opgave, så vil det være en virkelig god investering.

I stedet gjorde man så det her i 2016, at man fra politikerside fandt på noget, der fik den flotte betegnelse "Værdigheds-milliarden", og som i realiteten blot var et middel til at lukke munden på os ældre. "For se, hvor gode vi er ved jer - vi forærer jer en hel million!"

Nu har vi som bekendt fået en ældreminister, og jeg vil foreslå hende at gå en tur hen på skatteministerens kontor og slå godt og effektivt i bordet for ham og gøre klart, de nu vil de ældre, som hun har påtaget sig ansvaret for, ikke længere høre på den ene søforklaring efter den anden om, hvorfor SKAT stadig ikke er i stand til at hente de milliarder hjem til samfundet, som det er deres opgave at gøre.

Når det er sket, og disse mange milliarder er kommet i kassen, kan vi tage stilling til, om der er nogen som helst rimelighed i at snakke om en Ældrebyrde, som belaster landets økonomi. Men ikke før!

 

 

 

03-01-17

Nej til "ældrebyrde"

 

Dette indlæg bliver en opfølgning af de to foregående.

 

Jeg mener nemlig ikke, at vi ældre skal finde os i at blive hængt ud som en byrde for samfundet - som dem, der er årsag til en lang række problemer og meget mærkbare nedskæringer i kommunerne. Det kommer bl.a. til udtryk, når kommunalforsker Kurt Houlberg fra Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA) siger, at "mange kommuner må hive sparekniven frem og i gang med effektivisering. Når andelen af ældre i kommunen stiger, kan der blive længere mellem de offentlige busser, biblioteker, borgerservicekontorer og ældrecentre".

Årsagen til alle disse genvordigheder skulle altså være, at andelen af ældre i kommunen stiger.

NEJ! Årsagen er, at fastgroede politikere på kommunalt, regionalt og landsplan bruger os ældre som en bekvem sovepude i stedet for at gennemføre de ændringer, der skal til.

Det er da rigtigt, at der er kommuner, hvor et stigende antal ældre giver økonomiske problemer; men det er da alene, fordi fordelingsprincipperne kommunerne imellem ikke er fulgt med udviklingen. For der er jo penge nok i samfundet, og der blive flere og flere for hvert år, der går. Det er (blot) et spørgsmål om at få dem kanaliseret derhen, hvor der virkelig er behov for dem. Det er et ansvar, politikerne må tage på sig. Det er bl.a. det, de har ladet sig vælge til.

Og hvorfor er det lige præcis os ældre, der skal bære rundt på prædikatet "Byrde"? Vi er ikke mere byrde end de fleste andre grupper i samfundet. Vi ældre betaler stort set alle sammen skat af hver eneste krone, der går ind på vores nemkonto, og mange af os gør det også af nogle, der går ind på andre konti. Og vi betaler som alle andre 25% i moms af hvert eneste indkøb, vi foretager. Det er ikke kun en del af os ældre, der af og til bliver syge og skal trække på vores sundhedssystem. Det er der rigtig mange af de yngre årgange, der også må gøre. Ja, selv børn kan blive alvorligt syge; men der er jo ingen, der kunne finde på af den grund at tale om dem som en byrde for samfundet, fordi det er kostbart at behandle dem sådan, som de naturligvis skal behandles. Og der er i alle aldersgrupper folk, der af den ene eller den anden grund er uden for arbejdsmarkedet.

Men vi ældre skal høre for, at vi som pensionister har trukket os ud af de produktive grupper og ikke længere bidrager til bruttonationalproduktet (BNP). Også det er forkert. Mange af os fortsætter jo under en eller anden form på arbejdsmarkedet til længe efter den officielle pensionsalder. Og endnu flere yder et bidrag - og mange endda et stort bidrag - som bare ikke via Danmarks Statistik indgår som en del af BNP.

Forleden var der således en omtale i Berlingeren af den 70-årige pensionerede folkeskolelærer Inga Juul fra byen Hørve i Odsherred Kommune. Hun sidder i styregruppen for oprettelsen af et lokalt medborgerhus, er formand for 20 gymnastikhold og hjælper kommunens 100 flygtninge med at organisere deres hverdag. Og så laver hun mad til 40 enlige hver tirsdag aften.

Prøve engang at se dig om i din kommune. Der er masser af eksempler på mennesker, der som Inga Juul gør en kæmpemæssig indsats. Overalt i landet er der enkeltpersoner og grupper, der bidrager med det, der officielt omtales som "frivilligt, ulønnet pensionistarbejde". Det er umuligt at beregne den præcise værdi af disse tusinders og atter tusinders indsats i kroner og ører. Men helt uden at behøve den store lommeregner kan man i hvert fald gøre det op i milliarder. Og ingen af disse milliarder indgår i BNP.

Og lad mig så lige tage med, at det netop i dag er blevet oplyst, at danske borgere og virksomheder har en gæld til os alle sammen - til samfundet - som nu har rundet de hundrede milliarder. Og fordi vi har et så fuldstændig ineffektivt skattevæsen, vil den gæld blive ved med at vokse i de kommende år.

Det er først og fremmest disse mange skyldnere, der er en byrde for samfundet. Ikke os ældre.

 

 

06-01-17

Endnu en gang må vi have fat i det - dette med

"Ældrebyrden".

Og det bliver nok (desværre) ikke sidste gang.

 

Dette nedsættende og uværdige begreb er nu dukket op igen - bl.a. i forbindelse med diskussionen om en forhøjelse af pensionsalderen.

Men vi ældre hverken kan eller skal finde os i at blive hængt ud som en byrde for samfundet. For - som jeg i tidligere indlæg herunder har været inde på - så er vi det ikke i højere grad end en række andre grupper i det danske samfund - grupper, som man aldrig ville finde på at hæfte byrde-prædikatet på.

Det er da rigtigt, at vi ældre som gruppe betragtet koster samfundet penge på forskellige måder. Men det gør jo f.eks. også de søde små nyfødte. Men hvis man hængte et skilt op på indgangen til en af landets mange fødeafdelinger, hvor der stod "Denne fødeafdeling er en økonomisk byrde for samfundet", så ville det selvfølgelig meget hurtigt blive pillet ned igen, og alle ville ryste på hovedet over sådan en uartighed.

Vi kan springe vuggestuerne og børnehaverne over og gå til folkeskolen. Hvad med den? Er den med alle dens tusinder af skolebørn ikke også en byrde for samfundet? Nej, selvfølgelig ikke. Den er en hundrede procent accepteret nødvendighed for samfundet. Sådan er det, og sådan skal det være. Men hvad så med de mange unge under videregående uddannelse. De får stillet de mange forskellige uddannelsesinstitutioner gratis til rådighed, som vi ældre gennem de seneste mange årtier har skabt til dem. Og så får de oven i købet SU for at bruge dem. Men jeg er aldrig stødt på et ord som "Ungebyrde". Det eksisterer ikke - og godt for det.

Men ordet "Ældrebyrde" eksisterer, og efter nogle års pause bruges det altså nu igen. Og det på trods af, at det fra stadig flere sider er påvist sort på hvidt og med indiskutable tal, at betydelige dele af pensionistgruppen rent faktisk giver overskud til samfundet.

Beregninger, som Danmarks Statistik har lavet for DR Nyheder, viser, at allerede i dag er pensionister mellem 65 og 69 år en overskudsforretning for statskassen.

- På grund af deres pensionsopsparinger betaler de her yngre ældre faktisk mere i skat til den offentlige sektor, end de får i modydelser, siger afdelingsdirektør i Danmarks Statistik Niels Ploug.

- Det er en indikator på, at det fremover ikke vil være en lige så stor økonomisk udfordring, at en stadig større del af befolkningen bliver ældre, siger han.

 

 

Kommentar fra Inger Nielsen

11-01-2017

 

Ældrebyrde et kedeligt ord. Og som der bliver skrevet, er der meget andet som kunne betegnes med ordet "BYRDE".

Jeg er årgang 1939 og stoppede først på arbejdsmarkedet da jeg blev 72år.

Kommentar fra Kurt Knude

13-01-2017

 

Jeg har egentlig ikke hidtil set vi ældres situation i forhold til andre befolkningsgrupper fra den synsvinkel. Men nu kan jeg da ranke ryggen en smule mere. Tak for det!

Kommentar fra Birthe Christoffersen

18-01-2017

 

Tak for en god og velskrevet blog!

Ældrebyrde er en grim betegnelse.

Jeg gruer dog mere for begrebet velfærdsteknologi.

 

http://www.avisen.dk/etiker-teknologi-og-penge-garanterer-ikke-aeldres-va_425684.asp

 

De ældre har ikke bedt om det, men det kan nemt være en økonomisk byrde at udvikle

 

09-01-17

Vi ældre betaler selv regningen

- i hvert fald en betydelig del af den

 

Jeg har i nogle af de tidligere indlæg her i bloggen anført, at vi ældre som samlet gruppe betragtet (og det vil sige alle fra 65 år og opefter) nok betyder en udgift for samfundet. Men jeg har så også føjet til, at det er der flere andre befolkningsgrupper, der også gør.

Nu viser tal, som Danmarks Statistik har beregnet for DR Nyheder, at et godt stykke hen ad pensionistvejen giver vi ældre rent faktisk overskud for samfundet.

Brancheorganisationen Forsikring og Pension har - ligeledes iflg. DR Nyheder - beregnet, at fra 2015 til 2050 vil de offentlige udgifter til folkepensionister stige med 53 milliarder kroner, fordi der stadig blive flere ældre. Men denne merudgift vil stort set blive finansieret af pensionisternes egen pensionsformue, fortæller underdirektør i Forsikring og Pension Jan V. Hansen til DR.

Gennem årene har begrebet "Ældrebyrden" været blæst op til et stort samfundsmæssigt problem. Men når de ældre i så høj grad financierer egne udgifter, giver det ikke længere nogen mening, siger underdirektøren og tilføjer: "Jeg mener ikke, at vi har nogen ældrebyrde".

Når de pensioner, der i dage bliver betalt ind til, til sin tid bliver udbetalt, så giver det både indkomstskatter og øgede afgifter. Det vil betyde 42 milliarder ekstra, og dermed kommer pengene næste til at passe, siger Jan V. Hansen.

I 2006 blev det besluttet fra politisk side, at pensionsalderen gradvis skulle hæves, og det betyder, at de ældre første vil kunne trække sig tilbage på et senere tidspunkt end nu. I 2050 vil man således først kunne gå på folkepension som 72-årig, og i takt med, at pensionsalderen hæves, vil der jo være flere år på arbejdsmarkedet at spare op i. Det betyder, at det offentlige vil kunne få endnu flere indtægter, når pensionen blive udbetalt, siger Jan V. Hansen.

Af tallene fra Danmarks Statistik til DR Nyheder fremgår, at allerede i dag er pensionister mellem 65 og 69 år en overskudsforretning for statskassen.

- På grund af deres pensionsopsparinger betaler de yngre ældre faktisk mere i skat til den offentlige sektor, end de får i modydelser, siger afdelingsdirektør i Danmarks Statistik Niels Ploug.

- Det er en indikator på, at det fremover ikke vil være en lige så stor økonomisk udfordring, at en stadig større del af befolkningen bliver ældre, siger han. Fra 70 til 74 år balancerer udgifterne og indtægterne, og først fra 75 år og over giver pensionister i gennemsnit et underskud for statskassen.

Så lad os nu få en ende på diskussion og påstande om en ældrebyrde. Faktisk er vi ældre set som en samlet gruppe en hel del mindre økonomisk belastende for samfundet end de yngre under uddannelse. Men vi har al mulig grund til at ønske disse unge held og lykke med deres uddannelse, som vi under dem helt og fuldt. For det er jo dem, der skal føre hele butikken videre og sørge for, at der bliver endnu bedre tider for dem selv og deres børn. Det er, hvad vi har gjort (og gør) gennem vores aktive år.

 

 

 

"Ældrebyrden"

- opfattelsen om en sådan lever videre!

 

En af Ældre-bloggens læsere har gjort opmærksom på, at opfattelsen af, at der eksisterer en Ældrebyrde, også har fundet indpas i et tidsskrift, som man vel ellers betragter som absolut seriøst og sagligt, nemlig "Ugeskrift for Læger. Den bliver endda bragt helt frem på forsiden af tidsskriftets nr. 4/2017 fra 20. februar, som det fremgår af billedet.

Det er der imidlertid også andre, der har bemærket, og blandt dem er Ole Fendinge Olsen, der i en kraftig reaktion på tidsskriftets behandling af emnet præsenterer sig selv som "pensionist og erhvervsaktiv kommunal speciallægekonsulent samt speciallæge i almen medicin og samfundsmedicin" - altså en mand, der qua sit virke har indsigt både i den lægelige og den samfundsmæssige side af sagen.

 

Jeg vil tillade mig at bringe nogle citater fra Ole Fendinge Olsens reaktion, der blev bragt i et senere nummer af "Ugeskrift for Læger":

 

»Ældrebyrden vil øge presset på lægerne« – »Længere levetid bringer dilemmaer til lægens bord« (hedder det i Ugeskriftets artikel - min tilføjelse) skrevet af to kvindelige freelancejournalister i Ugeskrift for Læger.

------

Hvem er »ældrebyrden«? Hvordan kan man i Lægeforeningens regi bruge ordet »ældrebyrde«? Hvem er de ældre en byrde for? Det er dog de aktuelt ældre, der efter 2. verdenskrig har opbygget det nuværende rige Danmark. De har indtil 1957 arbejdet 48 timer om ugen med to ugers ferie om året og fra 1959 arbejdet 45 timer om ugen. De, der i dag arbejder som lønmodtagere, har i gennemsnit omkring 37 timer om ugen afhængig af køn og 6 ugers ferie – og en i forhold til den danske historie særdeles god økonomi.

Kvinderne var tidligere ikke på arbejdsmarkedet!! Over 75 procent af kvinderne arbejdede hjemme på landet. De betalte ikke selvstændig skat, det gjorde deres mand, så han arbejdede. Kvinderne stod tidligt op om morgenen for at fodre høns, ænder og duer og malke køer. De passede gårdens køkkenhave og deltog i arbejdet på marken udover madlavning, vask, rengøring og lejlighedsvis arbejde som kogekone og/eller rengøringshjælper på de store gårde og godser. Deres arbejdsdag var ligesom mandens arbejdsdag fra klokken 5.30-6.00 til klokken 17-18 alle ugens syv dage. I byerne var kvinderne medhjælpende ægtefælle i de mange små butikker, bager, slagter, købmand, mælkeudsalg, grønthandler, manufakturforretning, boghandel, isenkræmmer, kiosk og sekretær i almen lægepraksis med vagt for egne patienter og siden i lokale vagtfællesskaber. Arbejdsdagen var lige så lang som på landet med en arbejdsuge på 60-70 timer om ugen. Søndag blev der lavet regnskab. Det var helt op til slutningen af 1970'erne, at kvinder fik status som medhjælpende ægtefælle og skatteyder i form af et fast fradrag i mandens skattepligtige indkomst i forbindelse med arbejde i landbruget, forretningen, almen lægepraksis og andre former for selvstændig virksomhed – i 1970 var grænsen for overførelse af skattepligtig indkomst til medarbejdende ægtefælle på 12.000 kr. om året – og i 1978 var beløbet 49.700 kr. om året - uden at de indgik i statistikken over erhvervsbeskæftigede (Betænkning nr. 668 fra 1972 vedrørende Kvinders stilling på arbejdsmarkedet). Det var kun kvinderne i den højere middelklasse, der i 1940'erne, 1950'erne, 1960'erne og 1970'erne »gik hjemme« og passede børn, rengøring, vask af tøj, indkøb og madlavning eller havde ung pige i huset til at klare de huslige opgaver. Det var de kvinder, der var mødre til de fleste af de unge, der kom på gymnasium og fik en videregående uddannelse. Og de kvinder, der i meget vid ustrækning har skrevet den nugældende »danmarkshistorien« om, at kvinder ikke tidligere havde et erhvervsarbejdede.

-----------

Selv de ældre og fysisk svækkede og senile og plejehjemsanbragte danske borgere bidrager til den danske økonomi. De betaler skat og moms af indkøbte varer og tjenesteydelser

-----------

Ældre mennesker er ikke en byrde, men en normal del af det danske samfund. Og der er læger nok i det danske sundhedsvæsen nu og i fremtiden til at tage sig af ældre mennesker, selvom om den ugentlige arbejdstid for læger er blevet næsten halveret siden 1981.

_ _ _ _ _ _ _ _

 

Det er rart for os, der i den ene og den anden sammenhæng får påhæftet en betegnelse som "byrde for samfundet", at der er folk, der som Ole Fendinge Olsen tager til genmæle og gør det på en kompetent måde, som burde kunne forstås af alle. Kun derved må myten om en Ældrebyrde vel efterhånden kunne ryddes definitivt af vejen.

 

B.Aa.-N.

12-04-17

Kommentarer til indlæggene her på Ældre-bloggen er altid velkomne. Den nemmeste måde at give dem på er ved at bruge beskedboksen her til højre.

 

Alle kommentarer vil snarest muligt blive bragt her på bloggen - men uden oplysning om E-mail adressen.