Set og hørt

08-08-16

 

Jensen eller ikke Jensen

 

Antikviteter er blevet populære. I tv bringes den ene udsendelse efter den anden, hvor emnet er køb og salg af gamle ting og sager. Antikvitetshandlere indbydes til at byde på alt, hvad de finder af interesse i spændende dødsboer. I tv-serien om "Guld i købstæderne" strømmer folk til for at få vurderet, hvad de har stående derhjemme af mere eller mindre værdifulde ting af enhver art, og mange sjældne og interessante ting bliver lagt frem for vurderingseksperterne. I nogle tilfælde bliver ejerne glædeligt overraskede over vurderingerne; men der er også skuffelser ind imellem, og somme tider må man ærligt talt undres over, hvad der gør en ting mere eller mindre værdifuld.

Som nu, da købstaden var Nykøbing Falster, og en dame mødte op med en meget smuk sølvskål. Straks begyndte vurderingsekspertens øjne at stråle, for det så ud til, at der her var noget af virkelig værdi: En ægte Georg Jensen. Så fik han vendt skålen om, og i bunden var der et forkert stempel. Skålen var ikke lavet af Georg Jensen, men af en anden - ikke helt ukendt - sølvsmed. Og så faldt vurderingen fra 40-50.000 kr. til bare 6-8.000 kr.

Det er altså navnet, man betaler for, og ikke den smukke skål. Det betyder jo egentlig, at hen over skålen burde der ligge et skilt, hvor der står, at "dette er en Georg Jensen-skål". Og så kunne man jo overveje, om man gad kigge under skiltet på en skål, som, hvad kvalitet og skønhed angår, lige så godt kunne have været lavet af en anden.

På samme måde med møbler. Kan det påvises, at manden bag stolen er Arne Jacobsen, så stiger prisen straks til det mangedoblede næsten lige meget, hvor falmet eller revnet betrækket er.

Ærlig talt: Hvis jeg skal købe en stol, så prøver jeg først, hvor godt man sidder i den, og så ser jeg på, hvor pæn den er. Om det er Per eller Poul eller Arne, der har lavet den, er mig temmelig ligegyldigt.

13-08-16

 

Det er bare fedt det hele

 

Vores sprog ændrer sig løbende. Ældre ord går i glemmebogen og forsvinder. Nye kommer til. Sådan har det altid været, og sådan vil det blive ved med at være. Og sådan skal det være. Men spørgsmålet bør hele tiden være, om forandringerne betyder en berigelse af vores sprog, eller om de gør det fattigere.

I disse år er vi sprogligt inde i en trist, negativ udvikling. Mange gode, beskrivende ord, som det har været helt naturligt for os ældre at bruge både mundtligt og skriftligt, er nu fuldstændig ukendte for de yngre. Lad mig nævne nogle få eksempler:

"Han var en stor, trivelig mand".

"Gæsterne blev trakteret på bedste måde."

"Hun følte sig både gammel og mødig".

 

Og en sætning som:

"Det var virkelig berigende, smukt og spændende at være med ved den lejlighed"

er for mange i dag blevet til:

"Det var sgu fedt mand".

 

Eller:

"Hun er en både blændende dygtig og meget smuk kvinde"

er blevet til:

"Fuck mand, hvor er hun fed".

 

Rigtig mange - og blandt dem både mediefolk, skuespillere og politikere - sjusker i den grad med deres sprog, at det er blevet uden de mange præcise nuancer, som det danske sprog rummer, og til, at det er bare "blevet noget så fedt!"

 

For nogle år siden var alt bare "bred ymer". Det udtryk er heldigvis i dag både gemt og glemt. Forhåbentlig går det også meget snart sådan med "fedt".

Ældre-bloggen

 

Set og hørt

Arne Jacobsens "Syveren" er mange tusinde kroner værd.

09-09-16

 

Arvesølv

 

Da min kone og jeg skulle giftes i 1958, blev vi spurgt, hvilket stel vi ville samle på. Ikke, om vi ville samle på et stel, men slet og ret hvilket det skulle være. Eller rettere, hvilke det skulle være, for det drejede sig jo både om sølvtøj og porcelæn. Og i årene derefter vidste familie og venner altid, hvad de kunne give os, når der var en eller anden lejlighed, hvor man gerne ville give os en gave.

Sådan tror jeg, nok, at det har været i mange familier. Og for vores vedkommende havde vi efterhånden fået en ganske fin samling af sølvtøj. Det lå og hyggede sig i sølvtøjsskuffen og kom kun frem nogle få gange om året ved ganske særlige lejligheder. Og efterhånden sjældnere og sjældnere. For det var ærlig talt lidt besværligt. Det skulle jo lige pudses, inden det kunne lægges på bordet, og efter brugen måtte det ikke gå i opvaskemaskinen, som vi gjorde med det daglige bestik af stål.

Nu er jeg ikke den store festabe, og en del år efter min kones død fik jeg en dag tilfældigt åbnet sølvtøjsskuffen, og det slog mig, at i årevis havde det smukke bestik overhovedet ikke været i brug.

Jeg er heller ikke nogen velhaver, og da jeg stod for at skulle fylde 75, gik jeg nogen tid og overvejede, hvordan jeg skulle fejre det. De fleste ideer måtte fejes af bordet - der var ganske enkelt ikke økonomi til dem. Men så kom den helt rigtige idé: Sælg det sølvtøj, som jeg alligevel aldrig bruger, og som mine børn - efter at være blevet spurgt - gav udtryk for, at de egentlig ikke havde nogen større interesse i at arve engang, så det kunne gemmes hen et eller andet sted hos dem.

Som tænkt, så gjort. Jeg fandt frem til den antikvitetshandler, der ville give mest for hele samlingen, og salget indbragte nok til, at jeg kunne invitere hele min lille familie på en uges ophold på et feriehotel.

Det blev en god uge, og alle var enige om, at det var den bedst tænkelige anvendelse af sølvtøjet. Nu blev det endelig "brugt".

Og jeg har aldrig savnet det siden.

Begrebet "arvesølv" hører nok for langt de fleste fortiden til.

05-10-16

Den gode røde vin

Hvad må vi spise og drikke?

Og hvad skal vi holde os fra?

 

 

Bare de lærde dog kunne blive enige. Hvad er sundt? Og hvad er usundt? Den ene dag skal vi endelig spise eller drikke det og det. Den næste dag får vi at vide, at det kan være direkte farligt eller i det mindste, at det i hvert fald slet ikke er sundt.

Lad mig nævne et eksempel: Gennem nogle år har vi nu kunnet høre og læse om, at det islandske produkt skyr skulle være rigtig sundt og specielt godt, hvis man ønsker at tabe sig. I dag kan Ritzau så fortælle, at det er en sandhed med store modifikationer. Meget af den skyr, der står på supermarkedernes hylder, rummer nemlig alt for meget sukker. Og den konstatering kommer fra Sara Elisabeth Eriksen, der er adjunkt ved Det Sundhedsfaglige og Teknologiske Institut på Professionshøjskolen Metropol - altså fra en virkelig autoritativ kilde.

Nu giver sagen med skyr ikke de store problemer for mig. Jeg har nemlig til dato aldrig smagt dette fortrinlige og farlige produkt. Og egentlig betyder de lærdes lange lister over gode og mindre gode produkter ikke det helt store for mig. Jeg vælger nemlig det ud fra listerne de produkter, der passer bedst med mine egne præferencer.

Derfor hælder jeg rigtig meget til resultaterne af de undersøgelser, som David Sinclair fra Harvard Medical School har gjort rede for: Rødvin indeholder stoffer, som både styrker helbredet og forlænger livet!

Det er især et stof, der bærer navnet "Resveratrol", der har disse gode egenskaber. Og ud over at forlænge livet, så virker det også hæmmende for udviklingen af sygdomme som demens og alzheimer, og det mindsker risikoen for slagtilfælde.

Med disse gode oplysninger i mente vil jeg, næste gang jeg hæver mit rødvinsglas, gøre det i bevidstheden om, at jeg nu styrker mit helbred og lægger timer til udløbet af min kalender.

 

NB: For god ordens skyld skal det nævnes, at David Sinclair gode resultater er baseret på forsøg med mus. Tilbage står så lige spørgsmålet om, i hvor høj grad de kan overføres direkte på mennesker.

Men det kan de da sikkert!

 

 

 

Se, det er jo altså kun nogle få dage siden, at man kunne læse dette om skyr og rødvin. Men så sent som i går, den 22. oktober 2016 kunne man så se denne revolutionerende overskrift:

 

Kulhydrater forlænger dit liv!

 

Længe har vi nu fået tudet ørerne fulde om, at det er utroligt vigtigt at droppe kulhydraterne og spise stenalderkost el.lign.

Men nu viser nye forskningsresultater fra det australske Charles Perkins Centre i Sydney, at kulhydrater er vigtige for sundheden og faktisk virker livsforlængende - især hos ældre. Forskerne har nemlig fundet en sammenhæng mellem indtaget af kulhydrater og et særligt hormon, som kaldes FGF21. Dette hormon har længe været interessant for forskere i hele verden, hedder det i en artikel i Illustreret Videnskab, fordi det er med til at dæmpe appetitten, kontrollere stofskiftet, forbedre immunsystemet og forlænge levetiden. Men indtil nu har man ikke vidst, hvad der udløser hormonet i kroppen, men de australske forskere har i forsøg med mus fundet ud af, at en kost med få proteiner og store mængder kulhydrater er bedst, når der skal produceres store mængder FGF21 i kroppen.

 

Også her er de gode resultater altså baseret på forsøg med mus. Og også her står lige det spørgsmål tilbage, i hvor høj grad de kan overføres direkte på os mennesker.

Men lad mig gentage, at det kan de da sikkert.

 

 

13-10-16

 

Nedskæringer

 

Der bliver demonstreret i dag (13. okt. 2016) rundt ved landets læreanstalter. Det er de unge, der er under uddannelse, der går på gaden for at protestere mod de bebudede nedskæringer på Statens Uddannelsesstøtte (SU). Det kan jeg for så vidt godt forstå. Det er aldrig rart, når man får begrænsninger i sine udfoldelsesmuligheder. Det er der ingen, der ved bedre end de mange tusinder af ældre, som er afhængige af hjælp fra ældreplejen rundt i landets kommuner, og hvoraf mange stadig må ligge i timer, før de kan få skiftet ble.

De unge tager sig tiden, og de har kræfterne til at demonstrere. De muligheder har de ældre ikke. De er bare tvungne til at acceptere tingenes sørgelige tilstand og til at se frem til endnu dårligere forhold.

Men der skal jo spares, får vi at vide. Nogle steder mere end andre steder. Og når det nu er sådan, så er det vel ikke helt urimeligt, at også de unge, der bliver tilbudt en gratis uddannelse og oven i købet penge til at leve for, mens den står på - at de også må påtage sig en del af besparelserne.

Dengang da vi gamle skulle tage en uddannelse, var der ikke noget, der hed SU. Min storebror og jeg var heldige at have forældre, der ud af en indtægt, der bestemt ikke var stor, kunne og ville finansiere hans ophold i studietiden på et pensionat i hovedstaden og dette, at jeg kunne bo og spise derhjemme, mens jeg gik på seminariet. Men hvad vi skulle bruge af penge ud over til kost og logi, måtte vi arbejde eller låne os til. Og de lånte penge skulle naturligvis betales tilbage, da vi var færdige med studierne. Jeg tror, at det gav os en anden indstilling til, hvad vi brugte penge til, end mange unge har i dag. Og jeg tror også, at det gav os en anden holdning til den uddannelse, vi var i gang med, end vi ser hos mange unge i dag. Den blev nok mere målrettet, og vi var mere bevidste om betydningen af den for os selv og for samfundet.

Her, som i mange andre sammenhænge, er det vigtigt ikke at skære alle over én kam. Der er rigtig mange unge, der er helt bevidste om betydningen af et godt resultat af studie- eller læretiden, og der er rigtig mange, der bestræber sig på at holde udgifterne på et rimeligt niveau, mens den står på. Og det er holdninger, som de skal roses for og støttes i.

Men vi ser desværre også mange eksempler på det modsatte. Jeg skal nævne et enkelt: På tv kunne vi igen sidste sommer se tusinder og atter tusinder af unge mennesker komme slæbende med øl i spandevis og med telte og liggeunderlag og meget andet, som skulle gøre dagene på Roskilde-festivalen så sjove, rare og vilde som muligt. Det var, hvad det var. Det var der altså råd til. Men da festivalen var slut, så vi med al beklagelig tydelighed, hvor stor den manglende ligegyldighed, der råder hos mange, er over for værdier: Ikke blot gad man ikke at rydde op efter sig (det har man vel folk til!); men man gad heller ikke at tage telte og læssevis af andet udstyr med sig hjem. Tilbage efter dem lå for millioner af ting og sager. Så er det, at i hvert fald mange af os ældre tænker som så, at der må være nogen, der bare får for meget foræret. Meget var formodentlig finansieret ved regulært lønarbejde. Men for mange havde denne ødselhed givetvis ikke været mulig uden SU. Og så er det, at tankerne går til de gamle, der ligger rundt omkring i timevis med fyldte bleer.

Jeg mener ikke, at vi skal tilbage til tider som i vores ungdom. Noget af det, som vi har slidt og stridt og betalt for gennem årene, er jo netop, at vi gerne ville skabe nogle bedre tider. Og det er virkelig lykkedes. Men spørgsmålet er, om ikke tiderne for mange er blevet for gode - og det gælder bl.a. for nogle af vore dages unge under uddannelse. Set med mine øjne må de slås for lidt for at nå nogle resultater, og derfor skønner de for lidt på dem, de når, og stiller for store forventninger til, at samfundet fortsat på alle måder sørger for dem, også den dag, da de forlader en eller anden læreanstalt.

Det er utrolig vigtigt, at vore unge kan få den bedst mulige uddannelse. Det koster penge - mange penge, og det må der ikke skæres ned på. Men er det helt urimeligt, at også de unge skal yde deres bidrag til, at kvaliteten i læreanstalternes uddannelsestilbud kan opretholdes på et højt niveau?

 

 

13-12-16

Danmarkskanon

 

I går blev vi så præsenteret for den kanon, der fortæller om, hvad vi danskere betragter som vigtige sider af den danske kultur. Sådan set rummer den vel ikke de store overraskelser, og fra flere sider har man da også spurgt, hvad vi egentlig skal med sådan en kanon.

Jeg mener faktisk, at det var en god idé, Bertel Haarder fik, da han lancerede tankerne om at få sat på print, hvad vi danskere opfatter som vigtige danske værdier. For det sker jo i en tid, hvor det, man betegner som "værdidebatten", optager meget tid blandt politikerne og fylder mange sider i medierne. Og det virker ikke, som om det er for at styrke værdierne, men snarere for at sætte spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er brug for nationale værdier i den såkaldte globaliserede verden.

Men hele processen med at formulere en Danmarks Kanon har vist, at nationale værdier er vigtige. Da der blev bedt om forslag til, hvad der skulle med i denne kanon, kom der ikke færre end 2.274. Så ingen kan vel nu påstå, at danskere ikke sætter pris på det at være dansk. Og ved afstemningen om, hvilke af de mange forslag, der er de ti højst skattede, og som skulle med i Danmarks-kanon, blev der afgivet ikke færre end 326.298 stemmer.

Disse ti udvalgte danske værdier er altså ikke de eneste, som rigtig mange finder af så stor betydning, at de burde med i en kanon. Der er meget mere, som man finder værd at stå sammen om. Der er alt i alt meget, som gør det værdifuldt netop at være danske, og som det er værd at kæmpe for. Det er det vigtigt at huske på netop nu i en tid, hvor også det internationale sammenhold og samarbejde er blevet så vigtigt i mange sammenhænge. Hvad enten vi kan lide det eller ej, så må vi yde vores bidrag til den globaliserede verden, og vi må acceptere, at vi er en del af denne verden; men vi må aldrig glemme, at vi gør det som danskere, og at vi kan gøre det netop fordi vi er danskere. Begreber som "Gud, Konge og Fædreland" føles måske nok af nogle som lidt støvede og gammeldags. Men det er ikke desto mindre de begreber, der stadig ligger til grund for den danske nationalitetsfølelse.

Danmarkskanon fortjener at blive en del af bevidstheden i den danske hverdag, og som sådan kan den måske være med til at hjælpe de mange udlændige, som i disse år kommer til landet, til bedre at forstå det, der er den danske mentalitet, og til at forstå, hvorfor det er nødvendigt, at de accepterer og bestræber sig på at leve med denne mentalitet. Uden en sådan accept og uden disse bestræbelser bliver de jo aldrig en integreret del af den danske befolkning.

 

 

Tre dage senere lå indkaldelsen i min e-box, og sammen med den var der en række praktiske oplysninger som f.eks. den, at det kunne være en god idé at tage et par panodiler en halv times tid inden behandlingen, for så slap man nok for smerter og ubehag bagefter. Ja, og så var der da også lige anvisninger på, hvor og hvordan man kan parkere ved OUH - alt sammen gode og nyttige anvisninger, når man er en yderst sjælden patient på det store sygehus.

Jeg blev indkaldt til behandling allerede fire dage senere, den 10. januar kl. 14.00 på 1. etage ved Indgang 20; men jeg blev bedt om at møde op på ambulatoriet et kvarters tid inden selve tidspunktet for behandlingen, så der var tid til at få registreret, at jeg var mødt op og til at tage imod mig.

Så langt, og så vældig godt.

Nu har jeg altid haft det sådan, at jeg kan godt lide at være i god tid, så allerede 25 minutter før kl. 14.000 stod jeg ved afdelingens modtagelsesskranke. Og dér mødte jeg så den første repræsentant for sygehuset, en sød og smilende dame, som tydeligt nok og meget professionelt lige skulle finde ud af, om ham den gamle, mere end firsårige var mere eller mindre senil. "Se, nu ligger det sådan", sagde hun, "at vi har lånt et lokale hos vores kolleger i Øre-, Næse-, Halsafdelingen. De holder til nede i stueetagen, så jeg skal bede dig om at tage elevatoren ned igen og så gå til venstre hen til Indgang 23. Tror du, at du kan finde ud af det?" Det kunne jeg svare bekræftende på, og nu havde den venlige dame i Modtagelsen forstået, at jeg både kan tage imod og rette mig efter en besked, og med et varmt smil var hendes gode slutbemærkning til mig: "Jamen ellers så sætter vi bare en eftersøgning i gang efter dig". Jeg følte mig helt tryg.

Ved afdelingen i Indgang 23 kunne jeg straks konstatere, at jeg var ventet, for i modtagelsen blev jeg krydset af på en liste, og jeg fik - igen på en rar måde - den besked, at jeg lige kunne finde et sted at sidde ned og vente. Og det lykkedes mig at finde en ledig stol. Det var ikke helt let, og jeg var en smule rystet over så mange, der var mødt op med et behov for behandling af den ene eller den anden art. Jeg begyndte for alvor at forstå, hvor travl en arbejdsplads sådan et sygehus må være.

Men min ventetid blev ikke lang. Få minutter senere kom en sygeplejerske og kaldte på mig, og allerede et kvarter i 14.00 kunne jeg give hånd til hende og til den venlige, yngre kvindelige læge, som skulle tage sig af såret på mit knæ. Hun gjorde det klart, at der absolut ikke var tale om noget alvorligt, men "For en sikkerheds skyld tager jeg lige fem millimeter mere hele vejen rundt og ligesådan i dybden". Efter nogle stik for en lokalbedøvelse var der lidt ventetid, inden den virkede, og det gav tid til en snak om løst og fast: familie og præsidentskifte i USA. Og mens lægen skar og syede, gav sygeplejersken mig en orientering om, hvordan jeg burde forholde mig med mit knæ i de kommende dage - en orientering, som jeg i øvrigt også modtog skriftligt.

Så blev der lagt plaster på såret, og derefter var det hele overstået. Kl. 14.02 - altså to minutter efter det tidspunkt, jeg var tilsagt til - kunne jeg give hånden til læge og sygeplejerske og sige tak for god og venlig behandling. Og med tilføjelsen "Det her har været dagens og måske hele månedens rigtig gode oplevelse" kunne jeg forlade ambulatoriet og begive mig hen til min bil for at køre hjem og huske på, hvad sygeplejersken havde sagt til mig: "Sørg nu lige for at få benet op på noget!"

Tilbage står nu bare, at jeg om fjorten dage skal en tur til min egen lægen og have fjernet stingene.

 

Når jeg nu bagefter ser tilbage på, hvor utroligt mange mennesker jeg mødte rundt på OUH's gange og i venteværelserne - mennesker, hvoraf langt de fleste utvivlsomt havde et eller andet helbredsrelateret ærinde - så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor taknemlig jeg og andre må være over, at vi har et så godt og velfungerende sundhedsvæsen.

 

Tilføjelse

den 15-02-2017

 

Både vores sundhedsvæsen generelt, men specielt også mine behandlere under det besøg på OUH, som er beskrevet ovenfor, fortjener, at jeg kommer med denne tilføjelse:

I går modtog jeg i min e-box en opfølgende medelelse fra lægen, som behandlede mig. Hun fortæller, at det væv, der blev fjernet fra mit knæ, har været til miskrokopisk undersøgelse, og den har vist, at "der var tale om fuldstændig godartede forandringer. - - - Der skal således ikke gøres yderligere, og du er derfor afsluttet herfra".

Og det er jo en rigtig rar besked at få, og jeg synes, at det er værd at bemærke, at man også får den. Og så på en dejlig, venlig og personlig måde.

Der kan ske fejl alle steder. Jeg kan ikke selv sige mig fri for at have fejlet fra tid til anden. Og når de sker, skal vi og verden nok komme til at høre om dem.

Men mine egne erfaringer - og nu specielt i denne sammenhæng - fortæller mig om et sundhedsvæsen, som i alle led har fungeret perfekt og på en tillidsskabende måde.

11-01-17

Dagens

gode oplevelse

 

Jeg har lyst til at fortælle en god historie. Ikke et eventyr, men en rigtig historie, hvor hvert eneste ord er sandt. Og det kan jeg, fordi jeg selv oplevede historien i går.

Men først lige lidt forhistorie:

For mere end et halvt år siden fik jeg et lille sår på de højre knæ. Det var sådan på størrelse med en énøre fra den tid, da de endnu var til. Jeg havde ikke slået mig, og jeg havde heller ikke skåret mig. Det var et sår, der kom indefra. I den følgende tid var det i perioder lidt større, til andre tider lidt mindre; men det blev stædigt ved med at være der. Da jeg i slutningen af november sidste år var til et rutinemæssigt check hos min læge, bad jeg ham om lige at kigge på det. "Det skal væk", sagde han med det samme, og jeg fik en tid hos ham til midt i december. Da blev det fjernet, og for god ordens skyld blev det sendt til nærmere undersøgelse hos patologerne. Lige efter nytår blev jeg ringet op af lægen, som fortalte, at nu havde han fået svar fra patologerne. "Det er noget skidteri", sagde han; "det kan være et forstadie til regulær hudkræft. Derfor skal det helt væk, og du får en indkaldelse fra Plastikkirurgisk Ambulatorium på OUH en af dagene".

12-04-17

Nu skal det være slut!

Som et apropos til indlægget herover om "de alternative fakta" kan det fortælles, at iflg. Lars Henrik Aagaard i Berlingskes netavis har situationen nu bragt videnskabsfolk over hele kloden på barrikaderne, og lørdag den 22. april vil videnskaben manifestere sig på en måde, som den aldrig har gjort før

Over hele kloden, i mindst 425 byer, vil hundredtusindvis af forskere og videnskabelige eksperter i det hele taget smide kitlen og latex-handskerne for at drage i demonstration for videnskaben, fortæller Lars Henrik Aagaard. Dermed går de til kamp for fakta og evidens kontra løgn og såkaldte alternative fakta.

March for Science er et amerikanske initiativ, som er opstået i kølvandet på den nye Trump-administration, der bl.a. har sået tvivl om menneskers ansvar for global opvarmning. Men formålet er at skabe en global bevægelse, der svarer igen på »videnskab, forskere og evidensbaseret politik under angreb«.

Også her i Danmark vil der være deltagelse i marchen, nemlig i København og Aarhus, og desuden vil der være en i Grønland, og iflg. talskvinden for den danske March for Science, den kendte astrofysiker Anja C. Andersen, forventes det, at hele 15.000 mennesker - hvoraf ca. halvdelen vil være videnskabsfolk og andre eksperter - vil deltage i den københavnske demonstration, der vil udgå fra Niels Bohr Instituttet og ende på Christiansborg Slotsplads.

 

01-04-17

Aprilsnar

Hvad kan man snart tro på mere?

Det er den 1. april i dag, og fra gammel tid har det været skik og brug, at man på den dag har lov til at prøve på at få folk til at tro på selv de mest fantastiske historier. Men indtil for nylig har det kun været accepteret på den ene dag om året, og det har da givet anledning til mangt et godt grin.

Sådan er det ligesom ikke rigtigt mere. Nu må vi være indstillede på hver eneste dag året rundt at være udsat noget, der til forveksling ligner forsøg på at gøre os til aprilsnarre - men uden at fortælle os, at det er det, vi er. Og hvis det bliver opdaget, kalder man det bare noget andet. Som da præsident Trumps talskvinde i slutningen af januar kunne fortælle, at det som præsidenten havde sagt om tilskuerantallet til hans indsættelse naturligvis ikke var sandheden, og det havde præsidenten da heller aldrig ment. Nej, det var blot en "tillempet sandhed". Så var den sat på plads, og nu må vi leve med, at uanset hvem, der siger hvad, så kan vi ikke stole på, at det er andet end en tillempet sandhed, en falsk nyhed eller, som det efterhånden er blevet den almindelige betegnelse: fake news.

Det får mig til at tænke på den berømte ordveksling mellem det daværende jyske folketingsmedlem Søren Kjær (1827-1893) og den konservative Carl Steen Andersen Bille ( 1828-1898). Under en debat kom Bille med en påstand, som Kjær afviste med ordene: "Det benægter a!" Hertil svarede Bille: "Det ærede Medlem kan da ikke benægte Fakta?" Det var selvfølgelig ikke til at svare helt enkelt på. For dog ikke at fremstå som en afviser af sandheder, men samtidig at markere, at Bille ikke beviste sin påstand, svarede Kjær så med de herostratisk berømte ord: "Jo, hvis dét skal kaldes Fakta, saa benægter a Fakta!" (Kilde: Wikipedia).

 

Næsten dagligt hører vi nu beretninger/ påstande om plantede falske nyheder. Og det kan være næsten umuligt for hver enkelt af os at kontrollere, hvad der er sandhed, hvad der er tillempet sandhed, og hvad der er egentlige falske nyheder.

Lidt hjælp kan hentes på Nettet i den tjeneste, der hedder "tjekdet.dk"

Denne tjeneste skal ses som en modreaktion mod al den falskhed, der breder sig mere og mere i medierne. Det er mediet Mandag Morgen, der står for denne tjeneste, og dér har man netop modtaget en bevilling på 2,9 millioner kroner fra Kulturministeriets Innovationspulje til et treårigt forsøg på at bekæmpe falske nyheder og manipulationer. Desuden skal pengene fra Kulturministeriet bruges på at gøre unge i skoler og gymnasier bedre til at navigere på de sociale medier.

Men det er en vanskelig opgave. "Det har vist sig, at det er ikke altid let at afgøre, hvad der er sandt, og hvad der er falsk", siger den ansvarshavende chefredaktør for Mandag Morgen og Tjekdet.dk Lisbeth Knudsen. "Ofte er der nuancer, og meget af det, vi beskæftiger os med, er meget kompliceret. Dertil kommer, at det også handler om at få involveret eksperterne til at tage et større ansvar for, at sandheden kommer frem. Derfor har vi skrevet til 1000 ansatte på universiteterne og bedt dem om at komme med tip til os, hvis de gang på gang falder over oplysninger, de ved, er forkerte.”

Det er altså vanskeligt, og ofte er det umuligt at afgøre, hvad der er falske nyheder. Og vi må huske på, at når nogen kommer med den ene eller den anden form for falske nyheder, så er det ikke for at drive aprilsnar med os. Der ligger helt andre og ofte meget alvorligere hensigter bag.

Set med mine øjne er det eneste, vi almindelige mennesker kan gøre, at vise almindelig skepsis og tage ved lære af Søren Kjær og sige: "Hvis det skal kaldes fakta, så benægter jeg fakta!"

 

Mindes du også med et vist vemod en tid, da man i det store hele kunne regne med, at et ord var et ord, og at det var til at stole på det, der stod i aviserne?

 

 

 

11-06-17

"Det er åh så synd for danskerne!"

siger "kongehus-eksperterne"

 

Hvorfor holdt de dog ikke et ordentligt brag af en fest i anledning af deres guldbryllup?

Dette vigtige spørgsmål optager næsten samtlige medier i disse dage, og det er selvfølgelig, fordi det er regentparret, der er tale om. Og i dag, på Prins Henriks 83-års fødselsdag, får den endnu en omgang, og der refereres til et antal såkaldte "kongehus-eksperter", som næsten enstemmigt og med stor autoritet kan fortælle, at det er Prinsens skyld, at vi er blevet snydt. De ved, at Dronning Margrethe gerne ville have haft den helt store fejring (man kan så spørge, hvor de ved det fra), men da Prins Henrik ikke ville være med, og Dronningen ikke kunne holde guldbryllup alene, så måtte hun give sig og nøjes med en sejltur med familien.

Jeg er ikke kongehus-ekspert (og jeg ved ikke, hvordan man bliver det), og jeg kender lige så lidt som dem til de overvejelser, der har været regentparret imellem om, hvordan guldbrylluppet skulle holdes. Men jeg er nok ældre end samtlige "kongehus-eksperter", og på den baggrund kan jeg jo så udnævne mig selv til ældre-ekspert. Og som sådan ved jeg noget, som de andre måske ikke rigtigt forstår. De er simpelthen for unge endnu.

Jeg ved ikke noget helt konkret om, hvordan Prins Henriks helbred er, og det tror jeg faktisk heller ikke, at "eksperterne" gør. Men jeg ved noget om, hvordan det er at være 83. Eller måske snarere, hvordan det kan være for mange af os i den alder. Langt de fleste dage har vi det bare fint. Vi kan klare alt det, som vi har lyst til at klare, og af og til måske også noget af det, som vi kan have mindre lyst til, men som vi føler, at vi har pligt til at prøve at klare. Jeg er ikke helt enig med vores afholdte Dronning Ingrid, når hun sagde: "Man kan, hvad man skal". Der kan faktisk i vores alder være dage, hvor der er noget, man ikke kan, selv om man nok så meget føler, at man burde - i hvert fald ikke, som man kan så helt og fuldt, som det forventes af en. Og det er bestemt ikke nogen rar følelse. Alene ved tanken om det kan man faktisk komme til at føle sig for svækket til at kunne klare det.

At det er sådan, er ikke noget, der snakkes så meget om. Vi vil alle sammen helst kunne give det indtryk over for os selv og vores omgivelser, at vi kan klare det hele 24 timer, 365 dage om året. Men sådan er det altså kun for de færreste af os.

Det ville være utrolig rart, hvis man på forhånd kunne sætte dato på, hvornår man kan klare det hele, og hvornår man ikke kan. Og prøv så lige at forestille jer situationen, hvis der gennem mange måneder er gjort kæmpemæssige forberedelser alle de mange steder, hvor sådan nogle forberedelser skal træffes - og man så på dagen må erkende, at det her kan jeg ganske enkelt ikke klare - med det resultat, at det hele må aflyses. Prøv at forestille jer reaktionerne!

Nu var tv-stationerne så klar med en erstatning, nemlig en gentagelse af transmissionen fra bryllupsdagen for 50 år siden. Så lidt festlig kunne dagen dog blive. Og godt for det.

Der er skrevet utroligt meget - og især meget negativt om dette, at Prins Henrik er gået på pension. Ved flere lejligheder har Dronning Margrethe givet udtryk for, at hun agter at "blive på pinden" som regent, indtil hun falder ned af den. Sådan er der tradition for det her i landet, har hun sagt. Men vi har aldrig før haft en prinsgemal, og derfor er der ingen traditioner forbundet med den funktion. Men prøv så lige at tænke på alle de argumenter, der er bragt frem i de seneste måneder i debatten om en eventuel forhøjelse af pensionsalderen for os almindelige mennesker. De er faktisk alle sammen gået på, at man ønsker at få tid og mulighed for at gøre noget af alt det, som man ikke har kunnet i arbejdsårene. Det synes jeg faktisk også, at Prinsen gerne må få. Og jeg kunne bestemt også unde Dronningen, at hun kunne få nogle år som pensionist, hvor hun kunne koncentrere sig fuldt og helt f.eks. om alle de mange kunstneriske interesser, som hun i så rigt mål har vist, at hun har.

Jeg har set en af "kongehus-eksperterne", Inge Corell, citeret for at sige: "Det er synd for Dronningen, og det er synd for danskerne, at de ikke får lov til at hylde deres regentpar". Dér er vi nok tæt på sandheden: Det er så synd for os danskere, at vi er blevet snydt for en stor fest. Og som bekendt er det aldrig rart at føle sig snydt.

Som nævnt er jeg ikke kongehus-ekspert; men jeg ved noget om det at være oppe i 80'erne. Og som sådan forstår jeg godt den kloge beslutning, som regentparret traf omkring deres guldbryllup. Ganske vist er Dronningen endnu kun i 70'erne, men jeg tror, at med hendes store menneskekundskab har hun fuld forståelse for og er helt enig i, at den måde, som guldbrylluppet nu er blevet holdt på, har været den helt rigtige både for den kongelige familie og for det danske folk.

Så til "eksperterne": Stop med at udtale jer om noget, som I endnu ikke er gamle nok til at have forståelse for". Jeg ved godt, at I får en masse penge for det. Men det bør ikke være det, der får jer til at optræde som "eksperter".

 

 

12-06-17

Birthe Christoffersen har sendt dette indlæg:

Kongefamilien har fortjent lige præcis det guldbryllup de allerhelst vil have. De er de eneste eksperter på det område.

Det kan undre, at der findes eksperter i den slags i et land som Danmark, hvor de færreste ægteskaber holder længe nok til, at emnet vil være aktuelt.

Jeg har nydt genudsendelserne på TV fra brylluppet. Det satte mange tanker i gang om den tid og de ændringer, der er sket siden.

Der var mange danskere på gaderne for at vinke til kareten, når de kørte forbi på vejen til Fredensborg. Dengang var man ikke bange for at offentliggøre hele ruten på forhånd.

Selv stod jeg som teenager med min mor og 5 andre på et hjørne. Vi havde regnet ud, at når der skulle drejes skarpt om hjørnet, ville vi opnå længere tid til at se og samtidig komme tæt på. Det gjorde vi og lige der, var der hverken afspærring, politi eller andet at øjne til at forstyrre idyllen.

Det var et flot par - og jeg synes stadig, at det var den flotteste brudekjole, jeg har set.

 

Tillykke til vores dronning og prinsen.

10-07-17

Forargeligt!

 

Der er nogle få ting her i tilværelsen, som virkelig

kan forarge mig og bringe mig helt op i det røde felt.

En af dem er, når man hører om og ser billeder fra

den forladte teltplads efter Roskilde Festival. Det er

simpelt hen for groft.

For på samme tid som man kan se disse billeder

(jeg har lånt et af dem fra Facebook), kan man fort-

sat høre og læse om, hvad gamle mennesker rundt

i landet må leve med af manglende pleje, fordi der

skal spares.

Der er noget, der slet ikke hænger sammen.

Når de mener, at de kan tillade sig at betragte

deres efterladenskaber på teltpladsen, som noget, der bare er affald, som man kan betale sig fra at lade andre rydde af vejen, så er der nogle unge mennesker, der får alt for mange penge til rådighed. Jeg tror ikke, at det er dem, der til daglig slider i det rundt på arbejdspladserne, for de har nok fundet ud af, hvad penge er værd. Jeg tror, at det først og fremmest er nogle af dem, der hver måned ganske automatisk får et betydeligt beløb overført til deres nemkonto som Statens Uddannelsesstøtte. Jeg mener absolut ikke, at det er alle de unge, der får SU, som ikke burde have det. For mange af dem er støtten en forudsætning for, at de kan tage den uddannelse, som de virkelig slider for, og dem under jeg fuldt og helt deres SU. Men når man kaster et blik på billederne fra den forladte teltplads i Roskilde, så tror jeg, at stort set alle vil give mig ret i, at der er nogen, som aldrig burde have haft en krone i SU. Ulykken er bare, at man kan ikke skille dem, der virkelig fortjener deres SU, fra dem, der absolut ikke gør det. Men noget bør/skal der gøres, for i det velfærdssamfund, som vores land gerne skulle være, kan vi ganske enkelt ikke leve med at se en overflod gå helt meningsløst til spilde på samme tid, som der er gamle mennesker, der mangler den helt elementære pleje.

Man har kunnet læse om de millioner af kroner, som bliver hentet på pant på dåser og flasker derovre på pladsen i Roskilde. Hvad med at opkræve en ganske klækkelig pant på hver eneste teltplads og så betale pantet tilbage, når der afleveres en ryddet og renset plads. Pantet skal nok være stort, for at det virkelig batter. Men så er der dog gjort noget. Og én ting er sikkert: man bør ikke igen til næste år kunne se en affaldshob som den, festivalgængerne efterlod sig i år og tidligere år.

 

 

24-07-17

Led ved det hele!

 

I en artikel i Avisen Danmark i går, søndag den 23. juli, spørger chefredaktør Troels Mylenberg: "Hvad skal vi med al den lede?

Vi er tilsyneladende blevet et folk, der definerer os selv mere i kraft af det, vi er lede ved, end i kraft af det, vi omfavner og er glade for," skriver han. "Eller i hvert fald er de højst talende stemmer i det offentlige rum i vid udstrækning blevet bærere af lede. Og det smitter."

Jeg tror desværre, at Mylenberg har ret. For selv om der da er en del i vores lille land, som vi med god grund kan være utilfredse og lede ved (vi kan jo bare tænke på SKATs skalten og valten med dine og mine penge - og ja, så selvfølgelig "sommervejret"), så synes jeg ærlig talt, at der er meget mere, som vi med mindst lige så god grund kan være glade og tilfredse ved.

Jeg nævnte SKAT. Det er jo egentlig lidt imponerende, at vi bor i et land, der er så rigt, at selv om vores skattevæsen sender 100 milliarder kroner ud til nogle internationale svindlere, så kan vi blive ved med at have det så godt, som langt de fleste af os jo vitterligt har det . Og jeg synes egentlig, at det er positivt, at der, trods alt, det sidste års tid har været råd til at købe flere biler end nogen sinde før.

Og så dette med sommervejret. Jamen, det er da mildest talt elendigt. Men hvad så? Så rejser næsten halvdelen af landets befolkning da bare en tur til de varme lande og tager 8-14 dage med all included. Aldrig har rejseselskaberne og lufthavnene haft så travlt som i år. Ærlig talt: Hvem har grund til at være lede ved, at vi har det så godt, at det kan lade sig gøre?

Mylenberg beskæftiger sig i sin artikel meget med begrebet politikerlede - at politikere i manges øjne "ikke der den jord værd, som de betræder. Sådan kunne man i hvert fald nemt opfatte den offentlige debat om dem. - - Kun de færreste (af debattørerne) evner - eller har lyst til - blot at forsøge at se på eventuelle positive sider af forslag og forandringer fra politikernes side."

Jeg nægter at ro på, at der er politikere, der har til hensigt at skade mig. Men for de fleste af dem gælder det, at har et ønske om at gavne andre grupper i samfundet end måske lige den, jeg hører til. Og det er det, de føler, at de er blevet valgt til. Og det er vel netop det, at man har lov til at have sine egne meninger og synspunkter, og at man har lov til at arbejde for dem, der er demokratiets vigtigste grundpille. I et demokrati som det danske tæller mine meninger lige så meget som andres. Og andres lige så meget som mine!

Derfor er det jo helt afgørende, at der stadig er mennesker, der vil påtage sig den opgave at være politikere på et eller andet niveau - nogle for ét parti og andre for et andet. Man kunne jo prøve at forestille sig den situation, hvor slet ingen længere ville påtage sig den opgave, hvor de bl.a. må affinde sig med at kunne blive svinet til på den ene eller den anden måde - i vore dage ikke mindst på de sociale medier. Nej, vi kan ikke undvære vore politikere. Vi kan være uenige med dem; men vi har vores demokratiske ret (og pligt) til at stemme på nogle andre ved næste valg, og den ret skal vi være rigtig glade for - det er ikke alle steder, at man har den.

Der kunne nævnes mange andre områder, hvor man også selv kan vælge at fokusere på det positive og lade andre om at formørke deres tilværelse ved at lade den overskygge af lede ved det ene eller det andet eller alt muligt.

Er det blåøjet og naivt at se sådan på det?

OK, så lad mig bare være både blåøjet og naiv. Men jeg har det nu bedst ved at fokusere på alt det positive, som mit liv byder mig på. Så det vil jeg gerne blive ved med.

 

 

10-08-17

 

Budgettid og nye sparerunder

 

Så er det igen blevet tiden, hvor der skal lægges budgetter i kommunerne, og inden længe skal Folketinget vedtage en ny finanslov for det kommende år. Og det er slet ikke uventet, når vi allerede nu kan høre og læse om, at der skal spares. I min egen kommune lyder sparetruslen på 100 millioner kroner over de næste tre år, og det er meldt klart ud, at det kan ikke gøres, uden at det kommer til at gå ud over nogle af kommunens kerneopgaver - herunder os ældre.

Det er flere år siden, at bunden blev nået, når det drejer sig om omsorgen for landets ældre og specielt for de svageste af dem. Siden har det hvert år lydt, at nu skulle det gøres bedre, og vi har hørt om ældrecheck og værdighedsmilliarder og masser af penge til at genoprette køkkener og lokal madlavning på plejehjemmene og til flere såkaldte varme hænder.

Det er også blevet bedre enkelte steder, og vi har sågar på det seneste hørt om steder, hvor det er virkelig godt - især i hovedstadskommunerne. Men det er bestemt ikke det generelle billede for landet som helhed. Der er stadig steder, hvor det står helt galt til. Og nu tales der så igen om, at der skal spares.

Politikerne har fået et nyt slagord, når der er noget, der slet ikke er, som det skal være. "Det er helt uacceptabelt", siger de igen og igen. Det gælder også forholdene på ældreområdet. Og kun sjældent bliver det til andet end netop ord. Reel handling eller indgriben er der næsten aldrig tale om. Om det kan alle vi andre kun sige, at "det er uacceptabelt", og det eneste, vi kan gøre ved det, er at vælge nogle andre politikere, når der næste gang bliver mulighed for det. Valgløfter kan ikke længere bruges til noget som helst, for der er ingen, der stoler på dem.

Løsningen er en ændret prioritering. Og her kommer bl.a. de mange milliarder ind i billedet, som vi hvert år poster ud til migranter og asylansøgere. Vi hører og læser om alt for mange tilfælde, hvor der er tale om en helt urimelig ødselhed. Naturligvis skal de hjælpes til at opretholde livet, så længe de nødvendigvis skal opholde sig her i landet. Men andet og mere hverken kan eller skal vi love dem. Og så må de alle lære at opføre sig ordentligt, mens de er her. Det gør de fleste af dem da også. Men mange af dem dræner landet for adskillige millioner ved at begå mere eller mindre alvorlig kriminalitet. Med dem er der kun ét at gøre: Ud af landet øjeblikkelig, og hvis det ikke kan lade sig gøre p.gr.a. internationale konventioner, så må de sættes bag mure og pigtråd til noget, der ligner vand og brød.

Nogle vil nok også pege på andre områder i vores samfund, hvor der kan og bør spares. Men så længe, der fortsat ikke bliver gjort noget reelt for den nødvendige omprioritering af samfundet ressourcer - - - ja, så er det helt uacceptabelt, at der stadig er gamle mennesker, som hele deres liv igennem har betalt til det danske samfund, men som nu skal leve under kummerlige forhold.

 

 

 

Kommentarer til indlæggene her på Ældre-bloggen er altid velkomne. Den nemmeste måde at give dem på er ved at bruge beskedboksen her til højre.

 

Alle kommentarer vil snarest muligt blive bragt her på bloggen - men uden oplysning om E-mail adressen