Pleje og plejehjem

Ældre-bloggen

 

 

Pleje og plejehjem

 

 

 

 

 

10-08-16

"Plejehotel"

 

 

Landets sundheds- og ældreminister Sophie Løhde fik fra flere sider ørerne i maskinen, da hun i et dagbladsinterview ville

den "hoteltankegang", der efter hendes mening hersker på nogle plejehjem, og som kommer til udtryk, ved at "beboerne parkeres som passive deltagere i deres eget liv og kan gå rundt i morgenkåbe og sutsko hele dagen uden at have noget meningsfuldt at tage sig til". Men jeg mener, at ministeren kan have ret - om ikke andet, så i, at der kan være brug for en diskussion om, hvordan den sidste del af tilværelsen bør kunne leves.

Jeg har selv meget lidt personligt kendskab til forholdene på landets plejehjem. Det meste af det indtryk, jeg har om dette område, er baseret på omtale i medierne, og dér er det nok oftest sådan, at der bliver sat fokus på de steder og de forhold, som ikke fungerer særlig godt. Men ind imellem bliver vi dog også præsenteret for absolut positive forhold, som viser, at ophold på plejehjem kan have rigtig mange gode sider.

 

Jeg har prøvet at tænke den situation igennem, hvor jeg selv af en eller anden grund får brug for at komme på plejehjem. Og da jeg som nævnt ikke rigtigt har nogen personlige erfaringer at bygge på, er mine forestillinger alene baseret på, hvad jeg synes må være det ideelle - og altså ikke på, hvad der i praksis gøres rundt omkring i dag.

For det første vil jeg nævne, at jeg naturligvis helst vil kunne klare mig selv længst muligt i mit eget hjem, som jeg gør det nu. Men situationen kan - faktisk fra dag til dag - blive sådan, at jeg af en eller anden grund har behov for hjælp. Afhængigt af situationen kan det så være en fortsættelse her i mit hjem med hjælp udefra i et eller andet omfang. Men det kan også være sådan, at det fornuftigste vil være at flytte til en eller anden form for plejehjem. Og her er det så, at jeg har overvejet, om vore dages plejehjem eventuelt kunne suppleres med "plejehoteller" (men det kan da godt være, at de i givet fald skulle hedde noget andet). Sådanne plejehoteller kan være drevet på kommunal eller på privat basis, og det vil bl.a. sige med hver deres særlige beliggenhed og deres særlige tilbud til beboerne. For vores ønsker og vores behov er jo meget forskellige, og for mit eget vedkommende ville jeg vægte det meget, hvis jeg kunne få mulighed for at komme til at bo sammen med andre med nogenlunde samme interesser og holdninger, som jeg selv har.

De økonomiske vilkår for opholdet på sådan et plejehotel må kunne være de samme som på plejehjem - evt. suppleret med egne midler, hvis man har særlige ønsker. Men det behøver ikke nødvendigvis at blive dyrere, for hvis ens helbredsmæssige situation er til det, kan man jo også vælge et sted, hvor det er billigere at være, men hvor omgivelser og samværsforhold er de rigtige for den enkelte.

Det er mit indtryk, at som det fungerer i dag, så visiteres man til en plejehjemsplads og må stort set tage til takke med, hvad der her og nu kan anvises. Jeg føler mig overbevist om, at en større, individuel valgfrihed vil være attraktiv. Og den vil uden tvivl være forbundet med en større følelse af værdighed for den enkelte. Og at det har stor betydning, er vist noget, alle kan blive enige om.

For den musikinteresserede må det vel være ideelt at kunne tilbringe sine sidste år sammen med andre med den samme interesse.

 

Billedet viser husorkesteret på Lokalcenter Bøgeskovhus.

08-11-16

 

Plejehjems-dilemma

 

For 50-60 år siden blev centralskolerne et udbredt begreb. Og i takt med, at de blev oprettet, blev et utal af små skoler lukket - et fænomen, som man ikke er helt færdig med i dag. Som så meget andet havde det både positive og negative sider. Blandt de positive var, at man på de nye, store skoler kunne ansætte lærere med hver deres speciale, og der kunne indrettes faglokaler, som gav muligheder for en mere effektiv undervisning. Dertil kom så også, at der var en bedre økonomi i at have én stor skole i stedet for flere små. Men der var også negative sider ved centraliseringen: Lukningen af de små skoler betød et hårdt slag for mange landsbysamfund, for hvem skolen havde været et samlingspunkt. Mange elever fik betydeligt længere til skole - mange steder ad nogle stadigt mere trafikerede og farlige veje. Og for slet ikke så få af eleverne betød dette at komme fra noget overskueligt i den lille skole i de hjemlige omgivelser til et virvar af måske flere hundrede andre elever, at de kom til at føle sig usikre og oversete med psykiske problemer til følge.

Jeg tror, at følgerne af dette skifte fra landsbyskoler til centralskoler er noget, som de fleste af os ældre har set eksempler på eller måske selv oplevet - positive eller negative.

 

disse år finder der så igen en kraftig centralisering sted. Denne gang fra plejehjem til plejecentre.

I mange kommuner er der i de senere år blevet bygget store, moderne plejecentre, og flere kommer til i årene fremover. Og mange gamle mennesker bliver med eller mod deres vilje flyttet fra kendte og trygge omgivelser i de plejehjem, som skal nedlægges, til de nye centre, som kan stille bedre plads og moderne faciliteter til rådighed. For nogle af dem giver det måske mindelser om dengang, da de blev flyttet fra den lille landsbyskole til den store centralskole.

 

Tandsbjerg Plejecenter i Sønderborg kommune er et eksempel på et moderne plejecenter.

Men naturligvis er der flere store fordele ved de nye plejecentre: De byder på er en større, tidssvarende og handicapvenlig bolig, hvor man har helt moderne hjælpemidler til rådighed. Det giver mulighed for i højere grad at kunne klare sig selv, og det er noget, som har stor betydning for mange. Men netop de moderne hjælpemidler har naturligvis også stor betydning for personalet, som i kraft af dem føler, at de kan yde en bedre hjælp, og det er naturligvis motiverende for dem i dagligdagen. Endelig har det også betydning for plejecentrenes beboere, at der er flere muligheder for forskellige aktiviteter og for nye venskaber. Og så er der økonomien: Man behøver vist ikke at have den store regnemaskine frem for at kunne se, at hvis der fremover skal kunne ydes den tidssvarende hjælp, som moderne omgivelser og hjælpemidler giver mulighed for, og som både vore dages og fremtidige ældre må være berettigede til at nyde godt af, så kommer vi ikke uden om de større plejecentre.

På den negative side tæller det, at flytningen til et plejecenter kan betyde større afstande til familie og gamle venner. Og ikke mindst for de mere eller mindre demente har det stor betydning at kunne være i trygge og velkendte omgivelser. For nogle er det afgørende at kunne få lov til at blive gammel og at dø dér, hvor de har levet måske gennem et helt liv.

Endelig må man ikke være blind for, at det kan have stor betydning for de mindre lokalsamfund, hvis de mister plejehjemmet. Måske kan det være det, der giver stødet til, at den lille, lokale købmandsbutik må lukke, når salget til plejehjemmets beboere stopper.

Bolig i Ørestad plejecenter i København

Der arbejdes på mange fronter for at skabe størst mulig sikkerhed og tryghed på de moderne plejecentre.

 

Således har en gruppe unge iværksættere fra Aarhus opfundet en faldalarm, som vil kunne bruges både i private hjem og på plejecentre. Hvis den ældre falder, vil der blive sendt en alarm til enten pårørende eller personalet.

Netop i disse år skaber dette at skulle træffe valg mellem at bevare de gamle, små plejehjem eller at bygge nye, store plejecentre et dilemma, som kræver politiske afgørelser rundt i de kommuner, hvor man ikke allerede har gjort plejecentret til det eneste tilbud til os ældre, hvis vi ikke længere har mulighed for at klare os i eget hjem.

Mit bud er, at man langt de fleste steder vil se det som en nødvendighed i nogle år endnu at tvangsflytte en del gamle mennesker. Og der vil jo ikke gå mange år, før der ikke længere er noget dilemma, fordi der ganske enkelt ikke længere er noget andet tilbud end det moderne, velindrettede plejecenter.

 

 

20-11-16

 

Friplejehjem

 

I indlægget om "plejehoteller" den 10. august 2016 slutter jeg med at skrive:

"Det er mit indtryk, at som det fungerer i dag, så visiteres man til en plejehjemsplads og må stort set tage til takke med, hvad der her og nu kan anvises. Jeg føler mig overbevist om, at en større individuel valgfrihed vil være attraktiv. Og den vil uden tvivl være forbundet med en større følelse af værdighed for den enkelte. Og at det har stor betydning, er vist noget, alle kan blive enige om".

Dette fulgte jeg så op på med et indlæg om "Plejehjems-dilemma" den 9. november 2016, hvor jeg fortæller om, hvordan de gamle, små plejehjem i stadig højere grad blive afløst af store plejecentre, og jeg sammenlignede med udviklingen på folkeskoleområdet, hvor de mindre skoler bliver afløst af store centralskoler.

Men jeg er først for nylig blevet opmærksom på, at der på plejeområdet foregår noget af det samme som på skoleområdet. Dér har det jo ført til, at der mange steder bliver oprettet nye friskoler. Og noget af det samme er altså tilfældet på plejeområdet, hvor der i stigende omfang oprettes friplejehjem. Endelig skal det nævnes, at der i mange år har eksisteret private plejehjem.

Konceptet med friplejehjem er ikke af helt ny dato. Herom forklares det i Danske Kommuners Nyhedsmagasin, at

Friplejeboligordningen blev etableret i 2007 for at styrke borgerens frie valg af bolig og for at give private leverandører mulighed for at konkurrere med de kommunale tilbud på plejeboligområdet. Det har imidlertid vist sig, at der har været nogle uhensigtsmæssigheder ved lovgivningen.

Et bredt flertal i Folketinget har den 21. april 2015 vedtaget en ny lov for friplejeboliger.

I denne nye lov hedder det:

 

Kapitel 1

Definition m.v.

§ 1. Ved en friplejebolig forstås en udlejningsbolig uden for den kommunale boligforsyning, hvor der til den samlede bebyggelse hører servicearealer for personer med behov for omfattende service og pleje efter lov om social service.

Stk. 2. En friplejeboligleverandør kan indgå aftale med kommunalbestyrelsen om, at denne får anvisningsret til boliger i en friplejeboligbebyggelse.

 

Kapitel 2

Borgerens adgang til friplejeboliger

§ 3. En person, som kommunalbestyrelsen har visiteret til en plejebolig eller en lignende boligform, har ret til frit at vælge at indgå lejeaftale med en friplejeboligleverandør.

Stk. 2. Retten til frit at vælge at indgå lejeaftale med en friplejeboligleverandør er uafhængig af, om friplejeboligen ligger i opholdskommunen eller i en anden kommune.

 

Jeg har prøvet at finde en forklaring på forskellen mellem et privat plejehjem og et friplejehjem, men det er ikke lykkedes mig, for så vidt jeg kan se, kan et privat plejehjem indgå aftale med en kommune på helt samme vilkår som et friplejehjem. Definitionen på en friplejebolig er:

 

Friplejeboliger er private plejeboliger til voksne med handicap eller ældre borgere. Borgere, der er visiteret til en plejebolig eller en lignende boligform, kan under visse betingelser frit vælge en friplejebolig.

For at kunne etablere og drive en friplejebolig skal leverandøren certificeres af Socialstyrelsen.

 

Det ser dermed ud til, at forskellen ligger i om boligerne er certificerede eller ej. Certificeringen er en kvalitetssikring, som varetages af Socialstyrelsen.

Det er staten, der har fastsat taksterne for, hvad pleje og omsorg på et friplejehjem koster kommunerne. Derudover skal beboerne betale husleje for kost og logi som på et almindeligt plejehjem. Men dertil kommer, at beboerne på et friplejehjem har mulighed for at købe ekstra hjælp som wellness, massage, fodpleje, frisør, indkøb, hovedrengøring og en ledsagerordning.

Der er i dag flere udbydere af private- / friplejeboliger. Blandt de større er Danske Diakonhjem og OK-fonden. Begge er såkaldte non-profit foretagender. D.v.s. at de ikke skal tjene penge på at drive plejehjem. Er der et overskud på driften, bliver det i huset og bruges til at forbedre forholdene for beboerne.

Danske Diakonhjem har i dag et stort antal plejehjem over hele landet. Det nyeste friplejehjem er Aarhus Plejehjem i Egå, som åbnede den 1. september 2015. Det har 54 boliger af forskellige størrelser.

 

I Egå ligger også et af OK-Fondens mange plejehjem, der har 72 boliger.

Begge plejehjem har en driftsoverenskomst med Aarhus Kommune.

I alt er der ca. 4.000 plejehjemsboliger, beskyttede boliger og almene ældre- og plejeboliger i Aarhus Kommune.

Om forskellen mellem de fri plejehjem og de kommunale har centerlederen på OK-Centret Egå udtalt:

“I kommunalt regi bliver plejecentrene samlet i meget store enheder, hvor der er langt fra top til bund. Hos os har vi en meget flad organisation med en kort kommandovej. Personalet her har helt andre muligheder for selv at være med til at planlægge deres arbejde. Det smitter af på motivationen og arbejdsglæden. Her er personalet inddraget på en helt anden måde, fordi vi er en lille enhed.”

 

 

02-12-16

 

Thyra Frank

- Vores helt egen minister

Det må der da komme noget godt ud af? Det kan vi da i hvert fald håbe på!

 

Med den ny trekløver-regering har vi ældre fået vores egen ældre-minister, nemlig Thyra Frank, som tidligere gennem 22 år var leder af plejehjemmet Lotte på Frederiksberg, hvor beboerne fik serveret rødvin og portvin til maden, og hvor sygefraværet blandt personalet var usædvanligt lavt.

Siden da var Thyra Frank medlem af Folketinget i årene 2011-2015, valgt ind af Liberal Alliance, og hvor en af hendes mærkesager var et opgør med bureaukratiet i det offentlige.

Som minister vil hun da også netop have fokus på livskvaliteten for os ældre. "Respekt og værdighed bliver rigtig vigtigt", sagde hun på vej til ministerudnævnelsen på Amalienborg. "At man kan se frem til sin alderdom og vide, at man bliver hjulpet, hvis man får brug for hjælp. Og at man kan få lov til at blive ved med at være det menneske, man altid har været".

Men én ting er at være en rigtig god leder af et plejehjem. Noget andet er at være medlem af Folketinget. Og noget helt tredje er at være minister i en trekløver-regering.

At det er sådan, er f.eks. kommet til udtryk i et "før og efter minister-udnævnelsen" i forhold til holdningen til topskatten. Og tilsvarende i holdningen til prisen for at køre over Storebælt. Rigtig meget ser ganske anderledes ud, når det ses fra en ministerstol. Og nu er det så op til Thyra Frank at vise, om det også gælder fra hendes nyerhvervede stol.

For at der virkelig er behov for en minister, der ikke har glemt fortidens holdninger, så vi klart udtryk for i fjernsynet forleden aften (29/11). Det blev vist, at der stadig er plejehjem, hvor der ikke er tid til at hjælpe beboerne rettidigt på toilettet med gennemvædede bleer til følge. Den meget priste værdigheds-milliard, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen (5/8), er altså slet ikke nået ud alle steder. Og det må nu være en opgave for vores nye ældreminister at finde ud af, om ansvaret for det ligger i nogle af landets kommuner, eller om det er i det yderste led, altså på de enkelte plejehjem, at det går galt. Jeg vægrer mig ved at tro, at der er plejehjem, hvor personalet i den grad sætter deres egen hygge med en kop kaffe eller to højere end det, der er deres opgave, nemlig at tage hånd om beboerne. Det kan heller ikke være på grund af dovenskab, når vi kan høre om hjemmehjælpere, der ikke har tid til at lægge overtøjet, når de er rundt hos dem, de skal hjælpe. Samtidig kan man så undres over, at der jo er rigtig mange plejehjem og rigtig mange hjemmehjælpsordninger, der fungerer perfekt. Der er plejehjem, hvor både personale og beboere føler sig godt tilpas, og hvor de er glade for og tilfredse med deres dagligdag, og der er ældre i egne hjem, for hvem den hjælp, de får, gør dem fuldstændig trygge.

Hvad er egentlig årsagen til den store forskel? Jo, svaret må være, at der er kommunale politikere, som sammen med deres administrationer nedprioriterer ældreområdet i deres kommuner på en helt uansvarlig måde. Det kan nogle alvorsord fra en kompetent minister forhåbentlig råde bod på.

Samtidig med, at vi blev præsenteret for den ny regering, kunne vi høre om ekstra bevillinger til ældreområdet. Og så kan vi håbe, at den ny minister gør det klart helt ud i de yderste kroge, hvad det er, disse ekstra penge skal bruges til.

Blandt eksperter er håbet om reelt bedre tider på ældreområdet imidlertid ikke særlig stort. Hvad der er sket, er nemlig blot en opsplitning af det hidtidige Sundheds- og Ældreministerium i to dele med hver sin minister, men med det samme embedsværk. Velfærdsforsker Bent Greve fra Roskilde Universitet kalder iflg. Kristeligt Dagblad denne opsplitning for ren "symbolpolitik". "Jeg tror hverken det kommer til at betyde en svækkelse eller en styrkelse af ældreområdet, at man udpeger en ældreminister," siger han. "Man vil jo ikke pludselig stoppe med at være opmærksomme på sundhedsaspektet i ældreplejen, bare fordi der kommer en ekstra minister. - - - dette er en måde, regeringen signalerer opmærksomhed og anerkendelse på for den ældre del af befolkningen, men uden at sende flere penge i de ældres retning."

 

 

 

Man kan vel ikke forvente af vores nye ældreminister, at hun allerede nu, nogle får dage efter at have taget plads i ministerstolen, skal have opnået samme rutine som de kolleger, der er ældre på jobbet, i at smyge sig udenom at give reelle svar på de spørgsmål, de bliver stillet overfor især fra pressens side.

Men under et interview i TV 2-nyhederne her i weekenden viste hun, at hun har været hurtig til at lære det ministerielle standardsvar af sundhedsministeren inde ved siden af (de deler jo emsbedsværk): "Det er andres ansvar!".

Ellen Trane Nørby var tidligere undervisningsminister. Nu er hun så blevet sundhedsminister. Og da hun som sådan for kort tid siden blev spurgt, hvad hun ville gøre ved de store problemer, der er på landets fødeafdelinger, svarede hun: "Det er jo regionernes ansvar!"

Og nu, da Thyra Frank i det nævnte interview blev konfronteret med de store problemer på nogle af landets plejehjem, som aftenerne før var blevet rullet op i en serie indslag i TV 2-nyhederne, så var hendes svar: "Det er jo kommunernes ansvar!" Og hun føjede til, at hun jo da forventede, at kommunerne ville leve op til dette ansvar. Hun mente, at der faktisk var penge nok til ældreområdet, så det var jo sådan set bare et spørgsmål om, hvordan man ville prioritere ude i kommunerne. Men det var naturligvis også et ledelsesansvar på de enkelte plejehjem.

På TV 2's hjemmeside har disse svar givet anledning til en række krasse kommentarer. Blandt dem bliver rejst det spørgsmål: Hvad skal vi egentlig med en ældreminister, når ansvaret for ældreområdet ligger hos kommunerne og de enkelte ledere på plejehjemmene?

Der er nok noget om det, som jeg i mit foregående indlæg herunder citerer velfærdsforsker Bent Greve fra Roskilde Universitet for, nemlig at opsplitningen i et sundhedsministerium og et ældreministerium er ren og skær symbolpolitik.

Man kunne måske også slet og ret tale om ansvarsforfladigelse.

 

 

05-12-16

 

Thyra Frank

Hvem har ansvaret?

Og hvem tager ansvaret?

 

Det er ikke altid den samme, der har ansvaret, som også er den, der tager ansvaret - eller burde gøre det.

01-02-17

 

Indlæg fra læge Marianne Mørk Mathiesen:

Hvad frygter vi mere end døden?

At komme på plejehjem.

 

Danske plejehjem har et utroligt dårligt ry. Ofte kan pressen berette om tilfælde,

hvor gamle demente mennesker glemmes på stuerne eller ligger i timevis med

deres brugte bleer. At komme dagligt i bad er ikke nogen menneskeret.

Maden er fabriksproduceret, vacuumpakket og forædlet, så den kan holde sig

i ugevis. Spørges ældre mennesker, hvad de frygter mere end døden,

er svaret ofte: At ende på plejehjem.

Som læge kommer jeg ofte på forskellige plejehjem, og jeg kan bekræfte de kummerlige forhold. Af hele mit hjerte håber jeg aldrig selv at ende et sådant sted. Den menneskelig omsorg har det svært i ældreplejen; men til gengæld er der styr på registreringerne. En sygeplejerske må f.eks. ikke udlevere vitaminpiller, hvis en plejehjemsbeboer beder om det Det skal godkendes af lægen, registreres og konfirmeres via edb.

Noget så simpelt som blodtryksmåling må ikke udføres af en sosu-hjælper. Hun skal tilkalde en sosu-assistent eller en sygeplejerske. Har man mistanke om, at en ældre borger har blærebetændelse, må

sygeplejersken eller en anden af plejepersonalet ikke undersøge urinen ved at stikke en papirstrimmel i urinen og se, om den skifter farve. Urinen skal transporteres i taxa ind til den praktiserende lægen, hvor lægens sekretær

udfører papirtesten.

Hvis alle ligegyldige regler og registreringsprocedurer blev reduceret, kunne vi få en betydeligt mere omsorgsfuld og formentlig også billigere ældrepleje. Hvilket personalet også gerne vil.

Det er denne problemstilling, vores nuværende ældreminister Thyra Frank har arbejdet med det meste af livet. Nu er Thyra Frank ældreminister, og betingelserne er optimale for denne værdikamp. Desværre er hun ikke medietrænet eller en rutineret politiker, og man kan være bekymret for, at

hun bukker under for presset

Hvis dette sker, må vi alle fortsat leve i frygten for at ende på et plejehjem, hvor bleer ikke bliver skiftet. Men til gengæld er vitaminpillerne lægeordineret.

 

 

03-02-17

 

Indlæg fra Birthe Christoffersen i

plejehjems-debatten

 

Kommende beboere på plejehjem vil være forberedt på tilstanden. De vil have levet længst muligt i egen bolig hjulpet af lige så mange robotter, som den enkelte nu har råd til. Mulighed for leverance af selvsamme vacuumpakkede mad. Ansøgning om hjælp behandles af teams, som skal mobilisere personens evne til at klare sig selv. Utroligt så mange der skal til at skrige: "Klar dig selv". Bliver de syge, er der i Langtbortistan en sygeplejeklinik; men faktisk skal de bruge chat med sygeplejerske. Politikerne er begejstrede, økonomerne ligeså. Sygeplejerskerne mener, det giver et fagligt løft (og dem en spændende arbejdsplads). Der er en kæmpe jobskabende effekt i farvelfærds-samfundet. Der bliver forsket og lavet projekter, fine karrierer kan skabes.

Fyldte bleer? Jeg foreslår at Google begrebet blekoordinator.

En del ældre blev tidligt frosset ud af arbejdsmarkedet for at give plads til de unge. Mange af dem fandt ikke regulært arbejde igen, "for vi er et ungt team"; de blev tvunget til at hæve deres pensioner i utide. Det har spædet fint til skattekassen. Politisk pres for at "gøre noget" giver lidt puljetildeling. Kvikke hoveder har så beregnet, hvordan man kan skabe spændende arbejdspladser og karrierer til de nu unge. På papiret bruges mange penge på de gamle. Alle de spændende jobs er dyre at besætte. Der kan så forskes i, "hvorfor alle de fine bestræbelser dog ikke nytter noget." Det er yderst underligt, for jeg vil da tro, at "Kejserens nye klæder" i lang tid har kunnet læses på en app.

Modviljen mod praktisk manuelt arbejde er stor; det giver lav løn og stor nedslidsningsrisiko samt hyppige afskedigelser med fornyede ansøgningsnederlag i hobe. Det er meget forståeligt, at de unge foretrækker uddannelser til papirnusseri og rundbordskonferencer, når nu mulighederne ligger der.

Det giver arbejde til mange, men kun væksten på udgiftssiden vokser; så skal der spares endnu mere og, og, og.

Vi gamle skal tænke ud af boksen og glæde os over, at de vise har fundet et par måder, hvorpå vi også i slutningen af livet kan hjælpe de unge en lille tid endnu. De unge arbejder flittigt på sagerne; de former jo samtidig deres egen alderdom, eller gør de?

De mange indsamlede data, der nu og her sinker praktiske indsatser (de, der NYTTER), er jo digitaliserede og lige klar til at lægge hele molevitten på smarte apps. Det er fleksibilitet! Det kan foregå fra et hvilket som helst sted i verden og er dermed ikke bundet til Danmark.

Politikerne forstår fortsat ikke, hvor væksten bliver af?

 

 

05-02-17

 

Tillid er godt; kontrol er bedre.

Men bedst er interesse.

 

Det var Lenin, der formulerede læresætningen om tillid og kontrol. Men det var hans efterfølger Stalin, der som sovjetisk diktator for alvor brugte dette med kontrol til at beherske sit folk. Det kom der som bekendt ikke noget godt ud af.

Man kan så spørge, om man helt kan undvære kontrol, og svaret må være, at i mange sammenhænge kan man naturligvis ikke det. Men man må se på, hvad det er, man vil kontrollere, og hvorfor man vil gøre det.

Her på bloggen drejer det sig om ældreplejen, og i hvor høj grad der løbende skal ske kontrol af, om den er, som den skal være.

Jeg har ikke selv nogen personlig viden eller nogen personlige oplevelser, som jeg kan forholde mig til, hvad det angår. Men i medierne fortælles der jævnligt om eksempler på kontrolforanstaltninger og rapportskriverier, der virker helt urimelige, og som kræver uforholdsmæssigt meget af de ansattes tid - tid, som man må synes meget bedre kunne have været brugt til praktisk pleje og omsorg. Og det er da også noget af det, som læge Marianne Mørk Mathiesen beskæftiger sig med i indlægget herunder fra den 1. februar.

Man får det indtryk, at meget af denne kontrol og dette rapportskriveri er helt unødvendigt. For hvad skal det egentlig bruges til? Hvor meget af det er der i det hele taget nogen, der ser og tager stilling til? Er det blot noget, der bliver lagt i arkiv og kun fundet frem, hvis nogen skal bruge det til at dokumentere, at de i hvert fald har deres ryg fri, hvis et eller andet er gået skævt?

Så må vi tilbage til spørgsmålet om, om man da kan undvære den kontrol, der f.eks. ligger i, at hver en handling bliver noteret i en rapport, så man i givet fald kan gå tilbage og kontrollere, at den er blevet udført, hvornår det er sket og af hvem?

Ud fra, hvad jeg har hørt, læst og set, er det min klare overbevisning, at rigtig meget af denne kontrol kan erstattes med tillid.

Det er nu engang sådan, at tillid er et bærende element i alle forhold mellem mennesker. Når man føler, at andre har tillid til en, så vil man gøre meget for at leve op til den tillid. Hvis man derimod føler sig overvåget og kontrolleret, så daler den personlige drivkraft. Så får man let en følelse af, at ens indsats ikke gør så stor forskel.

Tillid er altså godt. Men som nævnt i overskriften er der noget, der er endnu bedre. Det er, at man har, og at man viser ærlig interesse for det, man gør. Og her drejer det sig først og fremmest om institutionens eller virksomhedens leder. Det har helt uvurderlig betydning, hvordan lederen forholder sig til de ansatte. Gør hun/han det rigtige, er vedkommende guld værd, og det er da også derfor, at vi med rette ser ledere blive "forgyldte" både i det offentlige og i private virksomheder.

Af flere grunde kan det være attraktivt at blive leder: det giver mere på lønningskontoen, det ser pænt ud på cv'et, og der kan være noget tilfredsstillende ved selve det at være den, der bestemmer.

Men der er ikke noget af det, der gør lederen til den gode leder. Hun/han skal have den egenskab, der alene er afgørende: vedkommende skal have en brændende interesse for det og dem, hun/han skal lede.

Det er nok graden af denne interesse hos lederen, der er blandt de vigtigste årsager til de ganske store forskelle, der ses i ældreplejen rundt i landets kommuner. Når man som medarbejder føler, at der fra lederen bliver vist stor og sand interesse for ens del af arbejdet, så animerer det til, at man yder sit bedste, og dette at yde sit bedste og blive anerkendt for det er for langt de fleste det allerbedste grundlag for arbejdsglæde. En glad medarbejder er en god medarbejder, og med gode medarbejdere fungerer alt på bedste måde.

 

 

27-02-17

 

Flere friplejehjem

 

Plejehjemmene er igen kommet i fokus i pressen. Denne gang er det ikke - som tidligere - på grund af et eller andet dårligt eksempel, men fordi der bliver flere og flere af de gode eksempler, nemlig friplejehjemmene, som i disse år bliver etableret i stadigt stigende antal rundt i landet. I de fleste tilfælde sker det som en reaktion på nedlæggelsen af lokale kommunale plejehjem til fordel for større, centrale institutioner. Det giver en besparelse for kommunerne, men det betyder i mange tilfælde, at de ældre bliver trukket væk fra deres kendte omgivelser og gamle bekendte, når de skal på plejehjem.

Egentlig kunne man vel forvente, at forholdene blev væsentligt bedre for de ældre, når man samler dem på større, centrale institutioner, og det er da også helt klart tilfældet nogle steder, når det gælder de fysiske forhold. Men ikke alle steder, når det drejer sig om de menneskelige. Og specielt savnet af det nære og kendte er et stort minus for mange ældre.

Forholdene på og holdningerne til friplejehjemmene overfor de kommunale plejehjem er flere gange tidligere blevet omtalt her på Ældre-bloggen (klik på linket HER). Der er især to ting, man har beskæftiget sig med: forholdene for de ældre og prisen.

Hvad det første angår, er der stort set enighed om, at forholdene på friplejehjemmene er bedre end på de fleste kommunale plejehjem. Især hæfter man sig ved, at de i højere grad drives på beboernes præmisser, bl.a. ved muligheden for at tilkøbe ekstra ydelser. Men det kan også konstateres, at prisen pr. beboer generelt er højere på friplejehjemmene, så de for de fleste kommuner betyder en ekstra belastning for økonomien. Men dertil skal bemærkes, at der fra statens side er fastsat en øvre grænse for, hvor meget en plejehjemsplads må koste for kommunerne - uanset om det er på en kommunes egne plejehjem, eller de ældre vælger at bo på et friplejehjem . Når kommunerne ikke sjældent fastsætter en lavere pris på deres egne plejehjem, er det af besparelseshensyn.

Fra flere sider er der udtalt betænkelighed m.h.t. den deling af de ældre, der kan blive tale om afhængigt af, om de kommer til at bo på et kommunalt plejehjem eller på et friplejehjem, hvor der bl.a. er mulighed for af egne midler at tilkøbe forskellige ydelser. Man taler om en risiko for, at der han blive tale om et A- og et B-hold. Men er det egentlig ikke blot en politisk opfundet bekymring? Kan man ikke med god ret hævde, at så er der hele livet igennem tale om A- og B-hold i mange sammenhænge? Og uden at det giver anledning til andet end en konstatering af, at sådan er det nu engang, og anderledes kan det ikke være. Der har alle dage været forskel på vilkårene for mennesker - uddannelsesmæssigt, arbejdsmæssigt, økonomisk, helbredsmæssigt, familiemæssigt og i mange andre henseender.

Er der egentlig noget som helst forkert i, at også ældre får lov til at udnytte de muligheder, som de selv har skabt sig gennem et langt liv, og at de f.eks. kan gøre det ved at vælge lige netop det plejehjem, hvor de føler, at de vil kunne få det bedst i de resterende år af deres liv. Og altså at der dermed i de kommende år vil blive brug for mange flere friplejehjem.

Alternativet må være, at der også på de kommunale plejehjem skabes bedre forhold for beboerne.

 

 

28-02-17

Kommentar fra Birthe Christoffersen:

 

Hvis der bliver flere og flere friplejehjem, samtidig med at en friplejehjems plads koster kommunerne mere, spares tilsvarende beløb på kommunernes egne plejehjem.

Der er grænser for, hvor meget der kan spares på kommunale plejehjem, før de er ikke eksisterende. Når det punkt nås, er det de få (A hold), som kan få dækket et eksisterende plejehjemsbehov, så vil det vel samtidig være rimeligt i skatteydernes øjne, at der bliver fuld brugerbetaling.

A holdet må da håbe på, at konkurrencen imellem plejehjemmene holder prisen for ophold og pasning i ro. Markedsøkonomisk drevne plejehjem vil gerne tjene penge, og de vil samtidig vide, at netop plejehjemsbeboere næppe flytter omkring efter månedens tilbud

05-03-17

 

Privat ældrepleje.

 

Siden markedet for ældrepleje i 2013 blev givet frit, så også private virksomheder kan byde ind på dette område i konkurrence med hinanden, er 38 af disse private virksomheder gået konkurs. Det har givet store problemer for nogle kommuner, som ofte med dags varsel har måttet gå ind og overtage plejen af de berørte ældre. Derfor har man på regeringsplan erkendt, at det nu er tvingende nødvendigt, at der bliver ændret på reglerne for kommunal og privat ældrepleje. Det vil man gøre ved at underkaste hele området et såkaldt serviceeftersyn. Midt i marts blev det første skridt i dette eftersyn foretaget ved et møde mellem ældreminister Thyra Frank, økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll og minister for offentlig innovation Sophie Løhde.

Ved et efterfølgende pressemøde blev der klart givet udtryk for, at ”Pris er blevet vægtet meget højt sammenlignet med kvalitet, siden reglerne blev vedtaget, og derfor lægger regeringen nu op til et egentligt eftersyn af de lovgivningsmæssige rammer, som Sophie Løhde udtrykte det.

Der er ingen tvivl om, at hun har ret. I mange kommuner er man gået benhårdt efter at spare penge ved at tage imod tilbud, som har ligget under, hvad det kostede for kommunen selv at tage sig af ældreplejen. Og i mange af disse kommuner er det simpelthen umuligt at udføre en blot nogenlunde rimelig pleje til en sådan lavere pris. Det har ført til, at medierne har kunnet fortælle om eksempler på helt urimelig dårlig pleje, og det har altså også ført til, at mange af de private virksomheder er gået konkurs, fordi de ikke har været tilstrækkeligt realistiske i deres tilbudsgivning.

 

Pengene forsvinder på landevejen

En af de ting, der gør det svært for de private plejefirmaer at skabe en bæredygtig forretning, er at de ikke får penge for transporttid. Det fortæller dr.dk/nyheder.

Hvis et privatplejefirma med base i Aalborg skal skifte støttestrømper hos en ældre kvinde i Hals, 30 kilometer væk, får de kun betaling for den tid, de bruger hos borgeren.

Transporttiden bliver de ikke kompenseret for.

Med andre ord 'fosser pengene ud' af de private firmaer, når de er på landevejene, fordi hjemmehjælperen fortsat skal have sin løn.

Det siger Vibeke Haaning til dr.dk. Hun er indehaver af Blæksprutten, der leverer hjemmehjælp i Hjørring, Brønderslev og Aalborg kommuner.

"Vi får afregning for de minutter, vi leverer ude hos borgeren og ikke for transporttiden. Og når man er en forholdsvis lille virksomhed, så har vi meget transporttid i forhold til, hvor mange opgaver vi løser på en vagt".

Hun spår, at plejefirmaerne er nødt til at vokse sig større i fremtiden for at kunne klare sig.

 

Indtil 2013 var det sådan, at hvis man i en kommune beregnede, at en times kommunal hjemmehjælp kostede f.eks. 409 kr., så var det også den timepris, som et privat firma kunne få. Men da markedet blev sat frit i 2013, så kunne der bydes ind med lavere priser. Det var, hvad en del firmaer gjorde, og det var, hvad en del kommuner lod sig friste af for at spare penge. Resultatet ser vi nu i form af konkurser og i form af eksempler på helt uacceptabel dårlig pleje.

 

Nu er det spændende, hvad der kommer ud af serviceeftersynet. En oplagt mulighed kunne være at vende tilbage til en fast grundpris, som den enkelte kommune kan fastsætte på grundlag af den faktiske pris på en kommunal hjemmehjælp. Så kunne de private virksomheder byde ind med ekstra ydelser, som den enkelte borger selv måtte betale for. Nogle vil måske protestere mod en sådan ordning med den argumentation, at den vil skabe et A- og et B-samfund med nogle, der har råd til at betale for ekstra ydelser, og andre, der ikke har mulighed for det. Men dertil er vel kun at sige, at et sådant samfund har vi jo altid haft. Og så vil det jo i øvrigt stadig være op til de enkelte kommuner at fastlægge niveauet for den kommunale hjemmehjælp og dermed også prisen, og det vil så også være den grundpris, som et privat firma vil kunne få som udgangspunkt.

 

Én ting må i hvert fald være givet: Der skal stadig være åben for udlicitering og dermed for konkurrence. Styret på rette måde vil det også fremover være en garanti for den bedste kvalitet i plejen og til den rigtige pris. Og det er, hvad enhver ældre eller handikappet har krav på.

 

B.Aa.-N.

 

 

28-05-17

Store forskelle

 

Det er bestemt ikke lige meget, hvor man som ældre borger bor her i landet. Man får meget bedre service i hovedstaden end i resten af landet. Det faktum, er der på det seneste sat fokus på i flere forskellige sammenhænge.

Blandt årsagerne til, at det er sådan, er det forhold, at borgerne i hovedstadskommunerne gennemsnitligt tjener en hel del mere end borgerne i provinskommunerne. I gennemsnit har de ca. 40.000 kroner mere om året. Det giver et højere beskatningsgrundlag i hovedstadsområdet og dermed den højere skatteindtægt, som giver mulighed for en bedre service - i øvrigt ikke blot på ældreområdet, men også f.eks. til daginstitutionerne og til folkeskolerne. Alene på ældreområdet har man 12 procent mere til rådighed, og for kort tid siden kunne man i TV se det dokumenteret, at det bl.a. betyder, at mens ældre i Gentofte kommune kan få gjort rent hver uge, så må de ældre i Middelfart nøjes med hjælp til rengøringen hver tredje uge.

Men det er ikke sådan, at skatteprocenten er højere i hovedstadsområdet end i resten af landet. Tværtimod, så opkræves der i gennemsnit godt en procent mere af indkomsterne i provinskommunerne.

Det er specielt denne ulighed, der nu er ved at blive sat mere og mere fokus på. En udjævning kan ske ved ændringer i de såkaldte udligningssystemer, og det kan blive interessant i den kommende tid at se de forskellige partiers holdninger til det.

I den forbindelse kan det blive af stor betydning, at i og med, at vi er et voksende antal ældre, så får vi også voksende indflydelse, når der skal vælges politikere til Folketinget. Hvis vi vil have en mere fair fordeling af goderne, må vi være meget opmærksomme på, hvem af vores politikere der vil være med til det.

 

Kurverne illustrerer forskellen i udviklingen i service på ældreområdet i henholdsvis hovedstadskommunerne og i provinskommunerne.

 

Den blå kurve viser den gennemsnitlige udvikling i hovedstadskommunerne, og de røde kurve viser den tilsvarende udvikling i provinsen.

 

Som det ses, er der overalt tale om et faldende serviceniveau.

 

Kilde: Økonomi- og Indenrigsministeriet.

15-06-17

 

Urimelig ulighed

 

Det sker en gang imellem, at jeg lægger vejen ned gennem min lokale Meny-butik til delikatesseafdelingen i den fjerneste ende. Dér er der mange fristelser, og blandt dem er der det, som jeg altså en gang imellem går efter, nemlig de færdige middagsretter. Det kan være, fordi jeg er ramt af et akut tilfælde af regulær dovenskab, eller fordi tiden af en eller anden grund er blevet knap for mig. Men det kan også være, fordi der er retter, som er med på min favoritliste, men som jeg ikke selv magter at lave. Og de skal have stor ros, dernede i "Delikatessen". Deres mad smager rigtig godt i betragtning af, at der skal laves ganske store mængder, som så skal stykkes ud i portionsanretninger og køles ned så hurtigt som muligt. Og det er slet ikke dyrt - 39,95 kr. for en portion, hvor jeg har mad nok til to dage.

Alligevel er det ikke så tit, at jeg tyr til færdigretterne, selv om de smager godt, er rimelige i pris og bare lige skal have to minutter i mikro'en. Allerhelst vil jeg nemlig lave min mad selv - sådan helt fra bunden og over komfurets gasblus. Måltidet med den varme mad er et af dagens absolutte højdepunkter, og i den forbindelse har det stor betydning selv at have haft de enkelte ingredienser i hænderne, at man har kunnet kæle lidt for dem, og så - - - at man undervejs under tilberedningen har haft duften i næsen. Og selv om jeg ikke gør det store nummer ud af en servering for mig selv på fade og i skåle, men øser direkte op fra pande og gryder, så er det altså noget helt andet at få sin mad på den måde end i en plastic-portionsbakke.

Og nu kommer jeg så til sagens kerne: Det er langtfra alle, der kan bestemme selv, hvordan de vil have deres mad tilberedt og serveret. Mange er simpelthen ikke længere selv i stand til at gøre det, og derfor får de maden bragt ud i forskellige former og med forskellig hyppighed (dybfrosne til flere dage eller hver dag i varmeboks) fra kommunale fælleskøkkener. Og det er bestemt godt, at den mulighed findes. Men der er meget stor forskel på, hvordan det foregår rundt på landets plejehjem og -centre. Nogle steder får man maden i en eller anden form fra fælleskøkkenerne, og andre steder laver man selv det hele i plejehjemmets eller -centrets eget køkken med hjælp fra de beboere, der kan og vil hjælpe, og med en appetitskabende duft af madlavning, som breder sig ud fra køkkenet.

Den forskel er ganske simpelt urimelig, og ingen er vist i tvivl om, hvor og hvordan vi helst vil have vores mad tilberedt. Netop i disse måneder giver den ulighed,der er, stof til megen debat i kommunalbestyrelser og andre politiske fora og ikke mindst i medierne. Fra statens side er der nemlig givet tilsagn om at yde tilskud til etablering eller genetablering af køkkener i alle kommunale plejecentre. Men fra flere kommunalbestyrelser lægges der tal frem, som viser, at selv med det statslige tilskud vil de umuligt kunne finde midler til at gennemføre lokal madlavning.

Jeg har ikke tilstrækkeligt grundlag for at vurdere denne debat om forskellige økonomiske muligheder; men jeg kan konstatere, at der er store forskelle. Og jeg kan sammen med mange andre mene, at det er helt urimeligt, at god eller dårlig behandling af os ældre skal være afhængig af, hvor vi er så heldige eller uheldige at bo. Det kan ikke være noget urimeligt krav til vores politikere, at de sørger for, at der i alt væsentligt blive skabt lige muligheder for os alle - i hvert fald, når det angår den del af vores tilværelse, som mere eller mindre finansieres gennem det offentlige.

 

15-06-17

Kommentarer til indlæggene her på Ældre-bloggen er altid velkomne. Den nemmeste måde at give dem på er ved at bruge beskedboksen her til højre.

 

Alle kommentarer vil snarest muligt blive bragt her på bloggen - men uden oplysning om E-mail adressen