Enlige ældre mænd

Ældre-bloggen

 

 

Enlige ældre mænd

 

 

 

 

 

12-09-16

 

Både kvinder og mænd bliver ældre her til lands. Mest markant er det i disse år for mændenes vedkommende. I 1990 blev danske mænd i gennemsnit 72,2 år. I 2015 blev de i gennemsnit 78,6 år. . For kvindernes vedkommende steg den gennemsnitlige levealder i samme periode fra 77,8 år til 82,5 år.

Det er naturligvis godt. Men især for mændenes vedkommende er det også forbundet med nogle problemer - både for den enkelte og for samfundet. Specielt er det et problem for den voksende gruppe af enlige mænd. Ifølge en opgørelse fra Momentum, der er Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev, er gruppen af ældre mænd, der bor alene, steget med 41 procent de seneste 25 år.

At der bliver flere enlige mænd over 65 år, kommer ikke som en stor overraskelse for formanden for KL's Social- og Sundhedsudvalg, Thomas Adelskov (S). Men han understreger, at kommunerne skal holde øje med udviklingen.

"Det skal vi kunne håndtere", siger han; "men når det handler om enlige ældre mænd og kvinder, er den vigtigste pointe, at de er nødt til at forberede sig på den tid, hvor de skal bo alene, hvis partneren dør eller kommer på plejehjem".

Netop dette med at forberede sig og med at sikre sig, at man også i den situation, hvor man blive alene, kan have noget at være optaget af - noget, der fortsat kan give indhold i tilværelsen, og som det kan være værd at stå op til hver morgen, må være noget af det, vi fremover skal beskæftige os med her på Ældre-bloggen.

Har du gode erfaringer, eller har du gjort dig nogle overvejelser om, hvordan det kan lade sig gøre, så del dem med os andre. Det kan gøres i besked-rubrikken nederst på siden eller i en mail til "admin@aeldrebloggen.dk"

15-09-16

 

Enlige ældre mænd

- - - hvad er problemet?

 

Jeg er blevet spurgt, hvad der egentlig er problemet ved, at der specielt bliver flere og flere enlige mænd - siden 1990 er der iflg. Kommunernes Landsforening blevet mere end 40.000 flere, og i dag er der flere end 140.000 enlige mænd over 65 år her i landet. Men der bliver jo også stadig flere enlige kvinder.

Problemet for mændenes vedkommende er, at de helt tydeligt egner sig meget dårligere end kvinderne til at være enlige. Mange af dem får hurtigt et dårligere helbred, og det betyder bl.a., at antallet af lægebesøg og hospitalsindlæggelser stiger, og der bliver tale om et voksende forbrug af medicin med de bivirkninger, som ofte er forbundet med det. Dertil kommer, at behovet for hjemmehjælp vokser. Det lægger et øget pres både på kommunerne og på sundhedsvæsenet.

Men vigtigst af alt er nok i virkeligheden, at livskvaliteten bliver ringere. Og at det er tilfældet for mange, kan bl.a. ses af, at antallet af selvmord er stigende, og at det er højere blandt de enlige mænd end blandt kvinderne.

Der er nok flere årsager til, at det gennemgående går dårligere for de enlige mænd end for kvinderne. En af dem er kosten. Rigtig mange mænd er slet ikke vante til selv at lave mad. Hvis de bliver alene, bliver det derfor ofte alt for uvarieret, hvad de får at spise - det bliver til, hvad de tidligere lige kunne klare i en snæver vending. Det kan gå i kort tid, men snart resulterer det i en række mangelsygdomme.

En anden - og nok rigtig vigtig - årsag er, at mænd generelt er meget dårligere en kvinder til at snakke med andre om deres situation som enlige. De lukker af og mener, at det er noget, som de selv må klare. Og for mange giver det sig udslag på psyken og på lysten til at leve.

Men det skal lige slås fast, at dette at være enlig ikke er det samme som at være ensom. Jeg er selv enlig, men jeg føler mig absolut ikke ensom, og jeg ved, at mange andre har det på samme måde. Og det er de ensomme, der virkelig har brug for hjælp.

Som det er nævnt i det forrige indlæg, er det ikke en situation, der er kommet bag på vores myndigheder og politikere. I stort set alle kommuner, er der sat gang i forskellige aktiviteter, som skal - og kan - øge livskvaliteten og dermed mod på livet hos de ensomme. Og det er faktisk ikke så svært at få kendskab til kommunernes tilbud. Det nemmeste er, hvis man har adgang til en komputer med internet. Har man ikke det, må man aflægge besøg på kommunens borgerservice. Men i begge tilfælde kræver det, at man tager et initiativ, og det er måske her, at det største problem ligger. For mange gælder det, at de skal have et skub - eller at de tager imod de tilbud om en opsøgende virksomhed, som gives i mange kommuner.

Eller måske kunne det hjælpende skub komme fra en nabo, en god bekendt eller et familiemedlem.

"Søde Mr. Dan skal være en del af vores familie, uanset om han kan lide det eller ej. (Han kan godt lide det)", skrev Tara Wood i et opslag på Facebook. Og hun fortsatte: "Tag jer tid til at tale med ældre mennesker. Jeg tror nogle gange, at vi ser lige igennem dem, som om de ikke engang er her. Men ved I hvad: de har betydning. De er værdifulde. De vil gerne ses og høres. De vil gerne have at vide, at de ikke er glemt. Lad os tage os godt af dem og knus-elske dem".

Også Mr. Dan kan mødes på Facebook, hvor han skrev: " På et tidspunkt, hvor jeg virkelig stillede Gud spørgsmålet 'hvorfor mig', så sender han mig Norah og siger 'hold mund og lyt'. Norah taler til mig helt uden at åbne munden. Hvorfor kan resten af os ikke gøre det? Hvor mange af os kan rent faktisk give sådan en kærlighed og velsignelse ved en håndsrækning og et smil?"

Historien om Norahs og Dans venskab har spredt sig til flere medier - og nu altså også til Ældre-bloggen. Jeg har taget den op, fordi jeg synes, at den rummer et budskab om forholdet mellem mennesker, som jeg mener er vigtigt. Et budskab om, at der også kan eksistere varme venskaber på tværs af generationerne.

Og Norah, hun er bare glad for at have fået en ven med nogle år på bagen. For, som hun siger:

"Jeg kan bedst lide gamle mennesker, fordi de går langsomt ligesom mig. Og så har de også blød hud ligesom mig. De skal alle sammen dø snart, så jeg vil bare give dem alle sammen noget kærlighed, før de er døde".

 

 

Dan Peterson og Norah med billedet fra deres første møde.

02-11-16

 

"Du må ha´en god dag!"

 

Den bemærkning fra kassedamen/-manden i den Meny-butik, hvor jeg køber mine dagligvarer, kan være dagens sociale højdepunkt. Ganske enkelt, fordi hun/han kan være den eneste, jeg den dag møder og udveksler bemærkninger med. Mit svar: "Tak, i lige måde" kommer lige så automatisk som hendes/hans ønske. Og alligevel varmer det - ikke mindst fordi det som regel bliver fulgt af et venligt og rart smil.

Nu er det ikke så tit for mit vedkommende, at den ordveksling er dagens eneste. Men for slet ikke så få er det stort set en hver dags begivenhed. Derfor kan den lille bemærkning om en god dag være af langt større betydning, end de fleste forestiller sig - også selv om det "bare" er noget, man har lært, at man skal sige. For den bemærkning og det medfølgende smil fortæller ganske enkelt, at jeg stadig er til.

Et par gange er det sket, at en lille størrelse i kassekøen har kigget op på mig og givet mig et sødt og helt oprigtigt smil og sagt noget i retning af "Hej, gamle mand!" Og så har den dag i sandhed været reddet.

Derfor forstår jeg virkelig godt, når 83-årige Dan Peterson fra Georgia i USA fortæller, at hans møde med fire-årige Norah i det lokale supermarked betød en afgørende ændring i hans liv.

Mødet mellem de to har man kunnet læse om, og man har kunnet se billeder af dem på internettet.

Dan Petersen havde et halvt år tidligere mistet sin kone, og hans dage var derefter blevet grå og triste, og han havde lukket sig helt ind i sig selv.

Men så var Norah en dag i supermarkedet med sin mor, forfatteren Tara Wood, for at købe kager til Norahs fødselsdag. Og tilfældet ville, at de mødte Dan Peterson, og der skete et eller andet, som Tara Wood ikke rigtigt kan forklare. Norah vinkede til ham fra den indkøbsvogn, hvor hun sad, og så sagde hun: "Hej gamle mand; det er min fødselsdag i dag!" Det varede lidt, før Dan forstod, at det var ham, hun talte til; men så glattedes hans rynkede bryn ud og blev til et mildt blik, da han svarede: "Nå, men hej med dig lille dame! Og hvor gammel bliver du så i dag?" Det blev til en lille snak, og så skiltes deres veje. Men Norah ville mere. Hun ville tilbage og have et billede af hende selv sammen med Dan Peterson. De fandt ham igen, og Norah fik sit billede sammen med Mr. Dan, som hun allerede havde døbt ham.

Det lille intermezzo i supermarkedet havde gjort et stærkt indtryk på Tara Wood, og hun besluttede at fortælle om det på Facebook. Blandt de flere tusinde, der reagerede på hendes opslag, viste det sig, at der var en, som kendte Dan Peterson, og hun gav hans telefonnummer til Tara, og så blev forbindelsen skabt. Ugen efter bankede Norah på hans dør, og hun havde en gave med til ham, nemlig billedet fra deres møde i supermarkedet, og det var nu sat i ramme.

 

 

Kommentarer til indlæggene her på Ældre-bloggen er altid velkomne. Den nemmeste måde at give dem på er ved at bruge beskedboksen her til højre.

 

Alle kommentarer vil snarest muligt blive bragt her på bloggen - men uden oplysning om E-mail adressen.