Verden før og nu

Ældre-bloggen

 

Verden før og nu

16-07-17

 

Terroren

- en anden form for krig

 

Det er klart, at de fleste af os er påvirkede på en eller anden måde og i en eller anden grad af terroren i Nice på Bastilledagen den 14. juli.

 

Desværre er terror jo ikke noget nyt. Og den kendes over stort set hele verden. Den er blevet en del af vore dages tilværelse. Men vi vænner os aldrig til den, og det skal vi heller ikke.

 

Der har altid været krig på Jorden og gennem tiderne i mange forskellige former. Og terror er én af vore dages former for krig. Men ved hjælp af de elektroniske medier har vi i dag fået krigen meget tættere inde på livet, end man har kendt det tidligere. Det er et forhold, som udnyttes meget bevidst af terroristerne. I dag skaber deres aktioner ikke blot rædsel og panik i nærområderne, men i løbet af korte øjeblikke i stort set hele verden.

Det er derfor, at mange kan få det indtryk, at vor tid er farligere, mere brutal og mere usikker end tidligere tider. Det er den ingenlunde. Tænk bare på, hvad verden oplevede så sent som i første halvdel af 19-hundredtallet. Eller tænk på korstogstidens barbariske krigstogter og vikingernes nådesløse plyndringer.

 

Nej, verden er ikke blevet fredelig. Men den er blevet langt bedre, end den var tidligere. Det må vi ikke glemme. Og det skal vi huske at glæde os over. For de nye tider har givet hovedparten af Jordens befolkning rigtig meget, som vi kan glæde os over.

24/27/29-07-17

Dårlig samvittighed

- - - ikke her i hvert fald

”Hvad er det dog for en verden, I giver i arv til den næste generation!”

Dette udbrud - i mange variationer - støder man på tit og i mange sammenhænge. Det sker i samtaler, og det sker i høj grad i aviser og blade og i radio og tv - og da ikke mindst, når disse medier henvender sig til de unge og til børnene.

Det er slet ikke så sært, at mange af børnene og af de unge efterhånden er bragt til den overbevisning, at den verden, de skal til at overtage, er kørt ganske langt ned ad et skråplan.

Og det er gentaget så tit, at også mange ældre efterhånden er ved at tro på, at det er en rigtig misrøgtet verden, de nu snart skal overlade til de unge. Og måske kan det oven i købet give en og anden af dem dårlig samvittighed.

Men i virkeligheden er det jo det, der vel i nutidens sprog hedder "en stor, fed løgn".

For det er jo ingenlunde sådan, at den generation, der siden anden verdenskrig har knoklet på arbejdspladserne og regeret i kommuner, amter og stater, har misrøgtet det, den overtog ved verdenskrigens slutning.

Tværtimod har vores generation af ældre på så at sige alle tilværelsens områder bragt det positive et meget stort skridt videre fremad og haft forstand og held til at udrydde meget af det negative eller i hvert fald til at svække det ganske betydeligt.

At der så har været udviklinger - ikke mindst, når det drejer sig om vore dages forskellige former for terror - der har rejst nye problemer, som gør, at heller ikke de yngre generationer bare kan sætte sig passivt hen i lænestolen og lade fem og syv være lige, er en anden sag, som ikke rokker ved den kendsgerning, at vi har en meget bedre verden i dag end for et halvt århundrede siden.

 

Jeg skal i det følgende indlæg lægge min argumentation frem for den opfattelse, at vore dages ældre generation bestemt ikke har grund til at have en dårlig samvittighed med hensyn til den verden, vi giver videre.

 

 

II

 

Jeg lovede i indlægget herover at komme med nogle af mine argumenter for, at jeg ikke mener, at vi i den ældre generation har grund til at have dårlig samvittighed over den verden, som vi giver videre til vore børn og børnebørn.

 

 

Lad os derfor her prøve at se på nogle af de områder, hvor vi – den ældre generation - får skudt i skoene, at vi har misrøgtet verden:

Det er blevet en langt mere usikker verden at leve i, råbes det gang på gang ud både fra og mod alle verdenshjørner og oftest med et langt mere ildevarslende ordvalg.

Men det er jo noget vrøvl, og den eneste grund til, at man kan få nogen til at tro på det, må være den, at en af de alvorligste fejltagelser i vor tid er, at det er lykkedes for nogle at få forkvaklet historieundervisningen i den grad, at de unges kendskab til fortiden er mildt sagt ringe. Derfor kan sammenligningsgrundlaget, når de skal vurdere vores situation i dag, ikke blive menneskers tilværelse, som den har formet sig tidligere, men kun deres egen ønskedrøm om, hvordan verden af i dag burde være.

Og faktisk er det jo sådan, som jeg allerede hare været inde på det i mit indlæg den 16. juli om "En anden form for krig", at verden som helhed - og specielt da vor del af verden her i Vesten - trods regionale borgerkrige og terror aldrig har været mere fredelig, end den har været det siden 2. verdenskrig - og stadig er det.

Så indvender man, at til gengæld er krig i dag blevet en langt farligere sag end tidligere, og det er da rigtigt, at man i dag har våben, der er langt mere ødelæggende end dem, man kendte tidligere. Men netop det, at der eksisterer sådanne våben, er blevet en af de vigtigste, ja, måske i virkeligheden den mest stabiliserende faktor i verden.

Hvert år i august mindes man – med god grund - ofrene for de to atombomber, som er blevet brugt i krig, og vi får i tale, på skrift og i billeder et stærkt indtryk af rædslerne ved deres sprængning, ligesom vi gang på gang - men ikke én gang for meget - får oplyst, hvor mange tusinder af menneskeliv, der gik til dengang i 1945. Men jeg mindes ikke én eneste gang i de senere år at have hørt eller set den oplysning blive gentaget, at de to atombomber rent faktisk reddede flere millioner menneskeliv. Man ved, at det forholder sig sådan, men man undlader bevidst at omtale det.

Da den amerikanske præsident Truman skulle træffe afgørelsen om, hvorvidt atombomber skulle tages i brug mod Japan, var regnestykket jo i virkeligheden såre enkelt: Hans rådgivere med forstand på japanske forhold og specielt på japansk mentalitet sagde, at anvendelse af to atombomber ville bringe Japan til kapitulation (og de fik ret). De, der havde forstand på atombombens virkninger, sagde, at de to bomber ville koste 200.000 japanere livet (og de fik ret). De, der havde forstand på konventionel krigsførelse, sagde, at det ville tage mindst et halvt år endnu at erobre Japan med konventionelle våben (og dermed bringe krigen til ophør). Det ville koste mindst en halv million amerikanske og allierede soldater livet, og erfaringerne fra krigens bombninger af de tyske byer sagde klart, at mindst to millioner, men sandsynligvis langt flere japanske civile og dertil et milliontal japanske soldater ville blive dræbt.

Selv ikke den mest fredskæmpende pacifist, der blev sat til at agere beslutningstager i et krigsspil, ville gøre anderledes, end Truman gjorde.

Men hans afgørelse dengang fik langt mere vidtrækkende følger, end både han og hans rådgivere sandsynligvis har forestillet sig. For kun fordi verden har set atombomberne i brug, har de den dag i dag den afskrækkende virkning, der holdt Øst og Vest i ave over for hinanden under Den Kolde Krig, og som sandsynligvis i al fremtid vil afholde andre fra at bruge dem. Selv Nordkoreas diktator Kim Jong-un vil næppe vove at give ordre til det kollektive selvmord, som en sådan ordre ville betyde.

Det svarer fuldstændigt til brugen af giftgas. Det er et grufuldt våben, som blev brugt under Første Verdenskrig med frygtelige følger for dem, der blev ramt. Under Anden Verdenskrig havde både Tyskland og De Allierede store lagre af giftgas. Men netop fordi man 30 år tidligere havde oplevet, hvad gassen gjorde ved dem, der blev ramt, afholdt begge parter sig fra at bruge dette våben i 40’erne. Selv da Hitler var allermest trængt i slutningen af krigen, vovede han ikke at give ordren om gasangreb. Kun i to andre lande er der senere givet en sådan ordre. Det ene er Irak, hvor Sadam Husein har fået sin velfortjente straf for bl.a. denne ordre. Det andet er Syrien, hvor der stadig er usikkerhed om omfanget af brugen af giftgasser.

De nukleare våben er kommet for at blive. Hvor gerne man end ville, kan ingen gøre dem uopfundne. Men i stedet for at bruge dem har efterkrigsgenerationerne haft kløgt nok til at styre udviklingen på dette område sådan, at de nukleare våben er blevet netop den stabiliserende faktor, der tidligere manglede.

 

Der er flere argumenter endnu, som jeg vil lægge frem i kommende indlæg. De drejer sig om andet end krig og våben.

 

Jamen er alt da så såre godt og lyserødt?

Nej, det er det bestemt ikke, og skulle nogen, efter at have læst så langt som hertil, have fået den opfattelse, at det er noget i den retning, jeg har villet give udtryk for, så har man misforstået mig groft og grundigt.

Men på så at sige alle områder er det lykkedes efterkrigsgenerationen at gøre forholdene meget bedre, end de var, da vi overtog ansvaret for vores jord. De eneste i denne generation, der har grund til at føle dårlig samvittighed over det resultat, der skal overdrages til videre forvaltning af den nye generation, er dem, der med forskellige motiver har gjort, hvad de kunne for at spænde ben for udviklingen. Uden dem kunne vi nemlig - både nationalt og på internationalt plan - være nået endnu længere.

III

 

Som nævnt ovenfor er der - set med mine øjne - en række argumenter for, at vi som den ældre generation ikke skal have dårlig samvittighed ved at levere vores jord videre til næste generation.

 

Herunder slutter jeg denne række af indlæg af med endnu nogle af disse argumenter:

 

Der er andre forhold end krig og fred, der bliver brugt til at gøre en stor del af den opvoksende ungdom rigtig godt utilfreds med tilværelsen. Blandt dem er selvfølgelig de økonomiske forhold, for det her med fylde eller ikke fylde i tegnebogen er jo noget, der for alvor appellerer til os alle. Men hvad enten man opererer med vendinger som eksistensminimum eller sultecirkulære, så kommer man vanskeligt uden om den kendsgerning, at selv de økonomisk dårligst stillede i dagens Danmark har det økonomisk bedre end middelstands-danskeren for 30-40 år siden. At man så måske, hvad angår forholdet mennesker imellem, havde det bedre tidligere, er en anden sag.

Jamen hvad så med fattigdommen ude i den store verden i udviklingslandene! Aldrig før døde der da så mange mennesker af sult, som det er tilfældet nu!

Denne påstand er muligvis nok rigtig, for der har jo aldrig været så mange mennesker, som der er nu. Men det er ikke sikkert. For kolossalt mange bliver hjulpet nu, hvor der for år tilbage ikke var anelse af hjælp at hente, når der f.eks. på grund af tørke opstod hungersnød et sted i Afrika. Når vi beskæftiger os mere med det nu, end man gjorde det tidligere, så er det af præcis samme grund som den, der er til, at vi i dag også beskæftiger os langt mere med de trods alt få og relativt små krige, der udkæmpes, end man for 50 eller 100 års siden beskæftigede sig med de krige, der var dengang. I dag bliver vi alle næsten dagligt, og uden at vi skal gøre andet for det end at åbne for fjernsynet, præsenteret for sulten og for krigene helt ind i vore egne stuer.

Dette er gjort muligt gennem nogle af de mange tekniske landvindinger, som efterkrigsgenerationen har æren for, og som på utroligt mange områder har gjort tilværelsen rigere, rarere og også sjovere. Og det er intet andet end et spil for galleriet, når nogle - og specielt en del unge - rynker på næsen ad disse tekniske frembringelser. Ingen af dem ville jo nemlig i virkeligheden have undværet dem.

Og efterhånden som den meget store gruppe (det store, oftest tavse flertal) af unge dygtige mennesker med friske, gode ideer rykker ind på arenaen, vil de finde, at de sidste 30-40 års tekniske udvikling er et godt og solidt grundlag for den langt mere vidtgående udvikling, som de vil komme til at stå for i de kommende 30-40 år.

Heldigvis for de næsten professionelle utilfredsheds-magere har de jo så forureningen at ty til. For den plejer jo at gå direkte i mål hver gang. Enhver kan jo (i fjernsynet) opleve fiskedøden i vore åer og trædøden i vore skove og møde mennesker med forureningsskabt kræft eller hjerneskade.

Rigtigt. Og ingen eller intet skal få mig til at forsøge at bagatellisere disse meget alvorlige forhold. Det er en af de absolut negative følgevirkninger af den – i næsten alle andre henseender positive - tekniske udvikling, der har fundet sted. Men der er heller ingen, der skal få mig til i opgivende pessimisme at give udtryk for den opfattelse, at så må vi rigtignok have stoppet den tekniske udvikling, som nogle jo gør det - formodentlig fordi de mener, at så har de da gjort noget. For efter at problemet blev erkendt - og det var vel først midt i 1970’erne, at det skete for alvor – er der jo allerede sket så meget, at man kan konstatere, at fra en udvikling med voksende forurening går det nu den anden vej. Meget skal og kan endnu gøres - ingen tvivl om det - men vi er så meget på vej, at det burde give diverse "miljø-organisationer" anledning til i det mindste et lille pip af anerkendelse en gang imellem.

 

 

 

Et stort fremskridt i bestræbelserne på at løse de største af de mange problemer, der endnu står tilbage for vores klode, blev gjort i 2015, da ledere fra alle verdens lande blev enige om en plan, som har fået betegnelsen "Verdensmålene", hvor der er opregnet 17 store mål for, hvad man vil arbejde for at få gennemført inden 2030. Det er store og ambitiøse mål, men på flere områder er man allerede godt i gang. Det gælder f.eks. på undervisningsområdet, hvor antallet af børn og teenagere, der ikke går i skole, er næsten halveret siden år 2000. Det betyder, at i dag går ni ud af ti af verdens børn i skole, og hvad der er ikke mindre bemærkelsesværdigt er, at der nu gennemsnitligt sidder lige så mange piger som drenge i klasseværelserne. Mens det i 1990 var 76% af verdens befolkning, der var i stand til at læse og skrive, var dette tal ifølge FN i 2010 steget til 85%.

Der kunne gives mange flere eksempler til belysning af det faktum, at der i vore dages ældre generation er gjort endog meget store fremskridt i retning af en bedre verden. Det er da også på grundlag af bl.a. det, at jeg i indlægget herover giver udtryk for, at jeg i hvert fald ikke føler nogen dårlig samvittighed på min generations vegne ved at give verden videre til de yngre.

 

Derfor til Claus Brandstrup: Heller ikke du behøver at have dårlig samvittighed, og du skylder ikke nogen en undskyldning.

Desværre er der flere steder i verden en alvorlig hindring for at bringe den gode udvikling ud til alle lande og områder. Den hindring hedder krig. Og trods forsøg med fredsskabende initiativer flere steder og fra flere sider, så må det erkendes, at mod vanvittige herskere og fanatiske folkeslag kæmper selv FN oftest forgæves. Men for dem hverken kan eller skal Brandstrup eller andre fra vores generation tage ansvaret.

84 procent af alle mennesker i u-landene har i dag adgang til rent vand.

Det er 1,8 milliarder flere mennesker end i 1990.

29-09-16

Verdens udvikling

 

"Vi vidste bedre, men gjorde ikke meget ved det".

Sådan skrev afdelingschef på Social- og sundhedsskolen Fyn i Svendborg, Claus Brandstrup, i et læserindlæg i min lokale avis, Fyns Amts Avis, d. 23. september 2016. Og så giver han vores, altså den ældre generation skylden for alverdens ulykker.

Det er da virkelig synd for manden, at han skal leve med en så dårlig samvittighed, at han føler trang til at lægge sig fladt ned og sige undskyld til kommende generationer for en - efter hans mening - totalt misligholdt verden, som vi giver videre.

Men jeg kan trøste Claus Brandstrup. Han behøver absolut ikke at have dårlig samvittighed - hverken i forhold til de yngre danskere eller til verdenssamfundet. Med nøjagtig den samme helt fejlagtige begrundelse kunne Brandstrup have bebrejdet 1800-tallets generationer for den verden, de gav videre til deres efterfølgere. Men faktum er, at vi afleverer en verden, der på langt de fleste områder er meget bedre end den, vi overtog. Vel er der stadig noget, der kan gøres bedre; men det er vi i dag helt klar over, og der arbejdes målbevidst på at rette op også på det, som endnu ikke er godt nok.

Det er altid let at kritisere, især når man ikke føler sig forpligtet til at fortælle, hvordan noget kunne eller burde have været gjort anderledes. Men det vil nok være for svær en opgave for Brandstrup at pege på, hvad der skulle have været gjort anderledes - fordi formodentlig hverken han selv eller ret mange andre i virkeligheden ville have ønsket det anderledes. For hvad er det for nogen af vore dages mange nyskabte goder, som han hellere ville have undværet?

Brandstrup nævner, at han er barn af tresserne. Det var dengang, da generationen før hans havde slidt og slæbt i en snes år efter anden verdenskrig for at bygge verden op igen. Og det var egentlig lykkedes ganske godt. Vi kan jo prøve at se på forholdene herhjemme. Velstanden var bredt ud til store dele af befolkningen. De unge kunne tilbydes mange former for uddannelse, for de nødvendige institutioner var skabt, og stort set alle blev tilbudt uddannelsesstøtte fra staten - alt sammen betalt af den ældre generation. Og rent faktisk er mulighederne bare blevet bedre og bedre med et lille dyk under den økonomiske krise for nogle år siden.

Og ser vi på situationen ude i verden, så kan der også dér registreres betydelige fremskridt.

Ifølge en nylig rapport fra Verdensbanken havde op mod to tredjedele af alle u-lande halveret deres fattigdom i forhold til 1990, og andelen af ekstremt fattige er halveret. Samme rapport fortæller at 84 procent af alle mennesker i u-landene nu har adgang til rent vand. Det er 1,8 milliarder flere mennesker end i 1990.

 

11-10-16

 

Frygtens pris

"Vi vidste bedre, men gjorde ikke meget ved det".

 

Sådan var det, at Claus Brandstrup skrev i det læserbrev til Fyns Amts Avis, som jeg kommenterede i mit indlæg herover, og hvor han sagde undskyld til kommende generationer, fordi han følte, at hans - altså den nuværende generation ikke havde passet godt nok på vores klode.

Jeg havde egentlig håbet, at Brandstrup ville være vendt tilbage og uddybet, hvordan han mener, at vi har svigtet, og hvad vi kunne/skulle have gjort i stedet. Men måske er det for svært et spørgsmål at svare på.

For bortset fra nogle ganske få er der vist ingen, der ville have undværet nogen af de teknologiske fremskridt, som er gjort gennem det sidste halve århundrede. Men jeg vil ikke benægte, at nogle af disse fremskridt har bivirkninger, som vi gerne havde været foruden. Blandt dem er den globale opvarmning, som utvivlsomt i nogen grad skyldes udledning af de såkaldte drivhusgasser. Og netop hvad det angår, kan Brandstrup have ret. Her blev der svigtet, fordi ideologi blev vægtet højere end faktuel viden.

Meget af den CO2-udledning, som vi slås med i dag, kunne jo være undgået, hvis der ikke i 1960'erne var gået ideologisk hysteri i energidebatten - et hysteri, der - bl.a. her i landet - førte til bandlysning af alt, hvad der havde med kerneenergi at gøre. Det blev et totalt tabubelagt emne, og i 1985 pålagde Folketinget regeringen definitivt at skrinlægge alle planer om kerneenergi. Siden da har ingen dansk politiker turdet tænke, endsige tale om energi på basis af kernekraft.

Årsagen til det er, at det lykkedes for en kreds af drevne, venstreorienterede opinionsdannere at få sat lighedstegn mellem atomvåben og kernekraft i bevidstheden hos et flertal af danskerne. Og alle kendte jo dengang til de frygtelige følger af atomangrebene på Hiroshima og Nagasaki i Japan i august 1945. Man behøvede blot at nævne ordet "atomkraft" for at få danskerne til at se en paddehatsky for sig.

Tjernobyl-ulykken den 26. april 1986 gav naturligvis i høj grad næring til frygten for atomkraft, selvom ulykken jo ikke havde noget at gøre med våben. Når ulykken skete, var det jo alene, fordi kvaliteten af værket var langt under den sikkerhedsmæssige standard for kernekraftværker i størstedelen af den øvrige verden. Og bortset fra nogle enkelte værker i tidligere sovjet-stater er der i dag sat helt andre sikkerhedsmæssige standarder for byggeri, drift og vedligeholdelse. Og Fukushima-katastrofen i Japan den 11. marts 2011 gav nogle dyrekøbte erfaringer, som nu er en del af grundlaget for de mange planer om nye værker flere steder i verden. De bliver mindst lige så sikre som konventionelle kraftværker, hvor der jo også fra tid til anden sker uheld.

Jeg ønsker ikke på nogen måde at nedtone alvoren i de uheld og ulykker, der er sket i forbindelse med kernekraft. Men jeg synes, at det vil være berettiget i den forbindelse at nævne, at også arbejdet med andre energikilder er forbundet med alvorlige ulykker. En opgørelse viser, at alene i de kinesiske kulminer koster ulykker i gennemsnit 13 menneskeliv om dagen. Det bliver efter de kinesiske myndigheders opgørelse til mere end 4700 dræbte hvert år; men ifølge uafhængige fagforeningsgrupper er tallet nærmere 20.000. Det hører man ikke meget om.

Vi ved, at det forholder sig sådan. Men for nu at citere Brandstrup: Vi gør ikke meget ved det.

Og efter min mening er det mindste, vi kan gøre, atter at sætte fuld gang i forskningen omkring og i udviklingen af kernekraften. Vi ved, at der kan hentes uanede mængder af forureningsfri energi til gavn for os i den industrialiserede verden, men i endnu højere grad for de milliarder af mennesker, som lever i ulandene, og som i de kommende år helt naturligt vil gøre krav på at få en bedre tilværelse.

Dette er et område, hvor jeg må give Brandstrup ret, når han siger, at vores generation har svigtet. Og det er prisen for den frygt, der blev skabt på ideologisk grundlag tilbage i 1960'erne.

Lad os nu lægge denne umotiverede frygt på hylden, og lad os komme i gang med den udvikling, som kan gøre, at fremtidens udledning af de farlige gasarter stort set kun kommer fra køernes bøvser og prutter.

 

 

23-10-16

Frygtens overpris

 

Sådan kalder

Sørens Nielsen, Troense

en kommentar til ovenstående indlæg:

 

Man er allerede godt i gang med denne ønskede udvikling (i indlægget herover, red.), for uanset at danske politikere har bestemt ved en folketingsbeslutning for mange år siden (1985), at der hverken skal forskes i kerneenergi i Danmark eller gives støtte hertil, så forskes der i andre lande intenst for at udvikle en kerneenergi baseret på grundstoffet thorium i stedet for uran.

I både Canada og USA er kerneforskere meget tæt på at færdiggøre såkaldte "molten salt"-reaktorer med thorium som brændstof og regner med at have kommercielt fremstillede reaktorer på markedet i løbet af få år.

Også dygtige kinesiske og indiske kerneforskere er langt fremme med at fremstille thoriumreaktorer, da deres energibehov er enormt, og forureningen fra kulfyrede kraftværker er et uhyggeligt problem.

Thorium findes udbredt over hele kloden, og man regner med, at der er tilstrækkeligt til flere tusinde års forbrug til at dække det stigende behov for billig energi.

Større mængder findes i Norge og i Grønlands Kvanefjeld, men det findes også i mange andre lande.

Sikkerheden er i top, da thorium har en meget kort halveringstid i sammenligning med uran, så deponering af affald er ikke et stort problem.

Thorium kan ikke anvendes til at fremstille kernevåben, da det er lavradioaktivt. Dette var årsagen til, at USA mistede interessen og satsede på uran.

Thoriumreaktorer er ikke interessante terroristmål, da de er lette at sikre herimod. Thoriumreaktorer kan ikke nedsmelte eller eksplodere.

I tidsskriftet Ingeniøren er der en alarmerende oplysning: "Kulprisen er fordoblet siden nytår, og det vil give højere elpriser - og en lavere offentlig støtte til de vedvarende energikilder, vurderer brancheforeningen Dansk Energi".

Mon ikke det er på tide, at politikere i Niels Bohrs fædreland tager skeen i den anden hånd og får sat gang i forskningen i kerneenergi baseret på thorium, så vi kan være med i kapløbet.

En gruppe unge kemiforskere ved Niels Bohr Instituttet, Seaborg Technologies, forsøger at konstruere en såkaldt 'Waste Burner", der er en overgangsløsning, som bruger thorium som brændsel og kan samtidig bruge affald fra uranreaktorer. Deres arbejde støttes ikke af staten.

En anden gruppe forskere, Copenhagen Atomics, er også aktive, men også uden statsstøtte.

For et år siden var der i Landstingssalen på Christiansborg en høring om "Thorium - den nære fremtids energikilde".

Bortset fra folketingsmedlem Villum Christensen fra Liberal Alliance, der indledte høringen, viste ingen politikere på tværs af det politiske spektrum nogen interesse for denne energiform og fastholder folketingsbeslutningen fra 1985 om ikke at støtte forskning i kerneenergi.

Niels Bohr må rotere i sin grav.

Det skal nok gå altsammen.

17-11-16

Det går mod enden

med fred, frihed og fællesskab

 

Kun få husker i dag, hvad der egentlig skete i den første halvdel af 1900-tallet. Og det er stadig færre af dem, som ikke selv oplevede den tid, der gennem undervisning og reel oplysning har fået en egentlig viden om, hvad det var, der skete dengang.

Historieundervisning i folkeskolen blev stort set afskaffet i 1960'erne og 70'erne.

Selv ikke det næste halve århundrede efter anden verdenskrigs slutning har man i de senere år interesseret sig synderligt for. Mange opfatter det i dag som en storslået tid, hvor Jerntæppet gennem Europa blev rullet sammen, og den kolde krig blev afsluttet. Men hvad jerntæppe og kold krig egentlig betød dengang, har man ikke rigtig nogen forestilling om.

Man ved ganske enkelt ikke, hvad det rent faktisk var, at man kæmpede sig ud af efter et halvt århundrede med to verdenskrige, og man har ikke længere nogen fornemmelse af den frygt og usikkerhed, der prægede det meste af verden under den kolde krig.

Derfor forstår mange slet ikke, at når vi nu i mere end 70 år har kunnet leve i et mere fredeligt Europa, end man havde kunnet det i århundrederne forud, så skyldes det, at vi, der i dag er den ældre generation, efter anden verdenskrig besluttede at gå sammen i NATO og i det EF, der senere blev til EU. Og når en række lande i Østeuropa er sluppet ud af det sovjetiske diktatur, så skyldes det også det europæiske fællesskab. Dertil kommer, at de muligheder, som vi skabte for fri handel og frit samkvem landene imellem, er grundlaget for en økonomisk fremgang for befolkningerne, som aldrig tidligere har været set.

Alt dette - freden, friheden og fællesskabet - er der nu stærke kræfter i flere lande, som gør, hvad de kan, for at bringe til ophør ved at bryde ud af samarbejdet. Og man kan med rette spørge, hvad der dog får dem til at gøre det. Der er nok flere svar på det. Men blandt de vigtigste er, for det første, uvidenhed om, hvad det i virkeligheden er, at de siger nej til. Og for det andet skyldes det, at de gennem dette nej ser vejen til den politiske magt, som for nogle er det vigtigste af alt.

Vi ser det herhjemme, hvor der er politikere, for hvem spillet om magten går frem for alt andet, og hvor freden, friheden og fællesskabet nu er noget, som de er villige til at bruge som indsats.

 

Uden NATO og uden EU vil Vesten som før verdenskrigene være splittet, og de enkelte nationalstater vil være lette bytter for en genoplivelse af tidligere tiders kommunisme eller et Putinsk magtbegær og i endnu højere grad for de stadigt større og stærkere islamistiske kræfter, der har som erklæret mål at underlægge sig hele den vantro verden og indføre shariah-lovgivningen.

I den situation kan man jo så kaste blikket til USA med en Donald Trump som manden, der har rådighed over den knap, der udløser atomkrigen. Og man kan vel med god grund frygte for, at netop en mand som ham vil gøre det med ordene:" Så ka' de sgu lære det, ka' de!"

 

 

08-12-16

Europæisk sammenhold er vigtigt

 

Berettigelsen af at opretholde et EU er til diskussion. Det har den snart været længe; men det er, som om opbakningen til denne organisation smuldrer mere og mere. Det kan jeg beklage, for mere end noget andet er EU det bolværk mod krig og ødelæggelse, som vi - de ældre generationer - har bygget op gennem de seneste ca. 70 år. Det er et bolværk, som trods flere storme har beskyttet det meste af Europa mod krig gennem en længere årrække, end man har kendt det tidligere i vores del af verden .

Forud var gået et halvt århundrede med to verdenskrige, hvor der i løbet af blot 31 år var blevet slået 60 millioner mennesker ihjel, og som havde smadret store dele af Europa. Det var de kendsgerninger, som fik befolkningerne i de europæiske lande til at sige, at nu er det NOK - mere end nok. Noget lignende må aldrig mere kunne gentage sig.

Men samtidig voksede en trussel fra Øst - fra det, der dengang var Sovjetunionen. Den kolde krig blev i perioder iskold, og truede med at bryde ud i en ny krig, som ville blive endnu mere morderisk og ødelæggende end de to foregående verdenskrige. For nu rådede man over kernevåben.

Den situation fik Europas folk til at søge sammen, dels i den politiske sammenslutning, som vi i dag kender som EU, og dels i den militære sammenslutning NATO. Uden disse to organisationer vil vi være tilbage i de rivaliserende nationalstaters tid, og vi vil være uden noget effektivt værn udadtil. Det vil ikke være godt for Europa og slet ikke for Danmark.

Der er god grund til at spørge, hvorfor det ser ud til, at mange års europæiske sammenhold nu er ved at smuldre. Jeg tror, at en væsentlig grund er, at flere og flere - især i de yngre generationer - er uden kendskab til, hvad dette sammenhold har betydet og stadig betyder for os europæere. Og jeg tror, at vi i de ældre generationer må bære en del af ansvaret for, at der mangler dette kendskab. Vi og vores politikere og ikke mindst vor tids medier har i årtier undladt at give de nye generationer reel viden om nødvendigheden af et nært samarbejde på tværs af grænserne. Den gældende politiske korrekthed har gået på, at vi sagtens kan klare os selv uden indblanding i alt muligt fra det fjerne Bruxelles. Det er den opfattelse, der førte til det britiske brud med EU. Og herhjemme er der kræfter, der arbejder på, at vi skal følge efter.

Der er forhold i forbindelse med medlemskabet af EU, som man med god grund kan kritisere og arbejde for at få afskaffet, og i den forbindelse er der skabt mange myter om tåbelige forsøg på indblanding fra EU i de enkelte medlemslandes interne forhold - mange husker sikkert den megen snak om krumme agurker og forbud mod kanelsnegle og lakridspiber. Der er noget, der hedder agurketid for pressen, og når en tilfældig Europa-parlamentariker i en bisætning kommer til at nævne sådan nogle tåbeligheder, så er det fint for pressen og i næste runde for EU-modstanderne at slå det stort op, selv om der ikke er skyggen af realiteter i det.

Selvfølgelig skal vi også fremover bekæmpe den slags vildskud i debatten. Men helt overordnet er det af uvurderlig betydning - ikke mindst for et lille land som Danmark - at sammenholdet nationerne imellem fastholdes og om muligt styrkes.

Dér må vi ældre, som endnu husker vilkårene i et splittet Europa, gøre vores for at få de yngre til at forstå, at den situation må de aldrig komme til at stå i.

02-10-16

De "gode" gamle dage

- var i virkeligheden slet ikke så gode

 

Det sker stadig en gang imellem, at nogen bruger udtrykket: "Næh, det er ikke som i gamle dage". Og så mener de, at det var meget bedre for nogle årtier siden, end det er i dag.

Som jeg i andre indlæg har givet udtryk for, så kan jeg blive både bedrøvet og vred, når nogen beskylder de ældre generationer - altså os og vore forgængere - for at give en ringere verden videre til de kommende slægter end den, vi selv overtog.

OK - Der er helt givet noget, som var bedre i gamle dage, end det er i dag. Men det er ikke ret meget. På langt de fleste områder er der helt sikkert ingen, der i virkeligheden ville ønske sig tilbage til de forhold, som min generation levede under i vores tidlige år. Fjernsynet var ikke opfundet, og computere og alt, hvad dermed følger, var noget, som endnu kun eksisterede som tankefostre i hjernerne på nogle få forskere. Telefoner fandtes kun i de større virksomheder og hos nogle få velhavende familier. At eje en bil var ikke noget, vi drømte om. Og flyvemaskinen var stort set endnu ikke til civilt brug - i hvert fald kun for de meget rige.

I den første halve snes år efter besættelsen boede jeg med mine forældre først i Vejle og senere i Jelling. Mine ældre søskende var fløjet af reden - min storebror til universitetet i København. Det var dyrt at skulle bo på pensionat, mens man studerede. Og hver måned kom der derfor en pakke med vasketøj fra det københavnske, og så skulle der holdes storvask - et begreb, som nok de færreste kender i dag. Der blev tændt op under gruekedlen, og det snavsede tøj blev kogt godt og grundigt igennem, inden det kom over i den store vaskebalje og gnubbet og skrubbet på vaskebrættet og derefter skyllet i flere hold vand - det sidste hold med tilsat "blåelse", der fik det hvide tøj til at fremstå ekstra hvidt. Så skulle det igennem vridemaskinen, der blev drejet med håndkraft, og endelig kunne det så hænges til tørre. Alt det var oftest min opgave, og det var en selvfølge, at jeg tog min del af opgaverne til gengæld for kost og logi. Det var slet ikke noget, der sorterede under faderen. Han skulle jo tjene alle pengene, og det krævede noget mere end 37 timers arbejde om ugen. Og min mor var tit syg og havde slet ikke kræfter til at klare en storvask.

Mange år senere, da jeg var blevet gift, var processen stadig den samme: gruekedel, vaskebalje og -bræt og endelig skylning. Nu var vi fremme i begyndelsen af tresserne. Men så var der en landmand nede på marken, som havde en god portion handelstalent. Han anskaffede en elektrisk drevet (men set med vore dages øjne meget primitiv) vaskemaskine, og han lod vide fra mund til mund, at den kunne man leje for et beskedent beløb. Den stod på en tohjulet vogn, og adskillige gange var jeg af sted og fik vognen med vaskemaskinen bundet bag efter cyklen. Det var vild luksus. Tøjet skulle godt nok stadig koges og skylles; men man slap for det hårde arbejde ved vaskebrættet. Senere var der så en hvidevareforhandler i storbyen, der fandt på at oprette "vaskekredse". Her gik man sammen en 8-10 stykker om at købe en vaskemaskine, og så gik den på omgang i kredsen.

Så er det, jeg spørger vore dages yngre mennesker: Ville I undvære jeres fuldautomatiske vaskemaskine og jeres tørretumbler?

Og jeg har kun nævnt lige dette med vaskemaskinen som et enkelt eksempel blandt rigtig mange som noget af det, der i dag gør tilværelsen så utroligt meget behageligere, og som skaber overskud af tid og kræfter til, at vi kan dyrke vore fritidsinteresser - eller arbejde endnu mere og tjene endnu flere penge.

23-11-16

Den er helt gal med folkeskolen

 

Der var engang, da vi i hvert fald mente, at vi havde verdens bedste folkeskole her i Danmark. Og måske havde vi det. Men i dag står det klart for enhver, at det har vi i hvert fald ikke mere. Starten på den kraftige tilbagegang er imidlertid ikke af helt ny dato. Vi skal faktisk godt 40 år tilbage i tiden.

Kun én enkelt gang i mine 26 år som folkeskolelærer (fra 1958) har jeg været tæt på at nedlægge arbejdet. Det var den 23. marts 1973. Men som tjenestemænd måtte vi jo ikke strejke, og det gjorde vi så heller ikke.

Men vi var vrede – meget vrede.

Aftenen før havde vi i tv-avisen oplevet, at den daværende økonomiminister, Per Hækkerup, kom ud fra det lokale, hvor der dagen igennem havde været forhandlinger om lærernes arbejdsforhold. Og nu kunne han meddele, at ”nu skulle lærerne i gang med at bestille noget!” Resultatet af forhandlingerne blev bl.a. det såkaldte ”minutcirkulære”, der fastsatte hvor mange minutters arbejde de danske lærere fremover skulle præstere for deres løn. I aftalen lå også, at hver lektion skulle skæres ned fra 50 til 45 minutter, og derved kunne den enkelte lærer tage 30 lektioner om ugen i stedet for de hidtidige 27.

Det blev dengang skelsættende for den danske folkeskole. Akkurat som skolereformen og de ny arbejdstidsregler for lærerne, der trådte i kraft for et par år siden, er blevet det.

Der var engang, da dette at være lærer var, hvad man kalder ”et kald” for rigtig mange. Og når man blev fast ansat som tjenestemand, fik man et kaldsbrev fra de ansættende myndigheder. Heri hed det bl.a., at ”en tjenestemand (skal) samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjeneste vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver”.

I dag er der ikke længere noget kaldsbrev; men der er utvivlsomt stadig slet ikke så få, der betragter det at være lærer som et kald. Men der er en forskel. Tidligere var det sådan, at når man var færdig med sin seminarieuddannelse, så blev man lærer – ikke i en vis del af døgnet, men i alle døgnets 24 timer. At være lærer var et hverv, som man påtog sig, og der blev ikke sat tal på de timer, der skulle bruges på det. Det gør der godt nok nu.

Som nævnt var der ingen på min skole, der strejkede; men det var der mange andre steder. Per Hækkerups slutbemærkning i tv-avisen var dråben, der fik bægeret til at flyde over: ”Ja, jeg havde nær sagt, at det er da et udmærket system, hvis børnene slipper lidt tidligere, og lærerne slipper lidt senere”.

Men mange steder fik det en helt anden virkning. For i virkeligheden var der mange lærere, der ”slap” lidt tidligere – eller rettere: de skar en hel del af det arbejde væk, som de hidtil havde betragtet som en selvfølgelig del af deres lærergerning. For nu kunne de jo se i tørre tal, hvor stor en indsats samfundet ventede af dem, og det var for manges vedkommende betydeligt mindre, end hvad de hidtil havde præsteret.

Der har altid været dårlige lærere, og der har altid været dovne lærere. Og sådan vil det formodentlig blive ved med at være. Men det store flertal havde dengang brugt masser af tid f.eks. på lejrskoler, på forberedelser af skolefester med instruktion af skolekomedier og fremstilling af kulisser o.a. til scenen, på møder med mange forskellige formål og på kurser, som ikke gav timereduktioner. Intet af dette blev dengang betragtet som overtid, men som en helt naturlig del af det at være lærer.

Men de færreste mennesker bryder sig om billedligt talt at have stående IDIOT på ryggen. Og nu havde landets økonomiminister skåret ud i pap med minutters nøjagtighed, hvor stor en indsats det forventedes, at landets lærere skulle præstere for deres løn. Og det måtte så blive, hvad man gjorde! Men for de fleste var det værste var nok det udtryk for mistillid til lærerstanden, som minutcirkulæret var udtryk for.

Mange kan nok stadig huske, hvordan skoleåret mange steder blev mindre spændende.

På mange måder er diktatet fra 2014 om lærernes arbejdsforhold en gentagelse af situationen i 1973. Denne gang blot langt værre. Sjældent har man vel set påbud, der i den grad er udtryk for mistillid til en stor gruppe af ansatte. Nu ville man også kunne kontrollere, at lærerne virkelig brugte den tid til forberedelse m.v., som – igen med minutters nøjagtighed – var sat af til det. Derfor skulle den nu foregå på skolen og mange steder med ind- og udstempling. Og dermed var det slået fast, at efter kl. 16.00 er lærerne ikke længere lærere. Og så er der altså igen dette med at have stående IDIOT på ryggen.

Enhver med blot et overfladisk kendskab til dette at skulle undervise – vel at mærke på forsvarlig vis – ved, at det ikke kan lade sig gøre på tilfredsstillende måde under de vilkår. Og resultaterne kan nu aflæses med beklagelig tydelighed rundt i hele landet. Det har givet problemer, som rækker langt ud over, hvad der findes løsninger på.

Men ikke nok med, at den forberedelsestid, der i dag stilles til rådighed for lærerne, er mindre end den, som langt de fleste brugte tidligere. Det er også sådan, at den ny skolereform med inklusion og mange andre ændringer for de fleste kræver endnu mere tid til forberedelse, end de brugte tidligere. Ikke mindst, fordi de mange ændringer var alt for dårligt forberedte.

Det er helt forståeligt, at mange forældre nu begynder at gøre oprør, og at de frie og de private skoler har en tilgang af elever, som vist ikke er set tidligere. For hvad gør de ansvarlige for den situation, de har bragt den danske folkeskole i? Hvad gør undervisningsministeren? Og hvad gør KL’s forhandler? De siger begge, at der jo er tale om så store forandringer i skoleverdenen, at man må acceptere nogle få år med indkøringsvanskeligheder og problemer, som ganske rigtigt vil gå ud over undervisningen af de pågældende årgange af skoleelever. Men det vil snart blive bedre, føjer de til. Det virker imidlertid mere som et prestigeprojekt, der med vold og magt skulle gennemføres her og nu.

Det er muligt, at den danske folkeskole på en del områder trængte til fornyelser. Men det er helt uacceptabelt, at de mange og store ændringer blev presset igennem på så kort tid, at der slet ikke havde været tid nok til de helt nødvendige forberedelser. Og det er helt uacceptabelt, at der skal være nogle årgange af skoleelever (og deres forældre), som derfor skal finde sig i, at deres undervisning er blevet forringet.

 

25-11-16

For dårligt uddannede lærere

 

 

Som jeg giver udtryk for i indlægget herover, så bærer de skiftende tiders politikere efter min mening et meget stort ansvar for den forringelse af vores folkeskole, som har fundet sted over det seneste halve århundrede. Det gælder som omtalt de vilkår, som politikerne har givet skolens lærere at arbejde under. Men det gælder i høj grad også den uddannelse, som de vordende lærere er blevet budt.

I "gamle" dage foregik læreruddannelsen på seminarierne. Mens man gik der, var man seminarieelev eller slet og ret seminarist. Nu foregår uddannelsen på et University College, og mens man går der, er man lærerstuderende.

Lad det nu være, hvad det er. Men da jeg gik på seminariet i begyndelsen af 1950'erne, havde vi godt 30 undervisningstimer om ugen (om lørdagen var der vistnok lidt færre timer end de andre dage), og i hver eneste af disse godt 30 timer blev undervisningen forestået af en virkelig kompetent underviser.

Da jeg for fire år siden sammen med nogle andre tidligere lærere besøgte et University College, fik vi oplyst, at man dér var meget tilfreds med, at man netop havde fået forøget antallet af undervisningstimer fra 11 til 13 om ugen. Det rystede os! Men så var der jo noget gruppearbejde på de studerendes egen foranledning og en hel del selvstudie, fik vi at vide. Ærlig talt: betyder det ikke, at de flittige om ambitiøse studerende helt sikkert bliver gode lærere med en masse relevant viden. Men hvad med de dovne og mindre ambitiøse? For dem er der sikkert også nogle af nu som før. Nåh jo, der var jo også noget med, at frafaldet fra studierne er lidt større, end man bryder sig om at snakke om. Men man kan da glæde sig over, at de, der falder fra, så aldrig kommer ud i skolerne.

Da jeg i en årrække tilbage i 1970'erne var beskikket censor i dansk først ved realeksamen og senere ved Folkeskolens afgangsprøver, oplevede jeg en udvikling, som man fra undervisningsmyndighedernes prøvede at skjule. Præstationerne ved de skriftlige eksamener blev gennemgående dårligere og dårligere. Bedst kunne det registreres i prøverne i retstavning (diktat). Fra Undervisningsinspektionen fik vi efter hvert års prøve en tabel, hvor man kunne aflæse, at så og så mange fejl gav den og den karakter. Og nogle måneder efter prøvernes afslutning kunne man så i en statistik fra Inspektionen læse, at samlet set var årets karaktergennemsnit lige så godt som de foregående års. Hvad man undlod at fortælle var, at i den tabel, som lærere og censorer fik ud, skulle man acceptere flere fejl til en given karakter end tidligere år. Så kan man jo gøre op med sig selv, hvad man vil kalde det!

Dengang og senere har der været en vis erkendelse af, at evnen til at udtrykke sig og til at stave korrekt er blevet ringere i befolkningen set som helhed. Flere universiteter har været nødt til at oprette kurser for de nye studerende for at råde bod på det. Og det har så i flere sammenhænge været diskuteret, hvad det kan skyldes, og om det egentlig betyder så meget - det gælder jo bare om at kunne blive forstået. Jeg kan naturligvis ikke dokumentere, at tilbagegangen har noget at gøre med en dårligere uddannelse af Folkeskolens lærere. Men for mig ligger det ligetil at antage, at der er en sammenhæng. Det har da også ved flere lejligheder været diskuteret, om læreruddannelsen kunne gøres bedre, og et skridt i den retning er det vel, at adgangskravene til uddannelsen er blevet skærpet. Men der må efter min mening mere til. Det kan være betydeligt flere egentlige undervisningstimer som i "gamle" dage. Men kunne også være, som det f.eks. er tilfældet i Finland, at lægge læreruddannelsen op på et egentligt universitetsniveau og forlænge den med et år eller to.

Én ting er i hvert fald givet: Generelt bør uddannelsesniveauet fra første klasse og helt til top her i Danmark højnes. Og et godt sted at begynde kunne være at give landets lærere en bedre uddannelse.

 

 

29-11-16

Folkeskolen

Der mangler ro og lydhørhed

 

I mine to foregående indlæg peger jeg på, at en væsentlig del af ansvaret for de store problemer, der er i dine og mine børns og børnebørns folkeskole, ligger hos politikerne. Men de er ikke alene om det. Lærerne må påtage sig en del af det.

Forleden aften var der i fjernsynet et indslag om de muslimske friskoler her i landet. Dem bliver der flere og flere af, og det er bemærkelsesværdigt, at deres elever får ret betydeligt bedre karakterer ved de afsluttende prøver end deres jævnaldrende i folkeskolen, og der er flere af dem, der fortsætter i en videregående uddannelse. Men der var faktisk et par af de muslimske elever, der gav svaret på, hvorfor det er sådan: Der er mere disciplin i friskolerne. Derfor får eleverne mere ud af undervisningen.

For få år siden var der en serie udsendelser i fjernsynet, hvor man sammenlignede en niende klasse i en dansk folkeskole med en tilsvarende klasse i Kina. Resultatet af denne sammenligning var sørgeligt nedslående. Danskerne klarede sig meget dårligere på alle områder. Og der var ingen tvivl om hovedårsagen til det: Der var næsten total mangel på disciplin og koncentration i den danske klasse.

For tretten år siden vakte det stor forargelse hos mange, da den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin tale ved folketingsårets begyndelse den 7. oktober 2003 bl.a. sagde følgende:

 

I skolerne er de faglige krav blevet slækket. Måske af frygt for, at kontante faglige krav ville være til ugunst for de svageste. Men skadevirkningen er alvorlig. De svageste elever er blevet ladt i stikken. Og danske skoleelever klarer sig dårligere end elever i andre lande på en række afgørende punkter.

Der er kun én vej fremad. Vi skal til at oppe os. Vi skal simpelt hen være endnu dygtigere. Vi skal højne de faglige krav overalt i uddannelsessystemet.

Vi skal indse, at en vis portion paratviden er nødvendig. I tre årtier er der kastet vrag på paratviden. Den er blevet opfattet som sort skole, udenadslære og terperi.

Det er som om, at indlæring af faglige færdigheder er blevet nedprioriteret til fordel for at sidde i rundkreds og spørge: ”Hvad synes du selv?”

Det kan være udmærket at sidde i rundkreds og diskutere og føre en samtale med hinanden. Men den første forudsætning for at føre en meningsfyldt samtale er altså, at man ved, hvad man snakker om. Hvis ukvalificerede meninger bliver lige så gangbare som kvalificeret viden, så ender det alt sammen i tomhed og dumhed. Og hvis man er nødt til at slå op i et leksikon eller på Internettet, hver gang man nærmer sig noget konkret, så bliver det altså en noget tung samtale.

Vi skal ikke have sort skole. Vi skal tværtimod have en levende skole med børn og unge, der kan tænke selv, danne sig holdninger og kommunikere. Men også ved, hvad de snakker om.

Derfor har vi gennemført reformer af folkeskolen, gymnasiet, erhvervsskolerne og universiteterne. Derfor vil vi gennemføre løbende vurderinger af, om der læres det, der skal.

 

Der er gennemført løbende vurderinger af, om der læres det, der skal. Og resultatet fortæller helt klart, at det gør der ikke. Der er gode undtagelser, men som gennemsnit står det ringere til i dag end for tretten år siden.

Mens jeg var ansat som lærer i en folkeskole i 1960-70'erne, fungerede den skole, jeg var på, i en periode som supplerende øvelsesskole for Skårup Statsseminarium. Jeg var i de forbindelse vejleder i danskundervisning for nogle af seminarieeleverne, indtil jeg en dag kritiserede en af dem for at komme ind i en - for ham - ny klasse med ordene: "Dav! Jeg hedder Petter". Det må du ikke gøre, sagde jeg, for så har du tabt med det samme. Dagen efter kom der besked fra seminariet til min skoleinspektør om, at man ikke længere ønskede mig brugt som vejleder. Den holdning, jeg havde givet udtryk for i min kritik, hørte en forældet, sort skole til. Nu dyrkede man en anden pædagogik.

Hvad jeg havde prøvet at påpege, var nødvendigheden af, at man som lærer opretholder en vis autoritet. Men netop "autoritet" var dengang som nu et fyord. Der er lærere, der qua deres væsen har en helt naturlig autoritet, som bliver respekteret af eleverne. De opnår gode resultater i deres klasser. Og det er dem, der bliver husket og nævnt som de gode lærere, når gamle elever mødes årtier efter deres afgang fra skolen.

Da jeg gik på seminariet i begyndelsen af 1950'erne havde vi under faget psykologi et emne, er hed "klassestyring" med øvelsesskolens leder som underviser. Her fik vi understreget nødvendigheden af autoritet og disciplin som to af de helt afgørende forudsætninger for at kunne give en god undervisning. Det var en gavnlig lærdom - ikke mindst for dem af os, der måske ikke fra naturens hånd var begavede med en naturlig autoritet. Vi fik nogle gode redskaber med os ud i folkeskolen.

I dag er det, som om de redskaber er hængt ud i skuret til andre kasserede redskaber og under betegnelsen "forældet autoritet". Det er ikke mindst det, folkeskolen lider under nu.

 

07-04-17

Nu frygter jeg fremtiden

 

Jeg har tidligere her på Ældre-bloggen givet udtryk for den opfattelse, at vi - den ældre generation - absolut ikke har grund til at skamme os over det danske land, som vi giver videre til de yngre og kommende generationer. Takket være vores hårde arbejde og sparsommelighed har vores børn og børnebørn langt bedre muligheder i deres tilværelse end vi havde, da vi startede op. Sådan er det, og det er jeg faktisk lidt stolt af.

Men da jeg skrev det, havde jeg endnu ikke fantasi til at forudse alvoren i den trussel mod Danmark og den øvrige vestlige verden, som nu tegner sig med uhyggelig tydelighed. Det er hele den demokratiske, kristne kultur, der er truet. Den er godt på vej til at blive fortrængt af den alt andet end demokratiske muslimske kultur. Det gælder for hele Europa, at den indfødte del af befolkningen bliver mindre og mindre i forhold til den hastigt voksende muslimske del. Alene her i Danmark kunne man i 2016 konstatere, at mere end hvert femte nyfødte har en mor, der er indvandrer eller er efterkommer af indvandrere, og det er en udvikling som i de kommende år utvivlsomt vil blive endnu mere markant.

Endnu værre ser det ud i Sverige. Ifølge en fremskrivning foretaget af økonomen Pekka Rousu vil muslimer allerede i 2050 udgøre 70 procent af landets befolkning - dermed altså også et politisk flertal, der på samme måde, som Hitler gjorde det i begyndelsen af 1930'erne med demokratiske midler kan gennemføre udemokratiske tilstande og dermed altså også en sharia-lovgivning. I Storbritannien vil antallet af muslimer i løbet af de næste 20 år overhale antallet af kristne. Ifølge Pew Research Center vil dette være tilfældet på verdensplan i 2070.

Det er ikke en udvikling, der bare kommer af sig selv. Fra flere sider bliver der arbejdet bevidst på at fremskynde den. Den tyrkiske præsident Erdogan opfordrede således for kort tid siden de tyrkiske familier rundt i verden til at føde flere børn. "Fød ikke tre, men fem børn, for I er Europas fremtid", var hans budskab til de mange tyrkere, der er bosat i Tyskland.

Er det den udvikling, vi ønsker? Finder vi det i orden, at fremtidige generationer af danskere skal leve under den islamiske sharia-lovgivning ?

Man kan stadig træffe danskere, der trækker på skuldrene og siger, at så galt kommer det nok ikke til at gå. De mange indvandrere skal jo bare have den nødvendige tid til at blive ordentligt integrerede i det danske samfund, så finder de såmænd nok ud af, at det giver dem en meget bedre tilværelse. Men disse danskere lytter ikke til, hvad Erdogan også siger: "Integration er en forbrydelse". Det er ikke noget, han har fundet på. Han citerer blot Koranen, der direkte forbyder sine tilhængere at blande sig med os vantro. Vi er jo nemlig de urene (haram) i modsætning til muslimerne, der er rene (halal).

I Holland blev der i 2013 foretaget en undersøgelse, der baserede sig på 9.000 telefoninterview med muslimer fra det meste af Europa. Af dem erklærede 65 procent sig enige i udsagnet: "Koranens bud er vigtigere for mig end loven i det land, som jeg bor i".

Men vi behøver jo blot at se på, hvad der allerede i dag foregår rundt om os her i Danmark. Hvordan der er områder, hvor et flertal af beboerne er muslimer, og hvor det er imamer, der fastlægger, hvordan livet skal leves, og som afsiger domme på grundlag af sharia.

At det er sådan, behøver ingen længere at være i tvivl om. Men det ser ikke ud til, at der hverken er politiske mod eller vilje til at gøre noget effektivt for at stoppe den udvikling.

Derfor frygter jeg nu fremtiden.

 

 

10-04-17

Det er nu, vi skal sige STOP!

 

De fremtidsudsigter, som jeg omtaler i indlægget herover fra den 7. april, og som også her til lands vil betyde en muhamedansk magtovertagelse med sharia-lovgivning, er ikke noget, man vil se lige med det samme. Der vil nok gå et halvt århundrede endnu. Derfor kan man mene, at det jo da ikke er noget, som vi ældre behøver at bekymre os om. Til den tid er vi jo for længst blandt de afdøde.

Men det er forkert. For det er NU - i disse år - at grundlaget bliver lagt for den fremtid, som fuldstændigt vil kunne ændre dansk kultur og det traditionelle danske livsmønster og det velfærd, som vi (næsten) alle sætter så højt. Derfor er det vores ansvar - dit og mit, uanset hvor unge eller gamle vi er - at udviklingen mod denne fremtid bliver stoppet.

Derfor finder jeg det i allerhøjeste grad relevant at tage dagens udvikling på dette område op her på Ældre-bloggen. Også vi må - her og nu - tage del i bestræbelserne på at få denne farlige udvikling stoppet. Ikke så meget for vores egen skyld, men hvis vi er os et ansvar bevidst over for vore børnebørn og deres børn.

Det er ikke de muhamedanske indvandrere i almindelighed, der er årsagen til min frygt for fremtiden. Mange af dem er udmærkede mennesker, som helt klar vil kunne berige det danske samfund - så længe de vil beholde deres religion for sig selv og kun udøve den inden for deres egne fire vægge. I alle andre sammenhænge må de indadtil og udadtil gøre sig klart, at de er kommet til Danmark, og derfor må de blive danske borgere med ALT, hvad det indebærer. Og sådan er der da også et stort antal muhamedanere, der for længst har indrettet sig, og som gør en prisværdig indsat for Danmark.

Men det virker unægteligt, som om det er helt andre præmisser, der ligger til grund for mange andre af dem, der gennem de seneste 10-20 år er søgt til Danmark, eller som nu søger ind over vore grænser som migranter eller asylansøgere. De ønsker ikke på nogen måde at blive danske, og de giver klart udtryk for, at de forventer af os, at vi indretter os på deres præmisser. Bl.a. når det gælder Islam og islamisk lovgivning. Det er dem, der giver mig min frygt for fremtiden.

Men kan det overhovedet undgås? Er der en løsning?

Først og fremmest er det nødvendigt, at vi VIL undgå den fremtid, og det vil sige, at vi er villige til at tage de nødvendige politiske beslutninger og til konsekvent at føre dem ud i livet. Det er bl.a. det, vi som borgere i et demokratisk samfund skal bruge vores stemmeret til.

Og hvad kunne så være løsningen?

Den kunne ligge i udarbejdelsen af en række skriftligt formulerede betingelser for fortsat / kommende ophold på danske grund. Enhver herboende med anden etnisk baggrund end dansk, som blot på mindste måde kommer i konflikt med dansk lovgivning, må med sin underskrift erklære sig villig til fremover at overholde disse betingelser. Nægter man at skrive under, eller overtræder man senere disse betingelser, så er konsekvensen en omgående udvisning. Det samme skal gælde for nyankommende, hvad enten de kommer fra f.eks. Syrien eller Canada: De skal skrive under på, at de er bekendt med betingelserne for at opholde sig her i landet. Overtrædes de, er det ud!

Jeg ved godt, at det ikke vil være nogen enkel sag at få udarbejdet sådanne betingelser for ophold. Men de er nødvendige, og vi må bruge vores demokratiske ret til med vores stemmer at tvinge politikerne til at gøre det nødvendige - og til at gøre det på en måde, så jeg og ingen andre danskere længere behøver af frygte fremtiden.

 

 

Kommentarer til indlæggene her på Ældre-bloggen er altid velkomne. Den nemmeste måde at give dem på er ved at bruge beskedboksen her til højre.

 

Alle kommentarer vil snarest muligt blive bragt her på bloggen - men uden oplysning om E-mail adressen