Velfærd

22-08-16

Hvis jeg vil have det godt

 

- og det vil jeg da gerne,

 

så er der nogle andre,

der skal have det bedre

 

- og her taler jeg alene om at have det økonomisk bedre.

 

 

Ældre-bloggen

 

Velfærd

 

- Hvis jeg vil have det godt - - -

- Systemerne over borgerne

 

 

Der er mange, der er langt bedre begavede, end jeg er. Og der er mange, der har en meget længere og meget bedre uddannelse, end jeg har. Der er også en del, der har betydeligt mere energi, end jeg har. Og som følge af disse tre forhold, kan de gøre væsentligt mere for hele samfundet, end jeg kan, hvilket der faktisk er rigtig mange, der gør.

Deres motiver til at gøre en eller anden indsats til gavn ikke blot for dem selv, men for hele samfundet er forskellige. Mange drives af det fascinerende, der ligger i at tage vanskelige og spændende udfordringer op. Andre har en dyb tilfredsstillelse i dette at skabe - at få ting til at gro og udvikle sig positivt. Så er der dem, der arbejder mere for sig selv end for samfundet som helhed - og for at skabe en god, tryg og måske også spændende tilværelse for familie og venner. Som nævnt: motiverne for at gøre en indsats er mangeartede. Men blandt de væsentlige er altså også at blive i stand til at skabe en tilværelse for sig og sine, som økonomisk er bedre end den, vi andre kan få med vores gennemsnitskunnen og gennemsnitsindsats. Og det er der jo ikke noget forkert i.

Sådan er det; men i Jantelovens hjemland er det bestemt ikke velset, at det er sådan. Her er det en almindelig indstilling, at det, som ikke alle kan gøre, det må ingen kunne gøre. Gennem det seneste halve århundrede og indtil for få år siden førte denne indstilling endda til, at det gennem lovgivning og skolernes undervisningsplaner blev tilstræbt at nå dertil, hvor det, som ikke alle kunne lære, det måtte ingen lære. Det har ført til en dårligere undervisning, hvilket man med al tydelighed har set udtryk for i de seneste år gennem resultaterne af de meget omtalte PISA-undersøgelser. Alt for mange har ikke fået tilstrækkeligt grundlag for at klare en videregående uddannelse og vil gennem hele deres videre tilværelse i bedste fald være henvist til de dårligst betalte og mindst tilfredsstillende jobs eller - mere sandsynligt - til en hverdag på offentlig bistand.

Der tales i denne tid meget om, hvad der skal gøres for i det mindste at opretholde den nuværende velfærd i Danmark, og uenigheden er stor. Der er dog én ting, som næsten alle kan blive enige om: Der er ikke råd til at sende så mange unge mennesker ud til arbejdsløshed og et liv på bistand.

Det er da også på regeringsplan lagt fast, at skolernes grundlæggende undervisning skal effektiviseres. Men det er ikke nok, at den bliver det for dem, der har sværest ved at tilegne sig de mange kundskaber, der fremover vil være nødvendige for at kunne bidrage til egen og til samfundets velfærd. Der må også gives bedre mulighed for, at dem med de bedste evner kan få udfordringer i skolen, som svarer til deres niveau, hvad intelligens og lyst til at tilegne sig viden angår. Enhver, der kender til skoleverdenen, har set eksempler på velbegavede børn, der slet ikke får udnyttet deres muligheder, og som keder sig gudsjammerligt med det resultat, at de heller ikke bliver i stand til at tage en videregående uddannelse - i hvert fald gør de det ikke.

Det er nødvendigt, at alle - fra børnehaveklasse til sidste år på universitetet - bliver motiveret til at gøre deres bedste. Det er sjovt for de små og tilfredsstillende for de store at se positive resultater af deres indsats - resultater, der står i forhold til evner, kunnen og indsats. Og resultaterne kan komme til udtryk gennem gode karakterer, stipendier til endnu et skridt fremad eller slet og ret til et anerkendende klap på skulderen. Dette er vigtigt; for de fleste af os har brug for en anerkendende kvittering, når vi gør en god indsats. Den kan komme fra forældre, lærere, kammerater, kolleger og chefer eller fra samfundet.

Men igen gør Janteloven sig desværre gældende, og misundelsen stikker sit sure og ødelæggende fjæs frem. Middelmådigheden har stadig kronede dage.

Men vi kan ikke leve af middelmådigheden. I hvert fald giver den ikke spillerum til, at vi kan opretholde det velfærdsniveau, som vi kender i dag, og som ingen ønsker begrænset. Både i uddannelsessystemet og i erhvervslivet må vi give både muligheder og anerkendelse til dem, der qua deres evner, kunnen og stor energi gør en indsats, der ligger ud over gennemsnittet. For det er nu engang dem, der trækker vores samfund fremad/opad. Det er dem, der skal gøre det muligt - også for os andre - at opretholde det generelle velfærdsniveau, som vi ønsker. Men det må være rimeligt også at tale om et velstandsniveau, og at man i den forbindelse - som noget helt naturligt og selvfølgeligt - accepterer muligheden for en differentiering, der afspejler den enkeltes indsats for fællesskabet og for sig selv.

Der kan stilles ændringsforslag til stort set alle love. Det burde også være muligt at gøre det til Janteloven - og for så vidt er det vel allerede gjort med “Den positive Jantelov”, som har cirkuleret i årevis. Et af punkterne i den lyder: “Du skal tro, at dit eget liv og vort samfunds beståen er meget afhængig af din indsats”.

Sagt på en anden måde: ”Din gode indsats gør det ret og rimeligt, at du og dine har det (økonomisk) godt. Men den er også en del af grundlaget for, at jeg kan have det godt. Det er flot gjort. Tak for det!”

 

For en halv snes år siden aflagde det, der hed Velfærdskommissionen, sin rapport. Den fortæller noget af det samme om vores baggrund, som den også er i dag, og som er fremført ovenfor. Noget af det virkeligt spændende var, om kommissionens medlemmer turde lægge frem i et klart sprog, som vi alle kan forstå, hvad der skal til, for at vi kan blive ved med at have det lige så godt, som vi har det i dag. Eller om de helt ville overlade til politikerne selv at drage konklusionerne, inden de træffer beslutningerne. For det med beslutningerne er der nu engang ikke andre end politikerne til at tage sig af.

Ikke mindst derfor var det skuffende for mange, at den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen næppe havde fået rapporten i hånden, før han skød store dele af den i sænk. Vi havde allerede dengang brug for, at der blev truffet beslutninger, og at det ville ske hurtigt. Men statsministerens reaktion skabte begrundet frygt for, at det endnu kunne have lange udsigter, før det ville ske. Og som nævnt pågår diskussionen stadig. Man kan med god grund stille spørgsmålet, hvorfor det åbenbart skal være sådan. Er det, fordi der ganske enkelt her i Jantelovens fædreland skal for meget politisk mod til for at træffe de nødvendige beslutninger, når det nu engang er sådan, at vi simpelt hen ikke kommer udenom, at disse beslutninger skal rumme muligheder for, at man kan få et klart udbytte af at “give den en ekstra skalle” i en eller anden sammenhæng.

14-05-17

Systemerne over borgerne

Det er gået for vidt!

 

Og det gælder først og fremmest med det stadigt stigende antal EDB-systemer. De skulle være til for os, borgerne. Men i dag er det vendt på hovedet: Vi er blevet til for systemerne. En stadig større del af dem styrer nu vilkårene for os, og det virker, som om vore politikere stort set har opgivet at ændre på den situation.

Generelt sagt var intentionerne med EDB-systemerne vel nok, at de skulle gøre behandlingen af vore dages mange data hurtigere, nemmere og billigere. Dermed ville det blive muligt at afskedige en masse mennesker. Det mente man, og det gjorde man. Og derefter sejlede det hele, og i stedet for de bebudede og forventede besparelser konstaterede man voldsomt øgede udgifter. Og det ene EDB-system efter det andet måtte skrottes.

På sin hjemmesiden har DR opregnet nogle af de EDB-systemer, som helt eller delvis har måttet opgives siden 2000, eller som kører dårligt:

 

Amanda, Arbejsmarkedsstyrelsen.

Skrottet i 2008. Pris: En milliard kroner.

Civilstraffe. Domstolsstyrelsens it-system.

Skrottet i 2008. Pris: mindst 80 millioner kroner.

Polsag. Politiets sagsbehandlingssystem.

Kørt i pilotdrift i Bornholms Politi, men det viste sig ikke at fungere ordentligt. Skrottet i 2012. Pris: Ca. en halv milliard kroner.

PROASK. Arbejdsskadestyrelsens it-system.

Skrottet i 2014. Pris: 164 millioner kroner.

DeMars. Forsvarets centrale IT-system.

Stærkt forsinket. Sat i drift i 2004. Budget overskredet med minimum 400 millioner kroner.

Digital tinglysning. Bestilt af Domstolsstyrelsen.

Forsinket 1,5 år. Indført 2009 med store vanskeligheder. Budget overskredet med 266 millioner kroner.

EFI. Skats inddrivelsessystem.

Forsinket 6 år. Indført 2013 med store startvanskeligheder. Prisen for det endelige system er fortrolig. Sidste gang prisen var offentlig, lød den på 292 mio kroner.

Daccis. Forsvarets it-system.

Skrottet i 2008. Pris: 410 mio. kr. Leverandøren, svenske SAAB, blev dog dømt til at betale en erstatning til Forsvaret på i alt 200 millioner i 2013.

 

Dertil kommer jo så de mange andre sager bl.a. om Skats mange fejl og utrolige ineffektivitet, som har kostet staten - og det vil jo sige os alle - store milliardbeløb. Også i den sammenhæng har dårlige EDB-systemer en væsentlig del af skylden. Og nu må man erkende, at det var en fejl, da man fyrede så mange af Skats medarbejdere, og det lader til, at man nu omsider må krybe til korset og genansætte op imod tusinde. Men det havde været langt, langt billigere, hvis man i sin tid havde beholdt dem, og der er ingen tvivl om, at meget ville have kørt langt, langt bedre og billigere.

Jamen, hvad er der da gået galt?

Jeg er ikke i tvivl om, at langt de fleste politikere og andre beslutningstagere har stolet blindt på, at EDB-specialisterne ville kunne levere de systemer, de gav tilbud på. Det kunne de så ikke, og det er der givet en lang række mere eller mindre gode forklaringer på (og dårlige undskyldninger for). Men ganske uanset, hvad man prøver at undskylde sig med, så må der skæres igennem, og man må konstatere, at de var ikke dygtige nok til at levere de ønskede programmer. Uofficielt hedder det i dag i de kredse, at "den, der er dygtigst til at lyve, får jobbet". Med andre ord: det er ganske enkelt blevet overvurderet, hvad der i dag er muligheder for.

Derfor må det være et krav til alle i stat, regioner, kommuner og andre offentlige institutioner, der sidder med ansvar for de administrative funktioner, at de stopper med anskaffelse at nye EDB-systemer, indtil producenterne kan føre sikre beviser for, at de vil fungere efter hensigten. Det vil givetvis betyde bevarelse af ganske mange arbejdspladser og oprettelse af nye. Men man skal ikke have fulgt særlig godt med for at kunne se, at hvis det får lov til at fortsætte som nu, så siger alle erfaringer, at det på lidt længere sigt vil være både det billigste og det bedste for samfundet.

 

14-05-17

Kommentar fra Birthe Christoffersen

 

Det ville være dejligt, hvis politikerne medtænkte sikkerhed, når der digitaliseres. Gang på gang hører vi om læk af data og hackernedbrud.

Tænk el, vand, varme. Det var ønskeligt at det var sikret. Vi har altid hørt og sagt, at hastværk er lastværk. Det ser ud til at gælde endnu.

 

16-05-17

 

Kommentarer til indlæggene her på Ældre-bloggen er altid velkomne. Den nemmeste måde at give dem på er ved at bruge beskedboksen her til højre.

 

Alle kommentarer vil snarest muligt blive bragt her på bloggen - men uden oplysning om E-mail adressen.