At være ældre

12-07-17

 

Ældre end hvad (eller hvem)?

 

Det er egentlig en mærkelig måde, vi bruger ordet/begrebet “ældre” på. For vi burde jo hver gang spørge: “Ældre end hvem?” eller “Ældre end hvad?” Men det gør vi ikke. Vi er bare ældre.

Men hvem er vi da ældre end?

Jo, i skolens første klasse var vi f.eks. ældre end dem i børnehaveklassen – det, der vist nu hedder 0. klasse. Og som “basser” i den militære verden var vi ældre end “mølkuglerne”. Nu, i pensionisternes verden, burde vi være ældre end dem, der er gamle. Men det er vi ikke. I den her sammenhæng er ordets oprindelige gradbøjning – gammel, ældre, ældst – sat helt ud af betydning.

De, der er gamle, er ældre end dem, der endnu bare er ældre.

Det er vel så egentlig et relevant spørgsmål at stille, hvornår vi går fra at være ældre og til at være gamle. Svaret må vist være, at det er en meget flydende overgang. Og i virkeligheden er det nok slet ikke noget, der kun bestemmes af alder, men i langt højere grad af helbred, nemlig hvis vi på grund af et alderssvækket helbred ikke længere kan klare os selv.

Og så er det vist også i høj grad et spørgsmål om, hvem der ser på os og skal danne sig sin egen mening om, hvem der er ældre, og hvem der er gamle. Jeg husker min morfar på 75 tilbage i 1940’erne – hvor var han gammel! Selv er jeg 82 – men jeg synes da egentlig ikke selv, at jeg er gammel. Men det var jeg vist nok allerede for mange år siden set med mine børnebørns øjne.

Ældre-bloggen

 

At være ældre

 

 

Og hvad har en dinosauer så at gøre her på siden?

Jo, den levede i gamle dage. Og nu er vi altså ældre.

Forvirret?

Det er du ikke ene om!

Nedenstående skrev jeg for snart en del år siden. Nu er jeg blevet endnu ældre. Men det gælder i dag i lige så høj grad, som da det blev skrevet.

 

- - - - - - - - - - -

For gammel til det!

 

Jeg er en mand. Jeg har passeret de tres - endda så godt og vel. Men jeg kan se og høre rimelig

godt. Min smagssans fejler absolut intet, og jeg har et følelsesliv, der vist kan betegnes som

normalt.

 

Det betyder bl.a., at jeg kan glæde mig, og jeg kan konstatere, at verden er fuld af ting, som

jeg kan glæde mig over. Og jeg synes, at jeg burde have lov til at gøre det - fuldt ud - uden

at det hos omgivelserne skal give anledning til overbærende smil og somme tider til bemærk-

ninger i stil med “Åh herregud da - er han da ikke blevet for gammel til det!”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er helt legalt og accepteret, hvis man i min alder glæder sig over et godt og veltillavet

måltid mad eller et godt glas vin - og giver udtryk for det.

 

 

 

 

 

Man må bestemt også gerne gå til koncert og nyde musikken og/eller lade sig fange af dens

rytmer. Det er også helt fint, at man fortæller om sin gode oplevelse af musikken. Men det

betragtes nok af mange som lidt komisk, når en halvgammel gut som mig lader sig rive med

af rytmen og lader kroppen følge med, så godt som en begyndende reumathisme nu tillader

det; eller er det mon bare noget, som jeg - med min tillærte fornemmelse af, hvad man kan

tillade sig - bilder mig ind - der er jo noget, der hedder konventioner. Nej, det er nu nok sådan,

at den slags udtryk for livsglæde hører ungdommen til.

 

 

 

 

 

 

Men så er der den glæde over naturen, som f.eks. synet af et smukt landskab byder på. Den

hører nok de modne år til. De unge har ikke rigtig tid til den glæde, og giver de alligevel udtryk

for glæde over den smukke natur, så er det vist ofte for - sådan billedlig talt - at give os ældre

et klap på skulderen - “jamen det ser du da helt rigtigt på, du gamle”.

 

 

 

 

 

Men der er en form for skønhed, som man som en mand, der er lidt ældre end de yngre,

skal holde sig fra at give udtryk for glæde over. Ingen kan vist være uenig med mig i, at

der er ikke nogen oplevelse, der er mere positiv end mødet med eller blot synet af en

smuk, sød, naturlig, imødekommende, smilende og venlig pige. I hvert fald ikke, hvis

man er en mand. Og jeg kan kun håbe for kvinderne, at de har tilsvarende positive op-

levelser ved mødet med mænd. Og at de i øvrigt også kan glæde sig over synet af en

smuk kvinde, som jeg kan det over synet af en flot mand.

Og der ligger intet seksuelt i dette - kun den sande glæde over noget smukt.

Men nogle er alt for tilbøjelige til netop at lægge noget seksuelt ind i den glæde,

og er man nu blevet lidt op i alderen, så udløser det næsten uvægerligt en opfattelse

af noget med “den gamle gris”.

 

Mens det beundrende blik fra den yngre mand bliver gengældt med et glad og - i bedste

forstand - et tilfreds smil fra den søde teenager og den smukke kvinde, så mødes præcis

den samme glæde og beundring fra den noget ældre mand oftest med bevidst ligegyl-

dighed, isnende kulde eller direkte forargelse. Og det på trods af, at hun ganske uanset

mandens alder kunne tage hans beundrende blik til indtægt og glæde sig over, at hun

med sit udseende og sit væsen giver sine omgivelser en god oplevelse.

I stedet er reaktionen - både fra pigen og fra omgivelserne - ikke sjældent forargelse

over “den gamle gris”.

 

Som mand over de tres må man tage til efterretning, at livets goder er ulige fordelt over

livsforløbet. Glæden ved synet af den smukke natur forbliver stueren gennem hele livet.

Men glæden over synet af en smuk pige bliver med alderen til noget griseri.

 

Griseri eller ej: Den dag, hvor jeg ikke længere kan føle en varm og oprigtig glæde ved

synet af en smuk, livfuld kvinde, da har tilværelsen mistet den mest vitale del af sit værd.

 

 

Det er svært at være barn

- for de voksne skal bestemme det hele

- eller der er ingen, der rigtigt tør fortælle mig, hvad der rigtigt, og hvad der er forkert.

 

Det er svært at være ung

- for det er helt umuligt at få min SU (cafépengene) til at slå til. Og hvad skal jeg i øvrigt vælge at få dem for?

 

Det er svært at være i den erhvervsaktive alder

- for både min arbejdsplads og min familie river i mig, og det giver stress.

 

Og det er altså også svært at være gammel

- og et af de største problemer er, at jeg ikke ved, hvor længe jeg er det.

 

Med andre ord: Hvor er hele forløbet fra vugge til grav dog besværligt - - med mindre man lige tænker på alternativet. For så bliver hele livet faktisk for de fleste af os med ét slag dejligt.

Men nu, hvor jeg er blevet gammel, så er et af de store spørgsmål altså,

hvor længe jeg er det. Og jeg ved godt, hvad der er det næste trin.

Hvor længe skal jeg strække den økonomi, jeg har til rådighed? Skal

jeg skynde mig at omsætte alle mine mursten til rødvin og nyde den i

fulde drag her og nu. Og kan det lige så godt være af den dyre slags,

eller skal jeg strække den over lidt længere tid med en noget ringere

kvalitet? Eller skal jeg sørge for, at der også kan blive noget til at fejre

min 110 års fødselsdag med?

Det er naturligvis ikke så stort et problem for ham/hende, der har mursten nok derhjemme og bunker af papir i boksen, for så kan man jo med sindsro se frem til omtalte runde fødselsdag. Men for langt de fleste af os - for alle os, der har en tidsbegrænset kapital- eller ratepension, er sagen en anden. For slet ikke at tale om de andre mange, for hvem alene folkepensionen skal skabe indhold i resten af tilværelsen. Selvfølgelig vil vi da gerne alle sammen leve livet her og nu for al den udblæsning, som vores alder og helbred tillader; men vi vil da bestemt også gerne kunne blive ved med at leve, så længe vi gør det.

Som allerede nævnt: det er svært!

15-08-16

Det er svært at være gammel

- jeg har prøvet det selv

(en lille omskrivning af en kendt strofe)

 

 

 

Hvordan pokker indretter man sin tilværelse som gammel, så man hele vejen igennem kan have det godt med sin dagligdag og se fremtiden i møde med sindsro, glæde og tilfredshed? Når man altså også er nødt til at tage sin økonomiske situation med i billedet?

Egentlig ligger der et svar snublende ligefor. Og det er måske egentlig derfor, at det til tider og for nogle kan være svært at få øje på.

Der er noget, der hedder de gratis glæder. Og de kan rent faktisk godt erstatte både ét og flere af de gode og dyre glas rødvin - hvis det er nødvendigt. Det er da selvfølgelig individuelt, hvad den enkelte har mulighed for at høste af disse gratis glæder. Men jeg vil gerne prøve at pege på nogle af dem:

Blandt de største og bedste må være dem, som stadig står åbne for mange, alene i kraft af dette at de endnu er to om tilværelsen. Muligheden for at kunne dele livets mange lyse sider og gode oplevelser med et andet menneske, som står en nær, er så utroligt meget værd, at man først rigtigt forstår værdien, når man ikke længere har denne mulighed. Men man behøver ikke at være den store psykolog for at kunne se, at mange betragter dette at være to som noget, der i den grad er en selvfølgelighed, at de slet ikke skønner på, hvad det egentlig betyder for dem.

Men hvad så for alle os, der aldrig har haft eller ikke længere har denne mulighed? Er vi for resten af vores tilværelse dømt til forstemthed og tungsind.

Nej, det behøver vi bestemt ikke at være - med mindre vi altså selv ønsker det, og det er der faktisk tilsyneladende nogle, der gør.

For mange giver det sociale samvær med andre en masse glæde og indhold i tilværelsen. Men nogle søger dette samvær for at kunne komme til at læsse egne sorger, besvær og frustrationer af på andre, og det duer altså ikke, for de andre kan jo sagtens have nok i deres egne vanskeligheder. Hvis man derimod beslutter sig for at tage de positive sider af ens egen tilværelse med til samværet med andre (men det kan da være noget, man helt bevidst skal beslutte sig for at gøre, og vi har alle sammen nogle positive sider, som vi kan tage med), så skaber det oftest i sig selv endnu en god oplevelse.

Og socialt samvær kan man finde på et utal af forskellige måder og i mange forskellige sammenhænge. Selvfølgelig er mulighederne ikke de samme for alle, og derfor vil jeg ikke begynde at remse mulighederne op her - blot konstatere, at de er der, og at det helt er op til en selv, hvilke af dem man vil benytte sig af.

Et meget stort privilegium har de af os, der har nogle gode familiemæssige relationer. Det er noget, der ganske enkelt ikke kan vurderes højt nok. Men desværre ser man ikke helt sjældent, at sådanne relationer slet ikke bliver udnyttet, fordi nogle af lutter misforstået tilbageholdenhed undlader at “trække på” deres familie. Eller - hvad der er endnu værre - så ser man også, at de familiemæssige relationer bliver misbrugt, oftest ved at man i tide og især i utide trænger sig på og forventer at kunne nyde i kraft af sin alder og glemmer, at et tosidigt forhold stadig forudsætter, at begge parter yder.

 

Jeg har ikke glemt, at der er endnu en helt afgørende faktor, når man skal vurdere sine muligheder og vilkår som gammel.

Det er helbredet.

Det er let nok at være optimistisk og positiv, så længe dagligdagen ikke er præget af svigtende helbred. Men mon ikke de fleste af os kender eksempler på mennesker, der må leve med smerter og svækkelse, men som i deres omgang med andre mennesker alligevel lægger et ukueligt humør for dagen sammen med en aldrig svigtende interesse for deres omgivelser. Og samtidig kender vi måske andre, som egentlig har det godt både økonomisk og helbredsmæssigt, men som alligevel aldrig er til at lokke hverken et smil eller en positiv bemærkning ud af.

 

Jo, mon ikke vi selv i ganske høj grad kan beslutte, om de år, vi har tilbage, skal være på lys- eller skyggesiden.

 

 

24-09-16

 

Jeg har arbejdet med det her indlæg gennem et stykke tid. Det er nemlig lidt svært for mig at få formuleret præcist, hvad det egentlig er, jeg mener, når jeg siger, at

"jeg vil have lov til at være gammel".

 

Det er rigtig positivt at høre og læse om alt det spændende og udfordrende, som mange pensionister foretager sig: rejser til fjerne lande, fitness, 18 huller på golfbanen, nye universitetsstudier osv.

Det er fint at holde sig i form både fysisk og mentalt; men jeg vil ikke prøve at gøre det for stadig at kunne måle mig med de unge. For jeg er ikke ung længere, og nu i alderdommen er det for mig helt andre kriterier, der gælder, for at jeg kan synes, at jeg har grund til at være tilfreds med mig selv. For alderdommen er en helt ny livsfase, som har helt sit eget indhold.

Jeg er enig med forfatteren Arne Herløv Petersen, når han skriver: "Alderdommen er ikke det samme som ungdommen, bare i en lidt afbleget og afskallet udgave".

Det er sagt, at hver ny dag er den første i resten af dit liv. Og det kan der da være noget rigtigt i. Men jeg har indtryk af, at nogle opfatter dette som udtryk for, at det ku' da også træffe at blive den sidste, og så kan det jo egentlig ikke betale sig starte op på noget som helst - for du er jo altså heller ikke ung længere.

Jeg har set Prins Henrik citeret for følgende: "Jeg er ikke bange for at dø. Jeg har kendt mange personer, der har tænkt så meget på døden, at de har glemt at leve".

For mig er dette netop det centrale i tanken om, at dagen i dag er den første i resten af mit liv. Og jeg skal huske at leve. Men det skal ikke være et liv, hvor det primære er at forsøge at videreføre ungdommens glade dage. Jeg erkender klart, at der er meget, som jeg ikke kan klare længere. Men det vil jeg ikke begræde, for så ville tilværelsen dog blive så inderligt trist. Jeg vil derimod have lov til at være gammel med glæden over alt det, som jeg stadig kan - eller det, jeg ikke kunne tidligere, men som jeg kan nu i kraft af et langt livs erfaringer.

Jeg erkender, at dette nok kan være lidt let og billigt sagt, når man hører til blandt dem, der ikke har de store helbredsmæssige eller andre problemer, som mange ældre jo har. Men igen: Jeg vil have lov til at være gammel på de præmisser, som tilværelsen nu engang har givet mig.

18-03-17

"Hva nøtt er et te?"

 

Sådan spørger "min nabo Per Smed" i Anton Berntsens digt fra 1914.

Det samme spørgsmål bliver den dag i dag stadig stillet i mange sammenhænge. Og lad det være slået fast med det samme: I mange tilfælde er det da også helt relevant at gøre det.

Det er også den opfattelse, at Carl Valentin lægger frem i et indlæg i netavisen Altinget.dk. Der er rigtig meget af det, vi gør i dagens Danmark, som bestemt ikke kan betale sig, hvis vi udelukkende skal se økonomisk på det og vurdere, i hvor høj grad det bidrager positivt til samfundsøkonomien. Men af forskellige grunde - og blandt dem ikke mindst af moralske grunde - er vi nødt til at gøre det alligevel, skriver han, og så giver han et eksempel på "noget, der i hvert fald med sikkerhed ikke kan betale sig: Det kan ikke betale sig at hjælpe de gamle. Det lyder hårdt, men det er altså et faktum. For når Gertrud når en alder, hvor hun ikke længere selv kan vaske sig, tage tøj på eller købe ind, så kommer hun aldrig til at bidrage til samfundet igen. I hvert fald ikke, hvis ens definition af at ’bidrage’ er en kold og samfundsøkonomisk version, der dækker over, hvorvidt man som individ er med til at øge det danske bruttonationalprodukt.

Men vi hjælper hende jo som samfund alligevel. Hvorfor? Fordi vi finder det moralsk rigtigt at hjælpe mennesker, der har brug for det, og fordi de fleste af os heldigvis mener, at kravet om en anstændig alderdom er retfærdigt. Om det så rent økonomisk kan betale sig, er sådan set underordnet.

Som min kammerat Mikkel sagde til mig forleden: ”Det er jo for fanden ikke en forretning, vi driver, det er et land!”, og jeg kunne ikke have sagt det bedre selv".

 

Egentlig kan det vel netop ikke siges bedre: Vi er et land; vi er et samfund; vi kan alle forvente at få den hjælp, vi på grund af alderdom eller af andre årsager har behov for.

Men nogle er tilbøjelige til at glemme den soleklare forudsætning, der er for, at vi kan forvente at få den hjælp, nemlig at vi alle - så længe vi er i stand til det - bidrager til samfundet med, hvad vi kan.

 

 

 

08-10-16

 

I indlægget herover giver jeg udtryk for, at

 

"jeg vil have lov til at være gammel".

 

Det ønske er jeg ikke ene om. I Kristeligt Dagblads brevkasse skriver en pensionist ved navn Britta, at "Jeg vil ikke finde mig i at skulle leve op til omgivelsernes forventninger om et tårnhøjt aktivitetsniveau i mit liv som pensionist". Den holdning uddyber Britta så i sit indlæg, der kan ses i dets helhed via linket herunder, som kan kopieres og indsættes i Googles adresselinje:

 

http://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sjael/man-maa-finde-sit-eget-tempo?utm_source=Kristeligt+Dagblads+nyhedsbreve&utm_campaign=a212268f3b-1610071212&utm_medium=email&utm_term=0_58a9ab1b8d-a212268f3b-124873737&mc_cid=a212268f3b&mc_eid=fa31922109

 

Brittas indlæg har affødt en række kommentarer, som også kan ses på siden, som ovenstående link fører frem til.

En af disse kommentarer er fra Britta Svanborg Poulsen, der skriver:

"Også jeg nød Brittas historie. Jeg er heldig at jeg stadig har min mand, vi har været gift i lige knap 52 år, det er jo ikke alle forundt at blive gamle sammen. Og vi nyder i den grad livet, og det at have fri, at kunne gøre ting sammen og hver for sig. Jeg bliver tit spurgt om hvad vi dog får tiden til at gå med. Og om jeg ikke skal være frivillig her og der. Og nej, lige pt har jeg det liv jeg har drømt om efter 30-35 år med meget lange arbejdsdage som dagplejer. Og jeg respekterer fuldt ud alle, der lever deres pensionist tilværelse efter eget hoved, og gør hvad hver især har lyst og behov for. Så nyd du bare din tilværelse navnesøster Britta. Det gør jeg."

I forbindelse med disse indslag fra bladets brevkasse refereres der til en række udtalelser fra antropolog Henrik Hvenegaard Mikkelsen, der er tilknyttet Center for Sund Aldring ved Københavns Universitet. Han giver udtryk for, at "Det forventes i dag, at ældre mennesker er både fysisk og socialt aktive, men de færreste kan leve op til glansbilledet".

Og han siger videre: "De ældre får lovning på en historie, som er de færreste forundt. I medierne er det ofte ildsjæle med en særlig drivkraft, der portrætteres; men for de fleste er virkeligheden en helt anden. De oplever fysiske tilbageskridt, mange blive ensomme, og det føles skamfuldt ikke at kunne leve op til glansbilledet".

Henrik Hvenegaard Mikkelsen vil absolut ikke opfordre til, at vi ældre blot bliver liggende passivt på sofaen; men han understreger, at vore dages kraftige fokus på bekæmpelse af ensomhed kan have negative konsekvenser for mange ældre.

"Det bliver farligt", siger han iflg. Kristeligt Dagblad, "når et fysisk og socialt liv bliver et moralsk krav. Det får ældre til at føle sig som fiaskoer, hvis de ikke kan leve op til succeskriteriet. Det interessante er, at konsekvenserne ikke begrænser sig til til særlige grupper af ældre, men rammer over hele linjen. Det er både de ældre mænd, som føler sig fremmedgjorte over for kommunens mange tilbud, men også kvinderne fra den gode del af middelklassen, som bliver stressede af at løbe rundt fra aktivitet til aktivitet".

Når ældre i dag risikerer at blive stressede af forventningerne til dem, skyldes det ifølge Henrik Hvenegaard Mikkelsen, at det igen og igen fortælles, at de ældres sundhed og velvære er deres eget ansvar:

"De ældre bliver fortalt, at man har stor indflydelse på sin egen sundhed. De skal så selv finde ud af, om det skal være varmtvandsgymnastik eller nogle særlige kostråd, som skal være deres frelse. Virkeligheden er bare, at store dele af vores velvære og sundhed har vi slet ikke kontrol over. Men det bliver pludselig svært at brokke sig over, at man har det dårligt, hvis det er ens eget ansvar, og man betragtes nærmest som socialt uansvarlig, hvis man er en udgift for samfundet."

-----

"Jeg opfordrer ikke til en liberal laissez-faire-ideologi. Jeg er tilhænger af, at ældre bryder tabuer om alderdommen ved at være både fysisk, socialt og seksuelt aktive. Men det skal være muligt at diskutere, om ensomheden først og fremmest er statens ansvar. Ved at tale om ensomhed som et problem, som staten skal hjælpe os med at bekæmpe, bliver det sværere for os at adressere ensomhed som et eksistentielt vilkår, der ikke nødvendigvis skal gøres noget ved," siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen.

- - - - - - - - - - -

 

Hvordan har du det med at være en af os ældre? Føler du også et pres fra omgivelserne til at tage del i flere aktiviteter, end du egentlig selv har lyst til? Eller er det i virkeligheden de mange muligheder for at være aktiv på den ene eller den anden måde, der giver det indhold i tilværelsen som ældre, som du drømte om, allerede før du blev pensionist?

Luk op for dine tanker og erfaringer i beskedboksen nederst på siden her eller på Ældre-bloggens profil på Facebook.

 

 

 

27-03-17

 

Vi bliver ældre med alderen

 

Vores alder står ikke til diskussion. Det ligger fast, hvad den er, og skulle vi alligevel komme i tvivl om den, så har samfundet jo forsynet os med et CPR-nummer, som de fleste af os stadig kan huske - i mange sammenhænge er det jo vigtigere end vores navn. I det nummer er der to tal, som fortæller, hvornår vi kom til verden. Så kan det godt være, at vi er nået dertil, hvor vi skal have fat på lommeregneren for at finde ud af, at hvis de to tal f.eks. er 34, så betyder det, at vi i år kan holde vores 83 års fødselsdag.

Som nævnt: Vores alder kører ganske automatisk derudad. Det kan vi bare ikke gøre noget ved.

Men jeg kan da godt mærke, at jeg ikke er 80 år længere. Jeg kan godt mærke, at jeg er blevet ældre i løbet af de tre år. Jeg kan mærke, at der er noget, der hedder aldring. Jeg må erkende, at der er noget, som jeg stadig var rimeligt god til for tre år siden (og som jeg faktisk var rigtig god til for 20 år siden), men som det kniber lidt med nu. Sådan er det bare; men jeg har besluttet mig til, at jeg i hvert fald vil prøve på ikke at begræde, at der er noget, som jeg måske slet ikke er i stand til længere. I stedet vil jeg prøve at glæde mig over, at der jo faktisk er en utrolig masse, som det stadig går rigtig godt med.

Jeg har under bogomtaler her på Ældre-bloggen omtalt Suresh Rattans bog "Alder". Nu har jeg haft tid til at læse noget mere i den, og det har været en god oplevelse. Den har givet mig forståelse af, hvorfor jeg på nogle områder er, som jeg er blevet, og hvorfor jeg nu gør, som jeg gør. Desuden er det helt rart at få bekræftet nogle af de antagelser, som man har gået og gjort sig i forskellige sammenhænge.

For som han skriver:

"Vores krop gør dog sit bedste for at leve så længe som muligt, den tilpasser sig hele tiden ved hjælp af tusindvis af forandringer. Det er heller ikke alle aldringens forandringer, der er dårlige for kroppen.

Det er for eksempel ganske fornuftigt, at niveauet af specielt kønshormoner og insulin bliver lavere. På den måde sparer vi energi. Lidt ekstra fedt på balderne beskytter knoglerne mod at brække, hvis vi falder. Et højere blodtryk hjælper blodet til lettere at løbe igennem venerne. Vores muskler og hjerne bliver mindre aktive, således at energien, som spares, kan bruges til andre livsnødvendige funktioner i kroppen som fordøjelse og bekæmpelse af infektioner.

-----------

Det bekræfter adskillige undersøgelser, hvor forskere har spurgt ældre mennesker, hvor gamle de følte sig. Forskerne spurgte både beboere på plejehjem og ældre, som boede hjemme, enten alene, med deres partner eller hos deres familie. Resultaterne er de samme. De fleste af os føler os aldrig ældre end halvtreds, selv når vi er halvfems år eller ældre. Selv en alvorlig sygdom får os sjældent til at føle os gamle.

Vores sind fortsætter åbenbart med at vokse igennem livet, endda selv om vores hjerne bliver langsommere til at se, reagere på og huske nye oplysninger. Vi fortsætter alligevel med at udvikle os i sindet og fantasien. Vi føler, at vi bliver klogere. Vi behøver ikke længere at konkurrere på alle mulige parametre for at opnå berømmelse, rigdom og sex. Vi ønsker bare at opretholde vores fysiske og mentale uafhængighed. Ja, vi føler os næsten befriet med alderen. Med andre ord står vi over for endnu et af livets paradokser: Når aldringen af kroppen begynder, standser aldringen i sindet.

-----------

Alder er altså uden tvivl et fascinerende begreb, og det nærmest inviterer os til at udforske den mening, det har for os. Vores alder og den måde, vi opfatter den på, og som vi lever med og i den, har betydning for næsten alt andet. Den er

afgørende for vores fysiske, mentale og sociale sundhed. Vores opførsel over for og holdning til andre mennesker

af hænger også af, hvordan vi oplever vores egen og ikke mindst deres alder.

 

-----------

Jeg lever ikke i frygt for at blive gammel. Jeg hader ikke, at jeg bliver ældre eller min relativt høje alder. Jeg behøver ikke at blive modstander af aldring. Jeg ønsker en sund aldring. Jeg ønsker tilstrækkelig fysisk og mental uafhængighed i mine daglige aktiviteter. Jeg er klar til at omfavne min højere alder. Jeg er klar til at gennemleve alle mine aldre fra nul til … nå ja, det ved jeg jo ikke. Jeg ønsker mig selv og jer en god aldring, i alle aldre".

 

Det er gode og kloge ord fra en, som længe har forsket i alder og aldring, og som ikke længere selv er blandt de helt unge.

Som vi let kan se på os selv og på vores omgivelser, så er der stor forskel på, hvordan vi aldres. Lægen og filosoffen Esther Møller har udtrykt aldringens individuelle natur på en meget fin måde:

"Vi fødes som kopier, men vi dør som originaler".

 

 

 

26-10-16

Erfaring

 

har altid været et nøgleord i mange sammenhænge. Men mens det endnu i det meste af 1900-tallet gjaldt næsten generelt, at de ældres erfaringer havde betydning, var nyttige og blev værdsat, så er det nok noget anderledes i dag.

Tidligere kunne f.eks. den unge landmand i meget høj grad bygge på faderens erfaringer, når han overtog fødegården. Men i landbruget som så mange andre steder i samfundet er både den tekniske udvikling, de klimamæssige forhold og ikke mindst de økonomiske vilkår i det seneste halve århundrede ændret så fundamentalt, at driften ikke længere kan bygge på de ældre generationers erfaringer.

Derfor hverken kan eller skal ældre-generationerne spille den samme rolle i dag, som de gjorde det tidligere. Det betyder ikke, at vi er blevet kørt ud på et sidespor. Men det betyder, at vi i dag kører ud ad et andet spor, som vi selv har anlagt, og som vi stadig er i fuld gang med at udbygge. Det gælder i hvert fald for rigtig mange, fordi vi har mulighederne - ikke mindst de helbredsmæssige og de økonomiske. Men vi må aldrig glemme, at der er nogle, som ganske enkelt ikke har de muligheder, og over for dem har vi en klar forpligtelse til at gøre, hvad der kan gøres for i videst muligt omfang at have dem med på vognen ind på vor tids nye spor.

Vi ældre må erkende, at sådan er det, og det betyder for nogle, at de kan føle sig totalt kørt over af en udvikling, som kan virke helt uoverskuelig. Men sådan behøver det ikke at være. For et af de privilegier, vi har som ældre og pensionister, er jo, at vi i meget høj grad selv kan beslutte os for, hvordan vi vil forholde os til udviklingen. Vil vi sætte os hen og begræde, at verden ikke længere er, som den var engang? Eller vil vi vælge de sider af udviklingen ud, som vi selv kan og vil drage nytte af og glæde os over?

Jeg harandet sted her på Ældre-bloggen været inde på, at der er en del ældre, som helt bevidst har valgt meget af den moderne teknologi fra, og det gælder ikke mindst den del, der har med informationsteknologien at gøre. "Det interesserer mig overhovedet ikke", er begrundelsen fra flere af dem. Men da jeg for nogle år siden inden for Ældre Sagen underviste nogle hold af pensionister i brugen af edb, blev jeg klar over, at i hvert fald for nogle er årsagen slet ikke manglende interesse, men derimod, at de på en måde er bange for den ny teknologi: "Vi kan da vist komme til at gøre noget helt galt!" mente de. Jeg tror, at det efterhånden lykkedes mig at få de fleste af dem fri af den frygt, og så syntes de både, at det var rigtig sjovt med alt det, man kan bruge en pc til, og jeg ved, at tilværelsen for en del af dem blev noget lettere, fordi de nu selv kunne tage hånd om en del flere af hverdagens små og store udfordringer.

En gang imellem er der antropologer eller andre, som fortæller om familieformer, hvor de ældste indtager en helt anden position i familien, end vi kender her til lands. Det er især i Østen, hvor der mange steder er en stærk tradition for, at generationerne bor sammen, og at det er familiens ældste, der træffer de vigtige afgørelser.

Budskabet er så, at det er noget, som vi her til lands både kunne og skulle tage ved lære af. Og det kan da sikkert godt lyde lidt tillokkende for nogen, hvis vi gamle på den måde igen kunne komme lidt mere til ære og værdighed. Men det er vigtigt at huske, at man i de pågældende lande i Østen lever under helt andre betingelser og i en helt anden kultur, som ikke kan overføres hertil. Vel er der da her i landet gode eksempler på, at to generationer har valgt at bo under samme tag. Det er imidlertid mit indtryk, at dér, hvor det fungerer bedst, er dér, hvor de ældre ikke blander sig for meget i de unges liv og hverdag. Men hvad man utvivlsomt kan nyde godt af - også under det samme tag - er, når de unge af egen drift trækker på de ældres livserfaring - dette noget ubestemte, men oftest meget positivt begreb.

26-06-17

 

Tanker i ventetiden

 

Af Benny Brinch, Svendborg

Cand.mag. i historie og matematik

 

Min mor er i fuld gang. Ja, det vil sige, hun går ikke så godt mere. Hun har fået en rollator. Den er kun til låns, forklarede hun. Jeg skal levere den tilbage, når jeg ikke har brug for den mere. Den er hun meget glad for. Hun har fået tilbudt hjemmehjælp, men vifter mig forarget af, når jeg foreslår det. Hun vil selv gøre rent. Så bliver det gjort ordentligt. Hun har ikke noget imod, at kæresten, en ikke helt ung mand på 86 år, modtager hjælp. Hun gider ikke hjælpe ham med rengøring. Det må han selv klare. Derimod har hun en ung mand på 70 til at hjælpe med det grove i haven. Hun slår selv græsset og får en ung pige på 56 til at hjælpe med at starte maskinen.

 

Hun benytter sig lige som os andre af det offentlige system. Hun går uden briller efter en vellykket operation for grå stær. Hun hører meget dårligt og bruger derfor høreapparat. Hun har hele livet været en god lytter. Nu er hun blevet veltalende. Det skyldes den dårlige hørelse. Hun vil ikke indrømme, at hun hører dårligt. Så hun skjuler det ved selv at tale meget. Min mors talestrøm slap op sidste søndag. Hun måtte til sin egen forbavselse meddele mig, at hun ikke fejlede noget som helst. De første 90 år er åbenbart de værste.

 

Sidste år var hun turist i Holland for at se på blomster. Dertil kom en tur til Malta sammen med familien, en tur til Polen og et højskoleophold. I år er det kun blevet til en tur til Polen, fordi kæresten har været lidt skrøbelig. Hun har ingen formue. Ældrebyrde? Ja måske. Hun får meget betalt af det offentlige: folkepension, boligsikring, varmetilskud og ældrecheck. Men hun har også bidraget med et helt livs arbejde og skattebetalinger. Jeg klager ikke over den skat, jeg betaler til hende og andre i samme situation. Jeg har altid betalt min skat med glæde. Den går til et godt formål.

 

Folk, der ikke længere er helt unge, har altid et fast punkt på dagsordenen, når de mødes. De udveksler sygdomme og skavanker, der er kommet til siden sidst. Jeg har netop været hos lægen for det årlige rutinetjek. Jeg gik derfra med en ny smuk samling af helbredsproblemer, som min mor vil elske at kommentere med gode råd, som hun har læst i Familie-Journalen.

 

I venteværelset ligger en hel årgang af Søndag, et dameblad, der udgives om mandagen. Langt inde i bunken ligger der nogle gamle eksemplarer af Motor. Jeg gider ikke læse om motorer og biler. Jeg interesserer mig kun for, om bilen kan køre. Alt andet overlader jeg til mekanikeren. I gamle dage kunne et lægebesøg vare mange timer. Klinikken satte os alle til at møde klokken 10. Det skulle nødig ske, at lægen kom til at vente på en patient bare nogle få sekunder. Hen på eftermiddagen var besøget så overstået.

 

Efter mit lægebesøg blev jeg sendt videre til røntgenafdelingen på sygehuset. Ventetiden sneg sig op på 1,5 timer. Jeg spurgte høfligt om årsagen til den lange ventetid. Jeg blev mødt med flove undskyldninger. Røntgenafdelingen har en regel om, at der højst må være 20 minutters ventetid. Der var sket en fejl. Jeg var faldet ud af systemet. Derefter varede behandlingen mindre end 2 minutter. Tænk, at patienter er blevet mennesker og ikke brikker, der kan flyttes rundt med.

 

Hos min tandlæge ligger altid den sidste udgave af Jyllands-Posten. Han er meget interesseret i aktiemarkedet, så han er bevæbnet til tænderne, når han skal diskutere aktier med mig. Hans argumenter er lidt tandløse, men ellers er han en fornuftig mand, der ikke lader patienterne vente. Og han kan ikke gøre for, at vi selv skal betale hovedparten af tandlægeregningen. Hvad med at glæde os over alt det, vi ikke skal betale selv?

 

Min mor er meget bange for al den elektroniske djævelskab, der præger vores liv. Nu har hun omsider fået en mobiltelefon. Så kan hun nå mig overalt og advare mig mod livets farer. Pas på over gaden, lille Benny. Min mors liv handler ikke om fortiden, men om alle de planer, hun har for fremtiden. Måske skulle hun skrive en bog, der skal hedde: 90 år og hvad så? Tiden skal absolut ikke bruges på at vente. Hun lever en dag ad gangen.

 

 

01-07-17

 

Når jeg bliver gammel ....

--- så er der en masse at tage fat på, fortæller journalist Lene Sarup i Fynske Mediers boligtillæg "Base". Og hun har givet lov til, at alle hendes gode ideer må bringes videre her på Ældre-bloggen

 

Man kan tage på kurser i forberedelse af den tredje alder - og det skal efter sigende være lige så vigtigt at tilrettelægge denne som at have en karriereplan for den erhvervsaktive alder, som i mit tilfælde ikke er så lang, som den har været.

Jeg har ikke været på kursus, men jeg tror, at det går alligevel med min egen form for forberedelse.

Jeg har nemlig tænkt en del over, hvad jeg skal lave i denne tredje alder, hvor tid skulle være det, jeg vil få mest af. Og jeg er overhovedet ikke bekymret over at skulle finde indhold til denne, men mest over, om den nu bliver lang nok til alt det, jeg glæder mig til at have tid til.

Jeg er faktisk allerede begyndt at investere i den. Da jeg først begyndte at

spare op til min pension, da jeg var sidst i 30'erne, har jeg en anelse om, at jeg ikke bliver verdens mest velhavende pensionist, så derfor skal nogle af de dyrere ting indkøbes, mens jeg stadig har fornøjelsen af en månedlig lønudbetaling. Det betyder, at min knap 30 år gamle symaskine er gået i arv til datteren, og jeg har købt en ny - og en overlocker, så jeg selv kan sy mit tøj eller andet til hjemmet og familien.

Mit lager af stoffer og garn vil kunne holde til mere end nogle års forbrug. Og hvis jeg går tør, har jeg både moskus-, kanin- og lammeuld, karter og rok til at spinde mere garn og en væv, hvis jeg vil have mere materiale til at sy af. Gamle håndvævede dynebolstre har jeg liggende til tasker og andet rustikt - og mormors og mors restlagre af broderigarn og broderistoffer, hvis jeg virkelig vil arbejde langsomt.

Senest har jeg hjulpet en anden samler af med to meget tunge ruller pallebånd, som kan bruges til at flette kurve, pilekoggere og dukkesenge til børnebørnene, og der er nok til at holde kurser for andre, hvis det skulle være. Sammen med mine billedskærerjern og snitteknive venter en drejebænk, som jeg ikke har haft tid til at øve mig meget på, men som jeg selvfølgelig sagde ja til at have stående, indtil min datter selv ville få plads til den.

I det hele taget er der mange teknikker, jeg glæder mig til at kaste mig over af den slags, hvor man bliver nødt til at øve sig et stykke tid, før man kan være bekendt at fremvise resultaterne for nogen. Der skal filtes skåle og beklædning, der skal udsmykkes med inspiration i de mange håndarbejdsbøger, jeg har samlet.

 

De gamle minkhatte, som jeg har købt i genbrugsbutikker, skal genopstå i ny skikkelse syet sammen med opsprættede skindjakker, gemt til det samme.

Og nogle dåser farvepigmenter skal sammen med andre male-remedier sætte kulør på cigarkasser og andre genbrugsemner, som jeg også har på lager. For ikke at tale om stoftryk og batik, som

jeg har farver til, og som har skiftet navn fra viklebatik til shibori siden min ungdoms batikfarvede undertrøjer. Nu er det japansk og mere foldet end viklet, men det skal jo prøves, for måske kan det bruges til at gøre grimme stoffer brugbare til noget pænt.

Min investering i min alderdom falder mere og mere på plads og kræver også mere og mere plads, som jeg heldigvis har masser af lige nu.

Jeg har også planlagt, hvordan jeg vil gøre, når jeg får mindre plads som mere gammel i pensionistboligen.

Jeg vil ikke have en stue, der står og venter på, at der kommer gæster. Jeg vil i stedet gøre min stue til mit hobbyrum med plads til alt det, jeg morer mig med at lave. Så må gæsterne drikke kaffe oven i rodet og skrabe en stol fri til at sidde i. Og kan jeg stadig bevæge mig ved egen hjælp på plejehjemmet, vil jeg også dér være hende, der drysser pa gulvet og roder hele rummet til med alle sine mærkelige småprojekter eller sidder på en rede af garnnøgler og strikker på noget, som forhåbentlig falder i andres smag.

Bare jeg nu bliver gammel nok til at nå det hele.

 

 

Kommentarer til indlæggene her på Ældre-bloggen er altid velkomne. Den nemmeste måde at give dem på er ved at bruge beskedboksen her til højre.

 

Alle kommentarer vil snarest muligt blive bragt her på bloggen - men uden oplysning om E-mail adressen