Aktiv dødshjælp - Assisteret selvmord

 

Meningerne om aktiv dødshjælp / assisteret selvmord står skarpt over for hinanden.

Til belysning af det bringes der herunder links til to hemmesider. På den ene argumenteres der for og på den anden imod.

 

For:

http://aktive-laeger.dk/

 

Imod

http://www.omsorgindtildoeden.dk/412874074

 

Linkene kan kopieres og sættes ind i adresselinjen på din browser.

20-10-16

Dødshjælp

 

Af Jørgen Mejrup, Svendborg

 

Giv os muligheden for en barmhjertig død.

 

Først stod politikeren Ritt Bjerregaard frem og talte for aktiv dødshjælp. Nu taler også globetrotteren Troels Kløvedal, der lider af en dødelig sygdom, for indførelsen af aktiv dødshjælp.

65 procent af befolkningen støtter, at der indføres aktiv dødshjælp i Danmark. Alligevel vægrer det etablerede system sig mod dødshjælp her i landet. Hvorfor er det først, når folk selv bliver ramt, at modstanderne ser lyset. Troels Kløvedal

var imod, indtil han selv kom i den alvorlige situation.

Danmark burde allerede for flere år siden have etableret en lovgivning, der sikrer, at uafvendelige døende selv kan trykke på stopknappen og slippe for en smertefuld og panisk død. Den, som har døden tæt inde på livet, ved bedst,

hvornår tiden er inde.

Den beslutning skal ikke overlades til systemet, frelste læger og bedrevidende pårørende.

Tortur er forbudt her i landet. Det burde gøres strafbart ikke at hjælpe den uafvendeligt døende på bedste vis. Hjælp til en human og smertefri død bør indgå som et speciale i uddannelsen af læger og sygeplejersker.

Flertallet af befolkningen, der går ind for dødshjælp, skal lægge pres på politikerne, så den døende med ro og tryghed kan kan tage afsked med lidelsen med fred i sindet.

Den døende bør sammen med nærmeste pårørende og venner kunne tage en varm og værdig afsked med sang, vittigheder, champagne og levende lys.

Det er uværdigt for et oplyst land som Danmark at tvinge alvorligt syge og svækkede borgere til for eksempel Holland og Schweiz eller - endnu værre - dramatiske og blodige selvmord, der udsætter uskyldige for risiko, traumer og chok - som kvinden, der forleden sprang ud fra Rundetårn.

 

 

Ældre-bloggen

 

 

Aktiv dødshjælp

 

 

Assisteret selvmord

Alle er velkomne til at sende kommentarer eller indlæg her til Ældre-bloggen.

Den nemmeste måde at gøre det på er ved at benytte "blanketten" herunder.

 

Alle indlæg / kommentarer vil snarest muligt blive bragt her på bloggen under navn, men uden oplysning om mail-adresse.

 
 
 

21-10-16

Lov om aktiv dødshjælp er unødvendig

Det synspunkt giver læge Nanna Drejer udtryk for i en kommentar til Jørgen Mejrups indlæg herover.

Nanna Drejer er speciallæge i intern medicin og geriatri.

 

Lad mig blot supplere med følgende:

I Danmark er der mulighed for at udfylde et såkaldt Livstestamente (læs mere herom på sundhed.dk)

Ved et livstestamente kan en myndig borger tilkendegive, at vedkommende ikke ønsker livsforlængende behandling.

Men hvad der er nok så væsentligt - og som måske de færreste er klar over - er, at det ifølge Sundhedsloven §25 er lovligt at ophøre med eller undlade en behandling, som ikke gavner den pågældende. En uafvendeligt døende patient kan i henhold til nævnte paragraf i Sundhedsloven modtage de smertestillende, beroligende og lindrende midler, som er nødvendige for at lindre patientens tilstand, selv om dette kan medføre fremskyndelse af dødstidspunktet.

Læger har altså fuldt lovligt mulighed for i tilfælde af uafvendeligt døende at give diverse medikamenter i doser, der lindrer den pågældendes smerter, ligesom læger helt lovligt kan slukke for en respirator.

Nogle tror fejlagtigt, at det at slukke for en respirator er aktiv dødshjælp.

Det er det ingenlunde. At slukke for en respirator er at ophøre med en behandling, der ikke længere synes relevant, ligesom læger også kan undlade at iværksætte en behandling, som ikke vil gavne den pågældende.

Vi har efter min mening en udmærket Sundhedslov, der sikrer døende en værdig død, og hverken Etisk Råd, Folketinget eller Lægeforeningen ønsker at ændre denne lov. Både læger og sygeplejersker er udmærket i stand til at tackle døende og deres pårørende såvel fagligt som etisk, så jeg synes ikke, at vi skal uddanne læger, der kan skrive speciellæge i aktiv dødshjælp på deres visitkort.

 

 

02-03-17

Jeg er ikke bange for at skulle dø.

Men jeg kan være rigtig bange for,

hvad der eventuelt kan komme til at gå forud.

 

Indtil nu har jeg altid haft et godt helbred. Og det har jeg stadig. Men ingen kan garantere mig for, at det bliver ved lige til min dødsdag. Det hævdes hårdnakket fra modstanderne af aktiv dødshjælp, at hvis der bliver brug for det, så kan man blive hjulpet med forskellige former for medicinsk behandling, så man kan blive ved med at have en smertefri og værdig tilværelse. Men hver og en af dem må inderst inde vide, at det ikke er sandt. Også de har i hvert fald haft mulighed for personligt eller gennem medierne at få kendskab til tilfælde, hvor virkeligheden er eller har været en helt anden - hvor uger, måneder og måske endda år har været levet i en ulidelig smerte. Og kan nogen virkelig mene, at en tilværelse, hvor man holdes mere eller mindre smertefri ved hjælp af medicin, der holder en på grænsen til bevidstløshed, og hvor alle ens livsfunktioner holdes mere eller mindre kunstigt i gang - at det er en tilværelse, som man skal tvinges til fortsætte med på ubestemt tid?

Jeg kan godt forstå, at der er mennesker, som med udsigten til at skulle tilbringe deres sidste tid på den måde prøver at finde metoder til at afslutte det, mens de endnu er i stand til det. Jeg tror, at jeg selv ville gøre det. Desværre kan man se, at det i nogle tilfælde på tragiske måder, hvor andre mennesker måske skades fysisk eller psykisk - man kan jo f.eks. spørge en del lokoførere.

Dansk lov tillader ikke aktiv dødshjælp. Men denne lov bliver fra tid til anden overtrådt. Og så at sige hver gang sker det, fordi der er et menneske, som befinder sig i en helt fortvivlende helbredsmæssig situation. Og hver gang burde man efter min mening sige tak til dem, der overtræder loven, for deres menneskekærlige handling.

Og denne umenneskelige lov skal laves om. Det kan ikke ske hurtigt nok. Og i hvert fald er det mit stærke håb, at det er sket, inden jeg måske en dag har brug for at få den nødvendige hjælp til selv at tage mit liv på en god og forsvarlig måde. For tanken om, at den mulighed ikke på lovlig vis eksisterer i dag, kan som nævnt godt gøre mig bange for en fremtid, som jeg ikke ved hvad bringer. En ændring vil skabe tryghed for mig.

Det er politikernes ansvar, at loven bliver lavet om. Man kan undre sig over, at de vægrer sig ved at gøre det, for flere undersøgelser har klart vist, at den helt overvejende del af den danske befolkning ønsker, at det sker. Men politikerne bruger den undskyldning for slet ikke at ville tage sagen op, at Etisk Råd er imod aktiv dødshjælp. Med andre ord støtter politikerne et formynderi i det danske samfund, som ikke blot er styrende for, hvordan vi skal leve, men altså også for, hvordan vi skal dø. Og det er ganske enkelt urimeligt. I hvert fald hvad døden angår, må vi selv have indflydelse - den skal ikke helt og holdent overdrages til Etisk Råd.

Så vidt jeg har forstået, har man i Rådet flere begrundelser for at sige nej til aktiv dødshjælp. En af dem er af religiøs art. Det forstår jeg ikke. Det er min faste tro, at hvis et håbløst sygt og stærkt lidende menneske i sin tid var kommet til Jesus for at bebe om hjælp, så havde Jesus enten sagt: "Stå op. Tag din seng og gå", eller han ville have sagt: "Dø i fred, og drag hjem til Min Fader i Himlen". For mig at se sætter den kristne religion nemlig det enkelte menneske i centrum, når det gælder liv og død.

Men måske er det i virkeligheden slet ikke religionen som sådan, der begrunder et nej til aktiv dødshjælp. Måske er det derimod det lidt ubestemmelige begreb "Kirken". Og gennem årene har Kirken stået for mange overgreb mod mennesker. Tænk f.eks. på middelalderens afbrænding af kættere og hekse. I dag beordrer Kirken ikke længere død over mennesker. Nu nægter - i hvert fald dele af den - at mennesker skal have ret til at bestemme over deres eget liv og over deres egen død.

Derfor må det NU være et krav til politikerne, at de selv tager ansvaret for deres lovgivning og følger det ønske, der er i den danske befolkning om en lovændring, så der gives mulighed for en aktiv dødshjælp, hvor forholdene virkelig taler for det.

Der er jo ikke tale om, at nogen skal gå ud og slå ihjel. Enhver skal kunne bestemme frit. Og ønsker man ikke hjælp til at dø, så kan man jo bare lade være med at benytte sig af muligheden.

 

Bent Aa.-N.

 

 

04-03-2017

Marianne Hansen

skriver:

 

Når livet ikke mere indholder liv, skal vi have lov til at slippe.

Når vores situation er udsigtsløs, ubærlig og udtømt, må det velovervejede og habile menneske kunne beslutte for sig selv.

 

Politikerne mangler pres. Vedlægger et link til underskriftsindsamling:

 

https://www.skrivunder.net/aktiv_dodshjalp_i_dk

 

 

07-02-17

At begå selvmord, mens man endnu kan

 

Hvert fjerde selvmord i Danmark begås af mennesker, der er over 65 år gamle. Og det er især ældre mænd, der begår selvmord.

Det er der udarbejdet klare tal for i Danmarks Statistik.

Men af gode grunde kan der ikke fremlægges lige så klare tal for, hvad der er årsagerne til, at så mange gamle mennesker beslutter sig for at tage deres eget liv. Én ting kan dog siges med sikkerhed: Det er ikke af frygt for døden. For nogle er det helt sikkert, fordi de af en eller anden grund ikke længere finder, at livet er værd at leve. For andre kan det være af frygt for, hvordan tilværelsen kan udvikle sig, indtil Døden selv møder op med sin le.

Hvad det første angår, så afviser modstanderne af aktiv dødshjælp / assisteret selvmord kategorisk, at dette at finde sin tilværelse uværdig og uden værdi kan være en acceptabel grund til at ville dø. Helt ærligt, så finder jeg den argumentation som udtryk for hovmod: Hvem er det, der mener, at de bedre end den enkelte person selv kan vurdere værdien af vedkommendes liv? Og hvem er det, der mener om sig selv, at de har kompetence til at bestemme, at et andet menneske skal fortsætte med at leve et liv, som det af den ene eller den anden grund ikke selv finder værd at leve.

Og hvad det andet angår, så kender jeg udmærket godt følelsen fra mig selv, og jeg har i et tidligere indlæg skrevet, at jeg er ikke bange for at skulle dø; men jeg kan være rigtig bange for, hvad der kan træffe at skulle gå forud for døden i dage, uger, måneder eller år. Jeg kan ikke føre noget statistisk belæg for en tanke om, at der er gamle mennesker, for hvem der ikke er en ønskværdig tilværelse at se frem til, som beslutter sig for at tage deres eget liv, mens de endnu kan gøre det selv. For senere kan fysisk og psykisk svækkelse måske gøre det umuligt for dem. Hvis de derimod havde en vished for, at de senere, hvis tilværelsen bliver helt ulidelig, vil kunne få den nødvendige hjælp til at komme herfra på en god måde - og hvis de oven i købet har lov til at gøre det - så behøver de ikke nu at spekulere dag ud og dag ind og nat efter nat på, om og hvordan de nu skal gøre det. Det vil give en værdifuld tryghed og ro i nogle menneskers alderdom. Jeg ved det, for jeg kender det fra mig selv.

Fra modstandere af assisteret selvmord lyder det fordømmende: "Sådan kan du da ikke tillade dig at tænke. Om ikke andet så har du jo et hensyn at tage over for din familie og dine omgivelser". Jeg føler mig overbevist om, at min familie vil have fuld forståelse for det, hvis jeg en dag selv vælger at tage afsked med dem, fordi jeg i den grad føler mig trængt op i en krog, at jeg selv vurderer, at det uimodsigeligt vil være det bedste for mig. Så meget ved jeg, at de holder af mig.

Det er urimeligt, når vore politikere fortsat holder sig i dækning bag nogle få mennesker i Etisk Råd og ikke tør tage selvstændigt ansvar for at indføre de ordninger, som langt den største del af den danske befolkning ønsker. Det gør vi, fordi ingen af os kender til de vilkår, vi kan komme til at leve under i den sidste del af vores liv.

 

Bent Aa.-N.

 

 

08-03-17

Gode, dårlige, værdige og uværdige liv.

 

Man kan ikke lovgive om gode, dårlige, værdige og uværdige liv, mener Jan Vagn Jakobsen, der er handikapaktivist og medstifter af græsrodsbevægelsen "Ikke Død Endnu". Det er en bevægelse, der er stærk modstander af at gøre aktiv dødshjælp og assisteret selvmord lovligt i Danmark.

Jeg er helt enig med Jan Vagn Jakobsen.

Men det er heller ikke det, som vi, der er tilhængere, ønsker.

Jeg kan ikke tale for alle tilhængere af at give mulighed for aktiv dødshjælp og assisteret selvmord. Jeg må naturligvis nøjes med at tale for mig selv. Og det, jeg ønsker, er, at vi mennesker i højere grad, end det er tilfældet nu, selv kan få lov til at bestemme over såvel vores liv som over vores død.

Ingen andre kan afgøre, om mit liv i en given situation er godt, dårligt, værdigt eller uværdigt. Og ingen andre bør kunne sætte sig til dommere over, om eller hvordan det i givet fald skal fortsætte. Det vil være helt selvfølgeligt at give tilbud om al mulig hjælp til enhver, der ikke længere finder sit liv værd at leve. Men i den sidste ende kan den endelige afgørelse kun ligge hos det enkelte menneske selv.

Sådan er det jo også på en måde allerede i dag. Enhver, som måtte ønske det, og som har det nødvendige fysiske og psykiske overskud til det, kan jo tage sit eget liv - vel at mærke, hvis de også kan finde muligheden for at gøre det. Og her er det, at modstanderne af assisteret selvmord tilsyneladende mere eller mindre bevidst lukker øjne og ører. De lytter ikke til de lokoførere, der har været direkte indblandede i voldsomme selvmord. De lytter ikke til de pårørende, der har måttet skære deres kære ned efter en hængning. De ser bort fra, at der er mennesker, der styrter sig ned fra vore høje broer. De vil ikke høre om - og slet ikke tage stilling til - de mange triste tilfælde, hvor et mislykket selvmordsforsøg gør livet endnu sværere for fortvivlede mennesker.

Jan Vagn Jakobsen fra "Ikke Død Endnu" er vred over, at der i debatten om aktiv dødshjælp ikke tages afstand fra, at dødshjælpen også vil kunne omfatte handikappede.

Han skriver bl.a. om denne debat, at den "bærer præg af en traditionel, rationel, lægelig tankegang, der fokuserer på "lidelser, som hverken læger eller andre kan gøre noget ved." Jeg er bekymret over, at alt, hvad læger ikke kan reparere, anses for uværdigt og bør kasseres".

Jeg forstår ikke den opfattelse hos Jan Vagn Jakobsen. Jeg ved ikke, hvor han har hentet det synspunkt fra," at alt, hvad læger ikke kan reparere, anses for uværdigt og bør kasseres". Jeg har ikke fundet det nævnt nogen andre steder, og jeg kender ingen, der går ind for det. Men det er ikke mindst det, der som han skriver: "- - - bringer mig frem til den vigtigste konklusion: at det netop er derfor, vi ikke skal have en lov. Det bliver alt for nemt at lovgive om gode, dårlige, værdige og uværdige liv".

I virkeligheden ser det ud til, at Jan Vagn Jakobsen selv tilslutter sig tanken om et selvmord (assisteret eller ej) som den sidste mulighed for at få en ende på et ulideligt liv, når han skriver:

"Måske bliver smerten ved livet også for ubærlig for mig en dag. Det kan jeg jo ikke vide. Men så er jeg i samme gruppe som de mennesker, Svend Lings (fra Læger for Aktiv Dødshjælp - red.) ifølge ham selv taler om: dem, der alligevel snart dør, og for hvem smerten ikke længere giver mening. I den situation vil jeg bede om at få slukket for min respirator og takke ja til den palliative behandling, jeg kan og skal tilbydes. Eller jeg vil selv tage ansvar for mit selvmord – uden at blande staten ind i det".

 

Bent Aa.-N

 

 

02-03-17

Handicaporganisation tager stilling til aktiv dødshjælp

 

Pressemeddelelse fra Muskelsvindfonden

 

Muskelsvindfonden har som Danmarks første store handicaporganisation taget stilling til aktiv dødshjælp. Foreningen er imod en institutionalisering af aktiv dødshjælp, fordi det allerede er muligt for patienter at få en smertefri død, som loven er i dag. Samtidig vil foreningen arbejde mere aktivt for at oplyse om de muligheder, der er, når et menneske er dødeligt syg. Bedre oplysning om passiv dødshjælp kan flytte holdningerne til aktiv dødshjælp, mener foreningens formand.

Muskelsvindfonden vil fremover gå aktivt ind i debatter om aktiv dødshjælp. Foreningen har under et større politisk møde den 25. februar 2017 diskuteret og taget stilling til passiv og aktiv dødshjælp, og den politiske ledelse er enig: Der er ikke behov for at gøre aktiv dødshjælp lovlig set i lyset af de muligheder, der allerede eksisterer i dag. Der er til gengæld behov for bedre information om de nuværende muligheder. ”En udfordring i diskussionen om aktiv dødshjælp er, at mange danskere ikke kender til de eksisterende muligheder for at få en dødsproces, der er smertefri. Det kan passiv dødshjælp, som i dag er lovlig. Ved passiv dødshjælp vælger patienten i samråd med en læge at undlade en livsforlængende behandling eller at stoppe en behandling, der virker livsforlængende. Når behandlingen stoppes, yder lægerne en smertelindrende og beroligende behandling med fx morfin, som skal sikre, at patienten ikke har smerter. Ofte betyder den smertelindrende behandling også, at patientens død fremskyndes. Som handicaporganisation og som en stemme i debatten vil Muskelsvindfonden være med til at oplyse bedre om passiv dødshjælp,” fortæller Muskelsvindfondens formand, Lisbeth Koed Doktor.

Kendskab til passiv dødshjælp ændrer holdninger Lisbeth K. Doktor mener i øvrigt, at debatterne om passiv og aktiv dødshjælp skal kvalificeres gennem mere viden om internationale erfaringer med både passiv og aktiv dødshjælp samt eventuel en kortlægning af udbredelsen og praksis omkring passiv dødshjælp i Danmark. Det kan også vise, om den smertelindrende indsats skal forbedres for døende patienter. Når Muskelsvindfonden mener, at øget oplysning om passiv dødshjælp kan flytte holdninger, skyldes det blandt andet erfaringer fra samarbejdet med RehabiliteringsCenter for Muskelsvind. Her har cheflæge Jes Rahbek både som tidligere praktiserende læge og nu som en del af rehabiliteringscentret oplevet et holdningsskift. Flere ALS patienter har som udgangspunkt ønsket aktiv dødshjælp, når de fik deres diagnose og hørte om konsekvensen heraf. Det ønske ændrer sig, når de hører om muligheden for passiv dødshjælp. ”Det er slående, at patienter skifter holdning, og det fortæller os, at der er behov for mere eller bedre oplysning om den eksisterende mulighed for at få passiv dødshjælp,” mener Lisbeth Koed Doktor, og hun fortsætter: ”Der er desuden en lang række andre problematikker forbundet med at gøre aktiv dødshjælp lovligt. Problematikker, der ikke udelukkende rammer os med handicap; men også en række andre grupper. De problematikker kan vi blandt andet se i nogle af de lande, hvor aktiv dødshjælp er lovlig. I Holland og Belgien skrider grænserne for, hvem der kan få aktiv dødshjælp, måske fordi vi flytter fokus fra at tage sig af døende til at aflive døende. Muligheden for aktiv dødshjælp kan også lægge et unødvendigt pres på døende og syge, og vi kan umuligt vide, om ønsket om aktiv dødshjælp er oprigtigt. Måske er det frygten for at ende i smerter og uden kontrol – efterladt alene i en seng? Eller at patienten ikke ”vil være til besvær”? De argumenter er hørt før. ” Muskelsvindfonden er ikke blinde over for fortalere for aktiv dødshjælps oplevelser af, at deres pårørende har haft for mange smerter i dødsprocessen. Foreningen mener derfor, at der fra politikernes og forskningsverdens side skal sættes større fokus på effektiv og god smertelindring, så alle døende og syge sikres en smertefri dødsproces.

 

- - - - - - - - - - - - -

 

Kommentar

Langt hen ad vejen kan jeg følge de synspunkter, som pressemeddelelsen fra Muskelsvindfonden giver udtryk for.

Dér, hvor jeg ikke længere er med, er i dette, at der også i Muskelsvindfondens holdning ligger en umyndiggørelse: Det er ikke patienten, der selv tager den endelige beslutning - måske fordi han ikke længere selv er i stand til at gøre, og på trods at han måske tidligere i et livstestamente eller på anden måde har givet udtryk for, at han ikke ønsker at blive holdt i live under de forhold, der gælder for nogle i den såkaldte terminalfase - altså fra det tidspunkt, hvor man erkender, at der ikke er udsigt til bedring for patienten, og til døden indtræffer. Ingen - og da slet ikke den døende selv - har på nogen måde glæde eller gavn af at blive holdt mere eller mindre bevidstløs ved hjælp af smertestillende midler. Men afgørelsen om en eventuel passiv dødshjælp er ikke op til patienten selv. Det er andre, der skal træffe den.

Og sådan mener jeg ikke, at det bør være. Jeg mener, at der bør være så meget respekt for det enkelte menneske, at vi får lov til selv at bestemme over vores død såvel som over vores liv.

 

B. Aa-N.

 

 

24-02-2017

Kommentar fra Birthe Christoffersen

 

Debatten vedrørende eutanasi er jævnligt opstået. Aldrig mere heftigt end efter velfærdstab og menneskeværd vurderet pr. regneark. Flere grupper af medmennesker omtalt som byrder.

Udviklingen i Holland har været hurtig og med stadige udvidelser.

 

http://www.telegraph.co.uk/news/2016/05/11/netherlands-sees-sharp-increase-in-people-choosing-euthanasia-du/

 

I Danmark har modstandere af eutanasi altid talt om "glidebane" effekten, og tilhængere har affærdiget samme nærmest pr. automatik. I mine øjne er det lige præcis det, vi ser i Holland.

I et mere og mere privatiseret samfund, hvor ikke alle har råd til at få hjælp ved sygdom og pasning, hvor det er tiltrængt, skal vi så tilbyde den "nådige" løsning?

Har medmenneskelighed, omsorg, varme, empati bedt os om eutanasi? Hvis, er der ikke meget tilbage, som robotter og intelligent software ikke kan overtage helt uden nogen af os.

 

http://ikkedodendnu.blogspot.dk/

Linkene i Birthe Christoffersens kommentar kan kopieres og indsættes i din browsers adresselinje

03-02-17

Formyndersamfund

Er det dét, vi ønsker?

 

Vi må være realistiske og erkende, at i et samfund som det danske er der mennesker, som ikke i alle henseender kan klare sig selv. Og det må være en af samfundets vigtigste opgaver og pligter at hjælpe disse mennesker i det omfang, som det er nødvendigt for, at de kan få det bedst mulige liv.

Men der er områder, hvor samfundets forskellige myndigheder går ind og træffer bestemmelser, som den enkelte borger langt bedre kunne træffe selv.

Et af disse områder er pensioneringen - hvornår vil man pensioneres, og på hvilket niveau vil man pensioneres.

Jeg er overbevist om, at Jens Jensen i Rubstrup ved meget mere om, hvornår og hvordan han vil pensioneres, end et fornemt nedsat udvalg inde på Christiansborg kan gøre det. Spørgsmålet er bare, om politikerne vil give slip på, at det er dem, der skal bestemme en forfærdelig masse om, hvordan vi borgere skal leve vores liv og dø vores død.

For netop dette med døden er jo blevet højaktuelt igen, efter at en gruppe læger har fortalt, at de ikke bare er villige til at hjælpe håbløst syge og smertemartrede mennesker til at dø, men at de rent faktisk også har gjort det. Vi har tidligere haft denne debat oppe her på Ældre-bloggen, og vi vender tilbage til den inden længe.

Men alene behandlingen af disse to vigtige emner i menneskelivet er udtryk for, at vi borgere her i Danmark er underlagt et helt urimeligt formynderskab fra politikernes side. Vi kan, og vi skal i langt højere grad have lov til selv at bestemme over vores egen tilværelse, men naturligvis i forståelse af, at vi lever i et samfund, hvor vi ikke bare kan se bort fra, at der er en række helt selvfølgelige hensyn, der skal tages til vores medborgere.

Hvad mener du? Brug "blanketten" øverst på siden til at sende dit indlæg eller din kommentar til Ældre-bloggen.

 

06-07-17

 

Dødshjælp er stadig ulovlig

 

71% af den danske befolkning mener, at dødshjælp skal være en mulighed i Danmark. Men et flertal af Folketingets medlemmer er imod - og det er jo dem, der bestemmer.

Noget kunne imidlertid tyde på, at disse medlemmer af Folketinget nu føler et pres fra befolkningen, og det har ført til et forslag fra regeringen, som dog i virkeligheden ikke ændrer noget som helst, men blot forsøger at gøre de nugældende regler en smule mere klare. Iflg. Ritzau vil regeringen sikre, at alvorligt syge patienter får øget medbestemmelse i den sidste tid. Derfor skal livsforlængende behandling kunne stoppes eller undlades. Og det er i virkeligheden ikke spor anderledes, end det har været hele tiden. Men formanden for Etisk Råd, overlæge Gorm Greisen, hilser regeringens forslag velkommen og siger: "Det skal være helt klart, at hvis man er et voksent menneske ved sine fulde fem, så kan man selv bestemme, om man vil behandles eller ikke behandles for en sygdom ". Men i Sundhedsloven har det allerede længe været slået fast, at ingen behandling må foretages mod patientens vilje.

Der er altså i realiteten ikke noget nyt i forslaget. Såvel aktiv dødshjælp som hjælp til selvmord er fortsat ulovlig. Det eneste, loven gør mulig, er, at man som patient selv kan sige fra overfor livsforlængende behandling med risiko for, at ens sidste dage bliver smertefulde og uværdige.

Der er altså ingen ændring i forhold til det, som jeg tidligere har været inde på her på Ældre-bloggen, (klik HER) at der kan være en tilskyndelse til, at nogle vælger selv at tage deres liv på en mere eller mindre voldsom måde, mens de endnu selv kan gøre det, hvis alternativet netop er nogle smertefyldte og uværdige dage, uger eller måneder.

Det mindste, der burde gøres, er at give mulighed for at hjælpe mennesker i den situation til en rolig og værdig død for egen hånd. Men jeg mener stadig, at der også bør gives mulighed for, at mennesker i et behandlingstestamente eller på anden måde kan give udtryk for, at de i en given situation ønsker at få aktiv dødshjælp - ligesom det altså er et ønske fra 71% af den danske befolkning. Og det er altså voksne mennesker, der ikke behøver barnepige eller værge til at tale for sig.