Kernekraft

28-08-17

 

"Efter os, syndfloden!"

 

 

 

Dette citat er flere hundrede år gammelt. Det skulle stamme fra en af den franske konge Ludvig d. 15.'s elskerinder, da den kongelige elsker - efter at de havde levet i sus og dus - led et krigsnederlag i 1757.

Siden da er det blevet brugt i mange forskellige sammenhænge. Men efter de stadigt flere og flere vejrmæssige katastrofesituationer rundt i verden - og senest netop i disse dage i Texas, USA - kan man med god grund få den tanke, at nu er det "efter os" - nu er syndfloden begyndt.

Tidligere var det oftest begrundet med menneskenes ugudelige og umoralske levevis, når man brugte citatet. I dag forbinder vi det almindeligvis med en helt anden årsag, nemlig forureningen af vores atmosfære med drivhusgasser og dermed de stigende temperaturer.

 

Kernekraft

Således forestillede kunstneren Gustave Doré sig syndfloden ud fra de bibelske beretninger.

Jeg har tidligere her på bloggen givet udtryk for den opfattelse, at vores - altså den ældre - generation med god samvittighed kan overlade vores klode til næste generation. Og jeg mener stadig, at verden på mange områder er bedre i dag, end da vi overtog ansvaret for den. Men hvad nytter det, hvis en bedre verden er på vej til at gå til grunde i voldsomt øgede nedbørsmængder, i et stigende verdenshav og p.gr.a. andre naturkatastrofer.

Og så ville alle disse ulykker sandsynligvis kunne undgås, hvis der ikke havde været så mange i vores - altså den ældre generation, som p.gr.a. en ubegrundet frygt har blokeret for en forskning, som - efter alt, hvad vi ved i dag - kunne føre frem til en løsning af verdens energiproblemer uden samtidig at bringe denne verden i fare. Det er en frygt, som siden 1950-60'erne kynisk og bevidst er blevet brugt ideologisk af politikere og for økonomisk vinding af erhvervsfolk. Det er gjort ved konsekvent og virkningsfuldt at hæfte begrebet kernekraft sammen med begrebet atomkraft. Og ingen kan i dag høre ordet atomkraft, uden af de straks kommer til at tænke på Hiroshima, Nagasaki og Tjernobyl. Men atomkraft er andet end bomber, og kernekraft er andet end atomkraft. For det første ville verden uden den civile anvendelse af atomkraften have set helt anderledes ud, end den gør i dag. Og i hvert fald i de industrialiserede lande ville ingen i dag have ønsket sig at leve i en verden, som den ville have været uden den civilt anvendte atomkraft. For det andet har frygten for atomkraft som nævnt blokeret for den forskning, som på tid vil kunne give verden adgang til

al den nødvendige energi i de næste tusinde år uden at skabe den forurening af vores atmosfære med

drivhusgasser, som hvert år er den direkte årsag til tusinder af dødsfald.

 

Muligheden for at give verden den nødvendige, problemfri energi ligger i det grundstof, der hedder

thorium. Det findes praktisk taget overalt, men er let tilgængeligt i store mængder i f.eks. Grønland. En

enkelt mine i Kvanefjeld i Sydgrønland vil kunne levere thorium-energi nok til hele verdens forbrug i

hundreder af år. Men man er ikke færdige endnu med udviklingen af de processer, der skal omdanne

thorium til energi. Dertil kræves mere forskning. Men det er ved at haste med for alvor at få gang i denne

forskning og med at få de nødvendige resultater ud af den, hvis ikke syndfloden skal overhale os.

Derfor er det på høje tid at få ændret den folketingsbeslutning fra 1985, der totalt blokerer for thorium-

forskning her i Danmark. Det var vi ældres ansvar, at den beslutning i det hele taget blev truffet. Nu må vi

bakke op om, at der bliver taget de nødvendige skridt til, at denne blokering fjernes, så vi også her fra

Danmark kan melde os blandt de lande, der vil være med til at gøre den nødvendige indsats. Vi har simpelt-

hen ikke råd til at lade være.

I kommende indlæg her på bloggen vil jeg komme mere ind på de muligheder, der ligger i thorium-energi,

og på nødvendigheden af, at vi her i Danmark virkelig for alvor kommer med i forsknings- og udviklingsar-

bejdet.

 

 

En thorium-kugle på størrelse med en golfkugle rummer al den energi, et enkelt menneske skal bruge gennem hele sit liv.

30-08-17

Apropos syndfloden

 

 

I radioaviserne her til morgen kunne vi høre, at omkring 1.200 mennesker er omkommet i de seneste dage som følge af oversvømmelser i Sydøstasien.

Også i Houston, Texas, har naturens vilde hærgen nu kostet dødsfald, og ødelæggelserne dér anslås at ville koste milliarder af dollars - langt mere end nogen tidligere katastrofer.

Men hvad gør man ved det? Jo, man erkender, at der vil gå år, før de mange ødelæggelser i Texas kan være udbedret. Noget tilsvarende er formodentlig tilfældet i Sydøstasien. Men de dræbte mennesker kan ikke genoplives. Og hvad vil man gøre for at forhindre gentagelser? Jo, man vil sætte nogle flere vindmøller op, etablere flere solcelleanlæg og bygge flere vandkraftanlæg. Og det vil man gøre, samtidig med, at man erkender, at det formodentlig ikke vil hjælpe mere end den berømte skrædder i helvede.

Sådan er holdningen i hvert fald herhjemme. Men flere og flere steder i udlandet er man ved at nå til erkendelse af, at der må noget andet og mere til. Og så peger man på, at den eneste kendte løsning er mere kernekraft - og det vil i dag sige atomkraft. I flere og flere lande ser man sig nødsagede til at bygge ny atomkraftværker eller at udbygge eksisterende værker med flere reaktorer, f.eks. i Sverige. I Finland er man i gang med at opføre en hel stribe af atomkraftværker, og det samme gælder i Schweiz. I Tyskland er der seriøse overvejelser i gang m.h.t. at få ændret beslutningen om at afvikle atomkraften. Og ser vi på de andre verdensdele, så er der endnu stærkere bestræbelser i gang for at udnytte atomkraftens muligheder for at skabe energi.

Der er nok tre årsager til, at det går hurtigere og hurtigere den vej. For det første vokser verdens behov for energi langt hurtigere, end alle andre kendte kilder tilsammen kan opfylde. For det andet er der en voksende modvilje mod at hente energi fra kul og olie. Men ser nemlig de stadigt flere og alvorligere naturkatastrofer som et resultat af det. Og for det tredje er det blevet langt sikrere at drive de nye atomkraftværker , end det var med de værker, som tidligere har budt på problemer.

Alt kunne således synes ret så enkelt og ligetil. Problemerne med manglende energi og med forureningen fra de fossile brændstoffer kan løses ved at opføre flere atomkraftanlæg. Men så er det ikke nævnt, at ved at gøre det skaber man et nyt, alvorligt problem, nemlig det radioaktive affald. Endnu er der ikke nogen definitiv løsning på, hvad man skal stille op med det.

Med folketingsbeslutningen fra 1985 om, at vi aldrig mere her til lands skal beskæftige os med kernekraft, har vi godt og grundigt fået stukket hovedet i busken. I dag er det forsat sådan, at ingen dansk politiker tør nævne ordet "kernekraft" - alle er de rædselsslagne for, at det kan komme til at betyde mistede stemmer. Hvad vi mangler nu, er derfor nogle indflydelsesrige mennesker, som ikke er lammede af kernekraft-frygten, og som tør stå frem og pege på, at der er andre muligheder, som det er på høje tid, at også vi her til lands kommer i gang med at forske i.

Det er noget af det, jeg beskæftiger mig med i indlægget længere nede her på siden fra den 28. august. Og det er noget, jeg vil følge op på i kommende indlæg.

 

01-09-17

 

Også dit og mit ansvar

 

"Hvorfor i alverden begynder du nu at beskæftige dig med fremtidens energikilder i en blog, der henvender sig til ældre mennesker?"

 

Det spørgsmål fik jeg stillet af en god bekendt, efter at han havde læst indlæggene herunder fra den 28. og den 30. august. Han mente, at han havde mere end nok i at prøve at følge med i, hvordan vi her og nu kan få leveret tilstrækkelig energi til en rimelig pris. Hvad fremtiden angår, så må de yngre tage over, for så bliver det jo deres hovedpine, sagde han.

Men netop det, at jeg er meget uenig med ham i den opfattelse, at fremtidens energiproblemer må blive de kommende generationers hovedpine, er årsagen til, at jeg har taget emnet op her på Ældre-bloggen. Jeg mener nemlig, at også vi - altså vore dages ældre generation - har et ansvar i den forbindelse, som vi ikke kan løbe fra. Det er jo nemlig os, der år efter år siden 1985 blindt har accepteret Folketingets beslutning om, at der ikke skal forskes i kernekraft her i landet. I stedet er vi blevet fyldt med smukke, lysegrønne betragtninger over, hvor godt alting vil blive, efterhånden som vi får dækket mere og mere af vores energibehov fra vindmøller og solceller.

Jeg synes, det er helt fint med vind- og solenergi. Jeg har selv solceller på taget. Men for det første vil det jo stadig være nødvendigt med bemandede konventionelle elværker til at tage over som backup i perioder, hvor vinden ikke blæser, og solen ikke skinner. Og for det andet er det alt for snæversynet at tro på, at hele verdens behov for energi nogen sinde vil kunne dækkes bare tilnærmelsesvis fra sol og vind, og ikke engang når man føjer nogle landes store mængde af vandkraft til. Det er nemlig dyrt - meget dyrt - at lægge om til og til at hente energi fra de såkaldte vedvarende kilder. Gennem snart mange år er der her i Danmark ydet en årlig støtte på 8 mia. kroner til vedvarende energi. Det er langtfra i alle lande, at man har råd og vilje til bare tilnærmelsesvis at gøre noget tilsvarende. At det er sådan, ved man formodentlig udmærket godt i alle kontorerne på Christiansborg. Men indtil nu har stort set alle konsekvent lukket øjnene for det. Noget må gøres, for at de mange øjne kan blive åbnet. Derfor synes jeg, at det er nødvendigt, at sagen NU bliver taget op i flest mulige medier - og dermed også her på Ældre-bloggen. For heller ikke vi ældre er uden ansvar.

Herfra skal der lyde en kraftig opfordring til alle dem, der virkelig har viden om de alternative muligheder på energiforsyning, om at stå frem og dele denne viden med alle os andre. F.eks. er der også herhjemme nogen, der sidder inde med en stor viden om de muligheder, der ligger i udnyttelse af stoffet thorium til fremstilling af elektricitet. Til dem vil jeg sige: Fortæl os, hvad I ved!

 

04-09-17

 

En fremtid med kernekraft

- eller ingen fremtid

 

Som det er nævnt i et tidligere indlæg, så ved man, at vedvarende energi fra vand, vind og sol aldrig vil kunne dække fremtidens behov for energi. Og langt de fleste er enige om, at hvis vi fortsætter med vore dages anvendelse af fossile energikilder, så er vi godt på vej mod en syndflod, som kan ødelægge mulighederne for liv her på jorden.

Og derfor er det, at jeg spørger: Hvorfor finder vi os i, at ideologi og økonomi får lov til at blokere for forskning i det, der forekommer at være en helt oplagt mulighed både for at give os al den energi, vi har brug for, og for at gøre det på en måde, så udslippet af drivhusgasser kan minimeres og verden reddes.

Jeg er ikke på nogen måde fagmand på området. Men jeg kan læse. Og alene på internettet er der masser af læsestof, som fortæller om, hvor langt nogle forskere allerede er på området, men også om hvor store problemer de løber ind i, fordi der er folk og organisationer, der ser deres fordel i, at udviklingen får lov til at fortsætte, som den kører nu. Selv når man bruger en absolut kritisk sans til at sortere det fra, der lyder for godt, kan man læse sig til en fast tro på, at verden trods alt stadig har muligheder ikke blot for overlevelse, men for en fortsat positiv udvikling. Hvis man altså vil udnytte dem.

Allerede Niels Bohr gjorde sig tanker om udvikling af kernekraft til fredelige formål. Og for ca. 50 år siden udviklede den amerikanske fysiker Alvin Weinberg en reaktor med thorium i stedet for uran, men præsident Nixon stoppede hans forskning i 1973, fordi thorium ikke på samme måde som uran kan bruges til våbenproduktion.

Herhjemme blev man i 1970-80erne så skrækslagne over venstrefløjens propaganda mod atomkraft, at Folketinget i 1985, som tidligere nævnt, traf en beslutning om, at der aldrig mere måtte forskes i kernekraft her i landet, og forskningscentret på Risø blev nedlagt. I dag er der ingen politiker, der tør foreslå, at man tager den beslutning op til revision. Derfor kører man fuldstændig enøjet på forskning og udvikling i vedvarende energi fra sol og vind. Og derfor er der ingen investorer, der har lyst til at sætte penge i noget som helst andet.

En af dem, der virkelig har sat sit ind i investeringsmulighederne omkrig energiudvikling, er Per Wimmer, der er stifteren af investeringsbanken Wimmer Financial, og som har skrevet bogen "Den grønne Boble". Han siger, at hvis en teknologi baseret på vedvarende energi (VE) ikke har et markedspotentiale inden for 5-6 år, så kan man lige så godt opgive alle tanker om private investeringer. Og et sådant markedspotentiale er der ikke her i landet, så længe vore politikere opretholder frygten for at tale om kernekraft. For Per Wimmer er det ikke svært at pege på, hvad der virker i forhold til CO2-reduktion. Det er vandkraft, atomkraft og besparelser/-effektiviseringer. Men han erkender, at de to første er udelukket i Danmark – den ene af geografiske årsager og den anden af politiske.

 

08-09-17

 

To be or not to be

- That is the question

 

Det spørgsmål blev for flere hundrede år siden formuleret af Shakespeare. Men i dag gælder det ikke kun Hamlet. Det gælder hele menneskeheden.

Videnskaben fortæller os, at sådan er det, og et næsten enigt FN breder fortællingen ud og sørgede i december 2015 for, at der blev vedtaget en klimaplan i Paris med tilslutning fra 196 lande. Den skulle redde verden; men allerede dengang var man klar over, at den alene kunne ikke gøre det. Og siden har præsident Trump så trukket USA ud af aftalen. Det vil være meget forkert at sige, at klimaplanen derfor ikke længere har nogen betydning. Men det står endnu mere klart, at den alene ikke løser verdens klimaproblemer. Nogle få tør sige klart og tydeligt, hvad løsningen er. Men de fleste har endnu ikke mod nok til at erkende, at løsningen hedder kernekraft. Opfattelsen af en sammenhæng mellem kernekraft og atombomber ligger stadig for dybt i dem.

Men kernekraft har intet med atombomber at gøre. Kernekraft er alene til civil udnyttelse. Og i dag tyder alt på, at der er mulighed for mere end én form for kernekraft: den kendte, der er baseret på uran, og den nyere, der bruger thorium som kilde - sidstnævnte er imidlertid endnu på forsknings- og udviklingsstadiet.

Men enkelte steder i verden er der en forskning i gang omkring udnyttelse af thorium-energi. I Norge er man således allerede ganske langt fremme, og i Holland er man for kort tid siden gået i gang med at udvikle verdens første thorium reaktor - siden amerikaneren Alvin Weinburger som tidligere nævnt blev tvunget til at opgive sine forsøg med en sådan i 1973. Og der er ingen tvivl om, at man også andre steder i Europa i de kommende år vil tage del i udviklingen af thorium-energi med regeringernes opbakning og støtte - ganske enkelt, fordi man er ved at indse, at det på slet ikke så langt sigt kan være den eneste mulighed for at overleve. Den seneste måneds voldsomme katastrofer flere steder i verden taler jo deres tydelige sprog om, at det er ved at være et spørgsmål om at være eller ikke at være.

Her i efteråret skal der forhandles om et nyt energiforlig her i Danmark. Det vil være den helt oplagte lejlighed til at starte op med en dansk deltagelse i udviklingen af thorium-energi først og fremmest ved at bevilge penge til at styrke den forskning, der allerede på privat basis er i gang flere steder i landet, men på lavt blus, fordi der mangler de nødvendige økonomiske midler. Det vil jeg komme mere ind på i kommende indlæg.

 

Diagram, der viser opbygningen af Alvin Weinbergers thorium-reaktor, som præsident Nixon beordrede stoppet.

16-09-17

 

Skjulte dagsordener

 

Som nævnt i mit forrige indlæg kan man med god grund undre sig over, at man ikke overalt i verden har taget den mulighed til sig, som kernekraften - og specielt den, der er baseret på thorium - tilbyder. Færdigudviklet tyder alt på, at den kan give hele klodens befolkning al den energi, som der er behov for til at understøtte en fortsat udvikling for den stadigt voksende befolkning. Den vil kunne gøre det uden de katastrofale følgevirkninger, som vi ser i dag, og som er foranledigede af vores brug af kul, olie og naturgas. Og den vil kunne gøre det i de næste tusinde år.

Der er nok flere grunde til, at det er sådan. Jeg har tidligere nævnt den frygt, som stadig næres af mange for alt, hvad der har med kernekraft at gøre, fordi de uvilkårligt forbinder selve begrebet med atombomber. Og der er kredse - også her i landet - som gør, hvad de kan, for at give næring til den frygt - prøv blot at kigge på internettet. Dertil kommer så, at navne som Tjernobyl og Fukushima har markeret sig kraftigt i manges bevidsthed og huskes som eksempler på, hvor galt det kan gå. Men når man vurderer, hvor galt det gik de to steder, så må det være rimeligt at sammenholde det med vore dages naturkatastrofer, som forekommer langt værre, og som ifølge den overvejende del af verdens videnskab skyldes udslippet af drivhusgasser. Og man kan se på, hvad udvindingen af f.eks. kul hvert år koster af menneskeliv. Således kunne aviserne for nogen tid siden berette om, at 40 kinesiske kulminearbejdere blev dræbt og 74 andre blev fanget under jorden og er sandsynligvis døde efter en gaseksplosion. De kinesiske miner er de farligste i verden, og ulykker i minerne koster i gennemsnit 13 menneskeliv om dagen. Det bliver efter myndighedernes opgørelse til mere end 4.700 dræbte hvert år, men ifølge uafhængige fagforeningsgrupper er tallet nærmere 20.000. Dertil kommer så, at der også er farlige miner andre steder end i Kina.

Men der er også en anden væsentlig grund til, at der sættes hindringer i vejen for en forskning og udvikling af kernekraft. Den er af økonomisk art. Der er jo stadig utallige milliarder at tjene på udvinding af kul, olie og gas. Men den dag, da verden for alvor kan tilbydes forureningsfri energi fra kernekraft, vil værdien af disse fossile energikilder blive reduceret i meget væsentlig grad. Det samme gælder formodentlig også værdien af den vedvarende energi, som er afhængig af sol, vind og vand. Og naturligt nok er der nogen, som gerne vil udskyde den dag til engang langt ude i fremtiden. Der er som nævnt økonomi i det, og der er politik i det. Vi kan jo blot se på den amerikanske præsident Trumps planer om at genåbne et større antal kulminer.

Men hvis den altødelæggende syndflod skal undgås på kortere eller længere sigt, så er det tvingende nødvendigt, at der bliver gjort noget effektivt. Og det vil i første omgang sige en effektivisering af forskningen og udviklingen omkring kernekraft. Det er muligt, at der på sigt kan komme andre muligheder ind i billedet som f.eks. brintenergi eller fusionsenergi. Men det mest nærliggende i dag er kerneenergi baseret på thorium. Men som nævnt flere gange mangler der den nødvendige økonomi, for at der for alvor kan komme gang i denne forskning.

Og hvad det angår, bør vi også være med her i Danmark. Og der er faktisk åbnet et par døre på klem til, at det kan ske: Allerede i 1985, da Folketinget besluttede, at der ikke mere skulle forskes i kernekraft her i landet, blev der føjet en bisætning til, hvor der står noget i retning af, at det må ikke ske på grundlag af den kendte teknologi. I dag er der altså anden kendt teknologi. Og i regeringsgrundlaget for den nuværende regering står en ikke særligt bemærket sætning: "»Regeringen vil fjerne eventuelle barrierer for forskning i thoriumbaserede teknologier.«

Hvad med at komme i gang!

 

11-09-17

 

Forskning og udvikling

 

Lad mig lige slå fast endnu en gang, at jeg er ikke på nogen måde fagmand, når det drejer sig om kernekraft. Mit kendskab til området er alene baseret på, hvad jeg har kunnet læse mig til - først og fremmest på internettet. Og det har skabt en meget stor forundring hos mig: hvorfor går man ikke i langt højere grad efter at udvikle mulighederne for at bruge kernekraft til udvinding af den energi, som der bliver større og større behov for her på kloden. Og specielt: hvorfor gør man det ikke netop nu, hvor vi dag for dag oplever de stadigt voldsommere katastrofer, som skyldes de forskellige former for fossilt brændstof, som i dag er vores primære kilde til energi.

Som nævnt i et tidligere indlæg har der længe været gang i forskningen omkring udvinding af den energi, som stoffet thorium indeholder i så rigt mål, og senest er man for alvor gået i gang i Holland.

En af mine kilder på internettet hedder videnskab dk. I en artikel på dette site forklares, hvorfor netop thorium i vore dage af mange ses som den oplagte løsning på vor klodes energiproblemer. En vigtig årsag er den såkaldte Rubbia-reaktor, som for år tilbage blev lanceret af den anerkendte italienske fysiker Carlo Rubbia, Hans thorium-reaktor adskiller sig markant fra andre typer af reaktorer. Den lover idiotsikker drift, mindre farligt affald og endda muligheden for at destruere det atomaffald, der allerede findes.

Med Rubbia-reaktoren som udgangspunkt er der forsket videre i forskellige retninger.

En af dem, som der arbejdes med bl.a. i Kina, er baseret på en reaktor, hvor kølevæsken består af smeltet salt med en meget høj temperatur. Det giver en mere effektiv overførsel af varmeenergi til kraftturbinerne og dermed en bedre sikkerhed, fordi der ikke er damp, som kan eksplodere ved højt tryk.

Der er også andre muligheder og blandt dem en, som kan virke specielt interessant her i Danmark, fordi der her er tale om en lille privat forskergruppe, der har arbejdet med den gennem nogle år. De har imidlertid ikke rigtigt kunnet komme igennem med den, fordi det - i hvert fald indtil nu - har været umuligt at opnå den tilstrækkelige finansiering til forskningen og udviklingen.

Gruppen kalder sig Seaborg Technology, og et af medlemmerne, Troels Schönfeldt, fortæller om en af de store fordele ved den thorium-reaktor, som de planlægger, er, at den kan brænde det atomaffald, som er et kæmpeproblem rundt i verden - her i landet gælder det affaldet fra Risø, som man nu i årevis ikke har kunnet blive enige om, hvad man skal stille op med. Problemet er, at dette atomaffald vil vedblive med at være radioaktivt i tusindvis af år. Men hvis man putter det i Seaborgs reaktor vil det dels blive reduceret i omfang, og dels vil det være væsentligt mindre radioaktivt, og den radioaktivitet, der er tilbage i det, vil være væk på få hundrede år. Og mens processen med forbrændingen af det radioaktive affald foregår i reaktoren, vil der kunne leveres billig elektricitet til op mod 150.000 husstande.

Man må jo spørge, hvorfor i alverden man ikke er i fuld gang med at forbrænde atomaffald 0g producere elektricitet hos Seaborg Technology. Svaret giver et af gruppens andre medlemmer, Esben Klinkby: Vi er faldet i en umulig situation, hvor der ikke er nogen steder at søge penge i Danmark. Når vi henvender os til fx Innovationsfonden, får vi svaret, at kernekraft ikke er en del af den danske energistrategi. Siden 1985 er atomkraft bevidst blevet helt droppet fra den danske energipolitik.

Han og resten af Seaborg Technologies undrer sig over, at politikerne ikke er lydhøre overfor, at teknologien har ændret sig siden 1985.

Den undren må vi andre i høj grad dele med dem.

 

 

 

 

25-09-17

 

Ingen strøm fra vindmøller

 

Det er ikke tit, det sker. Men det sker.

Det gjorde det således mandag den 18. september. I flere timer stod 6.000 danske vindmøller stille.

Det fortæller DR.dk

Man havde aldrig oplevet noget lignende i så lang tid. Selv de store havvindmøller stod stille, fortæller afdelingschef i Dansk Energi, Stine Leth Rasmussen. Tilsammen blev det i løbet af tre timer til en produktion på 10 MW, og på et tidspunkt var der ingen strømproduktion overhovedet.

Det understreger det faktum, at vi kan ikke nøjes med at kunne producere såkaldt

vedvarende energi, for der er altså ingen garanti for, at den virkelig er vedvarende. Og

en periode med vindstille kan også opstå om natten, hvor der heller ikke kommer noget

fra solcellerne. Skal forsyningsikkerheden kunne garanteres - og det skal den naturligvis -

så må der også i fremtiden være andre produktionsmuligheder, som kan træde til. Indtil

nu dækker vindmøllerne her til lands - og til vands - 40% af strømforbruget på årsbasis.

Men heldigvis kan vi fortsat trække på leverancer fra kernekraftværker i Sverige og

Tyskland. På sigt bør vi naturligvis have vores egne.

 

 

 

Kommentarer til indlæggene her på Ældre-bloggen er altid velkomne. Den nemmeste måde at give dem på er ved at bruge beskedboksen her til højre.

 

Alle kommentarer vil snarest muligt blive bragt her på bloggen - men uden oplysning om E-mail adressen.