Stress

 

Stress

Hvorfor og hvordan

 

23-10-17

Stress 1

 

Den 19. oktober bragte Kristeligt Dagblad en særdeles vægtig kronik

skrevet af Sanne Berg. Den drejer sig om stress og om det faktum iflg.

kronikken, at "500.000 danskere siges at være stressramte, 350.000

mennesker lider af angst, og 460.000 køber antidepressiv medicin".

Og så stiller den det spørgsmål, som burde overskygge alle andre

spørgsmål i dagens Danmark: "Hvad skal der til, for at vi indser, at det

er vores kultur, der er syg – ikke de enkelte mennesker, der bukker

under?"

Dermed sætter Sanne Berg den situation i fokus, som er skabt af de

seneste årtiers udvikling her i landet - den udvikling, som vi ældre ikke

kan sige os fri for at bære en del af ansvaret for.

Derfor må det være en selvfølgelig pligt netop for os ældre at stille os

selv det spørgsmål, om vi kan gøre noget for - i det mindste at medvirke til - at ændre den udvikling. For ingen kan vist være uenig i den opfattelse, at der skal ske en ændring, og vi skal - som Sanne Berg påviser det - helt ned og ændre i vores kultur. For det er den, der er syg.

Det vil være det nemmeste bare at sætte os godt tilbage i lænestolen, trille tommelfingrene omkring hinanden og tænke: Det står ikke til at ændre. Den kultur, som livet af i dage leves på, er så grundlæggende, at den ikke kan ændres. Og skal man endelig tro på, at det kan gøres, så må der nye og friske kræfter til. Det går ud over vores formåen.

Og det er nok rigtigt, at det er begrænset, hvad vi ældre reelt kan gøre. Men én ting kan vi i hvert fald gøre, og det er at erkende, at vi bærer vores del af ansvaret for, at situationen i dag er blevet så alvorlig, som den vitterligt er.

Jeg ved godt, at jeg i tidligere indlæg her i Ældre-bloggen har givet udtryk for synspunkter, der kan synes at være det stik modsatte. Og det kunne måske være fristende at blade tilbage og slette disse indlæg og håbe på, at alle andre har glemt dem. Men det vil jeg ikke. For da jeg skrev dem, mente jeg rent faktisk, hvad jeg skrev. Og de gik nok også på noget lidt andet. Men jeg mener stadig, at jeg - set med den tids øjne - havde ret. Hvad jeg nok dengang ikke var opmærksom på, var, hvad den udvikling, der dengang var sat i gang, kunne føre til, hvis den fik lov til at fortsætte i samme spor.

KLIK HER for at se, hvad jeg skrev for et års tid siden.

Nu kan jeg og alle andre så kigge i bakspejlet. Og jeg tror, at et sådant kig kan være med til at give forståelse for, hvorfor vi i dag står med en halv million stressramte danskere. Og kan vi få den forståelse, kan det måske være med til at få vendt udviklingen.

 

"Hvorfor går vi rundt og tror, at det er så vigtigt at lave den million?", hedder det i Rasmus Seebachs sang "Million".

Det spørgsmål rummer nok en væsentlig del af årsagen til den udbredte stress.

Jeg tror, at vi i dag er blevet alt for tilbøjelige til at vurdere din og min succes i mængden og størrelsen af materielle goder. Og jeg vil naturligvis gerne have bare lidt mere - eller i det mindste lige så meget succes som mine forældre, mine venner, mine kolleger og alle de andre. Og jeg tror i øvrigt også, at det bliver forventet af mig, at jeg får det. Og derfor skal jeg præstere.

Netop PRÆSTATION er for mig at se nøgleordet.

Og ikke mindst her er det måske, at vi ældre kan gøre noget. De fleste af os har oplevet tider, da de materielle goder var færre og mindre, men hvor begrebet stress var ukendt. Der var vel nok nogen, om hvem man i dag ville sige, at de havde stress. Men en udbredelse som i dag var der slet ikke tale om. Og i hvert fald havde jo da hverken du eller jeg stress! Nej vel? Derfor kunne vi jo da prøve at spørge os selv, om det nu også er så vigtigt at lave den million, og hvis det ærlige svar er, at "nej, det er det vel egentlig ikke", så ku' vi da i et mindste prøve at udbrede den opfattelse til vores børn og børnebørn og til vores omgivelser i det hele taget. Det skal jo begynde et sted. Og som nævnt ovenfor: Det er vore dages kultur, der skal ændres!

 

Det er et emne, som jeg gerne vil vende tilbage til i kommende indlæg. For det er min overbevisning, at det er vigtigt - også for os ældre.

 

 

 

 

Birthe Christoffersen sendte den 24-10-17 denne kommentar:

 

Stressen har en del at gøre med de konstante omstillinger og krav. De som har et arbejde frygter at miste det. Sandsynligvis i en erkendelse af, at det er stressende ikke at kunne finde arbejde og opnå tilstrækkeligt at leve af. (Det omtales ofte som alt andet end stress, når talen er om mennesker udenfor arbejdsmarkedet, uanset årsager.)

Hvis menneskeværd udelukkende gøres op i stillingsbetegnelse, kroner og ører, hvad sker der så, når AI (Artificial Intelligence - kunstig intelligens - Red.) overtager mere og mere af arbejdet?

25-10-17

Stress 2

 

Villa, Volvo og Vovse

 

Iflg. Gyldendals Den Store Danske udtrykker overskriften herover "et statussymbol, der markerer velstand og social status. Udtrykket bruges første gang i Danmark i 1954 og hører i udpræget grad velfærdssamfundet og dets gigantiske økonomiske udvikling til. Materialisme, misundelse og konkurrencementalitet, det at ville vise sit værd gennem anskaffelse af dyre eller trendy ting: parcelhus, bil, fjernsyn, hårde hvidevarer, rejser, mobiltelefoner, modetøj osv. Alle vil have “Villa, Volvo og Vovse”. Selv det at få børn tingsliggøres og gøres til et statussymbol."

Og det var vel netop, hvad der skete op gennem 50'erne og 60'erne, og indtil energikrisen brød ud i 1973 og for en tid satte udviklingen på standby. Vi skulle (næsten) alle have mere og mere - og i hvert fald helst mere end naboen. Det stillede store krav, og for at kunne opfylde dem skulle der præsteres. Præstationskravet var sat i gang!

Dette krav er bare vokset og vokset. Og det vil det helt sikkert blive ved med at gøre, med mindre vi får ændret den kultur, der som symbol har de tre V'er, og som vi er slaver af i dag, og som er det, der giver næring til de stadigt større præstationskrav.

Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at ændre den kultur, eller om den er som lavinen, der breder sig og ruller hurtigere og hurtigere, indtil den ender med at skabe katastrofe. Én ting er i hvert fald sikkert: Hvis vi ikke gør noget for at ændre den kultur og stoppe lavinen, så tordner den videre. Den stopper ikke af sig selv - før det er for sent!

En første stopklods kan måske skabes af os ældre, hvis vi begynder hos os selv med at stille spørgsmålet til os selv: Var det dét her, vil ville? Var målet virkelig et samfund, hvor man dårligt kan tale om begrebet "lykke", uden at der uvægerligt skal føjes ordet "piller" til? Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at svaret er et rungende NEJ! Det var bestemt ikke det, vi ville. Jamen hvad har vi da så gjort galt, når vi må konstatere, at for op mod en halv million danskere er piller blevet en forudsætning for en kunstigt skabt følelse af noget, der skal ligne lykke. Hvor "ægte" lykke var noget, vi kunne læse om i fortidens romanblade.

Jeg tror, at vi undlod på det rigtige tidspunkt at sige, at nu er nok nok. Vi fik ikke stoppet karrusellen, da den var så godt i gang. Og det må vore børn og børnebørn lide under i dag.

Derfor skylder vi dem nok en undskyldning. Vi skylder at fortælle dem, at vi fejlede, da vi fortsatte racet, og da vi gav troen på præstationernes nødvendighed videre til dem: bedre karakterer, bedre uddannelse, hurtigt ud på arbejdsmarkedet for at slås om de bedste og mest indbringende stillinger og dermed større villa og sommerhus i Sydfrankrig, større og dyrere biler - men ikke længere nogen vovse, for den vil tage alt for meget af deres dyrebare tid. Med mindre da, at man vil anskaffe sig en aupair, som kan tage sig af den samtidig med, at hun passer børnene, som der heller ikke længere rigtig er tid til.

Nu erkender jeg blankt, at jeg tog fejl, når jeg tidligere så med noget nær foragt på begrebet "fjumreår". Jeg tog ikke fejl, når jeg kunne se, at året af nogle bare blev brugt til netop at fjumre. Men jeg har efterhånden set mange eksempler på unge mennesker, som brugte et eller flere år på at lære den verden at kende, som ligger uden for uddannelsessystemerne, og jeg har set, hvordan de blev mere "hele" mennesker med bedre forståelse for, hvad livet byder os af mangfoldige muligheder. Og de er blevet bedre til at udnytte disse muligheder til at få et rigere liv. Ikke rigere på gods og guld, men rigere på lykke (uden piller) og glæder. Og efter "erfaringsårene", som jeg hellere vil kalde dem, har de med langt større sikkerhed kunnet vælge deres uddannelse og deres fremtidige livsforløb. Og det er meget få af dem, der er droppet ud af påbegyndte uddannelser.

Derfor siger jeg i dag til ungdommen: Tag jer tid, men brug den til noget fornuftigt, og find ud af, hvilke muligheder verden har at byde på for netop dig. Og tag så fat på at udnytte de muligheder, som du selv vælger. Men husk på, at det betyder ikke noget som helst, hvor stort et hus du til sin tid kan komme til at bo i. Det, der betyder noget, er det liv, du kan få i det.

 

Jeg ved, at det slet ikke er nogen uproblematisk opfordring at komme med. I kommende indlæg vil jeg prøve at komme ind på nogle af de problemer, som den indebærer.

 

 

28-10-17

Stress 3

Også vores børn og unge lider af stress

 

Noget af det, som jeg finder mest bekymrende, når det drejer sig om stress, er, at det ikke kun er et stigende antal voksne, der føler sig stressede i deres dagligdag. Nu er det også børnene og de helt unge.

I en undersøgelse i 2009 blev 7. klasses elever spurgt, om de følte sig stressede. Hver fjerde af disse elever svarede dengang, at de oplevede en følelse af stress mindst én gang ugentligt. I en anden undersøgelse målte man stress blandt unge i 8.-9. klasse. Den viste, at mellem 4-8 % oplevede at have ”højt niveau af stress”, og mere end 40 % af de unge i 8. og 9. klasse oplevede ”medium” stress.

Sådan var det altså dengang for en halv snes år siden. Men at dømme efter den senere tids mange indslag i medierne om stressramte børn og unge, er det blevet værre siden da - ja, man må vist endda sige meget værre.

Der bliver nævnt en række årsager til, at det er gået sådan. Og når det drejer sig om eleverne i grundskolen - d.v.s. 1-9. klasse - så får den omfattende skolereform i 2014 en væsentlig del af skylden med dens længere skoledage og større vægt på læring. Det gælder her for alt i verden om at gøre sig kvalificeret til at komme i gymnasiet og videre til de højere læreanstalter, som giver adgang til de virkeligt attraktive placeringer i samfundet.

Og for det flertal, der skaffer sig adgang til gymnasierne, er kravet både til dem selv og udefra, at opnå alle de 12-taller, der skal til for at komme ind på drømmestudiet. Og når så endelig huen er erhvervet, så gælder det for mange om at udnytte den såkaldte "kvikbonus", der blev indført i 2009, og som ganger den nyudklækkede student karaktergennemsnit med 1,08, hvis vedkommende påbegynder en videregående uddannelse inden for to år. Det kan måske netop give det løft, der er nødvendigt for at nå op på adgangskravet til drømmestudiet.

Efter det burde det ikke kunne undre nogen, når det af en rapport fra Statens Institut for Folkesundhed (”Ungdomsprofilen 2014”) fremgår, at andelen af gymnasieelever, for hvem karakterer spiller en meget stor rolle blev næsten fordoblet i årene fra 1996 til 2014 med en stigning fra 17 til 31 procent. Samtidig slog den fast, at kun en femtedel af eleverne aldrig føler sig stressede – og at mere end hver anden mærker stress ugentligt eller oftere.

Dette underbygges af en rapport fra Aarhus Universitet om ”Stress i gymnasiet”, hvor den mentale trivsel hos hele årgangen af elever på to gymnasier i Aalborg blev kortlagt. Hver anden elev scorede lige så højt på stress-skalaen som den mest stressramte femtedel af befolkningen.

Nu er der for mig ingen tvivl om, at begrebet stress dækker over mange og ret forskelligartede følelser - både fysiske og psykiske - og en del dårligdom begrundes med, "åh, jeg har da vist fået stress!" Nogen føler måske endda, at de da vist bør have stress, for ellers så må det jo da være, fordi de ikke presser sig selv hårdt nok eller lige så meget som de andre. Men selv hvis man prøver at filtrere disse ikke-ægte tilfælde af stress fra, så kan ingen vist være uenige i, at når det også rammer så mange børn og unge, så har vi fået skabt en usund kultur, som vi må gøre alt for at få ændret.

Dermed er vi fremme ved det helt afgørende spørgsmål: Hvad kan der så gøres?

Jeg ville ønske, at jeg havde en endegyldigt svar. Men en del af svaret må være, at vore politikere og myndigheder skal skrue ned for præstationskravene. De må erkende, at hele, sunde og glade borgere er et langt vigtigere kriterium for deres succes som politikere, end at landets samlede produktivitet stiger med to procent om året. Og for langt de fleste af os borgere må svaret ligge i at være tilfredse med, at vi jo har det godt og ikke nødvendigvis behøver at have det bedre - sådan rent materielt set. Det er ikke "den million" der gør os lykkelige. Langt vigtigere er fællesskabet med andre: familien, vennerne, kollegerne, omgangskredsen, medborgerne.

Faktisk har vi specielt her i Danmark mulighed for at opleve og lære betydningen af fællesskabet. Det har vi i landets gamle, grundfæstede højskoletradition. For hvor man i næsten alle grene af det offentlige uddannelsessystem prøver at fremme konkurrencen mellem mennesker (man må vise de bedste præstationer og resultater som grundlag for "det gode liv") så peger højskolen på helt andre værdier, nemlig at skabe plads for det enkelte menneske gennem fællesskabet og ikke på bekostning af fællesskabet.

Desværre er det nok ikke muligt at give alle unge et højskoleophold undervejs i deres uddannelsesforløb. Men det må være muligt at hente nogle af højskolens principper ind i de offentlige uddannelsessystemer. Man må kunne komme væk fra, at man i disse systemer tvinger eleverne til at sammenligne deres egne præstationer med de andres - med konkurrenternes - og i stedet sætte fokus på den enkelte elevs udvikling. Målet for den enkelte må være at blive dygtigere, end man selv var tidligere - snarere end at skulle være bedre end sidekammeraten.

 

I et indlæg på internettet stødte jeg på nedenstående opfordring. Den vil jeg gerne også gøre til min:

 

"Er der nogen, der vil bestride, at et højskoleophold gør et ungt menneske markant bedre til at træffe det rette valg af uddannelse? Næppe. Så hvorfor ikke starte med at implementere højskolernes tankesæt rundtomkring på de danske gymnasier".

 

 

31-10-17

Stress 4

 

Noget må og kan gøres!

 

I det første af mine indlæg i denne serie om stress nævnede jeg, at inspirationen kom fra en kronik af Sanne Berg i Kristeligt Dagblad. Jeg vil gerne citere noget fra denne kronik:

"Hvad hvis vi tillod os at indse, at vores hjertebanken, vores diffuse smerter, vores angstanfald og vores snigende depressioner er sjælens måde at sige AV FOR HELVEDE, DET HER ER IKKE GODT, LAD MIG KOMME VÆK! Symptomerne skyldes ikke mangel på robusthed. De er tværtimod et sundhedstegn; et bevis på, at vi stadig er i stand til at mærke forskel på rigtigt og forkert".

Jeg tror meget på, at Sanne Berg har ret: Stress er ikke en sygdom. Stress er et symptom. Og når så mange mennesker får disse symptomer, så er det et klart signal til os alle om, at nu skal der geares ned. Og vi må forlange, at vores politikere opfanger dette signal og handler efter det. Vi må forlange, at de tager fat på stort set hele den gældende lovgivning og vurderer, hvor der kan ændres med henblik på at sænke det generelle stressniveau. Og det må være et krav i forbindelse med al ny lovgivning, at den snarere skal sænke end højne dette stressniveau. I dage er det, som om fokus i forbindelse meget lovgivningsarbejde, er rettet imod, at resultatet skal være "grønt". Det er i den farve, at politikerne øjner stemmer. Jeg tror, at der i dag ville være langt flere stemmer at hente, hvis der blev sigtet mod en anden farve - en anderledes blød og blid farve, der signalerer "slap nu af, for det er slet ikke så vigtigt at få lavet den million" - hverken for den enkelte eller for samfundet. Hvad det drejer sig om, er ikke millionen, men hvordan vi prioriterer det, vi allerede har.

Det må være muligt at komme væk fra, at så meget i vores dagligdag styres af et krav ikke bare om effektivitet, men om større effektivitet. Kravet må stoppe ved en vurdering af, om tingene fungerer, som de skal. Gør de det, er det jo godt - ja, jeg vil føje til, at så er det godt nok. Ethvert ønske om en eventuel videre udvikling derfra må afvejes over for et ufravigeligt hensyn til, om vi som mennesker egentlig behøver det. Det betyder jo ikke, at al udvikling sættes i stå, men det kræver, at vi som mennesker stadig kan følge med, uden at vi til stadighed skal føle et voksende præstationskrav for at kunne følge med.

Er det utopisk at forestille sig, at man kan nå dertil? At man kan få skabt en helt ny kultur? Ansvaret er ikke kun politikernes. Det hænger også i høj grad sammen med de forhold,, som mennesker bliver budt på arbejdsmarkedet.

I et forsøg på et give et svar på det spørgsmål vil jeg citere endnu en sekvens fra Sanne Bergs kronik:

 

"Tænk hvis de 500.000 mennesker, der ”går ned med stress”, i stedet for at gå til lægen og få en sygemelding gik op til deres chef og slog i bordet – ”Jeg kan ikke længere forsvare at udføre mit arbejde på den måde, som systemet her tvinger mig til. Jeg mener, at de rammer, der er lagt for udførelsen af mine opgaver, gør det umuligt at udføre mit arbejde på en etisk forsvarlig måde. Hvis ikke rammerne snarest bliver ændret, så jeg kan udøve den omsorg, det nærvær, den sociale ydelse, der er essensen af mit job som sygeplejerske/pædagog/socialrådgiver, ser jeg mig nødsaget til at nedlægge arbejdet og bede min faglige organisation overtage forhandlingerne med arbejdsgiveren, så tingene kan blive bragt i orden.”

Hvad hvis vi holdt pause fra angsten, og tillod os at mærke den vrede, den dækker over".

 

 

Kommentarer til indlæggene her på Ældre-bloggen er altid velkomne. Den nemmeste måde at give dem på er ved at bruge beskedboksen her til højre. Skriv din kommentar og klik på knappen "SEND".

 

Alle kommentarer vil snarest muligt blive bragt her på bloggen - men uden oplysning om E-mail adressen.