Tanker om tilværelsen

 

Ældre-bloggen

 

 

Tanker om tilværelsen

 

 

 

11-12-16

Tredje søndag i advent

 

 

Det er søndag i dag. Oven i købet tredje søndag i advent. Den højtid, som af mange

betragtes som den kristne kirkes største, nemlig julen, nærmer sig. Nogle mener, at

påsken er den største. Men for mig er det julen.

Jeg betragter mig selv som kristen - ja, jeg synes endda, at jeg tør sige som en god kristen, selv om der faktisk kan være år imellem, at jeg går i kirke - altså til gudstjeneste. Men jeg har det bare rigtig godt med, at kirken som begreb og som institution er en del af Danmark som nation, og jeg glæder mig, når jeg færdes gennem det danske landskab, over de mange smukke kirkebygninger, som hver især danner ramme om noget af det vigtigste i vores danske kultur. Jeg har tidligere haft 16 gode og værdifulde år som medlem af et menighedsråd, og i mange år var jeg kirkeværge ved en landsbykirke. I mere end 25 år var jeg kirkebylærer - d.v.s. den, der med pen og godkendt blæk førte den såkaldte kontraministerialbog for sognet - altså sognets andet eksemplar af dets kirkebog, hvor præsten førte hovedbogen. I dag foregår dette elektronisk.

Jeg har altså i en stor del af mit liv haft en aktiv tilknytning til kirken. Men selv ikke dengang var jeg nogen flittig kirkegænger, og siden da er det altså blevet endnu sjældnere, at jeg deltager i en gudstjeneste.

Man kan vel med god grund spørge mig, hvorfor der er dette skel mellem min uforbeholdne tilslutning til Folkekirken og min efterhånden manglende deltagelse i dens grundlæggende aktiviteter, gudstjenesterne. Det er også et spørgsmål, jeg af og til stiller mig selv. Og jeg har svært ved at formulere et klart svar.

For nogle år siden prøvede jeg at gøre det i, hvad jeg kaldte "En lægmands trosbekendelse". I den kan jeg følge det meste af den danske folkekirkes trosbekendelse; men jeg må sige fra, når den taler om "kødets opstandelse og et evigt liv". Og der er vendinger i den øvrige del af Folkekirkens trosbekendelse, som jeg ikke tager helt bogstaveligt.

Jeg forsager Djævelen helt og fuldt, og jeg tror på Gud Fader, men som begreber og ikke som personligheder.

Jeg tror på Jesus Kristus som menneskehedens betydeligste vejleder, men ikke som undfanget ved Helligånden og ikke som opstanden fra de døde.

Og jeg tror på Helligånden som den følelse af samhørighed, der holder sammen på kirke og samfund, og som er grundlaget for vore synders forladelse.

Jeg er ikke teolog, og jeg er ikke "skriftklog". Derfor udelukker jeg absolut ikke muligheden for, at der kan være meget i den hellige lære, som jeg har overset og aldrig har vidst. Men gennem det meste af mit 83 år lange liv har jeg tænkt ganske meget over tilværelsen lige fra dens begyndelse, og til den på et eller andet tidspunkt slutter definitivt for mit vedkommende med min død. Og der er ingen tvivl i mit sind, når jeg knytter døden og den definitive slutning sammen. Men jeg har det i enhver henseende godt med at gøre det.

Jeg kan ikke, og jeg ønsker ikke at kunne se mig selv i en åndeverden et eller andet sted i universet, der af nogle omtales som "Himlen". Og jeg kan ikke forestille mig en sådan himmel befolket med myriader af ånder med oprindelse i de skiftende årtusinder.

Jeg er ikke misundelig på de mange, der er stærke i en tro på et liv efter døden, og som har det godt med denne tro. Og jeg mener det virkelig, når jeg ønsker, at enhver må blive salig i sin tro. Men denne med et liv efter døden er altså ikke min. Og derfor er der en del i den danske form for gudstjeneste, som for mig virker som nogle forældede klicheer. Men jeg erkender også, at jeg nok selv har gjort for lidt for at finde ud af, om der i de senere år er sket fornyelser i gudstjenesterne - fornyelser, som virkelig kunne tale til mig i den tid og i den virkelighed, som vi lever i i dag. Måske skulle jeg lade det være et nytårsforsæt for 2017 at prøve at finde ud af, om det eventuelt er mig, der lever i en overstået fortid. Men det er ikke noget, jeg har et stort behov for at finde ud af, for jeg har det fint med den indstilling både til livet og til døden, som jeg har i dag.

Men jeg må jo erkende, at der som nævnt er mange i den danske folkekirke, der har det godt med et liv som religiøse og med en stærk tro på et liv efter døden. Jeg har stor agtelse og respekt for vore bisper og vore præster, som jo er alt andet end enfoldige mennesker, der lever i en indbildt verden. Og jeg har stor agtelse for vores dronning, som har fortalt om, hvor meget troen og kirkegangen betyder for hende.

Selv om jeg altså ikke kan tilslutte mig alle punkter i Folkekirkens trosbekendelse, så bakker jeg hundrede procent op om den danske folkekirke som det vigtigste kulturskabende og -bærende element i den dagligdag, som langt de fleste danskere ønsker sig. Men jeg kan se, at Folkekirken i dag er under pres. Den er det fra andre religioner, som efterhånden på flere områder haft held til at skubbe ellers hævdvundne, kristne traditioner ud - godt hjulpet af såkaldte "politisk korrekte" danskere, der finder det "åh så attraktivt med et multikulturelt samfund". Og den er det også fra organisationer som Ateistisk Selskab, som kraftigt agiterer for, at man skal melde sig ud af Folkekirken, men uden at de selv har noget som helst at byde på, og som lokkemiddel bruger, at man kan spare sin kirkeskat.

Jeg ser det som utrolig vigtigt, at vi i dag står sammen om den danske folkekirke som et af de vigtigste midler til at opretholde et samfund, der hviler på et kristent grundlag.

 

 

19-12-16

At være til nytte

 

Hvad er egentlig meningen med livet?

Jeg tror, at det spørgsmål har været stillet, lige så længe der har været tænkende mennesker på Jorden. Dybest set er det vel det, der ligger til grund for Bibelens beretning om Eva, der ikke kunne lade være med at smage på æblet fra Kundskabens Træ i Paradisets Have. Og gennem hele menneskehedens historie har der været filosoffer, der har søgt at give svar på spørgsmålet. Kristendommens teologer har også givet deres svar. Og svarene har været lige så forskellige, som de har været mangfoldige. Derfor er der stadig mennesker, som mere eller mindre forvirrede og mere eller mindre fortvivlede søger efter svar på, hvad der lige netop for dem er meningen med livet. Nogle finder et svar. Andre gør ikke.

Egentlig har spørgsmålet aldrig været så afgørende for mig. Jeg har altid slået mig til tåls med, at meningen med livet må være selve livet. Og jeg har ikke rigtigt gjort mig klart, at der vel egentlig ikke ligger svar på noget spørgsmål i den opfattelse.

Derfor var der næsten en form for forløsning i det, da jeg for nogle dage siden læste et interview i avisen med Hanne Reintoft. Jeg har ikke altid været enig med Hanne Reintoft i hendes politiske holdninger; men jeg har altid betragtet hende som en "klog kone" i denne betegnelses bedste og meste positive betydning. Og det gør jeg ikke mindst nu efter at have læst hendes korte, klare og helt indlysende svar på spørgsmålet om, hvad der er meningen med livet.

Det er AT VÆRE TIL NYTTE, siger hun.

Så enkelt kan det siges. For er man til nytte, så er man med til at bære menneskeheden fremad. Og det er vel i virkeligheden det, det hele drejer sig om.

Man kan være til nytte på mange måder. Man kan hjælpe sine medmennesker i det daglige. Man kan gøre det nær og fjern, og man kan gøre det på mange måder - helt praktisk eller psykisk. Man kan skabe noget - stort eller småt - materielt eller på et af de mange kulturelle områder. Man kan vejlede, eller man kan bakke op. Men man kan også være med til at bekæmpe det eller dem, der vil/kan skade menneskeheden: Soldaten eller politibetjenten, der risikerer liv og lemmer for at skabe eller bevare fred, frihed og tryghed for os alle sammen. Forskeren, der vier sit liv til at skabe muligheder for, at alle kan have det bedst muligt. Eller opfinderen, der skaber nye og bedre muligheder for os alle.

Vi har alle sammen muligheder for at være til nytte.

Jeg vil bestræbe mig på at udnytte de muligheder, jeg har. For nu er det for mig blevet hele meningen med livet.

 

 

15-01-17

Jamen, hvad er da lykke?

 

Forleden dag kom jeg til at snakke med en af mine bekendte om begrebet lykke. Årsagen var, at der for nogen tid siden blev præsenteret en international undersøgelse, der viste, at danskerne er et af de lykkeligste - ja, måske endda det lykkeligste folkeslag i verden. Og af en anden - men national, dansk undersøgelse - fremgik det, at her til lands er det os ældre, der er de lykkeligste.

Det, vi snakkede om, var, hvad det mon egentlig er man undersøger, når man når frem til, at den ene nations befolkning er lykkeligere end den anden, og at vi ældre er lykkeligere end de yngre aldersgrupper. For det her med lykke er jo noget mærkeligt, ubestemmeligt noget, som man vel ikke kan sætte ind i tabeller og lave statistik over.

Eller kan man?

Vi kunne hurtigt blive enige om, at der er en helt afgørende forskel på, om man siger, at "man har fundet lykken", eller om man begrænser sig til, at "man har fundet lykke". Med det første udsagn giver man udtryk for, at man har nået det højst opnåelige, og det kan man vel kun gøre én gang i livet. "Lykke", derimod, er noget langt mere mangfoldigt - og godt for det, da. Har man fundet lykke, har man lov til at sige, at man er lykkelig, og heldigvis kan man da være lykkelig af både den ene og den anden grund - og af flere grunde samtidig. Og er man ikke lige lykkelig i dag, så er der da mulighed for, at man godt kan blive det igen.

Men hvad er det så, man måler i disse undersøgelser om folks og menneskers lykke? Er det, hvor mange der når at finde lykken i deres liv? Eller er det, hvor meget lykke man synes, at man har opnået?

For det er jo meget forskelligt fra menneske til menneske, hvad det egentlig er, der skaber lykke. Og det er måske slet ikke det samme i dag som for ti år siden. Et af de steder, hvor det vel allerbedst er kommet til udtryk, er i Preben Kaas' og Jørgen Rygs uforlignelige vise, hvor de sang om, hvad lykke er.

Jeg kender ikke til nogen, der har givet en entydig forklaring på, hvad lykke er. Den burde jo ellers være nem at få i vore dage. Man kan jo blot gå på internettet og spørge Google: "Hvad er lykke?" Og det kommer ikke til at skorte på seriøse svar. Der er masser af dem fra filosoffer og andre forskere og fra psykologer og andet godtfolk, f.eks. på www.psykologviden.dk, hvor man bl.a. kan få at vide, at "lykke over længere tid kan defineres som en følelse af indre fred; at alle hængepartierne i livet er landet der hvor de skal, og at der ikke er nogle større bekymringer for hverken nutid eller fremtid. Har du perioder i dit liv, hvor du har haft det sådan over flere måneder, måske endda år? Hvad var det, der gjorde lige præcis den tid så god?"

Men læg lige mærke til, at psykologen - som de fleste andre - slutter med at stille et spørgsmål. Vi må selv give svaret på, hvad der er lykke for mig!

Vi kunne jo så også gå til Charles Gandrups mere end hundrede år gamle sang om lykken, hvor første og sidste vers lyder således:

 

Lykken er ikke gods eller guld,

lykken er ikke storhed og ære,

lykken kan selv i den ringeste vrå

arbejdets frugter på bordet bære.

 

Lykkeligst den, som har fred med sig selv,

fred med sin gud, og fred med sin næste!

Går det i verden så op eller ned,

han har af lykken dog fundet det bedste.

 

Konklusionen i sidste linje af Kaas/Ryg-visen

er:

 

"Lykke er, at man har fået lov at leve livet".

 

 

23-01-17

Må man være glad for

og tilfreds med sin

tilværelse?

Ja, det må man vel nok. Men må

man også offentligt give udtryk for

det, uden at det bliver betragtet

som sådan lidt blufærdighedskrænkende?

 

Jeg tænker på den mand eller kvinde,

som med god grund er rigtig glad for sin

krop og hele sit udseende. Det kan da

kun være positivt. Men hvis de i deres glæde får en dygtig fotograf til at tage et billede af sig, som viser den krop, de er glade for, og de lægger det ud på internettet, for at også andre skal kunne glæde sig over synet - så er det vel egentlig blufærdighedskrænkende?

Ærlig talt: Jeg synes, det er lidt synd, hvis man ikke på enhver måde må have lov til at dele sin glæde over både det ene og det andet med andre. Et gammelt ord siger, at for den rene er alting rent. Og føler man sin blufærdighed krænket ved at se eller ved at læse et eller andet, så kan man jo bare blade om til noget andet og glemme alt om, hvad man lige fik et glimt af.

Derfor vover jeg at gå i clinch med blufærdigheden og fortælle, at jeg er både glad for og tilfreds med min tilværelse. Og at jeg med enkelte undtagelser ikke har grund til noget som helst andet.

Det er vel ikke så underligt, hvis man en gang imellem i min alder (først i firserne) prøver at se tilbage på sit liv. Det er jo nemlig ingen hemmelighed, at der er den mindste del af det tilbage. Og så kan man jo stille det fuldkommen tåbelige spørgsmål: Hvad ville du gøre anderledes, hvis du kunne gøre det om? Det er tåbeligt, fordi den mulighed jo ganske enkelt ikke eksisterer. Jeg finder det langt klogere at prøve at se tilbage på det liv, man rent faktisk har levet indtil nu (for der er da nok en del tilbage endnu!), og så vurdere det på plussiden såvel som på minussiden.

Så viser det sig for mig, at plussiden har langt større vægt end minussiden.

Hvad skyldes det så?

Jo, for det første, at jeg har været heldig at have et rigtig godt helbred. Faktisk er der vel til dato ikke noget hospital, der har en egentlig sygejournal på mit cpr-nummer.

Og for det andet: Jeg har gennem årene kunnet glæde mig over en familie, som i alt væsentligt har fungeret godt - med én undtagelse: Jeg mistede alt for tidligt min kone Bodil. Det mærkes på minussiden hver eneste dag den dag i dag. Savnet af ens bedste ven til at dele alle de mange glæder og gode oplevelser med vil alle dage blive ved med at føles ulideligt hårdt.

Men trods det store minus har tilværelsen altså alligevel været god ved mig og har givet mig både et spændende og varieret arbejdsliv og et righoldigt fritidsliv bl.a. med meget spændende foreningsaktiviteter - alt i alt et aktivt liv, som jo rent faktisk slet ikke er forbi endnu. Ældre-bloggen giver mig gode udfordringer. Omgivelserne giver stadig spændende opgaver til løsning som frivilligt, ulønnet pensionistarbejde. Og økonomisk giver samfundet mig grundlag for et liv, der ganske vist ikke er til en hel masse store, unødvendige krumspring, men som giver mig den trygge dagligdag, som bare er det, jeg nu har brug for.

Og så tilbage til spørgsmålet om, hvorfor jeg her lukker op for et lille blik ind i min tilværelse og fortæller om et liv, som alt i alt har været - og er - på plussiden.

Jo, jeg er så træt af næsten kun at se, høre og læse om de mange triste skæbner, der vitterligt omgiver os, og som vi aldrig må overse eller glemme. Men vi er altså også en del - og jeg tror egentlig godt, at jeg tør sige mange - som i alt væsentligt er glade for og tilfredse med vores tilværelse, og som har grund til at være det. Men som - måske af lidt misforstået blufærdighed - lader være med at fortælle om det.

 

 

25-01-17

Gør dog noget!

 

Telefonen ringede. En (i øvrigt venligt lydende) mandsstemme præsenterede sig som Jørgen. Og så gik han lige til sagen: "Hvad i alverden vil du opnå med at fortælle, at du er tilfreds med din tilværelse?" (Se indlægget herover). "Der er da ingen, der får ændret ved noget som helst ved at brede sig ud om, at man er tilfreds med tingene, som de er", sagde Jørgen. "Man må da stå op og pege på det, der er forkert her i verden, og så må man gå i kamp for at få det ændret".

Jeg kunne kun sige til Jørgen, at jeg er helt enig med ham, og jeg kunne tilføje, at hvis han læste nogle af de andre indlæg her på Ældre-bloggen, så ville han kunne se, at der selvfølgelig også er forhold i verden omkring mig, som jeg bestemt ikke er tilfreds med, og som jeg gerne vil gøre, hvad jeg kan, for at hjælpe med til at få gjort bedre.

Jeg har skrevet om forhold på landets plejehjem, som absolut ikke er, som de burde være, og som ingen kan være tilfredse med.

Jeg har skrevet om "værdighedsmilliarden", som skabte meget lidt værdighed.

Jeg har skrevet om enlige ældre mænds problemer.

Jeg har skrevet om den usikre politiske situation i verden.

Og jeg har skrevet om meget andet, som jeg bestemt gerne vil være med til ændre til det bedre.

Men jeg vil altså meget gerne også have lov til at udtrykke mig om de positive sider ved tilværelsen. For hvis vi kun kan tillade os at beskæftige os med verdens store og små problemer, så kan det nemt ende med, at vi helt glemmer at glæde os over alle tilværelsens gode og lyse sider. Og så er det, at de får ekstra travlt på hospitalernes psykiatriske afdelinger.

Derfor har jeg også her på Ældre-bloggen skrevet om f.eks. den glæde, som kan skabes af musik.

Og derfor har jeg skrevet om begrebet lykke.

Jeg har skrevet om den gode oplevelse, som jeg for nylig havde på Odense Universitets Hospital.

Og jeg vil blive ved med også at skrive om alt det gode, positive, smukke, dejlige, opmuntrende, som jeg møder på min vej.

Så mit svar til Jørgen må være: Du har ret: Vi skal brokke os, når der virkelig er noget at brokke os over. Men vi skal ikke brokke os bare for at brokke. Når vi løber ind i noget, som det virkelig er værd at brokke sig over, så skal vi spørge os selv, hvad vi kan gøre for at ændre på det til det positive. Og så skal vi se at komme i gang med at gøre det. Man ændrer sjældent noget bar ved at skælde ud over det på Facebook!

 

 

 

31-01-17

Nyd dog tilværelsen som gammel!

 

Jeg havde en pragtfuld oplevelse forleden dag. Jeg var til koncert med trompetisten Per Nielsen, en fremragende violinist, hvis navn jeg ikke husker, og en utroligt dygtig akkompagnerende pianist, som jeg heller ikke husker navnet på (jeg ved, at der er mange af mine jævnaldrende, der godt kender til det der med en hukommelse, der engang var bedre). Men som helhed gjorde koncerten, at jeg rent faktisk føler min tilværelse beriget i ganske betydelig grad.

Noget af det, som jeg har erfaret i takt med, at jeg er blevet ældre og ældre, det er, at der i virkeligheden er utroligt meget - stort og småt - som giver indhold, glæder og værdi i tilværelsen som gammel. Og så er det, jeg siger: Lad os dog nyde hver eneste af de mange små og store glæder, som tilværelsen stadig byder på i vores (høje) alderdom, hvis vi altså vel at mærke vil lukke op for dem og lade være med at have dårlig samvittighed over bare at nyde dem.

Jeg har truffet mennesker, som i mere eller mindre klart sprog gav udtryk for den opfattelse, at vi kan da ikke tillade os bare at gå rundt og have det godt og være glade og tilfredse, når der er så mange andre, der har det rigtig dårligt. Vi kan da ikke tillade os at være glade og taknemlige over en verden, der er så god mod os, når den er så ond mod andre. Sagt på en anden måde, så synes deres holdning at være: Vorherre bevares, hvor er det dog naivt og barnligt sådan at skilte med "Ih! Jeg er så glad i dag!"

Undskyld mig; men er der én eneste, der får det bedre af, at jeg lader være med at glæde mig over, at jeg har det godt? Og at jeg giver udtryk for det.

Jeg har også truffet folk, der i ord og attitude gav udtryk for, "hvor er det hele dog trist, for jeg ved jo ikke, om jeg måske skal dø i morgen!"

Jeg ved, at der er mange, der kæmper med dårligt helbred, trængt økonomi, dårlige relationer til omverdenen og meget andet. Men det vil ikke gøre det bedre for én eneste af dem, hvis jeg prøver at nægte mig selv glæden over min tilværelse.

Og det er bestemt ikke, fordi den giver mig muligheder for hverken store eller mindre udskejelser. Jeg var rigtig heldig sidste år, da et meget billigt tilbud fra SAS gav mig mulighed for endnu en gang af besøge min datter og hendes familie i USA. Og en uventet lille, men rar indtægt gav mig mulighed for at få opfyldt et længe næret ønske om et besøg på Skagen (hvor jeg aldrig havde været før) og samtidig et par dages ophold på den kro, der bærer mit navn: Aalbæk gl. Kro. Det var to rigtig dejlige oplevelser, som gav indhold i dagene, mens de stod på, og gode minder at leve videre på.

Men jeg har fundet ud af, at også hverdagen herhjemme giver rige muligheder for gode stunder. For år tilbage kunne jeg f.eks. ikke drømme om, at sætte mig hen i min gode stol og bare lytte til det, der for mig er god musik. For der måtte da være noget - og sikkert noget vigtigt - jeg forsømte ved bare at sidde dér. I dag kan jeg give mig selv både tid og lov til "kun" at lytte (og opleve) den musik, jeg holder af. Jeg forsømmer ikke noget ved det, og jeg behøver ikke at have dårlig samvittighed over ikke at foretage mig noget vigtigt - noget, der kan være med til at give mig brød på bordet også i morgen.

Andre har stor glæde af f.eks. over nogle gode timer på golfbanen eller et par uger på en eller anden fjern, eksotisk destination.

Jo, der er bestemt gode sider ved at være gammel - og nu bruger jeg helt bevidst udtrykke "gammel" i stedet for "ældre". Så lad os dog nyde hvert eneste øjeblik. Også fordi vi jo nu engang ikke ved, hvor mange der er tilbage af dem.

 

 

11-03-17

Hjælpsomhed er ikke nogen selvfølge.

 

For flere år siden var der i fjernsynet en udsendelsesserie, som jeg ikke længere husker navnet på. Men den kunne f.eks. godt have heddet "Ugens Buket". Det var før mail og sms, så dengang kunne man sende et postkort til redaktionen med forslag om en person, som fortjente at få en tak for sin hjælpsomhed. Så drog man fra fjernsynet ud, ringede på døren og overrakte en smuk buket. Og man fik så at vide, hvordan den pågældende person praktiserede sin hjælpsomhed. Det kom der både gode og rørende historier ud af.

Men egentlig var det jo lidt trist, at man på den måde ville belønne folk for at være hjælpsomme. Det var altså ikke ligefrem nogen selvfølge, at man var det.

I dag kunne vi godt bruge en tilsvarende tv-serie. For der er da heldigvis stadig mange mennesker, for hvem hjælpsomhed er en helt naturlig ting. Men når man hører og læser om forhold og episoder rundt i landet, så kan man godt få det indtryk, at der er blevet længere imellem dem. Det kan der være flere grunde til. Men det er mit indtryk, at der blandt dem er en, som bliver mere og mere fremtrædende: "Sådan noget har vi vel kommunen til! Og det er vel bl.a. det, vi betaler skat til!"

Det er da rigtigt, vi gennem de seneste 10-20 år har set, at det offentlige via kommunerne og regionerne har påtaget sig/fået pålagt flere og flere opgaver med støtte til borgerne - ikke mindst til os ældre. Og det er der da bestemt meget godt ved. Men det er lidt trist, når det går ud over den almindelige hjælpsomhed familie, naboer og borgere imellem.

Og det bliver galt, når kommuner og regioner i de allerseneste år har måttet skære ned på den offentlige hjælp til svage borgere. For det virker ikke, som om den almindelige hjælpsomhed borgerne imellem er vokset i takt med det. Tværtimod sker der stadig oftere, at man kan høre om medborgere, for hvem en hjælpende hånd - fysisk, psykisk, økonomisk eller på anden måde - ville kunne gøre forskellen på et dårligt og - i det mindste - et bedre liv. Og i mange tilfælde er det såmænd slet ikke så meget, der skal til. Et venligt ord eller en siddeplads i bussen kan betyde meget.

For et par år siden skulle jeg ud på en længere rejse, og jeg havde en del bagage med. Alene tanken om rejsens strabadser gjorde mig lidt træt på forhånd. Men da jeg skulle stå på bussen, var der en rigtig køn teenage-pige, der sendte mig et venligt smil og spurgte: "Må jeg have lov at hjælpe dig?" Og så hankede hun op i den største og tungeste af mine kufferter og hjalp mig ind i bussen. Da hun havde fået mig til sæde, sagde hun med endnu et rart smil: "Kan du have en rigtig god rejse!" Så forsvandt hun ned til en anden ledig plads bagest i bussen, og jeg har ikke set hende siden. M

 

B.Aa.-N

11-03-2017

12-03-17

Hjælpsomhed

kan være andet og mere end et rart smil, en venlig bemærkning eller en hjælpende hånd i bussen.

Det kan også være et spørgsmål om liv og død.

Det kan man se et eksempel på via nedenstående link, som er sendt til Ældre-bloggen af Birthe Christoffersen:

 

http://www.tv2fyn.dk/artikel/partner/tv-2/nabo-faldt-om-med-hjertestop-saa-ringede-alarmcentralen-til-dorthe

 

12-03-2017

19-03-17

Hvad pokker skulle jeg lave,

hvis jeg ikke havde noget at lave!

"Der var alle mulige ting, som jeg tænkte, at jeg ikke kunne gå i gang med, fordi jeg nok ikke kunne nå at gøre det færdigt, inden jeg skulle dø. Det var meget ubehageligt".

Sådan siger forfatterinden Josefine Ottesen i et interview i min lokale avis. Og hun føjer til: "Verden blev mindre og mindre, så på et tidspunkt besluttede jeg mig for, at jeg bliver 100 år, for så har jeg masser af tid". Det bør måske lige føjes til, at Josefine Ottesen er 61 år gammel.

Jeg havde selv nogle tilsvarende spekulationer, da jeg for et års tid siden (som det er nævnt ovenfor her på siden) stod i den situation, at jeg havde fået en del tid til overs. Som 82-årig havde jeg måske ikke så mange år tilbage, og så kunne det vel egentlig ikke betale sig at starte op på noget nyt. Men netop med så mange år på bagen har man jo masser af oplevelser og erfaringer i rygsækken og sikkert også en hel del ideer, som man hidtil ikke rigtigt har fået taget hul på. Og hvad så? Skal man bare lade dem blive i rygsækken og selv lægge sig på sofaen og vente på, at ham dér med leen jo nok alligevel snart dukkede op?

Ærlig talt, så ville en tanke som den med bare at lægge sig på sofaen vel nærmest kunne opfattes som en indbydelse til manden med leen. Og det syntes jeg ikke, at jeg var klar til, så i stedet gik jeg i gang med Ældre-bloggen. Og det har jeg bestemt ikke fortrudt. For sammen med nogle opgaver i kategorien "frivilligt, ulønnet pensionistarbejde" giver den mig nu fuldt op at gøre med at følge med i, hvad der rører sig på et ældreområde, der er langt mere spændende og udfordrende, end jeg tidligere havde gjort mig klart. For den såkaldte "tredje alder" er jo langt mere end blot en fortsættelse under lidt ændrede vilkår af de to tidligere. På mange måder er den noget helt andet med en lang række muligheder for de fleste af os, end jeg egentlig havde forestillet mig, at den kunne være. Det kræver blot, at man lukker øjnene op og vælger ud på hylderne.

Jeg ved godt, at en del ældre med god ret kan mene, at det kan jeg sagtens sige, fordi jeg - i hvert fald indtil nu - har været så heldig at have helbredet med mig. Det held er det ikke alle, der har, og mange er hæmmede i deres udfoldelsesmuligheder af handikap af forskellig art. Men som jeg tidligere har givet udtryk for det, så får de det jo ikke bedre af, hvis jeg og andre i misforstået solidaritet blot lagde os på sofaen og ventede på den sidste dag.

Som det berettes i interviewet med Josefine Ottesen, så gjorde hun det, at i stedet for at skærme sig mod alle mulige projekter og blot koncentrere sig benhårdt om at skrive, som hun har gjort det i mange år, så har hun nu givet plads til andre aktiviteter. For eksempel skal hun lave en forestilling med dukketeatret "Svanen" og en stor parade i Svendborg til efteråret. For hun har som nævnt besluttet at blive 100 år, og derfor har hun tid nok til alle mulige sjove ting.

Jeg har ikke besluttet mig mere eller mindre præcist for, hvor gammel jeg vil blive. Men jeg har besluttet mig for, at så længe helbredet vil være med, så skal det i hvert fald ikke være min alder, der skal sætte grænser for mine udfoldelser.

For hvad pokker skulle jeg lave, hvis jeg ikke har noget at lave!

 

B.Aa.-N.

 

4. maj

Frihedens dag

 

Naturligt nok er det i dag de færreste danskere, der har oplevet, og som husker den 4. maj 1945. Alligevel er der stadig mange steder i landet, hvor man holder fast i traditionen med at sætte lys i vinduerne om aftenen på denne dato. Det kan man egentlig godt undre sig over, for det må være svært for de yngre generationer at forstå, hvad der egentlig ligger i det, at man tænder disse lys og sætter dem hen i vinduerne. For de har jo ikke oplevet de helt ubeskrivelige følelser, som gennemstrømmede de fleste danskere på denne aften i 1945. De kan kun vanskeligt sætte sig ind i, hvad det vil sige, at man efter at have levet i et totalt mørkelagt land i fem år pludselig kunne lade lyset stråle ud i aftenen og natten.

Men det var jo kun den umiddelbare reaktion. Lidt efter lidt gik det op for os, at den konstante frygt, som var bygget op i os gennem besættelsesårene, var borte. Frygten for selve krigen. Frygten for Gestapos razziaer. Frygten for, hvad der kunne ramme mig selv, og for, hvad der kunne ramme min familie, mine venner og mine naboer. Frygten for den uvisse næste dag.

Og lidt efter lidt gik det op for os, at der var emner, som det nu ikke mere var farligt at tale om. At ytringsfriheden havde været sat på stand-by, men at nu havde vi den igen.

 

Vi er nok tilbøjelige til i dag at betragte frihed som en selvfølge. Og det er vi på trods af, at vi rundt i verden ser adskillige eksempler på det modsatte. Derfor har det så stor betydning at holde fast i markeringerne af den 4. maj. Det kan være med til at holde os opmærksomme på, at frihed er afgørende for et værdigt menneskeliv, og at bevarelsen af frihed kræver en indsats, som vi må være parate til at yde.

Birthe Christoffersen har sendt denne kommentar:

 

Jeg er for ung til at have oplevet 4. maj 1945. Traditionen med lys i vinduerne husker jeg med glæde fra min barndom. Der blev ikke blot sat lys i vinduerne, men der var også glæde og hygge i stuen. Familien naturligvis og så gik folk, som havde oplevet de år sammen på besøg hos hinanden. De talte om den tid. Der blev talt om mangt og meget. Pudsige hændelser, utroligt held i situationer, der kunne have været meget farlige. De døde blev mindet. En lille flig til sorte kapitler blev også løftet. Det gav et billede, der voksede som årene gik.

 

Hvorfor ikke fortsætte med at sætte lys i vinduerne 4 maj? Hygge sammen med de nære. Tænke og tale om friheden, der er os så dyrebar, men som kan mistes igen.

En ting blev altid nævnt i beretningerne 4 maj. At man virkelig kom hinanden ved.

30-05-17

Livets lektier

 

Da Regina Brett fra Cleveland, Ohio, U.S.A. fyldte 90, gav hun sin familie, sine venner og bekendte denne liste over de erfaringer, som hendes lange liv havde givet hende. Siden er hendes liste blevet delt over den ganske verden, og nu er den altså også nået til Ældre-bloggen:

 

- Livet er ikke fair. Alligevel er det godtNår du er i tvivl, så tag blot det næste lille skridt.

- Livet er for kort til at spilde tid på at hade nogen

- Det er ikke dit job, der tager sig af dig, når du er syg.

Det gør dine venner og dine forældre. Hold dig i kontakt med dem.

- Betal hver måned, hvad du skylder på dine kreditkort.

- Du behøver ikke at vinde hver eneste diskussion.

Accepter uenighed.

- Græd sammen med nogen. Det hjælper dig mere end at græde alene.

90 års-fødselaren Regina Brett

- Det er i orden at blive vred på Gud. Han kan klare det.

- Begynd at spare op til din pensionering, når du får din første løncheck.

- Når det drejer sig om chokolade, er modstandsevne formålsløs.

- Forlig dig med din fortid, så den ikke ødelægger din nutid.

- Det er i orden at lade dine børn se, at du græder.

- Lad være med at sammenligne dit eget liv med andres. Du aner jo intet om, hvad de

har skullet igennem.

- Hvis et forhold skal være hemmeligt, så bør du ikke være en del af det.

- Alt kan ændres i løbet af et øjeblik. Men tag det roligt: Gud blinker aldrig.

- Tag en dyb indånding. Det skaber ro i sindet.

- Skaf dig af med alt, hvad der ikke er nyttigt, smukt eller fornøjeligt.

- Alt, hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig i virkeligheden blot stærkere.

- Det er aldrig for sent at få en lykkelig barndom. Men det er dig selv og ingen anden,

der skal skabe nr. to.

- I bestræbelserne for at opnå det, du elsker her i livet, skal du aldrig tage et nej som svar.

- Tænd stearinlysene; brug de smukke lagener; tag det lækre undertøj på. Lad være med at

gemme noget til særlige lejligheder. Dagen i dag er speciel.

- Forbered dig godt - og følg så strømmen.

- Vær excentrisk nu. Lad være med at vente, til du bliver gammel, med at bære de krasse

farver.

- Ingen andre end du selv bestemmer over din lykke.

- Vurdér enhver såkaldt katastrofe ud fra ordene: "Betyder det noget om fem år?"

- Vælg altid livet.

- Tilgiv alle for alt.

- Hvad andre mener om dig, er ikke din hovedpine.

- Tiden læger næsten alt. Giv tid - tid.

- Lige meget, hvor god eller dårlig situationen er, så vil den ændre sig.

- Lad være med at tage dig selv alvorligt. Det er der ingen andre, der gør.

- Tro på mirakler.

- Gud elsker dig, fordi Gud er Gud; ikke på grund af noget, du gjorde eller ikke gjorde.

- Sæt ikke livet til vurdering. Tag fat på det og få mest muligt ud af det.

- At blive gammel slår alternativet -- at dø ung.

- Dine børn har kun én barndom.

- Alt, hvad der i den sidste ende betyder noget, er, at du elskede.

- Gå ud hver dag. Miraklerne venter på dig overalt.

- Hvis vi alle kastede vores problemer i en dynge og så alle de andres, så ville vi skyndsomst

tage vores egne til os igen.

- Misundelse er spild af tid. Du har jo allerede alt, hvad du behøver.

- Du har stadig det bedste til gode.

- Lige meget hvordan du har det - kom op, klæd dig på, og kom i gang.

- Yd!

- - - - - - - - - -

Nu kan vi jo så hver især vælge ud, hvad vi synes, at vi kan bruge til noget af Regina Brett's kloge ord og anvisninger. Og hvad resten angår: Det kan vi bare lade de andre om.

 

 

Kommentarer til indlæggene her på Ældre-bloggen er altid velkomne. Den nemmeste måde at give dem på er ved at bruge beskedboksen her til højre.

 

Alle kommentarer vil snarest muligt blive bragt her på bloggen - men uden oplysning om E-mail adressen.